Jeg sidder til genopladning

arbejdsdag er slut – tjek

undervist kollega i trombolysebehandling – tjek

hældt morgenmedicin op for kolleger – tjek

hjulpet patient på toilettet – tjek

hjulpet en patient og en familie med at finde frem til, hvad der gjorde patienten urolig og utilpas – tjek

diskuteret sygeplejefaglige problemstillinger, som vi skulle tage stilling til, med min souschef – tjek

haft samtale med patient om uro og angst – tjek

har stået i det dilemma, at jeg ikke kan beskytte mod hverdagens trængsler og derfor ikke kan beholde mennesker inde på afdelingen i ventetiden på undersøgelser – tjek

har forsøgt at få reduceret i to-do listen – ikke tjek (det er så her, jeg øver mig i at sige, at Rom blev ikke bygget på en dag, og med en afdeling, der på en dag gik fra færre patienter med færre problemstillinger til utroligt mange patienter med mange og komplekse problemstillinger, er det vigtigere, jeg støtter mine kolleger end alt muligt andet)

handlet ind til tre voksne mænds aftensmad, fordi tadah - vi høster! – tjek

handlet ind til tre voksne mænds eftermiddags og aftensmadpakker for tadah– solen skinner også i morgen, så vi håber at den varme aftensmad først bliver meget sent om aftenen – tjek

nu har jeg spist knækbrød, drukket te, læst lokalnyheder, fundet ud af at Rundt om Frankrig og Frankrig med Leth og Pilgaard kommer næste søndag – husk det så – lille hjerne

Det er tid til at gå i gang med forberedelserne til aftensmaden – svensk farsbrød og flødekartofler med blandet salat til. Madpakken bliver rugbrød med pålæg, og jeg vælger nok havregrød til aftensmad

I fredags, hvor afdelingen endnu ikke var blevet totalt fyldt med patienter, havde vi tid til at spise sammen. Her spurgte jeg alle mine kolleger, hvad de havde spist aftenen forinden. Så nu har jeg en hel side med forslag til aftensmad, og de andre syntes, det var sjovt at høre, hvad folk spiste.

God aften til dig

Når man gør noget andet end det vanlige

Det kunne være godt, hvis jeg kunne have fortalt om en tur ud i det blå på cykel eller en lang travetur i en skov, men det var det ikke.

I stedet for læste jeg avis og så fjernsynsprogram, vi holder ikke avis og jeg nærmest kun serier på min computer og følger ikke programfladen på tv-stationerne. I går læste jeg om Pixars nye film Inderst inde, og om selskabets succes med computeranimerede film, som rammer både børn og voksne. Jeg har kun set Toy Story, men den elskede jeg at se sammen med mine børn, og ja den blev set mange gange, fordi vi også fik den som video. Og en film, som prøver at skildre følelserne inden i en 11 årig pige, som flytter og skal lære nye mennesker at kende, det lyder som en spændende ide. Charlotte har set den og giver den sin anbefaling.

I aftes så jeg først et program om en fransk-australsk kok, som besøgte de franske alper og laver mad sammen med de mennesker, der bor der. Det var jo i “vores område”, han var. Bagefter så jeg Pilgaard og Leth i Frankrig og minsandten om de ikke kørte op på Mont Ventoux. Jeg fik helt lyst til at køre turen igen og jeg mangler faktisk at afslutte den, men det må vente. Jeg skal jo på arbejde, så jeg burde slet ikke sidde her og skrive. Du får dog lige et par billeder fra turen.

PS det sjove er, at både kokken og P&L i næste program skal ned til området ved Pont du Gard. Jeg må se, om jeg kan huske at se programmerne. God mandag til dig.

Om at kende sig selv og holde af sig selv

Indimellem synes andre, at jeg er for selvkritisk. Indimellem synes jeg selv, at jeg er for selvglad. Men egentlig synes jeg, at det at kigge kritisk på sig selv og ens væremåde kombineret med at kunne anerkende sig selv og ens væremåde giver et godt resultat. Det sikrer, at man ikke bliver hængende i "plejer" men tør sætte sin forståelse af verden på spil og måske dermed blive lidt klogere. Fredagens udbrud af tristhed handlede netop om en erkendelse, der gjorde ondt, men som her på denne solrige søndag på vej til bageren efter rundstykker udmøntede sig i " det er helt ok, Lene, du er jo en, der tør mene og sige noget, og så dummer man sig af og til, det har du lært noget af" Så nu glæder jeg mig til næste uges arbejdsdage, hvor den erkendelse skal prøves af i en ny måde at mene på. For jeg kommer aldrig til at holde op med at diskutere, have meninger og forsøge at få andre overtalt til at se tingene fra min side.

