FOR ENDEN AF VEJEN

For enden af min barndomsvej lå en stor mark. Til daglig blev den brugt som genvej eller til at finde mælkebøtteblade til vores kaniner.

En gang om året forvandlede den sig til noget ganske særligt. Og så blev den attraktiv for alle byens børn, her kunne der drømmes om et andet liv, et liv på farten, et liv der set fra et landsbybarns perspektiv måtet være fyldt med eventyr og spænding.

Cirkus kom til byen.

Stadig den dag i dag får jeg julelys i øjnene, når jeg ser et cirkustelt, stort eller lille, elefanter eller heste, det er ligegyldigt. Cirkus er spændende, cirkus er drømme, cirkus er brud på hverdagen.

Jeg håber, mange tog i cirkus i går. Min far og jeg nøjedes med at kigge over kirkegårdens stengærde og nyde synet af heste og muldyr. Cirkuspladsen er flyttet, nu ligger den lige over for børnehaven, mon ikke der er blevet snakket og leget cirkus der?

HJEMME I MIN FARS HAVE

FORPLIGTELSE

Jeg blev en gang undervist af en filosof, som kunne sige ord, så man hørte dem på en ny måde, ord som man havde sagt og skrevet tusinde gange. I Sofies verden sammenligner forfatteren en filosof med et barn, begge undrer sig, begge ser verdenen som forunderlig. I bogen gives et eksempel på en hverdagssituation, hvor far og toårigt barn spiser morgenmad, mor vasker op. Pludselig svæver far op under loftet, barnet kigger på far og siger forundret; se far flyver. Mor vender sig, skriger højt, taber tallerkenen og bryder helt sammen. Barnet er endnu i gang med at udforske verdenen, der er så meget, der er underligt og mærkeligt, og at far flyver, er som meget af det andet. Mor er vant til verdenen, den undrer hende ikke, så når hendes mand flyver, bryder det med det vante, det kendte, så hun bliver bange og forskrækket.

Lang smøre for at komme til ordet forpligtelse, jeg smager lige på det.

For mig betyder det at have pligt for nogen eller noget eller pligte sig for. At det er en pligt siger noget om at have ansvar for og at man ikke kan afvise det ansvar.

Gruppearbejde har jeg altid kunnet lide; jeg tænker allerbedst, når ord brydes, når meninger mødes, når der diskuteres, det sætter min hjerne i sving. Men hvis nogen ikke føler sig forpligtiget til at bidrage, men kun vil modtage, så bliver gruppearbejde en pestilens for den, som føler sig forpligtiget.

Lige nu skal jeg omformulere vores generelle beskrivelse for de studerende på de sidste moduler, og jeg er helt ideforladt. Den ide, jeg selv havde foreslået, synes jeg ikke fungerer, og jeg føler, jeg er forpligtiget til at komme med et forslag i morgen, når jeg mødes med en anden undervisningsansvarlig. Lige lidt hjælper det, min hjerne er gået i stå, jeg drømmer om det om natten, det fylder i min mave, men hjernen vil ikke komme med ideer.

Mine søskende og jeg har forpligtiget hinanden til, at min far får besøg hver uge og gerne også hver weekend. Vi turde ikke lade det komme an på tid og lyst, for så vidste vi godt, at det nemt ville smuldre, trods det at vi alle 5 elsker at være sammen med vores far. Så vi planlægger, sender mails og sætter i system (godt jeg har en søster som er lægesekretær)

Nu vil jeg glemme mine ordproblemer og køre ned til min far med rundstykker og kage, jeg vil nyde at kunne gå i hans dejlige have, og måske når vi også en tur på kirkegården, inden jeg vender næsen nordpå igen over middag.

ORD

Udenfor skinner solen, der blæser hvide skyer hen over himlen. Laika gør, hun ser ikke så godt mere, så det kan være mange ting, der vækker hendes vagthundeinstinkt. Henne fra den anden gård kan jeg høre pumpen, der rører gyllen sammen, så det er en ensartet masse, der kan pumpes over i gyllevognen. I år er der ikke megen gylle, stalden har jo stået tom, og først i december fik vi den lejet ud. Der er travlhed i marken, og heldigvis er vejret med os.

Havde vi levet tilbage i tiden, hvor den nordiske mytologi gav forklaringen på vejret og dagligdagen, så havde vi helt sikkert troet, at det var vore ofre og ritualer, der havde mildnet guderne.

Jeg er lige startet med at læse bogen Sofies verden, som er læst af mange sygeplejestuderende. Den handler om Sofie, men kommer også igennem filosofiens historie, den glæder jeg mig til at læse.

På computerskærmen står en fil med ord, ord som ikke hænger sammen, ord som driller mig, ord som gerne skulle være færdige til på torsdag, det når jeg ikke, med mindre jeg pludselig får en lys ide. Jeg har fri, men har tænkt mig at afspadsere de timer, jeg bruger herhjemme en anden dag. I eftermiddag fortsætter jeg min kamp mod skvalderkålen, måske dukker der da tanker og ord op, som jeg kan bruge.

Frokosten er smurt til landmændene, teen er brygget, avisen er lagt frem. Der er handlet ind til aftensmaden, frikadeller, kartofler, bønnesalat og kold krydderurtesovs. Mine rygøvelser er lavet, og heldigvis er rygsmerterne ved at være væk.

