OVERGREB

Jeg er sygeplejerske, jeg laver ikke overgreb på patienterne, eller gør jeg?

Lad os forestille os et menneske, som bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen. Vedkommende bliver som det første hos os testet for sin synkefunktion. Vi ved, at en stor del af patienterne i det akutte stadie har besvær med at synke flydende væske, de får det galt i halsen, hoster, og det ender måske i lungerne, hvis ikke deres hostekraft er god nok.

Derfor fortæller vi patienten og de pårørende, at patienten ikke må få noget at drikke eller spise. Vi sætter væske op, som løber ind i en åre, så patienten ikke dehydrerer, og bliver synkefunktionen ikke bedre i løbet af det næste døgn, lægger vi en tynd lille sonde gennem næseboret ned i maven og kan på den måde både give medicin og ernæring uden at risikere, det kommer i lungerne med en lungebetændelse til følge.

Måske behøves vi ikke det, måske kan patienten klare at spise og drikke, hvis vi kommer fortykningsmiddel i tynde væsker, og de får blød kost som kartoffelmos, grød, gratin o.l. Forestil dig vand, hvor du har puttet fortykningsmiddel i, det bliver grumset, det bliver som sirup i konsistens eller måske gele. Selve udseendet kan tage lysten fra en til at drikke, og flere siger også, det smager, som om der er kommet kartoffelmel i vandet. Så selv da kan vi blive nødt til at anlægge en sonde, så vi kan supplere med ernæring og væske, ellers risikerer vi, at patienten bliver underernæret, og det går blandt meget andet ud over deres energi og lyst til at træne.

Forestil dig, at patienten ikke forstår, hvad der skal ske, forestil dig så at skulle lægge en sonde gennem næsen. Hvordan vil du som patient reagere? Du vil prøve af al magt at få det ubehagelige til at gå væk. Forestil dig så, at nogle tager dig i hånden, de forsøger at styre dine hænder, så du ikke kan fjerne sonden. Det er det dilemma, vi ofte står i.

Vi ved, at det er så afgørende for den videre bedring, at patienten får nok væske og ernæring, får sin medicin, vi ved, at den ernæring, man kan give gennem blodårerne ikke er nr. 1, men vi kan blive nødt til det. Her kan vi kun give ernæring i 3 døgn gennem en blodåre på hånden, og ofte bliver vi nødt til at skifte venflon (det lille plastrør, der ligger i åren), fordi den ernæring er irriterende for blodåren. Efter de tre dage skal man lægge et kateter i en stor halsveneåre, det skal gøres af anæstesilæge, det er forbundet med en risiko, da vore patienter ofte hiver tingene ud, da de ikke forstår, hvad det er, de har liggende. Man kan også lægge en sonde ind gennem maveskindet, direkte i mavesækken, men det, ved man også, er forbundet med en risiko i det akutte stadie ved apopleksipatienter, så der venter man gerne 2-3 uger.

Så sonden gennem næsen er det bedste bud på en god ernærings - og væskebehandling.

Læg så til alle de betragtninger, jeg her er kommet med, en mere: Forestil dig, at patienten er flygtet fra et andet land, jeg ved ikke, hvorfor vedkommende er flygtet eller hvad vedkommende har været udsat for. Forestil dig så, at vi forsøger at lægge sonde, hvad tror du, patienten forestiller sig?

Jeg har ingen nemme løsninger på dette, det er det, de nyuddannede sygeplejersker synes, er noget af det hårdeste ved jobbet, det gør vi gamle også.