Måske husker du et indlæg om at se Kender du Typen og tanker det affødte? I går gik det lige den modsatte vej, jeg blev så glad for mit hjem og for at jeg ikke går op i de rette designerting, at indretning for mig handler om hygge og nærvær og ikke så meget om jeg nu bruger økovarer eller Mega Mussel osv. Jeg har lige bestilt seks polske tekrus, fordi jeg er vild med de to, mine forældre købte til os i Polen, og fordi Eva gjorde mig opmærksom på, at dem kunne jeg købe i danske keramikbutikker. Det er hermed gjort, nu håber jeg, de er fremme inden næste lørdag, for så skal de pryde brunchbordet sammen med mine hjemmelavede marmelader, røget vildtkølle, røræg fra egne høns og hjemmebragte oste og rundstykker. Og til aftensmaden får mine sygeplejeelevkammerater vildtsteg og forskellige retter/salater med kartofler fra Store Vildmose. Men igen - det er ikke maden, der gør det, det er snakken og samværet, det skal der være plads til.  Det er min stil, og den er jeg glad for!

Må din søndag være god ved dig.

Det er helt vildt

Vejrudsigter bliver studeret med omhu, og den norske i særdeleshed, fordi den plejer at være mest korrekt. Det kan jeg så konstatere, at den ikke har været i dag! Vi har indtil kl 17 fået 52 mm, det er slet ikke i nærheden af Skanderborg, men det er rigeligt. Jeg har aldrig set min græsplæne sådan her, jeg kan dyrke ris i den lige nu. Høstdagen bliver ikke lige nu, for nu handler det ikke bare om, at kornet tørrer, nu handler det også om, hvornår vi kan køre på markerne igen.  Nå, de kloge hoveder lover tørvejr fra i morgen og en uge frem, jeg krydser fingre for, at tørvejret holder endnu længere.

Jeg er nærmest gået i hi i dag, udover det daglige husmorarbejde og LOOP så læser jeg og ser fjernsyn. Jeg skulle ellers bruge denne weekend på at finde efterårsplanter til mine krukker, som aldrig fik sommerplanter i. Næste lørdag får jeg besøg af 10 af mine elevkammerater fra sygeplejeelevtiden tilbage i sluthalvfjerdserne, og jeg har drømt om terrassenydning i nye havemøbler (nå ja dem har jeg heller ikke fået købt) med udsigt til smukke efterårsfarver i krukkerne. Skidt pyt, der er en søndag i morgen og to fridage i ugen, der kommer. Jeg er god til en spurt på de sidste meter, jeg skal dog lige overveje menuen igen, for landmanden skulle stå for grilning af stege, det kommer ikke til at ske. Han høster forhåbentlig eller tager kartofler op. I dag nåede jeg lige i en lille tørvejrsperiode at plukke blommer, så nu er der hjemmelavet blommemarmelade til osten. God aften til dig.

Danmarks bedste vuggevise

Sådan en søvnig lørdag morgen kan man godt få lyst til at trække dynen op over hovedet og sove videre. I stedet for slapper jeg af i sofaen, mens teen trækker, og kigger nyhedssider. DR har på sin forside kåring af Danmarks bedste vuggevise. Aftenshowet og DR pigekor har valgt 10 sange, vi kan stemme på, men ingen af dem er min vuggevise. Jeg kender de fleste af de ti, jeg har også sunget dem, både som barn, for mine små søskende og for mine børn:
Den lille Ole med paraplyen -er sunget mange gange - er vist i De små synger, men ikke brugt som godnatsang til mine børn.
Elefantens vuggevise - har jeg sunget utallige gange, den har en melodi, som er skøn at nynne. når man ikke kan huske teksten, den er brugt meget, når et barn ikke ville sove.
Stille nu - har jeg aldrig sunget ved et barns seng, men den er spillet mange gange på blokfløjte ;-)
Pjerrot og månen - jeg har altid syntes som barn, at den var sørgelig, og jeg er jo en happy girl med trang til happy endings, så den får ikke min stemme
Sigurds godnatsang kender jeg ikke, men han kom også først for alvor frem, efter mine børn var blevet større.
Solen er så rød mor, har jeg sunget sammen med min mor og mine søskende masser af gange. Jeg har altid syntes, det var en sørgelig sang, så nej, den valgte jeg heller ikke til min børns godnatritual
Sov sødt barnlille, er slet ikke en sang, jeg har overvejet til godnatsang. Den er mere til kor og kirkesang.
Jeg er træt og går til ro, kender jeg også, men er ikke en sang, jeg har brugt.
Blops godnatsang, jeg kender den, den vakte genklang, men jeg måtte google den, før jeg fandt ud af at det jo var Pusle, der i Min Søsters Børn sang den til sin lillebror.
Stille, hjerte, sol går ned, er mere en aftensang for mig

Hvad er så min vuggevise eller måske skulle jeg sige godnatsang? Jeg er selv vokset op med den, mine børn har også fået den ind med modermælken : Nu lukker sig mit øje

Og selv om det er morgen, så kan jeg vel godt spørge: hvad er din vuggevise eller godnatsang?