Ikke flere ord, der er nok at fylde på min dag.

LIDT RØRSUKKER

HAVREGRØD

Man kan godt føle, at man er ligesom havregrød, gråt i gråt.

Men små ingredienser kan være med til at ændre dette. Lige for tiden nyder jeg min havregrød med lidt rørsukker og kombinerer havregryn og mysli. Det mætter, det luner min hals og kaloriemæssigt er det i den lave ende.

Min indre havregrød ændrer sig også, jeg nyder lysstrålerne, der fylder køkkenet, og jeg vil fylde dagen med lidt rørsukker og mysli ;-)

Må du få en dag med plads til glæde og smil.

OVERGREB

Jeg er sygeplejerske, jeg laver ikke overgreb på patienterne, eller gør jeg?

Lad os forestille os et menneske, som bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen. Vedkommende bliver som det første hos os testet for sin synkefunktion. Vi ved, at en stor del af patienterne i det akutte stadie har besvær med at synke flydende væske, de får det galt i halsen, hoster, og det ender måske i lungerne, hvis ikke deres hostekraft er god nok.

Derfor fortæller vi patienten og de pårørende, at patienten ikke må få noget at drikke eller spise. Vi sætter væske op, som løber ind i en åre, så patienten ikke dehydrerer, og bliver synkefunktionen ikke bedre i løbet af det næste døgn, lægger vi en tynd lille sonde gennem næseboret ned i maven og kan på den måde både give medicin og ernæring uden at risikere, det kommer i lungerne med en lungebetændelse til følge.

Måske behøves vi ikke det, måske kan patienten klare at spise og drikke, hvis vi kommer fortykningsmiddel i tynde væsker, og de får blød kost som kartoffelmos, grød, gratin o.l. Forestil dig vand, hvor du har puttet fortykningsmiddel i, det bliver grumset, det bliver som sirup i konsistens eller måske gele. Selve udseendet kan tage lysten fra en til at drikke, og flere siger også, det smager, som om der er kommet kartoffelmel i vandet. Så selv da kan vi blive nødt til at anlægge en sonde, så vi kan supplere med ernæring og væske, ellers risikerer vi, at patienten bliver underernæret, og det går blandt meget andet ud over deres energi og lyst til at træne.

Forestil dig, at patienten ikke forstår, hvad der skal ske, forestil dig så at skulle lægge en sonde gennem næsen. Hvordan vil du som patient reagere? Du vil prøve af al magt at få det ubehagelige til at gå væk. Forestil dig så, at nogle tager dig i hånden, de forsøger at styre dine hænder, så du ikke kan fjerne sonden. Det er det dilemma, vi ofte står i.

Vi ved, at det er så afgørende for den videre bedring, at patienten får nok væske og ernæring, får sin medicin, vi ved, at den ernæring, man kan give gennem blodårerne ikke er nr. 1, men vi kan blive nødt til det. Her kan vi kun give ernæring i 3 døgn gennem en blodåre på hånden, og ofte bliver vi nødt til at skifte venflon (det lille plastrør, der ligger i åren), fordi den ernæring er irriterende for blodåren. Efter de tre dage skal man lægge et kateter i en stor halsveneåre, det skal gøres af anæstesilæge, det er forbundet med en risiko, da vore patienter ofte hiver tingene ud, da de ikke forstår, hvad det er, de har liggende. Man kan også lægge en sonde ind gennem maveskindet, direkte i mavesækken, men det, ved man også, er forbundet med en risiko i det akutte stadie ved apopleksipatienter, så der venter man gerne 2-3 uger.

Så sonden gennem næsen er det bedste bud på en god ernærings - og væskebehandling.

Læg så til alle de betragtninger, jeg her er kommet med, en mere: Forestil dig, at patienten er flygtet fra et andet land, jeg ved ikke, hvorfor vedkommende er flygtet eller hvad vedkommende har været udsat for. Forestil dig så, at vi forsøger at lægge sonde, hvad tror du, patienten forestiller sig?

Jeg har ingen nemme løsninger på dette, det er det, de nyuddannede sygeplejersker synes, er noget af det hårdeste ved jobbet, det gør vi gamle også.

GRØDETID

Grøde er et ord, der betegner den egenskab ved planter, at de kan gro og vokse, eller den egenskab ved jord, at den er frugtbar og kan dyrkes. I det ældre danske landbrugssamfund kaldte man vækstperioden i forsommeren for grødetid. (fra wikepedia)

Luften er mild,våd og fuld af løfter om grøde. Jeg fandt den første mirabelleblomst omme bag gården, da jeg kørte småsten over til stendyngen. Ved siden af stenene ligger et lille bjerg af granflis og sender skønne dufte til min næse.

Kastanietræet er vokset meget sidste år, og det står klar til at folde bladene ud.Det bliver ikke i min tid, at det bliver et kæmpetræ, men måske husker vi at fortælle, når den tid kommer, gårdens nye ejere, at det startede med, at landmanden fandt en kastanie og puttede den i en spand jord. Og nej vi skal ikke flytte eller sælge, men når beslutningen om at gå på pension engang er taget, så fører det jo til, at gården skal sælges. Det er en driftgård og ikke en aftægtsbolig.

