onsdag, februar 16, 2011

DET ER EN KOLD TID

men den indre varme har jeg efter skønne dage i selskab med først datter og til sidst sønnen.

Der er blevet hygget med biograftur, jeg kan varmt anbefale The Tree, en film, som både rummer stille og dramatiske sekvenser. En film som følger en families sorg over faderens pludselige død og især den lille datters tro på, at faderens ånd bor i det kæmpestore træ ved siden af huset.

Der er spist kartoffelkager fra Lagkagehuset, der er gået tur på Assistens Kirkegården, det var hundehamrende koldt, men vi trængte til frisk luft og motion efter den lækre kage.

kartoffelkage

muslingeaften

Datteren mente, vi skulle lave muslinger, og det lykkedes, uden at vi blev dårlige dagen efter.

tekomsammen

hygge

Både datteren og sønnen dagen efter blev tilbudt spisning på restaurant, men begge ville hellere have hjemmelavet mad. Jeg hopper gerne over, hvor gærdet er lavest herhjemme, hvad angår aftensmad (i aften har vi f.eks fået pandekager), men at lave mad sammen med mine børn er hyggeligt, så det nød jeg.

Men allermest nød jeg at se mine børn i øjnene og at kunne give dem knus og kram.

NU SNER DET, NU SNER DET

Nu sner det, nu sner det

jeg sidder her og ser det

og jeg må gerne komme ud i det

fordi jeg skal på arbejde.

Den gamle børnesang kører inde i mit hoved, men jeg er ikke forkølet, så ikke noget med varm mælk og honningsaft og en lun sofa.

Selvom sneen er smuk og skøn, så er vinden kold, så jeg pakker mig godt ind og drager af gårde.

Ha en god dag.

mandag, februar 14, 2011

VED VINDUET

Så sidder jeg her ved vinduet.

Jeg nyder at iagttage storbyens liv. Faktisk er der netop her meget stille, der er udsyn og himmel, men træder jeg udenfor hoveddøren og går ned af gaden, står jeg ved Nørrebrogade. Her vrimler det med mennesker overalt, cykler drøner forbi, handlende åbner butikker med alskens mulig tingeltangel.

Tager jeg så 5A ind til byen, får jeg hver gang oplevelser, som får mig til at smile og endnu en gang til at konstatere, jeg elsker København.

I går aftes fulgte jeg med i en ung komponists forsøg på at skaffe udstyr til hans første job, og han havde en klar og tydelig stemme, som gjorde det umuligt for den halvdøve nordjyde at vende det døve øre til mobilsnakken ;-)

Ved stuevinduet har jeg udkig til andre boliger, og ved køkkenvinduet har jeg udkig til en kæmpegård med træer,boldbane, små haver og kælkebakke , dvs til daglig er det nu en lille bakke med et lille vandløb på skåle, men med sne på bliver den forvandlet. Dem, der fandt på at slå alle baggårdene sammen til et fælles areal, men stadig bibeholdt en lille have tæt op mod det enkelte hus, var kloge. Her er luft og himmel, og samtidig har beboerne i datterens hus lavet en lille hyggekrog med borde og stole samt krukker i deres lille hjørne.

Mens datteren gør sig klar til skolegang, nyder jeg en kop te og skriver indlæg. Jeg har en aftale med Inge om at se "mit" hus, Dansk Sygeplejeråds flotte domicil ved vandet, det glæder jeg mig til.

Må din mandag blive fyldt med lys og glæde.

lørdag, februar 12, 2011

GIV DIG SELV ET KNUS

Sådan starter et af vores små programmer til morgengymnastikken på arbejdet.

Lørdagen har været dejlig,

luften gnitrede, himlen strålede,

lørdagsblå himmel

svanerne fløj,

svaner på vej

dyrene nippede græs,

6 dyr

små strå skabte stjernebilleder på de frosne vandpytter

DSC03360

og kroppen nød gåturen.

Jeg samler på gode oplevelser, og dagens gåtur var en af dem.

Resten af dagen har der stået husmor på.

Nu er der kringler og boller i fryseren, nyt sengetøj på sengene, squashboller, kartoffelpizza og squashgratin til landmanden. Han skulle jo nødigt sulte, mens jeg er væk.

Blomsterne er vandet, tøj er vasket og lagt sammen, der er vasket op, og en bog er læst.

Jeg mangler kun at pakke, printe billetter ud og gå i seng.

Det har været en god dag, og jeg må gerne give mig selv et knus.

LØRDAGSTANKER

Dagen i går strøg hurtigt af sted, vi var få på arbejde, og patienttyngden har ændret sig, nu er der mange, der har brug for hjælp til alt, og få, der kan klare sig selv.

Min hjerne blev udfordret,  jeg var praktisk, jeg var undervisende, havde en medicinstuderende med som fast vagt, som var ny hos den ene patient, jeg var undersøgende i forhold til problemstillinger, der vedrørte andre specialer, jeg var informerende, jeg var i gang hele tiden, jeg havde ikke overskud til at være kollega, til gengæld havde mine kolleger, som også havde travlt, overskud til at sige, nu skal du have noget at spise, Lene.

Jeg var brugt, da arbejdsdagen sluttede en halv time senere end beregnet. Og hjernen holder ikke op med at beskæftige sig med arbejdsdagen, selvom jeg nu har 4 fridage.

Jeg har ringet til mine kolleger i dag med en oplysning, som ret beset nok ikke var nødvendig for dem, men for mig var det nødvendigt, at de fik det at vide.

Solen skinner lystigt udenfor, landmanden og Istvan er taget til deres første hundetræning, Laika og jeg vil gå en tur, det trænger vi begge til. Min krop skriger efter motion, den er en modvillig samarbejdspartner lige for tiden, det skal der gøres noget ved.

Bagefter står resten af dagen på indkøb og bagning. Landmanden og en MCkammerat står for et arrangement næste uge, hvor de har lovet hjemmebag til kaffen, så jeg skal stå for kringle til 70 personer samt 35 boller og 4 lagkager.