Detaljen

Kender du det? Man kan sommetider have så meget øje for helheden, at man ikke ser detaljen? Det er derfor, jeg synes, makrofotografering er sjov og hjælper med at stille skarpt på detaljen. Det var det, jeg holdt af ved de blogge, jeg startede med at læse med hos, at de evnede midt i hektisk og hård hverdag at sætte fokus på glæden ved de små og nære ting, detaljerne i livet. Nogle gange kan det omvendte ske, at man kun har øje for detaljen og glemmer helheden. Man er måske så optaget at få det rette billede taget, at man helt glemmer at nyde det skønne i helheden. Landmanden videofilmede meget førhen, men han følte til sidst, at han aldrig var med, at han altid var mere optaget af at få den rette vinkel eller at lyden blev den bedste, at han ikke så og hørte det, der skete.

Jeg har haft en dejlig dag på arbejde, vi nyder, at færre patienter er blevet ramt af apopleksi de sidste par dage. Men pludselig her på vej ind i min friweekend og flere timer efter jeg sagde god weekend på arbejde, poppede en detalje fra dagen op i mit sind, og den ville ikke gå væk. Den fik mig til at føle mig mislykket og ked af det, og det var total overreaktion, så jeg kæmpede med at få helhedsindtrykket tilbage af den skønne arbejdsdag og holde fokus på weekenden. Det lykkedes, og nu har jeg nydt at se min kollegas dreng gå ind sammen med fodboldspillerne til landskampen. jeg ved lige, hvordan min kollega har det nu. Hun har haft fokus på detaljen, på sin skønne dreng. Må du få en dejlig weekend med plads til detaljen og helheden, jeg håber, weekenden bliver tør og varm.

Pippis barndom

Indimellem bliver et indlæg gemt som kladde, måske fordi jeg ikke blev færdig med det eller fordi jeg ikke er helt tilfreds med. Det her indlæg havde jeg helt glemt, men nu får det lov til at komme ud i det fri:

Julia Lahme spørger på sin blog, om der er plads til en Pippi i nutidens børneliv. Børn bliver overvåget selv, når de leger (måske mere inde i byen end på landet). Jeg har selv tænkt tankerne, da mine børn var små, og da havde vi endda ikke mobiltelefonerne. Vi voksne fik mobil, men ikke vores børn. De fik det først, da mor begyndte som sygeplejerske igen efter 11 år som medarbejdende landmandskone og far alias landmanden nu skulle hente og bringe børnene på 12 og 13 fra/til bus. Inden da har jeg prøvet utallige gange at stå ved bussen, hvor chaufføren måtte sige, desværre de er ikke med i dag. De havde så lavet en aftale med en kammerat, var gået med vedkommende hjem, men inden de kom hjem (man snakker jo så godt på vejen hjem og vores børn NØD at gå og bruge tid på svinkeærinder) og fik ringet fra kammeratens fastnettelefon, så var jeg kørt hen for at hente dem. Det gad landmanden ikke midt i en travl hverdag, så de fik mobiltelefon som nogle af de sidste i deres årgange, og så kunne aftaler hurtigt gives besked om.

Da jeg var barn, kan jeg ikke huske, hvornår vi begyndte at løbe frit omkring. Jeg bilder mig ind, det var samtidig med, at jeg begyndte i 1. klasse, måske endda før. Først ude på vejen og de tilstødende marker, senere hen blev hele byen og bakkerne neden for byen inddraget. Det eneste krav var, at jeg kom hjem til spisetid, så jeg lærte hurtigt klokken at kende. Spisetid var også eftermiddagskaffen, mine forældre var lærere, og når de kom hjem efter de sidste timer, havde vores unge pige sørget for, at kaffen og franskbrødsmadderne var klar, så sad vi der sammen og snakkede. Derefter spredte vi os igen, der blev leget i haven, på vejen og altså også mange andre steder. Nogle af stederne tror jeg ikke, mine forældre ville have været glad for at høre om. Jeg husker, da vi legede nede ved stadion, en af drengene havde en kniv med, jeg ville tage den og samtidig rykker han den tilbage med det resultat, at jeg får en flænge i hånden. Vi var godt klar over, at jeg skulle have plaster på, så jeg løb hjem og sagde at jeg havde revet hånden på noget pigtråd. Gad vide om min mor ikke godt kunne se, at det var et lidt pænere snit end pigtråd havde lavet? Havde det været mit barn, var vi fluks kørt til lægen for at få stivkrampevaccination. Vi cyklede overalt i byen, vi cyklede ned i bakkerne og gik på opdagelse der, om vinteren var det bare med at komme af sted med slæderne, eller da jeg fik sparet sammen til kunstskøjter at tage op til branddammen. Jeg husker ikke, at mine forældre tjekkede, om nu isen var sikker, eller måske vidste alle voksne det i en lille by, eller også var der ældre børn, der påtog sig det ansvar. For den gang legede man også på tværs af aldersgrupperne.

