lørdag, maj 01, 2010

OVERGREB

Jeg er sygeplejerske, jeg laver ikke overgreb på patienterne, eller gør jeg?

Lad os forestille os et menneske, som bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen. Vedkommende bliver som det første hos os testet for sin synkefunktion. Vi ved, at en stor del af patienterne i det akutte stadie har besvær med at synke flydende væske, de får det galt i halsen, hoster, og det ender måske i lungerne, hvis ikke deres hostekraft er god nok.

Derfor fortæller vi patienten og de pårørende, at patienten ikke må få noget at drikke eller spise. Vi sætter væske op, som løber ind i en åre, så patienten ikke dehydrerer, og bliver synkefunktionen ikke bedre i løbet af det næste døgn, lægger vi en tynd lille sonde gennem næseboret ned i maven og kan på den måde både give medicin og ernæring uden at risikere, det kommer i lungerne med en lungebetændelse til følge.

Måske behøves vi ikke det, måske kan patienten klare at spise og drikke, hvis vi kommer fortykningsmiddel i tynde væsker, og de får blød kost som kartoffelmos, grød, gratin o.l. Forestil dig vand, hvor du har puttet fortykningsmiddel i, det bliver grumset, det bliver som sirup i konsistens eller måske gele. Selve udseendet kan tage lysten fra en til at drikke, og flere siger også, det smager, som om der er kommet kartoffelmel i vandet. Så selv da kan vi blive nødt til at anlægge en sonde, så vi kan supplere med ernæring og væske, ellers risikerer vi, at patienten bliver underernæret, og det går blandt meget andet ud over deres energi og lyst til at træne.

Forestil dig, at patienten ikke forstår, hvad der skal ske, forestil dig så at skulle lægge en sonde gennem næsen. Hvordan vil du som patient reagere? Du vil prøve af al magt at få det ubehagelige til at gå væk. Forestil dig så, at nogle tager dig i hånden, de forsøger at styre dine hænder, så du ikke kan fjerne sonden. Det er det dilemma, vi ofte står i.

Vi ved, at det er så afgørende for den videre bedring, at patienten får nok væske og ernæring, får sin medicin, vi ved, at den ernæring, man kan give gennem blodårerne ikke er nr. 1, men vi kan blive nødt til det. Her kan vi kun give ernæring i 3 døgn gennem en blodåre på hånden, og ofte bliver vi nødt til at skifte venflon (det lille plastrør, der ligger i åren), fordi den ernæring er irriterende for blodåren. Efter de tre dage skal man lægge et kateter i en stor halsveneåre, det skal gøres af anæstesilæge, det er forbundet med en risiko, da vore patienter ofte hiver tingene ud, da de ikke forstår, hvad det er, de har liggende. Man kan også lægge en sonde ind gennem maveskindet, direkte i mavesækken, men det, ved man også, er forbundet med en risiko i det akutte stadie ved apopleksipatienter, så der venter man gerne 2-3 uger.

Så sonden gennem næsen er det bedste bud på en god ernærings - og væskebehandling.

Læg så til alle de betragtninger, jeg her er kommet med, en mere: Forestil dig, at patienten er flygtet fra et andet land, jeg ved ikke, hvorfor vedkommende er flygtet eller hvad vedkommende har været udsat for. Forestil dig så, at vi forsøger at lægge sonde, hvad tror du, patienten forestiller sig?

Jeg har ingen nemme løsninger på dette, det er det, de nyuddannede sygeplejersker synes, er noget af det hårdeste ved jobbet, det gør vi gamle også.

DSC01564

14 kommentarer:

  1. Ja, det kan fort bli mange tanker rundt slike situasjonar. Ein tenkjer at det er det beste for pasienten, men kva tenkjer pasienten?
    Son til min bror kolliderte og skada seg stygt i hovudet for 3 år sidan, han låg i kunstig koma ei tid. Mora gav han ein klem kvar gong ho kom, som ei mor ein ville ho tru var godt for mor og sønn. Seinare har guten sagt at han følte dette som eit overgrep. Han låg der og kunne ikkje røra seg, og hadde ingen mulighet til å sei nei til denne klemmen.....
    Kanskje verdt å tenkja over det..
    Kva er eit overgrep i ein slik situasjon?

    SvarSlet
  2. Ruth, jeg ville have gjort det samme som din svigerinde. Vi ved jo ikke hvad der opfattes som overgreb, men jeg ved at det at starte med at lægge hånden på skulderen, så vedkommende ved at nu sker der noget, kan være med til at afhjælpe det :-)

    SvarSlet
  3. Ja - det er så svært at gøre tingene rigtigt. Tænkte på dig i går, da vi så "Dykkerklokken og sommerfuglen", som vel er standart film for personalet? Undervejs sagde jeg til Jørgen, at hvis det skulle ske for mig, skulle han sørge for, at jeg kom ned til dig og din afdeling med det samme!

    SvarSlet
  4. Tak Charlotte for tilliden. Den film burde være standard, jeg har læst bogen og set filmen, og filmen er klart den, der gjorde mest indtryk på mig. jeg tænker over den, når jeg lænJr mig ind over patienten for at se dem i øjnene eller høre en meget lav stemme (jævnfør starten på filmen)

    SvarSlet
  5. Jeg forstår din tankegang, og jeg ser at det er et dilemma. Likevel tenker jeg at med en slik definisjon blir vi alle utsatt for noe som kan oppleves som overgrep i løpet av vårt liv, - både i alderdom og barndom. Noen ganger i livet må andre ta styringen over oss for vårt eget bestes skyld. Da er det godt at den som må bruke makten har tenkt de tankene du gir uttrykk for her. Det vil i hvert fall forhindre at man går lenger enn man må.

