lørdag, oktober 13, 2018

En god dag

At arbejde sammen, at føle man gør en forskel, at udfordre sig selv, at mindes fordums tider. Alt sammen blev bundet i dagens buket.

morgenstund



Landmanden havde brug for hjælp. Vikarbureauets folk har vi kun i hverdagene til kartoffeloptagningen, og så plejer landmanden og medarbejderen at sortere kartofler om lørdagen. I dag skulle der ikke sorteres og sådan en skøn efterårsdag skulle da udnyttes. Ergo tog de to landmænd to læs kartofler op ad gangen, før de kørte hjem til den anden gård, hvor jeg så hjalp med at læsse dem af. Sådan fortsatte vi hele dagen i det skønneste vejr.



Indimellem fik jeg vasket tøj, handlet ind og tjekket gårdens mail. Jeg mindedes, dengang jeg var fuldtid i landbruget, hvor vores maskingrej ikke var så avanceret som nu. Jeg mindedes det år, hvor der kom så meget jord med hjem, og det hele skulle skovles op i kasser. I dag kunne jeg nøjes med at stå ved rullebåndet og tage jordknolde fra.


Sådan en skøn efterårsdag med grader, der gjorde, at jeg måtte smide jakken, selv om vi stod udenfor. Lige om lidt er vi færdige med årets høst. Og det giver en særlig stemning. Glæden ved at komme tilbage til almindelige hverdage sniger sig ind og blander sig med glæden over gode høstdage.


Aftensmaden blev pizzaer fra butikkens fryser, og temperaturen var til at sidde udenfor og nyde en kop aftente, mens hundene nød at være sammen med os. Dexter er nu højere end Ayla, men de har det stadig godt sammen.



Nu er alle faldet sammen, der slappes af over hele linjen. Det har været en god dag.


fredag, oktober 12, 2018

Tusmørketur

En lille snak med en kollega, om hvordan vores gode motionsvaner var gået i stå, fik mig mentalt til at tage hatten skeen i den anden hånd. Jeg fik gået 35 minutter og 4900 skridt. Kroppen har det godt, og jeg nød bare at gå til. Og så endda uden at blive mørkeræd. Jeg er vist ved at være voksen.







torsdag, oktober 11, 2018

Høstens tid


Høstanemonerne blomstrer på rette tid. Jeg har lært, at det ikke nytter at tage dem indenfor. Jeg får langt større glæde af dem udenfor min terrassedør.


Vi havde et godt møde i Odense, men det er slut med at køre selv. Fra nu af vælger jeg toget, om jeg så skal nok så tidligt af sted. Jeg var smadret i går aftes, da jeg kom hjem kvart over syv. Og oveni det fik jeg stenslag plus slag i lakken på min bil, fordi en lastbil ikke havde presenning over hele sit læs stabilgrus eller hvad det nu var, der kom ned i min bil på motorvejen. I følge mit forsikringsselskab skulle jeg have taget billede af læsset. Hvordan kan man lige nå det, når man er ved at overhale og først opdager det, da småsten rammer forruden? Vi tog bilnummer og ringede til firmaet. Så nu får vi at se, om jeg kommer til at betale selvrisikoen eller vognmandsfirmaets forsikringsselskab accepterer mit selskabs krav. Eller om de vil påstå, at det er sten fra motorvejen, der via hjulene blev hvirvlet op på min bil.


Billederne blev taget i bare tæer på min terrasse, og det bliver vist det frisk luft jeg får, for jeg vil nå at slappe af i sofaen inden aftensmad og litteraturkreds i aften. Og så skulle jeg meget gerne sove til tiden i aften. I går fik jeg bildt mig selv ind, at den der underlige følelse jeg havde i min krop og hoved nok skyldtes en blodprop i hjertet i stedet for reaktion på en lang dag med langt møde i et meget solvarmt mødelokale og for lidt væske. Så kunne jeg da slet ikke sove, men til sidst kom den gode søvn til mig. Tåbeligt som man indimellem kan bilde sig selv noget ind.


Huset er blevet gjort rent, mens jeg har været på arbejde. Landmændene har haft en god arbejdsdag uden maskiner, der gik i stykker ( måtte stoppe i tre timer i går). Solen skinner herligt, og i morgen har jeg projektdag sammen med to skønne kolleger.  God start på weekendforventningsglæden. God torsdag aften til dig.

tirsdag, oktober 09, 2018

Hverdagens trummerum

Det er højsæson for kartoffeloptagning, og det betyder lange arbejdsdage. Dog kan jeg godt mærke, at landmanden har tilrettelagt sit arbejdsliv på en anden måde, og derfor er hele folkeholdet ikke på arbejde om lørdagen. Der sorteres der kartofler, når der er bestilling og ellers bruges lørdagen på at flytte kasser fra lager til kølehuse, at smøre maskiner, at flytte indlagringsgrej, at slå græsplæner, at træne med sine hunde, at passe sine høns osv. Der er altid noget at gøre for en landmand.