Noget af det, der slog mig, da jeg blev leder i FDF, samtidig med at min datter startede der som 7 årig, var, at der hele vejen op gennem aldersgrupperne var voksne ledere. Da jeg var blå pigespejder, det der i dag hedder DDS, så blev man rykket op til de store spejdere, når man var 12 år. Her foregik spejderarbejdet i patruljer, der var en patruljefører, som sammen med en assistent stod for at planlægge møderne og de små patruljelejre. Min patruljefører var måske tre år ældre end mig, og da jeg blev 14, blev jeg patruljefører. Alle tog som givet, at man kunne løfte det ansvar, og vi har sågar været på telttur, hvor vi boede på en landmands mark tæt på en skov. Her var der ingen voksne, der tjekkede, om vi nu havde det godt. Vi var væk i et par dage, og så kom vores forældre og hentede os. Vi gik også lange vandreture på 25 km om foråret og om efteråret, det foregik på landeveje. Igen ingen voksne til at holde opsyn, vi passede på hinanden og tog ansvar. Ikke desto mindre var det netop det, jeg havde det svært med, da mine egne børn som 12-13 årige blev sendt på vandretur en hel dag på sommerlejrene uden opsyn. Jeg syntes jo, vi havde det så hyggeligt, når vi gik sammen! Så var det godt, at de selv bad om at få lov til at gå noget af turen uden os ledere!

Jeg er en hønemor og har helt sikkert også været curlingmor, men efterhånden som mine børn blev ældre med andre problemer end plaster kunne klare, har jeg også lært mig selv at sige; modstand og modgang vokser man af, jeg kan ikke gøre verdenen til et sted, hvor de ikke får knubs, hvor de ikke bliver såret og ked af det, det skal de selv lære at håndtere og sådan må det være.  Og så må jeg bare konstatere, at det at følge mine børn ind i den voksne verden har været en fornøjelse. Det har også kostet søvnløse nætter og tårer hos moderen, men jeg er så stolt af den måde, hvorpå de begge har taklet modgang og udfordringer. De elskede Pippi som børn, jeg ser i dag en stærk og omsorgsfuld Pippi i dem begge.

Hvad går dagen med?

I dag er dagen gået med at få tjekket instrukser, revidere dem, søge viden om den viden, vi har, stadig forholder sig sådan, som det er beskrevet i instrukserne. Jeg blev ikke færdig, på et tidspunkt kan min hjerne ikke rumme flere ord på skærm, så må jeg ud og snakke med kollegerne, det sker typisk ved, at jeg deltager i vores tværfaglige teamkonference om formiddagen og vores monofaglige konference om eftermiddagen. I dag var en rolig dag og en god dag, det er ikke altid, det hænger sammen, men det gjorde det i dag. Der var tid til faglige snakke, blandt andet at viden indimellem vender tilbage til udgangspunktet. En procedure, som skulle gøres på en bestemt måde, da jeg startede for 15½ år siden på afdelingen, blev ændret efter nogle år. Nu har de kloge hoveder så fundet ud af, at vi skal tilbage til den gamle procedure. Sådan kan man blive klogere. Vi blev også klogere på en ny kopi/printermaskine, som nu har Sky print. Jeg havde opgivet at sætte mig ind i det, da mailen tikkede ind for nogle dage siden, men 20 minutter sammen med en pædagogisk tekniker gjorde, at jeg nu også er klar til først at printe ud, når jeg står ved printeren. I stedet for som nu, at man skal skynde sig at hente det udprintede, for ellers er det måske blevet væk i det, alle andre også har udprintet. En medarbejdersamtale nåede jeg også sammen med min souschef, og for hver samtale bliver jeg klogere på vores afsnit, det er godt at få nye øjne på det, som kan synes så logisk for os andre.

I dag starter en ny sæson med sang, rytmisk musik og gospel. Jeg glæder mig til at komme af sted, jeg glæder mig til at høre, hvad vi skal synge til en koncert, vi skal deltage i om ikke så længe. Sang gør mig glad og giver mig energi, det benytter jeg mig af, når trætheden melder sig på vej til eller fra arbejde. Der skrues op for musikken, og så giver sangeren og jeg den gas, mens fartpiloten sørger for, at jeg ikke trykker speederen i bund af bare glæde over god musik. Hvad mon du har fået din dag til at gå med? God aften til dig.

Ni år

Høstvejret lader vente på sig, vi fik en dag i søndags. Nu kan vi så vente på de næste tørvejrsdage; der skal komme to dage med vind og varme, før end mejetærskeren kan køre ud igen. Vi kan ikke gøre noget ved vejret, så nu er landmanden taget til hundetræning, vi nåede lige at snakke lidt sammen, for jeg havde lang dag på arbejde.

Personalemøde på en arbejdsplads, hvor der altid er nogen på arbejde, kan være svær at afholde. Indtil nu har vi holdt det fra 14 – 15.30, så delte dagvagt og aftenvagt tiden mellem sig, men realiteten var, at dagvagterne sjældent nåede ind til mødet. Dels fordi der kom nye patienter, dels fordi andre patienter skulle overflyttes eller udskrives på det tidspunkt. Vi holder enkelte aftenmøder, typisk, når vi har noget ekstra på programmet og så forvandler vi det også til en faghyggeaften. Nu er vi begyndt at holde mødet fra 15 – 16.30, og det nyder alle, for nu kan de, der kommer, være fuldt til stede og vi er i et lokale væk fra afdelingen, så vi stresses heller ikke af travlheden på afdelingen.