I morgen drager jeg til København på en miniferie, jeg har tilladt mig den luksus at bestille plads på 1.klasse (der var et godt tilbud), 90 kr kostede det ekstra, men så er der gratis te, vand og frugt, og med DSB priser kunne jeg nemt bruge lige så mange penge på det samme på standard klasse. Lykken er et tog i en stillekupe med strikketøj, bøger, blade og ro.

Hjemturen bliver med fly, det var det billigste på det tidspunkt.

Jeg glæder mig.

Ha en god lørdag.

fredag, februar 11, 2011

FOD PÅ OG HAT MED

I går forsøgte jeg at have fod på kontoret.

I dag vil jeg mene, at jeg er på hat med sygeplejen til apopleksipatienter.

Hat er noget, jeg ikke bruger. Hue kan være en nødvendighed, men allerhelst vil jeg gå med hovedet bar (og hvis du får associationer til en anden bar legemsdel, man i følge sangen kan gå bar med, så er det ikke mig, der begyndte at nynne den)

Ha en god fredag.

torsdag, februar 10, 2011

FOD PÅ MADEN

Mens fridagen stille og roligt går sin gang, og jeg har på nuværende tidspunkt gået mere end på mit arbejde i går, forsøger jeg at få fod på kontoret. Det er et kedeligt job, og hvordan jeg blev udnævnt til ansvarlig for det, fortaber sig i den gråtonede dag.

Indimellem strikker jeg på et sjal med det lækreste garn og nu på rundpind. Liselotte har gentagne gange foreslået mig at strikke på rundpinde, også når jeg strikker frem og tilbage , men næh nej det troede jeg ikke duede. Nu har Liselotte lånt mig en god kvalitetsrundpind, og jeg er overbevist!

DSC03344

DSC03348

Kursusplanen for mit næste diplommodul, som skal foregå i Århus og med emnet rehabilitering af patienter med neurolidelser, nærlæses. Det lyder spændende, og jeg må i gang med at studere bogpriser på nettet.

Frokosten bliver rester fra køleskabet, den vil jeg nyde, før kontoret og de tiltagende papirbunker indtages igen.

DSC03351

Hermed mit bidrag til onsdagens og torsdagens fotoleg.

Og må du få en god dag trods den silende regn.

onsdag, februar 09, 2011

ONSDAGSVENLIGHED

Hanne introducerede mig i en kommentar for udtrykket at møde sig selv med venlighed. Det har jeg gjort i dag, men hverdagen har også mødt mig med venlighed.

Jeg nød at være på arbejde, at få lov til at arbejde med sygepleje i praksis, at lade patientens behov bestemme dagen, som blev anderledes end jeg havde tænkt mig.

Dagens arbejde sluttede kl 14, så jeg fik tid til en smut ud til grin og hygge ved langbordet. Mobilen var sat til alarm, for min venlighedsordination lød på 1½ time. Jeg kom helt til at savne at have en teenager hjemme ved bordet, en teenager som kan kombinere opgaveskrivning og hyggesnak.

Hjemme tager landmand og hundene nu en powernap, mens jeg laver aftensmad. Fyldte koteletter, kartofler og en god salat, nemt og forhåbentligt godt.

Og aftenen byder som vanligt på gospelsang for mit vedkommende, mens landmanden sikkert finder kanalen med fodbold.

Onsdagsvenlighed i den grad.

DSC00845

DSC00899

Og der varsles sne igen, sådan så det ud for et år siden på det her tidspunkt, det behøver vejret ikke at gøre efter i år. Hvis vejret vil være så venlig!

tirsdag, februar 08, 2011

FORFRISKENDE PENSELSTRØG

Jeg ser for mig et billede eller en genstand, som nænsomt bliver børstet med en pensel og måske pudses der, så det, der lå gemt bag lag af skidt/støv, fremstår frisk og med ny glans.

Brush up betyder på engelsk at pudse op.

Vi har haft kursus for hele personalet, brush up kursus kalder vi det. Dette var nr 2, siden vi blev et selvstændigt afsnit for 2 år siden.

Hvordan kan I klare det, er der ikke nedskæringer? Jo men det her er en investering i kompetenceudvikling, som min ledelse har valgt, og som alle støtter op om. Dagvagterne møder op på afdelingen og hjælper med at få vasket patienterne, og kl. 9 går kursusdeltagerne fra til 6 timers undervisning.

Tre dage har jeg stået for kurset, tre dage har jeg fået lov til at se mine kolleger være engageret, se at noget pludselig bliver sat ind i en sammenhæng, de kan bruge i praksis. Tre dage har en af vore overlæger,  vores undervisningsansvarlig sygeplejerske, vores afdelingssygeplejerske og jeg gentaget os selv, og alligevel er det blevet tre forskellige sessioner.

Jeg var træt, men tilfreds, da jeg slukkede lyset i auditoriet.

På vej hjem ringede landmanden, om jeg ville med ned med kartofler til en gårdbutik, og bagefter i IKEA med aftensmad inkluderet. Om jeg ville?

Vi nåede en kop te hjemme, og mens landmanden fik kartoffelstøvet vasket af sig, skrev jeg forrige indlæg.

Mens bilen kørte af sted ud i mørket, og radioen spillede god musik, slumrede jeg. Kartoffelsække blev båret ind i butikken, det blev til adskillige skridt, og bagefter skridtede vi IKEA af.

Nu er der sat vasketøj over, opvaskemaskinen gør sit arbejde og jeg nyder bevidstheden om en dag, en ganske almindelig hverdag og alligevel en hverdag, der har børstet støvet af mig og forfrisket mig.

RAPPORT FRA EN GULVSPAND

Hannes fotoleg er nu kommet til renholdelse af hjemmet.

Tja, gulvspanden er nu kun i brug i bryggerset, hvor Istvan og Laika kappes om at få mest beskidte poter nøjagtig på den dag, hvor husalfen har drysset sit magiske rengøringspulver udover huset.