Roserne er klippet ned i dag, mon ikke det går på denne sidste aprildag? De har taget meget skade af frosten, så jeg er spændt på, om der bliver roser i år. Roserne omkring flagstangen stammer fra den gamle ejer, så de er mere end 27 år gamle, og de ser ud til at være dem, der har mest grøde i sig.

Aftenvagten banker snart på døren, må I få en dejlig dag.

SKRAVL!

Havde jeg været en hund, var jeg blevet aflivet.

Ondt i foden og havearbejdet forleden, hvor jeg var i karambolage med en vild rose, har nu sat sig i min ryg, så jeg lignede Tummelumsen på arbejde. Oven i det er jeg forkølet og har ondt i halsen. YNK.

MEN solen skinner herligt, og jeg hopper over det lave gærde, derfor er der købt forårsruller, pizza og færdige frostretter a la boller i karry og biksemad, så kan landmanden og søn (som ligger med feber) vælge på menukortet, mens jeg er i aftenvagt de næste tre dage.

Jeg har lejet Julia og Julie, jeg har købt Femina med krimibog, jeg prøver at bryde min gamle vane med at købe slik, chokolade og kager, når jeg skal trøstes ;-)

Men de lune hveder skal vi have i aften, så må vi se, hvornår landmanden vil holde fyraften.

Har du tradition for varme hveder denne aften?

ONSDAG PÅ LANDET

Udenfor er det overskyet og koldt.

Det omskiftelige vejr gør mange syge med forkølelse og lungebetændelse. Herinde snøfter jeg lidt, drikker varm te, men går alligevel rundt i bare tæer i sandalerne. Min hælspore bliver ikke bedre, jeg kan stadig ikke gå barfodet  eller i sko uden gelepude, uden at det gør ondt, så der må luft til fødderne, de føler sig indeklemt.

Det er regnskabsdag i dag, det passer fint til te og en varm trøje. Landmændene knokler løs derude,landmanden er sjældent inde før 22, medarbejderne får dog fri inden aftensmaden. Der er kommet kartofler i jorden, nu er det kornet, der skal sås, og så til sidst de sidste kartofler.

Jeg drømmer om varme dage, om sol, som vil lune min krop, mens jeg nyder frokosten på terrassen, lige nu forbliver det en drøm, men snart……

Ha en god dag.

YES YES!

Og så så mine unge kolleger den gamle sygeplejerske danse en sejrsdans inde i personalestuen.

Hold fast hvor blev jeg glad for det brev.

Sygehuset har bevilget penge til en diplomuddannelse, jeg glæder mig.

Jeg glæder mig til at få udfordret min hjerne.

Jeg glæder mig til at dykke ned i noget tørt men absolut også spændende stof.

Det er lige, når kartoflerne skal tages op, hvis altså jeg bliver optaget, det er ikke givet, men det håber jeg, nu hvor pengene er garanteret.

Og så begynder sommerfuglene allerede at flagre, og hende den dumme i min hjerne siger, mon du nu kan klare det? Jeg vil gøre alt for at klare det, andre tror på mig, så jeg tror også på mig.

OPGIVET!!!

Nu får den ikke flere chancer, der er visse ting, der bare skal fungere, og opvaskemaskinen hører til den kategori!

Så har du et godt råd til en god opvaskemaskine, så hører jeg gerne fra dig. Jeg har allerede købt Tænks test fra sidste år, men jeres erfaringer vil være rigtig gode at have med på indkøb.

TID TIL FORDYBELSE

Der skal være tid til sig selv, tid til eftertanke, tid til stilhed, tid til ro, jo, vi bliver konstant mindet om det i alle mulige artikler i diverse blade og bøger.

Må jeg komme med min opskrift på, hvordan jeg skabte 10 timer til mig selv i denne weekend?

Jeg pakkede tasken med termokande, madpakke, strikketøj, fagartikler og en bog, satte mig i et tog i en stillekupe og lod Danmark passere forbi, mens jeg drog til København alene (landmanden havde travlt) for at fejre min lillesøster.

Vejrtrækningen kom helt ned i roligt tempo, tiden flød stille af sted, mens jeg drak te, læste og strikkede, og når jeg var træt, lukkede jeg blot øjnene.

Jeg kunne have taget bilen, jeg kunne have fløjet, men jeg valgte toget, og hvor var det en god ide, når jeg nu selv skal sige det ;-)

SUM SUM

Mit hoved summer som en bi, jeg er fyldt med alle mulige indtryk og udtryk, min kollega og jeg får små ideer til forskningsprojekter hos os, men vi mangler så lige en til at stå for dem.

Lige nøjagtig det er jeg blevet for gammel til! For at kunne forske skal man have en relevant videreuddannelse, så min gamle sygeplejerskeuddannelse rækker ikke til det. Og inden jeg var uddannnet til det, ville jeg være nået pensionistalderen, så jeg håber, at der findes penge til, at vi får en udviklingssygeplejerske særskilt til vores afdeling.

Er det ikke nok med erfaring? Vi kan ikke undvære erfaring, men der må også viden til, vi kan godt gå og tro, at vi gør det bedste, men det er ikke altid sikkert.

Jeg har før nævnt, at jeg oplevede et behov for at kontakte pårørende efter et dødsfald, og netop dette har en sygeplejeforsker dokumenteret, at det gør en forskel. Det gør, at jeg nu kan fremlægge dette med mere vægt bag, end blot at jeg synes og jeg tror. Min afdelingsledelse har godkendt det, og nu skal jeg fremlægge det for mine tværfaglige kolleger.