    SvarSlet
  6. Hege, jeg tænker som du gør. Og jeg håber, at det, at vi tænker over det,netop gør, at vi ved hvornår grænsen er nået.
    I aftes prøvede jeg med mine hænder at gøre dem bløde, at forsøge at vise med hænderne sammen med en rolig stemme, hvad vi ville, jeg håber, at patienten fornemmede, at jeg var en, der ville vedkommende det godt.

    SvarSlet
  7. Hvor er du god, Lene. Dine overvejelser og tanker omkring dit arbejde er bare så vigtige. Jeg tror, at din rolige stemme og bløde hænder hjælper med at bygge et tillidsforhold op mellem dig og din patient. Især hørelsen er vigtig. Tak fordi du deler dine tanker med os. Håber du får en dejlig søndag:-)

    SvarSlet
  8. Hvor er det gode betragtninger.
    Jeg tænkte meget over denne side af, hvad vi som pårørende og plejepersonalet gjorde i forhold til min far, da han lå og ikke kunne nogetsomhelst. Alle ville vi jo have, at han havde det godt, eller ville kunne få det bedre. Og vi pårørende skulle jo have det officielle liv til at gå videre og måtte tage beslutninger på min fars vegne.
    Men altid var der jo tvivl om, hvorvidt det var det, han selv ville have valgt. Ville han måske allerhelst have haft, at ingen havde gjort noget i starten, så det havde været overstået med det samme. Vi kan ikke vide det, for han kunne ikke sige noget.
    Derfor bliver vi nok nødt til at indse, at det er omverden, der må tage beslutningerne. Man skal så sørge for, at denne omverden har de nødvendige værktøjer til dette. Og at der i samfundet generelt er en indstilling som din til, hvad der er godt og skidt.

    SvarSlet
  9. Hei Lene.

    Eg er innvilga 5 opphald på senteret. Det vil sei at eg har vore der 4 gonger, og skal no stå på med meg sjølv til siste opphald om 1 år.
    Det kan virka langt fram, men eg tek månad for månad, laga meg mål og delmål. Eg trur nok det skal gå bra.
    Mitt største mål, er å ha framgang fysisk og i helse.
    Eg får stå på i gode perioder, og senka tempoet litt i mindre gode perioder.

    ha ein fin kveld.

    SvarSlet
  10. Uha, det var virkelig tankevækkende at læse, Lene! Men det ville være godt at få så mange nydanskere ind i sygeplejefaget som muligt - mennesker der kan andre sprog og kender kulturen. Og så tror jeg, at sygeplejerskens ro og venlighed er altafgørende for et godt resultat.

    SvarSlet
  11. Som Madame siger, var det et indlæg, som satte en masse tanker i gang - også her hos mommer.
    Det er jo hele verden i en nøddeskal: Det som nogle gør i god tro, mener andre bliver gjort for at skade eller gøre dem ondt.

    Hvorfor tolker vi så ofte en velment handling som værende i ond hensigt, når man netop bare vil personen det godt?

    Jeg læste dit indlæg flere gange og kunne sige mange flere ord, men det skal jeg undlade :-)

    Blot vil jeg sige, at den med hånden på skulderen altid er et godt tegn - det signalerer en god hensigt, uanset sprog eller kultur. Tror jeg da...

    Tak for et virkelig godt indlæg, Lene.

    SvarSlet
  12. Tak Ravheks, jeg har af natur "hårde" hænder, jeg kommer nemt til at tage ved, så jeg skal virkelig bevidstgøre mig selv om at "blødgøre" dem.

    Conny, du beskriver så godt det dilemma, som mange pårørende står i. Og netop i det akutte apopleksistadie, hvor patienten ikke kan være med til at tage beslutninger, så må vi, personale og pårørende, tage beslutningen og så sørge for at være "klædt ordentlig på" til dette.

    Ruth, tak for dit svar, jeg synes det er flot, at I kan få sådanne træningsophold, jeg ved ikke om det findes i Danmark.

    Tak Madame, lige i de her situationer er det ikke så meget sproget der gælder, for her er det selve forståelsen, der er ramt.Vi bruger familie og tolke, og så må vi være opmærksomme på kulturforskellene.

    Selv tak Ellen, hånden på skulderen bruges meget på intensiv afdelinger, så patienten vænnes til, at så sker der noget. Vi plejer at sige, at for vore hårdest ramte patienter svarer det til, at vi har bind for øjnene, og så begynder en at vaske os i hovedet eller ordne vores mund uden at forberede os.

    SvarSlet
  13. Det er en god og helt sikkert nødvendig reflektion. Jeg kan forestille mig, at der skal overvindelse til også at være den, der lægger hånden på skulderen, velvidende det kan være svært at forstå, hvad der sker....Tak fordi du deler og sætter tankerne igang!

    SvarSlet
  14. Selv tak Anne. Lykken er når man formår at give patienten en ide om hvad der skal ske.

    SvarSlet