FORPLIGTELSE

Jeg blev en gang undervist af en filosof, som kunne sige ord, så man hørte dem på en ny måde, ord som man havde sagt og skrevet tusinde gange. I Sofies verden sammenligner forfatteren en filosof med et barn, begge undrer sig, begge ser verdenen som forunderlig. I bogen gives et eksempel på en hverdagssituation, hvor far og toårigt barn spiser morgenmad, mor vasker op. Pludselig svæver far op under loftet, barnet kigger på far og siger forundret; se far flyver. Mor vender sig, skriger højt, taber tallerkenen og bryder helt sammen. Barnet er endnu i gang med at udforske verdenen, der er så meget, der er underligt og mærkeligt, og at far flyver, er som meget af det andet. Mor er vant til verdenen, den undrer hende ikke, så når hendes mand flyver, bryder det med det vante, det kendte, så hun bliver bange og forskrækket.

Lang smøre for at komme til ordet forpligtelse, jeg smager lige på det.

For mig betyder det at have pligt for nogen eller noget eller pligte sig for. At det er en pligt siger noget om at have ansvar for og at man ikke kan afvise det ansvar.

Gruppearbejde har jeg altid kunnet lide; jeg tænker allerbedst, når ord brydes, når meninger mødes, når der diskuteres, det sætter min hjerne i sving. Men hvis nogen ikke føler sig forpligtiget til at bidrage, men kun vil modtage, så bliver gruppearbejde en pestilens for den, som føler sig forpligtiget.

Lige nu skal jeg omformulere vores generelle beskrivelse for de studerende på de sidste moduler, og jeg er helt ideforladt. Den ide, jeg selv havde foreslået, synes jeg ikke fungerer, og jeg føler, jeg er forpligtiget til at komme med et forslag i morgen, når jeg mødes med en anden undervisningsansvarlig. Lige lidt hjælper det, min hjerne er gået i stå, jeg drømmer om det om natten, det fylder i min mave, men hjernen vil ikke komme med ideer.

Mine søskende og jeg har forpligtiget hinanden til, at min far får besøg hver uge og gerne også hver weekend. Vi turde ikke lade det komme an på tid og lyst, for så vidste vi godt, at det nemt ville smuldre, trods det at vi alle 5 elsker at være sammen med vores far. Så vi planlægger, sender mails og sætter i system (godt jeg har en søster som er lægesekretær)

Nu vil jeg glemme mine ordproblemer og køre ned til min far med rundstykker og kage, jeg vil nyde at kunne gå i hans dejlige have, og måske når vi også en tur på kirkegården, inden jeg vender næsen nordpå igen over middag.