På min afdeling har vi i lang tid ment, at støttestrømper ofte var til mere gene end gavn. Førhen gav vi alle lammede patienter støttestrømper på for at undgå blodpropper i de dybe vener i benet. Der er talrige undersøgelser, der viser, at det virker på operationspatienter, som får strømperne på før operation, men kunne man deraf konkludere, at det så også virkede på apopleksipatienter? Nu er der så kommet en stor undersøgelse med 5000 patienter i flere lande, hvor halvdelen fik støttestømper på og halvdelen ikke fik. Her viste det sig, at lige mange fra hver gruppe fik en blodprop i benet, nemlig ca. 5 %, og at der var gener i form af sår og andre hudproblemer for dem, der havde støttestrømper på. Man mangler stadig at finde ud af, hvordan man forhindrer de 5% i at få blodprop i benet udover hurtig mobilisering, altså ud af sengen og i en stol/kørestol flere gange dagligt, og en sprøjte med blodfortyndende medicin til de, der kan tåle dette. Denne undersøgelse er ikke afsluttet. Så jo forskning skal der til, men der har ikke tidligere været tradition for forskning i sygeplejen, det sker nu, og jeg håber som sagt, at vi får ansat en, som kan hjælpe os med at få svar på nogle af de mange spørgsmål vi har.

Nu vil jeg summe videre, mens jeg får styr på dagligdagen herhjemme på gården.

MORGENLUKSUS

De næste tre dage byder på kursus, jeg skal gerne blive klogere på, hvordan man går fra ide til projekt, hvordan man får forskningsbaseret viden til at fungere i praksis. Jeg glæder mig, for jeg skal være sammen med min souschef, og alt bliver meget nemmere, når man er to, der hører tingene og kan snakke om dem senere hen.

En lille bivirkning er, at jeg skal møde 1½ time senere. Det har jeg ikke noget imod, jeg stod op tidligt, så jeg havde god tid her hjemme. Der er bagt boller til de meget arbejdende landmænd, smurt madpakker som vanlig, og så er der altså også tid til et lille blogindlæg.

Når jeg kommer hjem, håber jeg, at jeg ikke er vissen og tør, men stråler som en lille sol og har nye ideer.

VIRKNINGSFULDT

Måske skulle vi bare hver dag eskorteres ud af byen med en motorcykelbetjent.

Sjældent har jeg set så pæn kørsel helt frem til, hvor jeg drejede fra, og det sjove er, at tidspunktet for, hvornår jeg drejede ind på gårdspladsen, ikke ændrede sig.

Den, der ager med stude, kommer også frem :-)

IGEN IGEN

Så gjorde jeg det igen, vågnede  efter 4 timers søvn og så var det slut.

Jeg advarede mine kolleger, som skulle være sammen med mig til et pædagogisk team møde i dag, at jeg enten ville falde i søvn eller blive manisk. Så vidt jeg ved, skete ingen af delene. Måske fordi det var spændende emner, vi havde  debat og indlæg om.

Hvordan styrker vi immunforsvaret overfor den dårlige samvittighed, som meget let følger med opgaven at uddanne elever og studerende på afdelingen?

Her valgte oplægsholderen at fokusere på hvad gør vi, i stedet for at fastholde os i hvorfor vi har dårlig samvittighed. Det gav stof til eftertanke.

Hvordan får vi problembaseret læring til at fungere i praksis? For mig er det en helt anden måde at tænke på, end da jeg blev uddannet. Her blev man undervist i fakta, og så havde man bare af at lære det udenad, og hvordan man så fik det til at fungere i praksis, blev der ikke spurgt ind til.

Min store opgave med mig selv er at få afkodet min evne til at give alle svarene, når jeg bliver spurgt og i stedet for vende det rundt og få dem i gang med at søge viden om problemstillingen. Det bliver svært, men oplægsholderen formåede at så et frø i mig, så jeg fik lyst til ved næste undervisningstime at tænke problembaseret læring ind, og jeg ved det jo godt,  at når man selv søger viden, selv går ind i problemstillingen, så husker man bedre det, man finder ud af.

Lige nu husker jeg ingenting, energiniveauet er lavt, så jeg flader lige ud en halv times tid, før aftensmaden startes. Solen er dejlig, når man er inde, men ude er der ikke megen varme, 6 grader lige nu og i morges 1 grad.

Søde lille forår, skru nu op for varmen, please :-)

19/4 2009

SØNDAG

Dagen har været god, min far, landmanden og jeg tog mod sønnens invitation til familiegudstjeneste i frikirken. Temaet var vi er i Guds hænder, vi er Guds hænder.

En af sangene var en børnesang, som handlede om, at jeg kan lide dig, som du er, du er velkommen her, du er fantastisk, og alle blev opfordret til at se på andre, at vise med blik og hænder, at alle var velkomne. Vi er jo ikke faste gæster i kirken, men det var faktisk en rigtig rar fornemmelse, da alle begyndte at hilse på hinanden, mens børnekoret sang videre.