Oveni det har landmanden været syg, men det afholder ham ikke fra i dag at sidde ude på traktoren. Vejret var heldigvis med hans sygeplejerskekone i går, så der kunne han adlyde lægens anbefaling om at have benet mest muligt oppe. Det, vi troede var influenza, viste sig at være en hudinfektion i benet, som så søndag blev til betændelse i lymfesystemet. Så det er antibiotika, smertestillende, støttebind og hævet ben, når muligt.

Og sygeplejerskekonen må erkende overfor sig selv, at hun er brugt og slidt, selv om jeg kan komme med alle mulige argumenter om, at det ikke kan passe, for jeg laver kun det mest nødvendige herhjemme og slet ikke det jeg gjorde før. Og at min søster, der kun er 21 måneder yngre end mig, kører på med fuld damp og at min landmand også kører på med fuld damp. Det hjælper ikke, jeg er slidt, og jeg mærkede det i weekenden. Jeg kunne ikke finde omsorgsgenet frem, jeg blev bare irriteret på min mand, irriteret over at jeg skulle gøre det ene og det andet, fordi han ikke selv kunne, samtidig med at jeg havde arbejdsweekend.

Mandagens arbejdsdag gik med at hænge på, så hængepartier kunne hægtes af. Der var møder om det ene, om det andet og om det tredje. Der var intro-samtale med kollega, og der var en hulens masse planlægning. Jeg er virkelig Koordinator med stort K, og det kan synes som ingenting for mig selv og andre (måske mest mig selv), men det tager bare tid. I morges kunne jeg mærke, at denne ene fridag ikke ville blive god, hvis ikke jeg fik elimineret flere hængepartier.

Derfor blev hundene fodret af, der blev smurt madpakker til landmanden og brygget te tidligt i morges. Og så satte jeg mig foran computeren i nattøj i den tro, at jeg kunne nå det på en halv time. Det tog mig godt to timer, før jeg satte autosvar på min mail*. Nu er der indkaldt til introsamtaler, nu er der sendt mail om evaluering af tiltag, vi har sat i værk, nu er andre sat på til at finde patienter til torsdagens studieaktivitet, nu er der printet materiale ud til morgensdagens heldagsmøde i Odense og nu er der redigeret i et dokument og sendt til godkendelse. Derudover er der svaret på de mails, hvor jeg har brug for gensvar til næste uges arbejdsdag. De to af mine tre arbejdsdage i næste uge foregår nemlig i plejen, der er jo efterårsferie og dermed er også mange af de erfarne kolleger med skolebørn på ferie.

I uge 43er det min tur til at holde ferie og jeg glæder mig. Jeg gad dog godt at kunne tage til København på fredag og opleve kulturnatten, den oplevelse i 2011 står stadig for mig som en skøn aften. Lige nu nyder jeg, at jeg har fået massage hos min fys og at jeg om lidt vil indånde frisk landluft, mens jeg får plantet nogle efterårsblomster i mine højbede. God efterårstirsdag til dig.

* og min leder har sagt, at så skal jeg holde fri på et andet tidspunkt. Det er jeg med på, det er godt at kunne møde lidt senere eller gå lidt tidligere nogle dage.

te og ostemadder er hverdagens små glæder

lørdag, oktober 06, 2018

Du glemmer vist din alder,

du tror, du stadig er 25, var den skarpe besked i dag til mig fra en ung kollega, som kender mig godt. Og det var sagt med varme og blink i øjet. Årsagen var, at jeg sagde, at jeg ikke kunne forstå, at jeg var helt færdig i går efter dagene som kursusleder.

Nå men det afholdt mig ikke fra at få travlt som trombolysesygeplejerske. En af mine nyere kollega grinte, for vi har før snakket om, at når jeg får trombolysetelefonen, så sker der ting og sager. I dag blev det nu ikke til trombolyse, men jeg fik travlt, fordi den ene patient frembød andre symptomer, som der skulle handles på.