Det skal ikke være en hemmelighed, at det har været hårdere, end jeg troede, at være i min nye stilling, hvor jeg både har ansvar for det overordnede studiemiljø for elever og studerende, ansvaret for at personalet er opdateret med den nyeste viden og kompetenceudvikles og ansvaret for at sygeplejen i afsnittet udvikles. Jeg vidste godt, at det handlede lige så meget om mine forventninger til mig selv, om at jeg gerne vil se resultater med det samme, og at jeg gerne vil leve op til mine kollegers forventninger om, at jeg stadig havde fingeren på pulsen. Jeg er blevet bedre til at sige, det må vente. Jeg øver mig i at finde et system, som gør tingene nemmere at overskue, jeg øver mig i ikke at lade mig fange i spændende sygeplejeproblemstillinger, når jeg har bestemt, at dagen skal bruges på skrivebordsarbejde (jeg kan snakke sygepleje dagen lang). Der er plads til forbedringer. I dag gik jeg hjem med en god fornemmelse, de sidste par dage har været gode, ikke fordi jeg ikke stadig er træt, for det er jeg, men jeg satser på, at det forsvinder. Jeg har fulgt en kollega, jeg har sparret med andre kolleger, jeg har fået undervist flere kolleger, jeg har fået vinget af på to-do listen, og i morgen er der atter en dag.

I dag er det ni år siden, jeg startede denne blog, jeg sprang ud i blogverdenen med ingen forventninger, andet end at jeg gerne ville blive bedre til det skriftlige og forsøge at få reflekteret over min hverdag(og i linket kan man læse at vi var færdige med høsten d.1. september). Jeg er startet på instagram, det har ikke fanget mig, jeg lægger billeder ud, men jeg får ikke den refleksion ud af andres billeder, som jeg gør ved ord i blogform. Sådan er det, det er to forskellige kommunikationsformer, jeg er dog glad for, at jeg kan følge de bloggere, som jeg har fulgt fra starten af og som nu faktisk kun er på instagram.

Vaskemaskinen snurrer, opvaskemaskine er tømt og fyldt, jeg har drukket te og slappet af.  En ganske almindelig tirsdag, som gør mig glad. God aften til dig.

Billederne er fra den ene høstdag, vi fik i søndags.

Invasion og søndagsaktiviteter

I går ville jeg gå ud i frugthaven og se, om jeg kunne redde nogle af de mange bær, som buskene har leveret gavmildt i år og som jeg gavmildt har overladt til fugle og insekter. YAK! Jeg tænkte ikke på dræbersnegle som en del af vennerne, men de havde en fest derude. Der var tonsvis af dræbersnegle (overdrivelse fremmer forståelsen), det var så klamt. Brændenælderne havde også hygget sig, og da jeg rev dem op ved rode omkring stikkelsbærbuskene væltede det frem med snegle. Føj for den lede. Det samme gælder ude langs grøftekanterne. Da jeg gik tur i går aftes, efter at landmanden havde slået rabatterne, lå sneglene i et langt spor ude på det korte græs og nød aftensolen. Det underlige er, at for nogle år siden var de ikke hos os, og når det havde været regnvejr, kunne man se dem ude på vejen frem til hvor vores marker startede. Nu er det omvendt, nu starter sneglesporet først der, hvor vores marker begynder. Underligt.

Nå men jeg fik da plukket en posefuld stikkelsbær og solbær, og der er masser af blommer på to af træerne, som endnu ikke er modne, så med vores forbrug af syltetøj/marmelade kan vi vist godt klare os. Der er stadig æblesaft i fryseren til æblegele, og det ene æbletræ ser ud til at være leveringsdygtig i æbler, de er dog først klar, når den første frost sætter ind. Hyldebær plukkes hvert år, jeg elsker at drikke varm hyldebærsaft om vinteren. Flasker med saft, glas med syltetøj og poser med vildtkød er desuden altid gode at have med til hovedstaden, de vækker glæde hos vores københavnere.

Vejrudsigten er en ren gyser, i dag har der været meget lidt vind, og solens varme ville ikke rigtig brænde gennem skyerne, så landmanden så lidt betænkelig ud. Her falder der hurtigt dug om aftenen (og meget dug), så der kan ikke køres om natten, som man kan andre steder. Og når det ikke blæser, er duggen lang tid om at forsvinde. Nu ser det dog ud til, at høsten 2015 starter lige om lidt. Er vi heldige, kommer mandagens regnvejr først hen på aftenen, så bliver der en høstdag der også. Til gengæld er vejrudsigten ændret, så tørvejret sidst på ugen nu er ændret til regnvejrsdage. Der er ingen, der har lovet os, at livet som landmand skal være nemt.

den “nye” (købt brugt) mejetærsker

Der er lavet koteletter i fad, der er skrubbet kartofler, der er forberedt broccolisalat, der er smurt frokost til landmanden, nu vil jeg gøre mig selv klar til et par timers kørsel på motorvej og et par timers besøg hos min far. Vejret er vist perfekt til en tur uden for plejehjemmet. Vi er begge vilde med McDonalds is og chokolademuffins, så der skal eftermiddagskaffen/teen nydes. God søndag til dig.