Bagefter var der små “stationer” rundt i kirkerummet og de tilstødende lokaler, som gik på at bruge sine hænder, at være Guds hænder på jord. Man kunne pynte muffins, som blev solgt til fordel for et børnehjem i Ghana. Man kunne skrive et brev, der var sørget for frimærker og kuverter, så det var lige til at putte i postkassen bagefter. Man kunne trække i tov,  her skulle landmanden sammen med en anden landmand selvfølgelig udfordre sønnen og en kammerat, som også arbejder ved landbruget, og de gamle vandt! Man kunne spille bordtennis omkring bordet, så alle kunne deltage. Man kunne sætte sit håndaftryk i trylledej. Man kunne gå hen og snakke med en, man ikke havde snakket med længe.

En anderledes gudstjeneste, men vi nød den.

Jeg har kørt min far hjem, og som opladning til en travl uge tog jeg traveskoene på og gik en tur med Laika, mens solen gik ned.

BLOGINDLÆG

Mon ikke mange har det sådan, når først man har fået sig en blog?

Bedst mens man er i bad, går i haven, kører bil, laver mad eller hvad man nu gør, dukker der tanker op, som man tænker, yeah et blogindlæg!

Man finpudser, omformulerer sig, lader ordene flyde i det indre, og man breder sig, det ene ord tager det andet, det ene emne det andet.

Så sætter man sig ved computeren, kigger på tastaturet og erkender, at alle de tanker, alle de ord umuligt kan være i et indlæg, så man begrænser sig, og måske sker der som nu, at ingen af tankerne kommer ned på skrift, til gengæld blev det et indlæg om processen.

Ha en god søndag

VEJRSKIFTE

Hver eneste dag i denne friuge har der været solskin, når vi stod op.

I dag måtte jeg tænde levende lys for at illudere det varme solskin, der er koldt og overskyet, men det regner heldigvis ikke, så landmændene er oppe og i gang.

For den unge landmand(sønnen) har denne uge budt på arbejdsdage på 10 – 12 timer, for den gamle landmand(landmanden) har arbejdsdagene været på 14 – 15 timer. Han er nu gået i det, jeg kalder duraceltempo, han bliver ved til kl 23 om aftenen, starter ofte 6.30. Når medarbejderne får fri kl 18, så overtager han ploven og forsætter.

Der er stadig kartofler, der skal sorteres, heldigvis er de nærmest, som dengang de blev taget op af marken i september/oktober takket være kølehuset, så sorteringen går nemt.

Om ikke så længe sidder der nye kartofler i kammene på markerne, kornet er sået, og når vi når midt juli begynder den nye sæson,hvornår var det lige, at der skulle holdes ferie? ;-)

I dag vil jeg slappe lidt af med min far, han sover stadig, og jeg nyder denne stille stund foran computeren med en kop te. Jeg tror, vi skal ud og trave en tur og så må vi se, hvad vi derudover kan finde på.

Ha en god dag.

GULDKORN

Nogle gange kan folk sige få ord, som rammer lige det, man har brugt en halv time på at snakke om, og som regel glemmer jeg bagefter selve ordene, men kan godt huske samtalen ;-)

Dagen i dag startede ved fysioterapeuten, min hælspore/kroniske inflammation under venstre fod driller i den grad, jeg har ondt det meste af tiden, så nu får jeg ultralyd og massage, det håber jeg på vil virke.

Sidste gang snakkede vi om sko og kom dermed ind på min manglende lyst til at købe sko og tøj, jeg elsker smart, nyt tøj og sko, jeg kan bare ikke fordrage at købe det.

I går fik jeg langt om længe købt et par nye sko med stødabsorberende hæle og som slutter tæt om min fod, dem  havde jeg selvfølgelig på, og min fys godkendte dem.

Så fortalte hun, at hun havde haft så ondt af mig, at jeg ikke fik nyt tøj her til foråret, det måtte jeg jo så tørt konstatere, at det var min egen skyld.Jeg havde set smart tøj, som jeg gerne ville have, men jeg skal være i en ganske bestemt stemning for at kunne prøve tøj og tage beslutninger om køb.

Hvorefter min fys udbrød: Dvs hvor vi andre køber os glad i tøj, skal du være glad for at kunne købe tøj! Lige nøjagtig!

DRØM OG VIRKELIGHED

Jeg er en dagdrømmer. I perioder af mit liv har jeg været bekymret for, om det nu ikke var for meget, men nu er jeg faldet til ro med, at det er min måde at håndtere hverdagen på og de dilemmaer/problemstillinger, der opstår på min vej.

Har jeg noget, jeg skal fremlægge eller tage stilling til, så indgår det i en dagdrøm, på den måde får jeg tit vendt tingene mere end en gang. Jeg kan sagtens køre bil, gøre rent, pudse vinduer, lave mad etc. samtidig med, at der udspiller sig en anden virkelighed i mit hoved. Dagdrømmen har jeg kontrol over, det er mig, der bestemmer, også hvad andre evt. siger og mener ;-)

Nattedrømme kan jeg sjældent huske, de drømme, jeg kan huske, er typisk drømme, som opstår, når jeg har været vågen og så falder i søvn igen. Dem har jeg ikke kontrol over, men nogle gange sker det, at jeg er halvt vågen, halvt sovende, og så prøver jeg at blande mig i drømmen.

Sådan en drøm havde jeg i morges, og den blev siddende i kroppen, da jeg stod op. Detaljerne er forsvundet, men fornemmelsen af at det var først, da den vågne Lene havde blandet sig, at jeg handlede i drømmen og dermed formentlig reddede os fra at drukne på en færge, der var ved at synke, den fornemmelse kunne jeg ikke slippe.

