torsdag, november 22, 2012

NÅR JEG BLI’R EN STOR PIGE

Den sang elskede jeg, jeg var meget romantisk og sentimental som barn (det er jeg så faktisk stadig). Så da jeg var lille, drømte jeg om at blive en ny Gitte Hænning. Jeg var også vældig optaget af Dean Martin show, og de piger, der sang sammen med ham. Tænk at få lov til det.

Musicals var min yndlingsfilmgenre, jeg drømte, at jeg dansede rundt sammen med Gene Kelly, Fred Astaire var en bedre danser, syntes jeg, men han så ikke så pæn ud. Og når Judy Garland sang, så drømte jeg, at en skønne dag ville min lille by blive berømt, fordi det var der, jeg var opvokset. Akkeja. Hvornår blev mine fremtidsdrømme mon mere realistiske? Jeg husker, at frisør var første ønske, og jeg overvejede også bibliotekar, men det var mere, fordi jeg tænkte, det kunne være fantastisk at kunne sidde på arbejde hver dag og læse bøger. Kunder i butikken havde jeg nok ikke tænkt på.

Det blev også en bog eller flere, der blev årsag til det, jeg allerhelst ville være, da jeg blev 12 -13 år. Har du læst med her længe, husker du det måske. Fra den dag af ville jeg være sygeplejerske. Jeg ville nærmest frelse verdenen, jeg ville passe mine forældre, når de blev gamle, jeg ville rejse til U-landene og gøre en forskel, jeg ville blive den bedste sygeplejerske nogensinde. Ulandsfrivillig blev jeg aldrig, mine forældre frigav mig fra mit løfte, og jeg lader trygt personalet, der er uddannet til at passe mennesker med demens, passe min far. Min mor savner jeg, jeg savner hende til at være der for mine børn og deres kusiner og fætter. Jeg savner at snakke med hende. Jeg savner at kunne ringe og spørge, hvordan gør man dit og dat. Der bliver I så brugt :-) Nå det var lige et lille sidespring, tilbage til emnet.

Noget af det, jeg synes, der er allermest fantastisk, er, at det fag, jeg drømte om som 12- 13 årig, kan stadig i dag begejstre mig. Jeg bliver så ked af det, når jeg hører historier om folks dårlige oplevelser med sygehusvæsenet. Noget af det skyldes helt sikkert vilkår, som jeg og mine kolleger ikke kan gøre så meget ved. Andet skyldes dårlig sygepleje, om det er fordi de mennesker aldrig skulle have været sygeplejersker, eller om de gennem tiden har ladet sig presse til at tro, at deres måde at være sygeplejerske er i orden, skal jeg lade være usagt. Men det smerter mig, og jeg håber aldrig, at jeg må blive uberørt af sådanne historier. Men der findes også de gode historier. Og jeg er vild med at være sygeplejerske. Jeg savner patientkontakten lige for tiden, jeg savner det at blive udfordret på mine evner som sygeplejerske, jeg savner at kunne bruge hele mig. Jeg kan rigtig godt lide at studere, og jeg synes, det er træls, at jeg skal skrive afsluttende opgave til foråret. Jeg har nydt at få ny viden, at få udfordret min hjerne, men jeg har også nydt at komme tilbage igen til afdelingen hver gang.

Kong Mor, du skrev, du gerne ville vide, hvad jeg gerne ville være, da jeg var lille. Det her er mit svar.

DSC06081

Jeg er storesøsteren med det lyse hår.

14 kommentarer:

  1. Jeg er ret imponeret over at du så tidligt fandt ud af, hvad du ville være når du blev stor, at du blev sygeplejerske og at du stadig elsker det. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det er jeg faktisk også ;-)

      Slet

  2. Åh ja, de bøger har jeg også slugt mere end en gang, og for nogle år siden var jeg så heldig at finde dem på loppemarked..... kan sagtens læses endnu flere gange. Min drøm var også at blive sygeplejerske....men det blev jeg bare aldrig. Så stor var glæden da ældste datteren gik den vej. Og hun elsker sit job. Nok bliver alt mere og mere teknisk, men der vil ALTID være brug for et menneske med bløde varme hænder.