DSC03328

DSC03331

Fruen i huset står for blomsternes vedligeholdelse, og som det ses, går fruen ind for, at selv i forfald findes der skønhed.

DSC03335

mandag, februar 07, 2011

MIN LILLE HULE

Jeg har puttet mig i dag, glemt alt om planer og bare ligget under tæppet, drukket spandevis af te , set fjernsyn og læst bøger.

Et hurtigt smut til købmanden og et kig på sommerhuset i selskab med landmanden er alt, jeg har været udenfor.

Vinden og regnen har gjort sit til, at jeg har nydt min lille hule.

markvandring

OG HØR LILLE MOR

hvad har du i din kurv i dag?

Hannes foto/hverdagsleg er skudt i gang. Normalt har jeg ikke deltaget i disse forskellige fotoleg, men lige nu trænger jeg til en lille udfordring, så jeg prøver at hænge på i denne uge.

Dagens tema er, hvad har du i din kurv i dag?

Og med det samme kom den gamle børnesang frem i erindringen.

||: Og hør, lille mor,
hvad har du i din kurv i dag? :||
||: Kyllinger, kyllinger, gæs og høns :||
og en dejlig hane med sporer.
Hvad siger kylling?
Pip, pip, pip!
Hvad siger gåsen?
Gæk, gæk, gæk!
Hvad siger hønen?
Kluk, kluk, kluk!
Hvad siger hanen,
hanen med sporer?
Kykliky!

Jeg er ikke taskedame, så når mine unge kolleger kommenterer mit gode valg af arbejdstaske, hvor der kan være alskens litteratur i, så må jeg blot melde hus forbi. Den er ligesom min fridagstaske købt af landmanden og givet i gave til mig, uden at jeg vidste, jeg ønskede mig sådan en. Men hvor er jeg glad for dem. De er rummelige, kan indeholde min store pung, min kalender, min creme til læberne, min mobil, og så er der plads til alt muligt andet, så jeg af og til bliver væk i dem ;-)

taskerne i mit liv

Kurven er min taske, når der skal handles ind og i den ligger nettet fra mit jubilæum som 10. gangs donor, de to tilsammen kan rumme mine hverdagsindkøb.

I dag er det fridag efter tre aftenvagter, så jeg tager det stille og roligt, men senere hen i dag skal der handles ind, findes systue til forskellige gøremål, samt en ny lampe i Ikea, jeg blev lidt for hårdhændet med støvekluden i forgårs.

Må du få en god dag med tid til at fylde livsglæde og energi i din kurv.

søndag, februar 06, 2011

EN HUND EFTER REKLAMER

reklamehund

Jeg syntes, den kurv på bryggersbordet var så smart. Her røg alle reklamer i, og så røg de ud ugen efter.

I går aftes fik reklamerne en ny funktion, heldigvis hørte landmanden bumpet, da Istvan udforskede sine evner i at stå på bagben og se, hvor meget man kan nå på bryggersbordet!

Jeg må vist hellere udforske, om en travetur kan få aftenvagtbluesfølelsen ud af kroppen inden vagten i aften.

Ha en god søndag med tid til at udforske, hvad du har lyst til

lørdag, februar 05, 2011

BLITZ ELLER IKKE BLITZ

Normalt slår jeg blitzen fra, når jeg tager billeder. Indendørs giver blitzen et hårdt skær, og i mørkningen bliver lyset anderledes med blitz.

Jeg har ikke sat mig ind i fotograferingens mysterium, jeg skyder bare med indstillingen sat på auto eller makro. En dag (når jeg bliver pensioneret) kan jeg fordybe mig i mit spejlreflekskameras muligheder, lige nu står det ikke på listen over ting, jeg meget gerne vil.

Ofte når jeg tager billeder, vælger kameraet blitzen til, og så slår jeg blitzen fra.

I forgårs, da jeg gik en tur med fokus på at opdage de små detaljer i naturen, ville jeg fotografere kogler på gren.

Jeg glemte at slå blitzen fra i første omgang, så jeg tog to billeder af samme motiv.

Nu kan jeg så se, at det med blitzen faktisk er det pæneste i min optik.

med blitz

uden blitz 

Jeg skal også have taget mig sammen til at købe et nyt lommekamera, jeg savner at have et lille nemt kamera med i lommen i stedet for det store kamera. Og snart bliver det motorcykeltid igen (jo det gør, selvom det synes langt væk lige nu). Det er jo en del af min motorcykelidentitet at have kameraet parat, når vi drøner rundt i alle de riger og lande.

Hvordan er din tilgang til fotografering?

fredag, februar 04, 2011

MINDFULLNESS

Og så sad jeg der, avisen lå på bordet, og jeg læste temaet om meditation, yoga og mindfullness, det handler om at være i nuet, at fokusere på her og nu, opmærksomhed på vejrtrækningen.

Pludselig stoppede jeg op, for hvad var jeg i gang med samtidig med læsningen?

Korrekt!

Jeg spiste min frokost, men lagde jeg overhovedet mærke til min frokost? Ville jeg kunne fortælle dig bagefter, om det smagte godt? Overhovedet ikke.

Avisen blev lagt til side, og jeg smagte på kombinationen af rugbrød, æg og lidt mayonaise; jeg smagte på kombinationen af bønner og tomater med drys af fem forskellige slags peber. Jeg smagte på min mad, jeg spiste langsomt, jeg nød min mad.

DSC03305

DSC03309

I dag kunne jeg være vågnet med Charlottes morgensang som akkompagnement, jeg kunne have spist morgenmad i stilhed med alle sanserne slået til. Desværre er det min arbejdsweekend, så denne gang blev der ingen retræte til mig.

Men det bliver der igen!