Heldigvis skulle jeg have gæst til formiddagskaffe, så min kære kollega hjalp mig med at få fokus rettet på noget helt andet. Vi fik grinet, snakket og hygget os en times tid, inden vi forsatte vores gøremål hver for sig.

Nu vil jeg forsætte i virkelighedens verden, få handlet ind, og få de sidste vinduer pudset, så jeg er klar til at hente min far op til os i morgen.

FORÅRSDAG

Mens sønnen pløjede i går, fik jeg pudset vinduer udvendigt.

Mens landmanden pløjede i går aftes, fik jeg gjort bryggers rent og gik mig en tur.

I dag forsætter vi i samme dur, jeg pudser vinduer indvendig, bager boller og gør rent, de kører i marken. Det er forår som vanligt.

SKIDT PYT

At vågne efter 2 timers søvn og ikke kunne sove før 4 timer efter kan være en plage. I dag var jeg så heldig, at landmanden godt kunne undvære mig ved kartofelsorterbordet fra morgenstunden, så jeg nåede lige 3 timers søvn mere.

Vi havde en skøn aften i går, sønnen pløjede indtil kl 18, så fik svigerdatteren fri, hun ville cykle herud, og sønnen cyklede hende i møde. Trods 9 kms cykletur var de unge mennesker friske og bød mig op til en travetur efter aftensmaden, mens landmanden overtog pløjningen.

Man snakker så godt, mens man går, og jeg nød mit traveselskab.

Solen skinner udenfor, over i hjørnet ved hundegården gemmer de sig, mine smukke blomster. Jeg tror, et par stykker skal ind og pryde svigermors glasskål.

Om lidt går jeg ind i mørket og kulden, det er det klima, kartofler har det bedst med, så må vi andre klæde os derefter.

Ha en god dag.

ON THE ROAD AGAIN

Glæden ved at sidde bagpå og nyde udsigten over det danske landskab var stor.

Jeg frøs trods varme i sædet og lun langt undertøj, men min første isvaffel i år fik jeg!

Opgaven lød på at komme til Hals uden at komme på de største veje, og det lykkedes for landmanden uden kort. Vi kørte hid og did, samtidig kunne vi så lige kigge marker og kan kun konstatere, at vinterafgrøderne har haft trange vilkår, markerne så gule og pistne ud, der var store pletter uden spirer, højst sandsynligt pga vand og kulde.

Der var andre motorcyklister end os på Hals Havn, og alle fandt små solpletter, mens en isvaffel blev nydt.

Butikken, hvor jeg købte min første figur fra  Willow Tree, var desværre lukket, så nu må jeg finde et andet sted, jeg vil nemlig gerne mærke figurerne, før jeg køber dem.

Landmændene er ved at få fliset alle de træer fra udtynding af læhegn, som har ligget på markerne, fra før vinteren satte ind. Og så skal de i gang med markarbejdet, jeg har lovet at sortere kartofler i morgen, så der kan ske noget ude på markerne. Herinde sker der ikke noget, dagen er sat af til rengøring, og der er ikke andre til det, så måske skulle jeg lette bagdelen fra stolen og komme i gang.

SPOR

Alt der sker det sætter spor
der er kølvand fra en båd
livet som et vævet tæppe
mennesket en tråd
men vi er mer end vi helt ved af
selv når vi lever lidt på trods
er vi en del af jorden
og jorden er en del af os

en tekstbid fra en Lilholt sang.

Jeg har i dag kigget rundt efter minder, spor.

I dag er det 2 år siden min mor døde. Jeg kan sagtens finde fysiske spor efter hende i mit hus, men mest af alt er det vel indeni, at de findes.

Gudstjenesten i dag var med barnedåb, to små børn, en dreng og en pige, blev døbt. Hver gang synes jeg, at den stærkeste oplevelse ikke er, at de døbes, men når menigheden sammen beder fadervor højt for de to børn. Jeg vil tro, at for mange af dåbsgæsterne er det ikke hverdagskost at bede fadervor, det er det heller ikke for mig. Jeg er vel som mange er, jeg beder mest, når jeg er bange, angst, utryg, usikker, ked af det og sjældent når jeg er glad, tryg, i ro med mig selv.

Netop derfor virker det stærkt, at her sidder vi, nogle af os mindes, da vi selv havde barnedåb, mindes dengang vi første gang blev forældre, mindes alle de tanker og bekymringer vi havde, og så beder vi sammen med alle de tanker og med ønsket om, at den lille familie må finde ud af livet sammen.

Mine forældre gav mig starten på min tro, de lærte mig at bede, de lærte mig fadervor. Talrige er de timer, hvor min mor læste historier for os, bibelhistorier eller andre historier.

Og da jeg blev mor, så var hun der for mine børn. De har også fået læst historier, de har også hygget sig i sommerhuset med snobrødsbagning og utallige badeture.

Hun er i mig, hun er i mine børn og jeg er dybt taknemlig. Hun havde sine fejl, jeg har mine fejl, men kærligheden den var der, altid!

JEG SAGDE DET JO!

Nøglen til postkassen har været væk i et stykke tid til stor irritation for os begge. Der kommer rimelig mange vigtige breve til landbruget, og uden postkasse har vi ikke haft andre steder posten kunne lægges. Jo nok når jeg var hjemme, så er bryggersdøren åben, men ellers bliver den låst, når landmændene arbejder.