Godt jeg vendte mig om

Kroppen og sjælen trængte til en gåtur mere i dag, så jeg tog løbeskoene på (de er konverteret til travesko, fordi mine knæ nægter at være med til løb). Jeg nød luften, synet af den smukke himmel og stilheden i aftenstunden. Mejetærskeren fik ikke lov til at komme ud i dag, der var for vådt, så nu håber vi, at søndag kan blive høstdag. Høsttiden er det eneste tidspunkt, hvor vi accepterer, at søndag inddrages til arbejdsdag. Man bliver ikke hurtigere færdig, selv om man inddrager alle ugens dage, der skal være fridage indimellem, men med den ustadige vejrudsigt skal alle høstdage udnyttes.

Jeg vendte om og gik hjem, tankerne fløj rundt omkring. Tilfældigvis vendte jeg mig om, og så kan det nok være, at kameraet kom op af tasken.

Himlen havde lige sat ild under den sidste del af solnedgangen.

Sov godt

La citadelle

Mon ikke jeg skal få berettet færdig om MC-turen i sommer? Varmen var markant, så vi sørgede for hele tiden at være i skyggen, mens vi gik op til Citadellet oven for St. Tropez. Vi var blevet anbefalet at gå derop på grund af udsigten, og vi håbede, at det blæste lidt mere deroppe. Ved indgangen var der de flotteste agaver, og det var første gang, jeg så en agave med blomst.

Citadellet havde en flot udstilling om dengang, da mennesker fra St. Tropez drog ud i verdenen via skibssejlads i modsætning til i dag, hvor hele verdenen kommer til St.Tropez. Der var smukke souvenirs (møbler, tæpper, smykker, masker, figurer etc.) og historier om skibshistorien.

Udsigten var der også, og det er tydeligt, at bugterne omkring St. Tropez benyttes flittigt af lystbådene.

Der var dejligt svalt inde på citadellet, så vi tog os tid til at fordybe os i udstillingen. Efter at have nydt en is på vejen ned til motorcyklen, kørte vi ud af byen for at finde den smukke strand, Plage de Pampelonne, som skulle være den bedste strand i området. Vi havde kun to små hurtigttørrende håndklæder, så jeg havde haft nogle spekulationer omkring det at skifte til badetøj på en tætpakket strand, men vi havde udtænkt et system. Da vi kom til området, betalte vi parkeringsafgift og kunne så vælge mellem fire strande. Vi valgte den første, der var opsat sivtage, så biler og motorcykler kunne holde i skygge, skønt. Stranden var bred med meget grovkornet sand, som var løst og brændte voldsomt under fødderne. Det var svært at gå til, fordi fødderne sank ned hele tiden. Der var tætpakket med mennesker ned mod vandet. Der var nok fem rækker, og vi måtte tage til takke med femte række.

Mens vi går derned med brændende fodsåler, siger landmanden pludseligt tørt; det er vist ingen problem med omklædning. Jeg kiggede op og så ud over et menneskehav, hvor 2/3 ikke havde noget tøj på. Hold nu op som vi kom til at grine. Vi fik skiftet til badetøjet uden brug af blufærdighedsteknikker og kom ud i det svalende vand. Da vi lå så langt fra vandet, skiftedes vi til at gå i vandet. Der var rig lejlighed til at studere den naturlige krop, her var ikke noget med fitnessfokuserede kroppe eller plastikkirurgiens hjælpemidler. Det var menneskelige kroppe med alle de folder, der tænkes kan. Jo yngre mennesker. jo mere sandsynligt var det, at de havde badetøj på.  Dog var der en ting, der overraskede mig (som sygeplejerske skal der noget til at overraske mig). Mange af kvinderne, som var ældre end mig (eller var de? Læderbrun hud gør ikke noget godt for aldersudseendet) var lige så ubehåret som en præteenagerpige. Det fik jeg lang tid til at fundere over, også fordi jeg selv er en kvinde, som ser ud, som Gud har skabt mig*.

Mange naturister betoner jo det naturlige i at gå rundt, som Gud har skabt dem. En situation, jeg oplevede, understregede måske dette. En mand kom gående på stranden, han ser et par, han kender. Manden i parret er lige ved at hjælpe sit barnebarn, men konen rejser sig op og så kindkysser de, som franskmænd jo gør, de står afslappet og snakker sammen. Det er jo meget naturligt, det så jeg hver dag i Frankrig, men det var altså første gang, jeg så det, mens begge var helt nøgne. For mig en akavet situation, for dem en helt naturlig ting. Jeg mindes i mine unge dage, hvor alle kvinder lå topløse på Blokhus strand, og så kom præsten fra min svigerforældres menighed gående, han stoppede op og snakkede med landmanden. Jeg rejste mig ikke på noget tidspunkt, men havde brysterne godt begravet i tæppet, mens jeg forsøgte at snakke helt naturligt med præsten.

Dagen blev afsluttet med en lille køretur rundt i bjergområdet bag strandene, hvorefter vi kørte hjem og sluttede dagen af som de to foregående med at sidde på en restaurant ved stranden. Det havde været en god beslutning at snuppe tre overnatninger det samme sted og bare slappe af. Nu var vi klar til sidste oplevelsesdag, før vi skulle tage den lange tur hjem på de europæiske motorveje.