Tid til stilhed, tid til tanker, tid til at sanse alt omkring mig, tid til fordybelse, tid til at få fyldt i min åndelige rygsæk.

sønnens tænkerfigur

Jeg skal nok finde tiden dertil. Indtil da vil jeg øve mig i ikke at gøre alting på en gang.

torsdag, februar 03, 2011

FOKUS

Ind imellem overvejer jeg at stoppe med at blogge, men aldrig sådan for alvor, for det at blogge giver mig så meget, af og til har jeg bare så svært ved at holde fokus på det positive. Og det er min beslutning, at min blog overvejende skal være fokuseret på det positive i livet. Om det lykkes , må andre afgøre.

Indlæggene står ikke i kø lige for tiden, men her til morgen læser jeg Bettys indlæg, og så popper der et minde op.

Da min mor bliver syg for sidste gang og dør 4 uger efter, var mine forældre med os i sommerhus for at fejre min fødselsdag og palmesøndag. Min mor var en sej kvinde, 8 års kræftsygdom tillod hun ikke at gøre sig til klynker.

Denne morgen gik hun i bad, hun var træt, afkræftet, havde ingen appetit, havde kvalme, men da hun kom ud af badet, stod hun i stuen, lod sollyset bade sig og sagde, hvor er det dejligt, at jeg selv kan klare badet.

Mit fokus i dag skal være på

en dejlig fridag, hvor jeg ikke skal tænke på at gøre rent, men har en rengøringshjælp, der rumsterer med klud og spand

et regnskab, der skal laves, som giver mig mulighed for at sidde stille med et krus te og nyde dagens gang på gården.

en mulighed for en travetur, når dagens arbejde er omme

en tur til biblioteket, hvor en bog venter på mig

en snak senere med mine børn på mobilen

energi til at lave et godt måltid mad til en landmand og hans kone

Tak Betty for at hjælpe mig til at fokusere.

tirsdag, februar 01, 2011

EN FRYD FOR ØJET

Når jeg kører op over den lille bakketop, ser jeg min fødeby, en lille landsby. Den har som så mange andre byer sendt små knopper af villakvarterer ud fra byen.

Da jeg var 14 år, flyttede vi som de første ud på en mark over for den nye centralskole. Senere hen fulgte mange andre efter.

Fra den lille bakketop kan jeg se vejen, hvor min far bor.

I dag vejede flag overalt på vejen til ære for min far. Jeg blev helt rørt, jeg vidste godt, at de markerer mærkedage ved at samle penge ind til gave, men det var faktisk endnu skønnere at se så mange flag oppe på en ganske almindelig hverdagsformiddag.

Flaglinen hos min far valgte i dag at stå af, så min søster havde været ude med små flag foran huset.

Min far nød dagen sammen med vi tre jyske døtre, og mange huskede vor fars 80 års fødselsdag både med breve, blomster, gaver og besøg.

Hjemme på gården havde landmanden fået buketter med fra en gårdbutik. Dem syntes Istvan skulle spredes som et blomsterhav på bryggersgulvet, men heldigvis fik landmanden reddet nogle af blomsterne.

Dem har jeg nu fået fordelt i vaser, så der også her er noget dejligt at se på.

Hjemme i min fars have

søndag, januar 30, 2011

WEEKEND PÅ FARTEN

Da vi bestilte en hundehvalp, havde vi regnet med en sommerhvalp, sådan blev det så ikke. Naturen går jo sin egen gang, og vi fik en vinterhvalp.

Randers rasteplads

Da det var sommer, planlagde mine søskende og jeg efter min fars ønske en weekend sammen for at fejre min fars 80års fødselsdag. Min far fylder år på den første dag i den sidste vintermåned, og weekenden blev derfor lagt i den sidste weekend i den midterste vintermåned.

Så nu stod vi med en hundehvalp, som var for lille til at komme på hundepension sammen med Laika, og som var lidt for ivrig til at gnave i ting og markere bryggersgulvet af, til at vi kunne tage imod tilbud om hvalpepasning fra venner og familie.

Randers rasteplads

Landmanden syntes, jeg skulle køre til Fyns land alene, det, syntes jeg, var træls, så vi landede på en mellemting. De andre startede festen fredag aften og sluttede den søndag middag. Vi sluttede os til selskabet i går eftermiddags sammen med Istvan og drog af sted i morges ved solopgang , fordi svigerdatteren have et fly til Barcelona, der skulle nås.

Fyn ved morgentide

Jeg nød selskabet, jeg nød omgivelserne, jeg nød snakken og hyggen, og jeg nød at se min far nyde det hele.

Og så er jeg glad for, at mødet med en frossen bilfure i jorden kun gav mig skrammer i ansigt, på skulder, knæ og hænder. Jeg følte mig ret fjollet, da jeg rodede rundt på jorden.

Resten af søndagen bliver tilbragt i sofaen i selskab med håndbold.

lørdag, januar 29, 2011

HVAD PLEJER DU?

En af vore funktioner som plejepersonale på et apopleksiafsnit er at skulle observere, om der er sket ændringer i patientens evne til at strukturere et brusebad, en barbering, påklædning osv.

Vi er jo forskellige, så derfor er vi også afhængige af, at pårørende kan give os en fornemmelse af, hvordan personen var, før vedkommende blev syg.

En terapeut fortalte en gang om en badsituation. Hun havde lagt barbergrej frem sammen med håndklæder og shampo og ville så se, hvordan den mandlige patient strukturerede badet.

Han tog resolut skraber med ind under bruseren og begyndte at barbere sig. Hun studsede og tænkte, han er da vist ramt på sin evne til at udføre hverdagshandlinger. Hustru kunne så efterfølgende fortælle, at sådan havde han altid gjort det.

Nogle barberer sig inden badet, andre efter badet, nogle bruger sæbe og shampo i badet, andre bruger måske kun hårshampo, nogle bruger vaskeklud, andre hænderne til at sæbe sig ind.

Noget af det vi (jeg) ofte glemmer er at hjælpe med at lægge make-up, så er det godt, når pårørende siger, min mor plejer aldrig at vise sig uden make-up.