Landmanden mente, det var mig, der havde smidt den væk, han lagde altid nøglen i kurven. Det gør jeg også med postnøglen, jeg ved godt, at jeg har det med at lægge bilnøglerne alle mulige steder, men ikke postkassenøglen.

Det har været et stort diskussionsobjekt, og det har pint mig, mest af alt fordi jeg var hundehamrende angst for pludselig at finde den i et skab eller køleskab. Det er jo netop en af de ting, der adskiller tegn på demens fra manglende koncentration. Og jeg er arveligt belastet, min fars søskende flok på 15 har en rimelig høj del af folk, der blev forkalket og som i dag højst sandsynligt ville have fået diagnosen Alzheimer.

Jeg havde prøvet at tænke logisk, kigget alle mulige og umulige steder, og til sidst foreslog jeg, at en af os kunne have ramt ved siden af kurven, og så var den gået gennem trådkurvene og ned på gulvet, hvor Laika måske havde leget med den og taget den med ud. Landmanden fnøs hånligt.

I dag fandt han nøglen! På gulvet i laden! NU tror han også, at Laika har leget med nøglen!

Jeg sagde det jo!!  men mest af alt er jeg LETTET.

SOLSKINSSØNDAG

Skønt at vågne uden vækkeur

Skønt at have god tid ved morgenbordet

Skønt at få besøg af en lille gut med sine forældre.

Skønt at få opvaskemaskinen til at virke igen

Skønt at solen skinner derude

Skønt at min påske/julekaktus nærmest er gået helt grassat for at vise mig, at den ikke har taget sig af de ekstreme vilkår, den har haft hele efteråret under renoveringen.

Skønt at jeg i dag har lyst og overskud til at køre til gudstjeneste lige om lidt.

Ha en god søndag.

DET MENER DU IKKE!

Han så på mig med spørgende øjne.

Hans ansigt var gråblegt af støvet fra de sten, han måtte skære i for at få terrassepuslespillet til at gå op.

Øjnene var trætte, kroppen viste med sit tydelig sprog, at ryg og ben godt kunne mærke en lang dag på knæ, og at de var blevet tvunget ud i mærkelige stillinger for at lægge de sidste fliser langs huset.

Jeg mente det! Mine fødder smertede, mine hænder ligeså, men så er det, at man netop skal gøre det.

Så traveskoene kom på,og vi gik 3 km, mens solen gik ned.

Det har været en dejlig dag.

LYKSALIGE MORGENSTUND

Solne skinnede fra morgenstunden, så da havregryn/mysli med banan var spist, og en omgang vask var sat over, stod stenene og ventede på mig.

Jeg renser sten, og landmanden lægger dem, ingen siger noget.

Højt oppe over os er flyvemaskiner på vej til alverdens steder. Nogle hører vi slet ikke, vi opdager dem kun, hvis vi kigger op og ser den hvide stribe efter dem. Andre flyver lavere, så lyden når ned til vores lille plet af Danmark.

Linen på flagstangen laver sin egen melodi, når vinden slår den ind imod stangen. De små slag, når landmanden skubber stenen på plads, akkompagnerer linen.Laika lægger sig lidt i solen, så er hun over og studere, hvad landmanden laver, bagefter kommer hun lige forbi mig.

Løberen er som sædvanlig ude at løbe, selv i de tider, hvor sneen lå tæt, og der var is på vejen, spurtede han af sted. Hvem han er og hvor han kommer fra, aner jeg ikke, men han holder trofast ved sin løbetur.

Tepausen er over, solen skinner og terrassen venter.

Ha en god lørdag.

FORÅRSFORNEMMELSER

At køre hjem i strålende solskin med blå himmel og små hvide skyer er ikke det ringeste sådan en fredag før 1 uges fri!

Herhjemme var landmanden i fuld gang med at lægge terrassen om, for efter weekenden går det løs. Der er landmænd, der er startet med markarbejdet, men landmanden venter et par dage endnu.

Og så ved vi af 27 års erfaring, at der går 1½ måned, før der bliver tid til sysler som anlægning af terrasse. I morgen er jeg hyret til at hjælpe, og motorcyklen har vi også planer om at få ud af hi.

Mens eftermiddagen blev til aften, gik Laika og jeg en tur, luften var til den lette forårsjakke, og fuglefløjt fulgte os på vejen.

Lige nu vil jeg nyde, at jeg sådan har fået en hel uges fri, jeg har jo vidst det længe, men kan slet ikke forstå det. Det er noget med påskearbejde, som udløser fridage og nedskrivninger af normtiden. Jeg klager ikke ;-)

LÆSESTOF

Hvad læser du, spørger Conny?

Jeg er endelig kommet i gang med at læse igen, i lang tid har det kun været aviser, dameblade og fagartikler.

I fødselsdagsgave fik jeg jo Astrid og Veronika, jeg havde læst den, men nu har jeg bogen og den er læst igen, og den er stadig en nydelse. En fortælling om en yngre og en ældre dame, som hver især bærer på deres hemmeligheder og traumer, men som sammen hjælper hinanden med at få tingene sat på plads og få mod på livet igen.