Nu vil jeg gøre mig klar til lørdagens fridagsaktiviteter, der skal gøres rent i de rum, som rengøringsfirmaet ikke tager, der er kontorarbejde, der er indkøb og vasketøj, der er nok at tage sig til, og jeg vil nyde, at jeg har tid til det. Landmanden og en medarbejder sorterer kartofler, vejrudsigten ser ikke god ud, så landmanden overvejer at gå i gang med at høste i dag, velvidende at der så nok kommer udgifter til tørring. For at det skal være en god høstdag, skal der helst have været to forudgående dage med tørvejr, varme og vind. Det har der ikke været og der er ikke udsigter til det heller, så må man gøre det næstbedste, kornmarkerne er klar til at blive høstet nu. Håber du får en god dag, om du skal arbejde eller holde friweekend.

* ikke helt, jeg fik løftet mine øjenlåg for 13 år siden, fordi de generede mig.

Det var jo det jeg sagde, men jeg lytter ikke altid til mig selv :-)

Det kan lyde selvmodsigende, at man skal rejse sig og gå en tur, når hele kroppen skriger, at den er træt. Men det virker*.

Gåturen blev ikke af den planlagte længde, fordi regnen insisterede på at gøre mig, min mobil og mit kamera våd, så jeg vendte om. Jeg tog mig dog tid til at plukke en grøftekantsbuket, som blev til to derhjemme.

Hjemme igen gik jeg husmoderrunden, opvasken forsvandt fra køkkenbordet, vaskemaskinen blev tømt, blommer blev skåret i passende stykker og lagt i fryseren til senere nydelse som chutney og marmelade. Nu er huset klar til, at rengøringsfirmaet kommer, mens jeg er på arbejde. Jeg fik læst, dameblade, lokalavis og bog. En enkelt is blev også nydt, inden jeg sluttede aftenen af med at få læst på lektien til i dag. En ny kollega, som er ansat som fast nattevagt, skal have undervisning, så snart jeg møder ind.

Nåh, lider du ikke af blogkering mere? Jo egentlig, men som så meget andet i livet handler det om at tage det første skridt, lidt på trods, så følger de andre skridt ofte efter. Håber du får en god torsdag.

* træthedskuren gælder ganske almindelig træthed, ikke den udmarvende hjerneskadetræthed, som mange med sclerose og apopleksi kender.

Ting jeg ikke skrev om

At jeg faktisk har nået at plukke en lille del af alle de bær, der har været på buskene.

At jeg er så heldig, at jeg har en leder og en kollega, som plukker fra deres skønne haver og arrangerer sammen med en tredje kollega smukke dekorationer rundt omkring på min arbejdsplads

At solen står op, mens jeg svinger bilen ud på vejen og kører på arbejde. Jeg husker at nyde, om få måneder bliver turen kørt i mørke.

At jeg er træt nærmest hver eneste eftermiddag, når jeg har været på arbejde. I dag skyldtes det en hjerne, som i nat besluttede sig for, at det var sjovere at se serier om natten end at sove. Andre gange har jeg sovet perfekt, men alligevel formår dagen at gøre mig træt, uanset om jeg er i plejen eller som i disse dage arbejder ved computer med afstikker rundt til forskellige kolleger med faglige snakke om patienterne. Jeg er faktisk glad for at høre, at mine kolleger også kan være træt, for jeg var ved at tænke på, om udløbsdatoen nærmede sig for mit arbejdsliv. Til gengæld har jeg så ingen, jeg skal tænke på udover landmanden, når jeg kommer hjem. Så vi smækker benene op og slapper af efter arbejde med en ostemad og en kop te, men af erfaring ved jeg, at det bedste, der dur, er at gå sig en tur. Så det gør jeg nu. God aften til dig.

Blogkering

Det ene indlæg efter det andet bliver skrevet og slettet igen. Det er ok, jeg får tænkt over tingene, mens jeg skriver, og så gør det ikke noget, at jeg til sidst lyder som prinsessen i eventyret om Klods Hans. Til gengæld surfer jeg rundt i blogland i områder, jeg kun sporadisk har haft kendskab til. Det er tankevækkende at læse med hos disse yngre kvinder, som lever et helt andet liv end mit.