Jeg elsker disse weekendvagter, indimellem kan jeg godt mærke, at jeg ikke er 25 år længere. Trods min erfarenhed bliver jeg af og til bragt så meget ud i tovene pga travle vagter med mange og meget dårlige patienter, så jeg er helt færdig i flere dage efter. Men jeg vil ikke undvære dem. Så længe jeg føler, at jeg er skarp og kan håndtere sygeplejen i et akut afsnit, så blæser jeg på, at mit hår indimellem står helt op og kinderne blusser lidt rigeligt.

Bagedysten er slut for i dag, rødvinen er drukket, isen er spist, der er vist bare tilbage at sige god nat og sov godt.


fredag, oktober 05, 2018

Vi brokkede os ikke over at gå op til Brocken - motorcykeltur i Harzen 2018, dag 5

Sidste dag i Harzen var sat af til vandretur til Brocken (Bloksbjerg). Vi havde fået anbefalet en tur fra Goslar til Brocken af turistkontoret. Og kvinden havde ret. Det var en smuk tur med klipper, sving og søudsigt.



På turistkontoret i Schierke anviste de os den stejle rute på godt 5 km og en lidt længere rute, men knap så svær at gå, på ca 7 km tilbage til byen. Vi parkerede motorcyklen i et parkeringshus tæt på vandrestierne, og her klædte vi os om. Motorcykeltøj er ikke kompatiblel med vandreture. I begyndelsen gik vi rask til, men så skal jeg love for, at der kom stigning på, og stierne blev udskiftet med klippesten


Også her så vi alle de døde træer, som skulle forsvinde af sig selv.



Indimellem kom vi forbi små kilder. Der var ikke meget vand i dem, men jeg havde svært ved for en gangs skyld at følge med landmanden i tempo. Så hvor jeg kunne stoppe op og tage billede, benyttede jeg mig af chancen. Lige der lovede jeg mig selv at få gået flere ture med variation i omgivelserne , det er så ikke blevet til så meget ( der var jo for varmt herhjemme)




Oppe på Blogsbjerg var der køligt og blæsende, så vi var glade for vores jakker. Udsigten fejlede ikke noget og vi nød både  udsigt og kage med varm kakao.



Vi diskuterede, om vi skulle tage en hestevogn eller lokomotivet ned igen, men vi blev for nærige. Togets pris var det samme om vi skulle de 7 km til Schierke eller til Wernigerode. Og vi blev enige om, at vi kunne komme lige så hurtigt ned på gåben som i hestevogn. Det kom faktisk til at holde stik. Vi tog nemlig genvejen, hvor de måtte følge den snoede vej ned ad bjerget. OG de måtte stoppe hver gang hestene havde leveret en omgang gødning på vejen. Det blev pænt skrabet op og taget med.



Undervejs i skoven kom vi til et nærmest magisk sted. Det føltes, som om vi kom i alfernes land. Vi kender godt til det at bygge varder, at lægge en sten ovenpå en andens sten, når man er på vandring. Det så vi også i Norge. De kunne ofte blive høje og er oprindeligt tænkt som markering af vejen.


Her var det anderledes. Som billederne viser, var de overalt. Og det gav en ganske særlig virkning med træernes indvirkning på lyset i skoven.



Nede igen trak vi i motorcykeltøjet og kørte hjem ad en anden vej, men her har jeg været for træt. Der er i hvert fald ikke flere billeder fra den dag. Jeg husker dog at vi holdt ind i en by og fik købt væske og gode kager, fordi vi trængte til at blive tanket op efter en god travetur.

Billederne nedenfor er fra turen på vej til Brocken.




Det er fridag før arbejdsweekend, så jeg må hellere komme i gang med hængepartierne. Landmanden har været/er syg, men i dag har han ikke feber. I går tog han kartofler op hele dagen og hvilede hovedet og kroppen i de få minutter, der gik fra den ene traktor var kørt hjem med læs til den næste traktor holdt ude ved ham.

I dag holder alle folkene fri, fordi der var meldt regn fra morgenstunden af, det er så ikke rigtig blevet til mere end det, der var da vi stod op. Han ærgrer sig lidt over, at han aflyste arbejdsdagen i morges, jeg tror det er godt for hans krop at tage den lidt med ro i dag. Jeg har ondt i halsen og har været lidt kuldskær i dag og i går aftes. Jeg satser på, at det mere er kroppens reaktion på kursusdagene. Derfor tager jeg den også lidt med ro.

God weekend til dig.

tirsdag, oktober 02, 2018

Sådan lige i forbifarten

De næste par dage er rimelig hektiske, så jeg husker at trække vejret ned i maven og nyde min te. Men også at nyde at jeg kan.