    En rigtig go´ beretning. Mange hilsner fra Joan M

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Joan, og det er sjovt at du har de bøger, jeg har også de første tre, købt på et loppemarked :-) Hvor er det dejligt at høre at din datter elsker sit job, sådanne arvtagere har vi brug for.

      Slet
  3. Skøn historie, Lene :-)

    SvarSlet
  4. Akkeja. Jeg ville først være tysk sangerinde, fordi min mor synted det lød så smukt, når der blev sunget på tysk... Så ville jeg være kriminalkommisær(sikkert inspireret af De fem og Mysteriet om...), så ville jeg være arkæolog og i gymnasiet journalist og absolut ikke det jeg blev. Så sådan er der så meget....
    Pollyanna

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, tak for din historie, jeg storlæste også De Fem og Mysteriebøgerne, men jeg fandt aldrig på at være kriminalkommisær, du var da sej. Sjovt som vores veje til den uddannelse, vi valgte, er meget forskellige :-)

      Slet
  5. Dejligt billede af hele familien - du var ikke svær at finde:-)
    Jeg læste drengebøger og ville være indianer - inden jeg fandt ud af, at jeg ville være præst ligesom min far:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Charlotte, du ville være blevet en god indianer, det er jeg sikker på :-)

      Slet
  6. Jeg vil bidrage med en positiv oplevelse fra sundhedsvæsnet: jeg var for lidt over ti år siden indlagt på Hvidovre Hospital med en kæmpe diskusprolaps, og jeg fik supergod behandling, de gjorde alt det for mig de overhovedet kunne. Fx lå jeg fladt på ryggen og læste en bog, hvilket er ret anstrengende for armene i længere tid. En af de søde sygeplejersker kom helt uden at jeg havde spurgt om det med et gennemsigtigt læsestativ, som jeg kunne lægge bogen i, og sådan set læse den fra bagsiden af læsestativet.

    Fysioterapeuterne var også fantastiske. Jeg fik træning og træning, og kom op at hænge med hovedet nedad, hvilket øjeblikkeligt tog smerterne. Jeg fik træning i varmtvandsbassin, som virkelig hjalp. Jeg var indstillet til operation, og var også til forsamtale på RH, men træningen var så god, at jeg slap for operation, hvilket jeg i dag er meget glad for.

    Jeg lå ikke på gangen, men på en god stue med kun to andre. Maden var der heller ikke noget galt med. Det er jo ellers disse ting som alle klager over.

    Samlet set har jeg et rigtig godt indtryk af hospitalsvæsenet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, tak for din beretning, det er sådanne historier, jeg bliver glad af. Patienten skal gerne føle, at vi er der for hende og at vi endda kan tænke på løsninger, som man ikke selv var opmærksom på fandtes. :-)

      Slet
  7. Tusind tak for den fortælling! Hvor ser du sød ud på det billede! Jeg kan bedre forestille mig forskellen nu - jeg kunne have været den lille skrupsak på din mors skød ;-) i 1970.
    Jeg læste din historie om Sue Barton. DEM harjeg også. Min yndlings dengang var Sure tar' affære. Der hvor hun opdager der er tyfus. Den var så spændende at læse dengang man var 14! Lidt sødsuppe ja, men gode alligevel.

    Jeg er også lidt overrasket over at du vidste så tidligt hvad du ville være. Det vidste jeg ikke! (spørgsmålet er om jeg ved det nu) ;-)

    Nå - jeg vil igang med Bibelens perler - den kom i onsdags og jeg har glædet mig til at blive færdig med min anden bog så jeg kunne se lidt nærmere på "perlerne"!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Marianne, ja det er vist mest som børn eller når vi beskriver barndomserindringer, at vi erkender aldersforskellen :-) Jeg har kun de tre første, og gad vide om jeg har læst den bog, du nævner? Det må undersøges. Nogle gange kan jeg også undres over, at jeg var så afklaret med det valg, men endnu mere, at jeg stadig synes det er et godt valg :-)
      Jeg er spændt på at høre, hvad du synes om Bibelens perler.

      Slet