Tankevækkende har det også været at slutte læsningen af en bog, som var længe undervejs, fordi en sommer kom forbi, hvor jeg ikke havde lyst/overskud til at læse bøger. Kvinder i Hvidt af Cecilia Samartin er nem at læse og er den fiktive historie bygget over den virkelige historie om kvinder, der begynder at marchere hver søndag i hvidt tøj, fordi deres mænd/sønner/fædre er uretmæssigt arresteret, alene fordi de taler imod det officielle Cuba. Nu er en ny bog hentet hjem og jeg vil bruge aftenen på afslapning. God aften til dig.

blomster ved indgangen til min afdeling

Nyhedssurfing

Morgensolen rammer ikke denne del af huset, der er køligt, men tilpas og det solfyldte køkkenalrum er lige ved siden af, så jeg nyder solstrålernes leg med gulve og skabe. Jeg læser nyhedsoverskrifter og dykker ned i dem, der lyder interessante. Kristeligt dagblad har afholdt et arrangement, hvor en artikelserie er vakt til live, så læserne kunne høre de to journalister interviewe deres kilder, og læserne havde mulighed for at stille spørgsmål. Sådan et arrangement kunne jeg godt tænke mig at opleve. Som enhver artikel på nettet dukker der links op mellem linjerne, så jeg kan læse andre artikler, der relaterer sig til emnet. Det er farligt, det er lige nøjagtig det, der stjæler tid, pludselig er man helt fordybet og klikker videre og videre. Emnet for aftenen var hukommelsen, og en af artiklerne, jeg klikkede videre til, handlede om arbejdshukommelsen og hvordan vi kunne træne den og blandt andet udsætte symptomer på Alzheimers sygdom. Forfatterne refererer til en undersøgelse af nonner, som også havde doneret deres hjerner til forskning. Nonner er interessante, fordi de lever på samme vis og under samme vilkår. Her kunne man se, at nogle af dem, der skrev dagbøger i deres yngre dage, faktisk havde haft en begyndende demens, men uden symptomer. Jo mere kompleks og righoldigt deres sprog var, jo bedre. Nu skrev jeg ikke dagbog, da jeg var i 20erne, og mit skriftlige sprog har også først udviklet sig, efter jeg for ni år siden begyndte denne blog. Jeg har da lov at håbe, at denne form for dagbogskrivning er med til at styrke min hukommelse og udfordre mine sproglige kompetencer, og dermed kan være med til sammen med en udfordrende hverdag at udvikle og holde min hukommelse skarp.

På min fars plejehjem afholdes høstfest hvert år for alle beboere og to familiemedlemmer til hver beboer. Det bliver noget af en flok, når der er 40 beboere. I år deltager vi ikke, fordi vi tre søstre fra Jylland ganske enkelt ikke kan få det til at hænge sammen med vores arbejde. To af os skal deltage i personalemøder efter en travl arbejdsdag, en har vagt på sin efterskole, vi kan alle tre bekræfte hinanden i, at det er ok, men alligevel talte vi med vores fars kontaktperson. Og hun sagde så også, at vores far havde langt mere ud af, at vi kom på besøg og var sammen med ham på hans stue end at vi sad i en stue med 120 andre mennesker. Vores far er forsvundet endnu mere ind i sig selv, synger ikke mere, snakker heller ikke så meget med sig selv og alligevel har han øjeblikke, hvor smilet og øjnenes smil er rettet lige mod os, og vi ved, at han ved, at vi hører sammen. Jeg er ikke den, der siger, det er forfærdeligt, det er uværdigt osv. Jeg synes, min far er min far og han har stadig værdigheden i behold, for det handler om, hvordan han mødes. Og ja, jeg savner da indimellem den far, han var en gang, men dette har jo stået på i meget lang tid, min far fik konstateret en mild form for Alzheimer kort før mine forældres sølvbryllup og først tre år efter, da min mor døde, blev det rigtig synligt, hvor ramt vores far var. Alligevel formåede vores far at blive boende i deres hus i fire år, i begyndelsen med hjemmehjælp, der kun kom på besøg for at sikre, at vores far huskede at spise og drikke. Sidenhen fik han mere brug for støtte til personlig hygiejne og heldigvis var der en plads på plejehjemmet, da han virkelig havde brug for støtte døgnet rundt. Vores far er meget social og et godt menneske, og heldigvis gik han ind i musikkens verden, da han mistede sprogets righoldighed i stedet for at blive vred og aggressiv, som mange gør. Det er vi meget taknemlige for.

Lørdagen er startet langsomt, nu må jeg vist heller komme ud og luge ukrudt, inden datteren vågner, Hun skal til kandidatfest hos en veninde, de får da det skønneste vejr til dette. Håber vejret og humøret står på sol hos dig, ha en god lørdag.

Mens jeg venter

på landmanden, som henter datteren ved lufthavnen, kigger jeg billeder. Dette er indtryk fra Saint-Tropez, væk fra de mere mondæne steder. Små gader med skygge, sjove og smukke farverige døre samt et gammelt træ. Havde der ikke været så varmt, kunne jeg sagtens se mig bo der, når jeg blev gammel. Nu nøjes jeg med at nyde billederne i behagelig temperatur.

Menuen er en kombination af dansk landkøkken og middelhavsmad: frikadeller med middelhavskartofler. I min version er kartoflerne kogt, herefter lagt i en pose med knust hvidløg og olie. Til sidst er de stegt på panden og blandes sammen med rucolasalat, oliven, fetaost og soltørrede tomater lige før servering.

God weekend til jer alle, jeg vil nyde at denne weekend er fri for vagter, og at vejret måske er med landmænd, der gerne vil høste i næste uge.

 

 

 

Saint-Tropez blev besøgt i sommer, da vi var på motorcykelferie i Sydfrankrig.