lørdag, maj 08, 2010

HVORFOR GØR JEG DET?

Jakob Birkler, en filosof, som har skrevet mange bøger om etik i sygeplejen, har fulgt sygeplejersker i deres dagligdag undervejs i sin forskning. Han fortalte, at når han spurgte erfarne sygeplejersker, hvorfor de ændrede planer undervejs i en handling, så havde sygeplejerskerne svært ved at begrunde det; når de så prøvede at sætte ord på, endte det med, at de godt kunne fortælle, hvorfor de gjorde det. Det var tavs viden; ikke noget de til hverdag gik og satte ord på, men de havde faktisk observeret noget, som fik dem til at ændre planer. Vi registrerer mere, end vi tænker over.

I forgårs prøvede jeg sammen med min kollega at sætte ord på komplekse patientsituationer, hvad forstår vi ved det? Hvad er det, den studerende kan opnå af viden og kunnen hos os?

Jeg skulle sætte ord på en situation, og mens jeg fortæller om den, bliver det synligt for mig, hvad der fik mig til at handle, som jeg gjorde. Netop derfor er det vigtigt, at der er tid til at tale om sygepleje, tale om de situationer vi oplever; det gør os klogere på os selv, det gør os klogere på sygeplejen, det gør os klogere på mennesker, som bliver ramt af sygdom, og det gør os klogere på de pårørendes reaktioner.

Jeg var i aftenvagt, vi sad og spiste aftensmad, der var besøgstid, så af og til gik der mennesker forbi døren og hilste på os.

Jeg skulle hente noget længere henne på gangen og kommer forbi en stue, hvor to pårørende står. På det tidspunkt ved jeg ikke, hvad jeg reagerer på, men jeg fornemmer en hjælpeløshed. Patienten er tungt sovende, der har ikke været kontakt med patienten hos os, familien ved ikke, om de skal prøve at snakke til patienten, er det ikke synd at forstyrre?

Vi snakker om, at vi jo ikke ved, om patienten kan høre os, men da patienten ligger sådan hele tiden, så er det helt i orden at snakke til patienten. Jeg lægger mærke til, at vejrtrækningen ændrer sig hos patienten, måske fornemmer vedkommende vores snak. Jeg går hen til patienten og tager vedkommende i hånden og fortæller, hvem der er besøg af. De pårørende stiller sig hen ved siden af mig, og den ene rækker hånden ud efter patientens hånd. Jeg går videre.

Nu ved jeg, at det, jeg reagerede på, var, at de pårørende stod for enden af sengen i en vis afstand fra sengen og kiggede hen på patienten. De stod ikke langs siden eller havde taget en stol og sat sig ved siden af hovedgærdet. Ved at stå dernede i fodenden med afstand fra sengen signalerede de, det her ved vi ikke hvordan vi skal forholde os til.

Og snakken og arbejdet sammen med min kollega den dag gjorde mig klogere på, hvordan vi skulle sætte ordene sammen, vi er på vej ;-)

IMGP0606

IMGP0607

11 kommentarer:

  1. - og det er lige præcist det der er så vigtigt, at huske hele tiden. At sætte ord på vores faglighed og hele tiden være nysgerrig på hvordan den udspiller sig i handling i vores hverdag.
    Godt indlæg som sender mig afsted til en kort arbejdsdag med en rigtig god fornemmelse.
    God lørdag til dig.

    SvarSlet
  2. Tak i lige måde Oline. Håber du får en god arbejdsdag, her skal der arbejdes hjemme med undervisningsoplæg :-)

    SvarSlet
  3. Som ansat (ikke sygeplejerske) i DSR og borger i Danmark, bliver jeg glad og stolt på fagets vegne, at læse om så dygtig, kompetent og reflekternede sygepleje som du er med til at udføre. Tak og rigtig god lørdag.

    SvarSlet
  4. Tak, Inge, for ordene, de gør mig glad :-) Må du også få en god lørdag.

    SvarSlet
  5. Meget tankevækkende! Lige for tiden sætter jeg ord på mange af mine arbejdsgange og indre overvejelser, fordi jeg har fået ny kollega. Hun er helt ny i kraven og den bedste måde jeg kan overlevere både teologi, historie, tradition, arbejdsgange og mavefornemmelser på, er ved at tale. Heldigvis er hun en god lytter og hurtigt opfattende, så det er spændende - men uvant! Din beskrivelse af situationen med de pårørende ved sengen kan jeg let relatere til.

    SvarSlet
  6. Lene - tager du ud som hjemmesygeplejerske, hvis nu osv. osv?
    Knus til dig

    SvarSlet
  7. Charlotte, det lyder spændende, det er jo uvant område du er i ;-) Der er meget man ikke kan læse sig til :-)

    Sister, det kan man aldrig vide ;-)

    SvarSlet
  8. Lene - hvis du skriver i Live writer, så gå ind under blogs -> rediger indstillinger for blogs-> opdater konfigurationen af kontoen, så skulle det hvide omkring billederne gerne forsvinde.... ;) (bare lidt hjælp)
    Ha' en god søndag

    SvarSlet
  9. Jette, tak i lige måde og tusind tak for hjælpen, jeg tænkte på dig, da jeg så den ændrede baggrund :-)

    SvarSlet
  10. Sikke en flot lille tekst! Hvad er det der er på spil? De pårørende står for enden af sengen som foran en grænse, en mur, som de ikke kan eller vil overskride; men det tør du. Umiddelbart handler det om en grænse og at overskride grænser. Nogle grænser skal vi overskride, andre skal vi respektere, så vi er henne ved at tale om mod, nemlig til at overskride når det er godt og hensigtsmæssigt, og vel også dømmekraft.
    Det er vigtige værdier, dyder, og jeg synes at tro, at det som du cirkler om at tale om sådan set ikke er sygeplejefaglige forhold i streng forstand. Det centrale ser jeg i reflektion over hvilke værdier du sætter i sving i dit møde med familien.
    Min pointe er vel at den reflektion over det daglige arbejde som du illustrerer, er en reflektion over værdier i det daglige arbejde. Med andre ord, at det gør et godt stykke arbejd bedre er at vi til stadighed har mulighed for at holde vores praksis op imod en analytisk reflektion over værdier som vi bringer i anvendelse.
    Ja, og så når jeg vel frem til at værdier er vigtige i sygeplejens arbejde - og det er der vel ikke noget nyt i, vel ;-)

    SvarSlet
  11. Tak, Søren, for dine ord og velkommen her :-) Nu fik du min hjerne til at snurre :-) og det er godt, jeg kan så se at du netop i dit arbejde har fokus på værdierne i arbejdet og reflektionen, det lyder spændende.Som sagt min hjerne snurrer og tænker over det du har skrevet, tak :-)

    SvarSlet