I de første dage, hvor alt er akut, er der mange andre ting, vi også skal tænke på, men lidt efter lidt får vi sammen med de pårørende stykket et billede af patientens vaner sammen.

Ha en god lørdag, om den bliver, som den plejer, eller der sker noget nyt.

DSC03267

fredag, januar 28, 2011

TAG T-SHIRT PÅ, MAND!

Ugen har været fyldt med arbejde, det har været spændende, det har været mentalt hårdt, det har fyldt mere end bare de 8 timer daglig, og og det har været sjovt.

Når man arbejder med patienter med en blodprop eller blødning i hjernen, møder man ikke kun lammelser i arme og ben eller sprogforstyrrelser. Man møder også mennesker, som bliver ramt på hukommelsen, på koncentrationen, på opmærksomheden, på deres orientering i rummet, på deres kropsfornemmelse og på deres erkendelse af deres sygdom.

En af de mange mulige tilgange til nogle af de problemer hedder guiding. Vi kan guide verbalt, altså fortælle personen, hvad, vi vil have, vedkommende skal gøre. Vi kan også guide taktilt, altså guide ved hjælp af følesansen. Det kræver ordløshed og masser af stimuli til følesansen, dette gør vi med vores hænder, som fører patienten hånd eller ved at give tøj på, så man kan mærke, hvad det er, man får på.

Så var det, at vi kom til at tale om teknikken at guide en t-shirt på. Vores mandlige fysioterapeut kikkede på mig og sagde, du er godt klar over at mænd og kvinder tager t-shirt forskelligt på?

ØH nej, jeg kunne ikke forestille mig en anden måde end den, jeg altid gjorde hos patienterne. Jeg gav først det ene ærme på ,så det andet ærme og til sidst over hovedet. Det er også den korrekte måde ved alle, hvis der er en lammet arm. Men der jo også mænd, som ikke er lammet, men har brug for guiding.

Straks satte min kollega et forsøg i gang, hun gik rundt og gav en stor t-shirt til vore andre kvindelige kolleger og bad dem tage den på og af. Dernæst kom en stakkels mandlig fodteapeut ind på afdelingen, han blev beordret til at tage t-shirten på og af, mens vi stod 5 kvindelige plejepersonalemedlemmer og kiggede på.

Efterfølgende spurgte jeg min mand og en kammerat om deres måde. Nu ved jeg, at der er forskel!

.

.

.

.

Nå du vil gerne kende forskellen?

Kvinder gør oftest den med ærmerne først og så hovedet. Mænd tager t-shirten over hovedet og så armene i. Kvinder tager t-shirten af ved at krydse armene , tage ved t-shirten nederst i siderne og trækker trøjen over hovedet, eller også trækker de armene ud af ærmerne og trøjen over hovedet. Mænd tager fat i nakken af trøjen og trækker den over hovedet.

Se det gør en forskel, hvis man vil guide med følesansen, for så forstår manden måske ikke, hvad det er, jeg vil have ham til at gøre, når jeg guider trøjen på armene først. Her skal jeg guide trøjen ned over hovedet, og så får han måske ideen til, hvad det er vi er igang med og trækker selv trøjen på.

Lav selv din egen lille observation og fortæl mig endelig, om vi tager fejl eller hvad?

torsdag, januar 27, 2011

ENDELIG

fandt jeg tid til sygebesøg hos Liselotte. En travl arbejdsdag blev afsluttet på den perfekte måde ved langbordet i Gug.

Masser af te, snak og godt selskab, vi kom langt omkring i vores snak, og vi var så heldige, at Oline slog sig ned ved langbordet sammen med os.

Et besøg i Kenneths butik nåede vi også, nu er jeg jo ikke den hurtigste strikker ( det er vist det man kalder ægte jysk underdrivelse), og da jeg ikke kan finde ud af at købe garn til lager, må garnkøb vente, til strikkeriet kommer ind i en mere produktiv periode.

Derimod tog jeg en rask beslutning ude i butikken, for her lå de lækreste plaider og ventede på en køber, der lige kunne se sig selv få varmen og en bette lur under et lunt og varmt tæppe.

Endnu en arbejdsdag venter i morgen, før weekenden banker på. Jeg er klar både til arbejde og weekend.

onsdag, januar 26, 2011

HAVDE JEG NU HAFT KAMERA MED

- kunne jeg have vist dig de smukkeste lyserøde striber på himlen, spor efter flyene på himlen  og farvet af solnedgangen.

- kunne jeg have vist dig, at det er blevet lysere nu, jeg nåede en god travetur, inden det blev helt mørkt, og jeg havde endda hængt inde foran computeren først, fordi jeg var så træt.

- kunne jeg have vist dig en gammel hund, som har fået energien tilbage i takt med, at sneen forsvandt, og det blev varmere.

- kunne jeg have vist dig en hundehvalp, som ikke kunne forstå, hvorfor landmandskonen bad den om 1200 kr!

- kunne jeg have vist dig mit smukke billede, som lå i min postkasse i dag. Tusind tak Hanne.

Om lidt

luner jeg resterne af vildtlasagnen, opskriften kan du finde her.

kører jeg til koraften, det trænger jeg til.

ønsker jeg dig en god aften

God aften til dig og dine :-)

søndagstravetur

tirsdag, januar 25, 2011

GAVEN TIL MANDEN

der aldrig har nogle ønsker.

Nytårsaften stod jo på gourmetmad, hvor landmanden virkelig fik sin debut udi madlavning, men med kyndig hjælp ved sin side.

De nyopdagede talenter skulle støttes, så derfor gav jeg landmanden en pastamaskine i fødselsdagsgave.

I dag kom venneparret fra nytårsaften, og mens jeg lavede vildtkødsovsen, lavde mændene hjemmelavede lasagneplader. Vildtlasagnen røg i ovnen sammen med rodfrugter, og jeg kan kun sige, at det bliver ikke sidste gang, landmanden bliver bestilt til at levere hjemmelavet pasta.