  • At jeg stadig kan føle mig rimelig skarp i forhold til at sætte mig ind i emner (indrømmet, der er også tidspunkter, hvor jeg ikke fatter en bønne)
  • at jeg kan hoppe rundt og danse, mens jeg tømmer opvaskemaskine
  • at jeg kan smile over synet af små sarte lilla blomster, jeg ser i forbifarten
  • at jeg kan nyde hverdagens små øjeblikke som den lille dreng, som nok ved hvad han vil, og det er ikke det samme, som det hans far og mor vil der midt på gaden i Aalborg.
  • at jeg stadig kan finde ud af at bage boller, som jeg nu skal have med til aftenmøde på afdelingen
  • at jeg har overskud til at rumme andre mennesker, selv om jeg føler mig lidt slidt
  • at jeg nyder det sted i livet, hvor jeg er, og kan kigge kærligt på mig selv i spejlet
God aften til dig

mandag, oktober 01, 2018

weekendmandag

Det føles som weekend, selv om landmændene er i gang derude. Datteren kom hjem i går og rejser i morgen tidlig, så vi har hygget os i dag.


Turen gik til Aalborg, hvor vi fik hilst på det nye Magasin, opdaget at Bog og Ide nu var andre steder end vanligt, nydt lækre rødbedewraps på Baresso og oplevet Salling Roof Top. For en kvinde med højdeskræk kom suget, med det samme jeg satte foden ud på glasgulvet. En anden besøgende klukkede lidt, men det måtte han gerne gøre, det er svært at sætte sig ind i den skræk, der fysisk fylder mig.




Lidt senere tog jeg datterens hånd, lukkede øjnene og trådte ud på gulvet og åbnede øjnene og så ned på fliserne 32 meter under mig. Den klukkende besøgende anerkendte mit forsøg, mens han stadig klukkede lidt. Udsigten udover Aalborgs tage kunne jeg derimod sagtens nyde med en glasfront som beskyttelse.




Det har været en skøn dag. Håber du også har haft en god mandag.



lørdag, september 29, 2018

Byvandring i Goslar - på motorcykelferie i Harzen 2018

Lørdag er opsamlingsdag, ingen medarbejdere er på arbejde, så landmanden har tid til at flytte rundt på kartoffelindlagringsgrej, smøre maskiner og andre ting, der ikke nås på de lange kartoffeloptagningsdage. Jeg forsøger at finde energien til at få samlet op på det, der mangler iøvrigt. Som overspringshandling er det skønt at kigge tilbage på de mange billeder fra motorcykelferien i sommer. Efter vi havde været i minen, gik vi ned i den gamle bydel i Goslar og fik os en lækker isdessert. Hvor andre er vilde med chokolade og de mørke smage, så elsker jeg smagen af banan, flødeskum og sødmefyldte isvarianter,


Vi gik efter næsen, drejede ind ad små gader og gik på opdagelse. Vi kom i det, der må betegnes som Goslars kunstnerkvarter. i hvert fald var der mange små gallerier og kunsthåndværksbutikker.




I det gamle hospital var der kunstudstilling, vi kom dog for sent, men gården inde bag kunne vi komme ind i, så her fik vi små glimt af små og store figurer.



Det er godt med gode travesko, når man skal gå på toppede brosten.


Det er godt nok mange år siden, at jeg har set sådan en automat. Det bragte mig fluks tilbage til elevtiden i Viborg, hvor der på vejen fra MessingJens (det lokale værtshus/diskotek) til sygeplejeskolen hang sådan en automat. Den brugte jeg ikke, men derimod automaten ved siden af,. hvor bageren havde lækkert wienerbrød til salg. Det smagte godt efter en bytur.


Skifer var der overalt, og blomsterkasser. Det sidste har jeg altid været imponeret over, når jeg kører i Tyskland.



Vi sluttede af på torvet, mens vi ventede på klokkespillet klokken 18. Her fortælles historien om Rammelsbergminen gennem 1000 år.





 Efter en overdådig middag tilbage på hotellet gik vi en tur rundt om byen. Og snart dukkede den gamle bymur op.





Vi havde kun taget en side af bymuren, men var ved at være trætte af indtryk, så vi smuttede ind gennem porten og tog den lige vej hjem til hotellet. Det havde været en begivenhedsrig dag og der skulle være kræfter til næste dag, som var den sidste dag. Her ville vi gå en tur op på Brocken eller Blogsbjerg, som vi kalder det. Vejrudsigten lovede sol og tørvejr, perfekt til en vandretur, for modsat Danmark var der faktisk aldrig mere end 20- 22 grader i Harzen den uge.

God lørdag til dig