Hanne nævnte, at forfatteren havde skrevet en bog mere, Sonate til Miriam, så den fik jeg fat i. Læs den! Den er anderledes og alligevel den samme rolige fortællestil,  egentlig kan jeg bedre lide den engelske titel, The Consequence of Silence, som siger mere om temaet i bogen.

Jo Nesbø har udgivet 10. krimi om Harry Hole, og den skulle jeg da også læse, og som dens forgænger, Snemanden, så turde jeg nærmest ikke læse færdig til sidst. Jeg er også med, hvis der komme en 11. bog.

Håkon Nesser er nyt krimibekendtskab for mig, jeg hoppede ind i bog nr. 2, men jeg har besluttet mig for at tage dem i rækkefølge, så nu skal der bestilles på biblioteket.

Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer er også blevet slugt, jeg skulle lige ind i den, før jeg fandt den spændende, men så blev det en bog, som var skyld i at jeg kom for sent i seng.

Forleden dag faldt jeg over en ny bog, som blev sammenlignet med Maeve Binchys bøger, Dem inde ved siden af, skrevet af Roisin Meaney. En dejlig fortælling om tre huses beboere og deres liv i løbet af godt et år. Her er et uddrag af bogen.

Jeg er hurtiglæser, hvilket også betyder, at jeg har svært ved at gengive handlinger i en bog senere hen, jeg kan huske, om jeg syntes, den var god og min følelse, da jeg læste den. Det betyder så også, at jeg godt kan genlæse bøger ;-)

Hvad læser du lige nu?

HVERDAGEN KORT

Op kl 6, bad, smøre madpakker, brygge te, spise morgenmad.

Køre på arbejde

Møde med socialrådgiver og psykolog om, hvordan vi hjælper børn og unge med hjerneskadede fiorældre i den akutte fase.

Arbejde med at sætte instrukser ind i den skabelon, regionen har vedtaget, at instrukser skal fremstå på nettet.

Læse modulplanerne for 11 og 12. modul for sygeplejestuderende.

Møde i nystartet Journal Club for sygeplejersker i Hoved-Hjertecenteret. Vi skal læse nye faglige artikler, forholde os kritisk til dem og diskutere dem. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

En halv time på langs i blodbanken, mens mit blod tappes.

Sende mine hæklede grydelapper til datter

Køre hjem

Lave aftensmad

En gåtur

Læse mere modulplaner og få styr på, hvordan vi i morgen kan få formuleret, på hvilken måde de studerende kan opnå deres læringsmål hos os.

Lidt hyggelæsning.

Når dagen er til ende, bliver det spændende at se, om jeg nåede det, jeg forventede af dagen i dag. Hvilke forventninger har du til din dag?

KULDSKÆR

Vorherre rutter ikke med varmen lige for tiden, så jeg må vel hellere finde en ekstra trøje frem.

Jeg drømmer om lidt havearbejde i dag, eller rettere sagt voksenLene ved, at det er tid til at begynde med at rydde op i haven efter vinteren, inderstindeLene ville hellere ligge på sofaen med en bog ;-) Havearbejde er ikke noget, jeg gør af lyst, jeg kan dog godt nyde det, når først jeg har overtalt mig selv til at gøre det.

Først står der dog kontorarbejde på programmet på denne fridag. Det kan jeg godt nyde med en kop te på bordet.

Jeg gad ikke gå i seng i aftes, så jeg legede teenager, efter landmanden var gået i seng, jeg hentede min dyne og så fjernsyn, indtil søvnen overmandede mig. Det er vist ikke så sært, at jeg er kuldskær, for lidt søvn sætter sine spor både i ansigtet og på den indre varme.

Skidt pyt, jeg har fri i dag, så en ekstra trøje og en kop te skal nok gøre underværker.

Må du få en rolig og god første hverdag efter påske.

FORBI

Påskedagene er slut, sønnen er netop kørt med datteren, der er et fly, som snart har afgang mod hovedstaden. Vi har nydt at have dem begge hjemme.

Mine aftenvagter sidder i min krop, de blev mere end travle, pårørende og patienter havde ondt af personalet, vi havde ondt af dem, for vi syntes ikke, vi kunne give dem den tid, de havde brug for, så vi længtes alle mod hverdagen. I håb om at kunne spare nogle penge og dermed få bragt vores del af underskuddet ned, var det vedtaget at slå de to afdelinger sammen og dermed reducere på personalet. Patientantallet kunne vi ikke styre, i julen passede det med, at få blev indlagt, det samme gjaldt så ikke her i påsken.

Jeg håber, at det ekstra indkaldte personale, som min kollega og jeg kaldte ind i går, har bidraget til, at påskemandag blev en god dag for personale og patienter. Min fridag er gået med familiebesøg, det var godt, men nu er jeg træt.

Jeg kunne gå en tur, solen skinner stadig udenfor. Jeg kunne hækle videre på mine grydelapper. Jeg kunne også falde ind i blogland og tage på besøg rundt omkring. Jeg tror, jeg tager en kop te mere ;-)

PÅSKEFERIE

Mens jeg hygger mig med at være sammen med dem, jeg elsker,og nogle få aftenvagter i weekenden, holder bloggen påskeferie.

Solnedgangen var flot i går gennem stuevinduet, og her til morgen måtte vi have køkkenvinduet til at stå åben, så vi kunne nyde gæssenes lyde, der blandede sig med fuglesangen.

God påske.