Håndboldkampen bagefter var heller ikke så ringe ;-)

Jeg trænger til en lang travetur med masser af frisk luft, men der står dagvagter på skemaet hele ugen, så jeg nøjes med at kigge på billeder fra søndagens travetur på markerne.

DSC03243

Sov godt :-)

mandag, januar 24, 2011

HVAD BROKKER HUN SIG OVER?

Hun sagde jo, jeg skulle ligge i kurven.

Hund i kurv

Det gør jeg da også!

FLERE AF DEN SLAGS, TAK

Inden weekenden blev jeg færdig med en letlæst og spændende bog; Den glemte Have af Kate Morton.

Bogen følger 3 kvinder, historierne fletter sig ind mellem hinanden på en god måde.

Hvorfor står en lille pige alene ved kajen i Australien i begyndelsen af 1900tallet?  Ingen savner pigen.

Vi følger den lille pige som ældre, da hun søger efter en forklaring. Vi følger hendes barnebarn, der overtager mysteriet.

Gid jeg havde flere bøger af samme slags, som var ulæste. Jeg kunne godt bruge en god bog lige nu.

Hvad læser du lige nu?

søndag, januar 23, 2011

VENTEVÆRELSET

Jeg har måttet læse bogen i små bidder, fordi der var så mange gode sætninger, gode ord, som havde noget væsentligt at sige, og da jeg er hurtig til at læse, kunne jeg nemt være skøjtet hen over dem.

Venteværelset til døden. En ung mand får konstateret kræft i tungen, operation fjerner ikke kræften, og den vokser hastigt. Den unge mand er Jacob Harder, antropolog og direktør ved ISS, er gift med Helle og har en lille søn Sofus.

Da Jacob Harder er så syg, at Hospice kommer på tale, møder hospicesygeplejerske Rita Nilesen den lille familie.

Hun møder her en mand, som tænker mange tanker om det at leve, om det at have døden med i livet, om det at være sammen, om det at leve selv når man er døende, om det at erkende at også døende har noget at give de levende. Jacob Harder får det bedre og kommer hjem, og her fødes tanken om at skrive en bog sammen.

De sidste samtaler bliver på hospice, og til slut må Jacob Harder give slip på kontrollen over bogen og lade Rita Nielsen og hans kone redigere og udgive bogen efter Jacob Harders død i 2009.

JH mener, at vi levende ser døende som ofre, vi viser dem ikke den respekt at erkende, at de har noget at give os. Døende har erkendt, at det materielle fylder så lidt, når det virkelig gælder, døende ser verdenen på en ganske anden måde, og vi kan måske lære noget af dem.

Jeg blev så ked af JHs beskrivelse af hospitalsverdenen, hvordan han ikke følte, han blev set som menneske, men kun som en patient, der skulle have strålebehandling. JH nævner et eksempel, hvor han har et drop tilkoblet, han beder sygeplejersken om at koble det fra, så han kan gå ud sammen med sin søn og kone. Sygeplejersken kommer ind og kobler droppet fra, men taler overhovedet ikke med sønnen, er kun fokuseret på det instrumentelle. Det gjorde helt ondt, hvordan kan sygeplejersken lade være med at snakke med en lille dreng på 3 år, hvordan kan hun lade være med at snakke med den lille familie?

Jh snakker meget om relationer, om det at være sammen som mennesker og stiller det op mod den materielle verden, som han selv har været en del af.

Jeg kan ganske enkelt ikke opsummere denne bog, den rummer så meget, og jeg er glad for at jeg købte bogen, for den skal læses igen.

Her er nogle af JHs ord:

“Med hensyn til dødens venteværelse, så er det her, jeg befinder mig nu. Det er et rigtigt fedt rum og det har det været fra dag et”

“Den døende er både et fuldgyldigt menneske med en historie og en personlighed, og samtidig er den pågældende døende. Og den dødende har ret til at være døende på egne præmisser”

“Jeg har som døende oplevet, at jeg har meget at give de levende”

Jakob Harder citerer ofte en digter, Søren Ulrik Thomsen, og Rita Nielsen vælger at slutte bogen med strofer fra digtet Det værste og det Bedste:

“…det bedste er at gi op omsider

og pludselig mærke det hele begynde:

Det er det bedste for mig”

“det bedste er at jeg tror du lever

skønt jeg ved du er død:

Det er det bedste for mig”

Vildmosen januar 2011

lørdag, januar 22, 2011

TE OG TE OG ATTTER TE

Den opmærksomme læser vil efter et stykke tid her være klar over, at te er hoveddrikken hos mig.

Kaffe bryder jeg mig ikke om, mælk lige sådan, sodavand, vin og alkohol drikker jeg ved enkelte lejligheder, juice ligeså, hvorimod vand og te er hverdagens drik.

I svigerfamilien er jeg kendt som tekvinden med uret, jeg har altid styr på, hvor længe min te trækker. De gange, hvor uret ikke er blevet sat til, må jeg smide teen væk, for sort te, der har trukket over 5 minutter, bliver bitter efter min mening.

Urtete kan jeg slet ikke med, min favorittehandler lokkede mig til at prøve en urtete med lakridsrod, som efter sigende skulle være den meste populære lige nu. Dumpet! Jeg bryder mig ikke om urtesmagen.

Morgenstund har guld i mund

Hvid te og grøn te derimod er blevet min yndlingsdrikke. Først syntes jeg, det var besværligt, at vandet skulle stå 3-5 minutter, før man hældte det over tebladene, og at teen ofte skulle  trække længere. Jeg skulle også lige vænne mig til udseendet, det lignede jo en omgang tynd te, men smagen? Den er mild og rund, og jeg nyder den!

DSC03219

Den sorte te er dog ikke smidt ud, den er hurtig  at lave, kogende vand over teen og 5 minutters trækketid, så er der varm te klar. Derudover har jeg stadig mine favoritter blandt sort te, så min tehylde bugner med lidt af hvert. Forleden dag var jeg udgået for sort te, jeg havde ikke tid til at komme ind til min teforhandler, og da landmanden helst ikke brygger hvid/grøn te, fordi han mener, det er for besværligt, købte jeg en sort te med mangosmag hos supermarkedet. (Det skulle jo nødigt blive en vane, at det kun er mig, der brygger te)

Jeg har ændret smag, kan jeg konstatere, den er for bitter.

Nu er der brygget hvid te med tranebær, landmanden og hundene er udenfor, en ven kommer med rundstykker, osten er sat på bordet, så den får den rette temperatur, min far sover endnu, men om lidt er kaffen klar, og vi kan nyde morgenmaden sammen.

og guld betyder glæde

Ha en god lørdag med eller uden te.

fredag, januar 21, 2011

TÅGE OG SOL

Endelig har solen fået magt, de gyldne stråler gør noget ved krop og sjæl.

Jeg har været på farten det meste af dagen. Min far skulle til øjenlæge i dag, så første tur var i mørke og tåge ned til ham med rundstykker.

Anden tur  i tåge var til byen, som en gang var min by. Den by, hvor jeg blev uddannet. I dag måtte jeg ha et kort med og spørge om vej for at finde øjenlægen. Parkeringspladsen ved domkirken kunne jeg dog huske.

Viborg Domkirke

Tredie tur i tåge, men dog med lidt mere dagslys, var hjem til Nordjylland.

Heldigvis brød solen igennem, da min far og jeg kørte ind på gårdspladsen, så vi spiste frokost i solskin.

DSC03209

Gid solen må skinne på dig også.

torsdag, januar 20, 2011

ØJENKROGEN

Uret ringede, jeg tumlede træt, meget træt ud af sengen.

Jeg lovede mig  selv, for jeg ved ikke hvilken gang, at jeg aldrig mere skulle bringe mig i den her position med at sidde med undervisningsmateriale, som bare lige mangler at blive nedfældet på powerpoint og udleveringsark, til langt ud på aftenen.

Lige før sengetid i går gik det op for mig, at der kom rengøringshjælp i dag, køkkenet flød med service, opvaskemaskinen var ikke blevet tømt, gryder efter aftensmaden var ikke vasket op, og resten af huset trængte til oprydning.

Det blev udskudt til denne morgen.

Trætheden og bevidstheden, om det jeg skulle nå, før jeg kørte på arbejde, tyngede, mens jeg søvndrukken gik gennem køkkenet for at lukke hundene ud.

Jeg registrerede noget ud gennem øjenkrogen, men først da jeg tændte lyset for at gå i gang, gik det op for mig, hvad det var.

Et skinnende hvidt køkkenbord, ikke en eneste antydning af snavset service, samt en lille seddel med en hilsen.

Af hjertet tak, kære landmand.

tirsdag, januar 18, 2011

EN OG EN ER TO

Overskriften til et nyt indlæg dukker op, mens jeg går ud af døren. Og i samme nu dukker en sang op: og jorden den er flad, Gorm den gamle var født i Hobro. At det så ikke er den helt rigtige tekst, finder jeg ud af senere.

morgenstemning

Hvad gør det, Laika og jeg traver på vejen, jeg synger, og Laika nyder en tur uden Istvan. De mildere vinde har helt sikkert været god for Laika, hun gik 2 km uden problemer.

Når vinteren rinder

Bagefter skifter jeg hund, Istvan skal først til at lære at gå i snor, og i går, hvor jeg prøvede at gå med to hunde i snor, var vi nær ved at lege Kluddermutter i stedet for at gå en tur ;-)

Istvan har stadig meget at lære, men det kommer han også til. Landmanden har meldt Istvan til lydigheds og dressur kursus. I dag gik det dog meget bedre, og næste gang vil jeg have fundet en pind, Istvan kan have med, så han glemmer at bide i remmen.

i grøft og i grav

Datteren er nu så frisk, at hun har mod på en flyvetur. Æbler er hentet ind til en æblekage, vi skal lige nå at drikke eftermiddagste sammen, kartofler skal gøres klar til en omgang Hasselbackkartofler, som kan passe sig selv i ovnen, mens jeg kører til lufthavnen. Landmanden har lovet at stå for hjortebøfferne, de ryger på grillen og således når vi det hele, inden landmanden skal til introaften om hundekursus, og jeg skal forberede mig på opdateringsdagene for mine kolleger.

Jeg håber, at solen skinner lige så herligt på dig, som den gør her. Landmanden har opført sig ordentligt, eller også er det tvillingerne sydpå, der har sendt det gode vejr herop.

TIDENS TAND

Det er svært at forstå den tid, der er gået.

For 28 år siden stod landmanden overfor et skift på arbejdsmarkedet.  Der var stor arbejdsløshed blandt tømrere, så han havde valgt at bruge tiden på at uddanne sig som landmand. Praktikken havde han haft gennem årene, nu var han i gang med driftlederuddannelsen. Planen var ikke at blive fuldtidslandmand, men med driftlederbeviset i hånden var der muligheder for billige lån, så drømmen var et fritidslandbrug.

Fritiden blev en sjælden vare, et landbrug blev sat til salg, og da d. 18/1 oprandt, blev landmanden 28 år, og 4 måneder forinden var han blevet gårdejer. Endnu var vi ikke flyttet sammen, endnu var vi ikke flyttet ind på gården, men vi var i gang med at rydde op, gøre rent og lægge planer. Penge var der ingen af, min sygeplejeløn sikrede os en månedlig indtægt, som kunne dække de daglige fornødenheder.

Nu er der så gået 28 år mere, jeg synes stadig, at gårdejeren har sit drengede sind, sin skønne humor og sin stædighed.

Jeg har sagt det før, det kan ikke gentages for tit, der er ingen, jeg kan blive så vred på som på ham, der er ingen  jeg kan grine så godt sammen med som med ham, der er ingen jeg hellere vil blive gammel med end med ham.

De sidste 28 år har budt på 4 hunde, 2 børn, 1 svigerdatter, 1 motorcykel, nogle biler og masser af arbejde.

Om vi får 28 år mere sammen, ved ingen. Landmandens forældre blev over 80 år, min mor døde som 74 årig, om 14 dage kan vi fejre min fars 80 års fødselsdag, så jo det er muligt. Af og til får vi grineture ved tanken om os to på plejehjem, vi skal nok holde plejepersonalet til ilden, jeg vil blande mig i alt, glemme alt, og landmanden vil kun det, han selv vil. Vi bliver plejehjemmets skræk!

Inden for de næste 10 år kommer der en beslutning om at stoppe som landmand/sygeplejerske. Hvor vi så flytter hen, er ikke til at vide. Endnu er de tanker ikke begyndt at komme til udtryk som planer, det virker stadig lidt uvirkeligt.

Planer eller ej, vi er her lige nu, og lige nu og her har jeg ønsket min landmand tillykke med fødselsdagen.

DSC03185

DSC03168

mandag, januar 17, 2011

LÆGER LADER PATIENTER DØ

Undskyld mig men det er dog den mest useriøse og unuancerede overskrift jeg længe har mødt!

Jeg vidste godt, hvad det handlede om, inden jeg læste artiklen, og måske er det fordi jeg kender til det etiske dilemma, at jeg kalder det unuanceret.

Hos os har vi ikke hemlige koder. Hos os står der i journal og i vores sygeplejejournal minus R = ingen genoplivning ved hjertestop.

Jeg kender ikke til oppegående patienter, som får denne etiket, så det kan jeg ikke skrive om.

Jeg kender derimod til mennesker, som er så hårdt ramt af deres blodprop/blødning i hjernen, at lægerne i den kritiske fase vurderer, at genoplivning ikke vil gavne patienten, tværimod, og jeg har aldrig mødt pårørende, der har sagt fra, når de bliver informeret om lægens beslutning. De bliver kede af at blive konfronteret med, at deres kære måske skal dø, men ofte siger de også, min far/mor/mand/hustru ønsker ikke at ende som “en grøntsag”. Jeg kan ikke fordrage det udtryk, men jeg ved, hvad det dækker over, og det er alment brugt, så derfor bruger jeg det her.

Jeg har sågar oplevet pårørende, som blev rasende over, at vi foretog genoplivning, hvor der netop ikke var taget stilling til dette i journalen. Som sygeplejerske/assistent må vi ikke selv tage stilling til genoplivning kontra ingen genoplivning. Derfor synes mange læger, at vi er ret emsige, fordi vi hurtigt bringer emnet på banen. Vi er dem, der står i situationen og skal opstarte genoplivning, hvis der bliver hjertestop. Det er sjældent, det sker hos os, men det er betryggende at vide, om vi skal handle, eller om vi skal koncentrere os at være hos patient og pårørende.

At pårørende skal vide besked er klart, hos os er det svært at vide, om patienten kan forstå det, så de bliver ikke informeret, og når patienten bliver bedre, ændres notatet til genoplivning.

Men hvad så med patienter, som er hårdt ramt, og hvor man kan diskutere, skal vi starte med antibiotika eller sondemad? Er vi med til at forlænge livet, måske mod pårørendes ønske, for ofte har patienten ikke meddelt sig skriftligt om dette? I loven om dette står der, at lægen altid er bundet af sit lægeløfte og det er kun i tilfælde, hvor patienten er uafvendelig døende, at patientens ønske om ingen behandling skal respekteres. I andre tilfælde skal lægen vurdere, hvad han/hun mener er det bedste. Hvad er uafvendelig døende? Ja en hårdt ramt apopleksipatient er ikke uafvendelig døende, for det kan ændre sig i løbet af en uge, ikke til at de bliver mirakuløst rask, men til at de er stabilt dårlige.

Jeg har ingen løsninger, min mening er, at man skal snakke med de pårørende, men det må aldrig blive dem, der skal tage stilling til, om der skal genoplives, ikke startes med behandling eller sondemad, det må altid være lægens vurdering, og så kan pårørende acceptere eller meddele, at de er imod dette. Jeg har haft patienter, hvor jeg klart mener, at de ikke skulle genoplives, men hvor pårørende sagde fra, heldigvis kom vi så aldrig i den situation.

At man ikke genopliver, er ikke det samme, som at man ikke gør noget.  Vi forebygger med al vores sygepleje, at der skal tilstøde komplikationer, som kan forværre situationen. At der ikke kommer liggesår, blærebetændelse, lungebetændelse, underernæring, kontrakturer i led osv., og opstår der infektioner, hvad der let sker, når man er sårbar i forvejen, så behandles de infektioner. Vi lader ikke patienterne dø, fordi der står minus genoplivning på journal. Vi lader patienterne dø eller få fred, som det kaldes i vores tabubelagte sprog, når patienten er så dårlig, at det skønnes at være det bedste for patienten, og vi snakker med de pårørende om det. Ofte er det faktisk lægerne, der er de sidste til at komme til den beslutning, pårørende og plejepersonale er oftest dem, der begynder på snakken om den beslutning. Men det er jo så heller ikke os, der kan klandres for beslutningen.

Og for at understrege med tyk fed streg – hvis vi mener, at vi skal stoppe med behandling, så hedder ordinationen hos os kærlig pleje, for det stopper vi aldrig med!

DSC03149

MED FARTPILOTEN SLÅET TIL

Det var en fornøjelse at svinge bilen ud på vejen her til morgen, klokken meget tidlig, der var sne og isfri vej. Weekendens tøvejr har i den grad fået fjernet det væmmelige islag, så der er håb om en travetur i eftermiddag.

Turen til lufthavnen foregik med fartpiloten slået til, de første år brugte jeg aldrig fartpiloten, var bange for at falde i søvn, når foden ikke var på speederen konstant. De sidste par år har jeg nydt at lade foden hvile og lade bilen gøre arbejdet, især når jeg skal køre lange stræk på motorvej, eks. ned til min far.

Her til morgen var det sønnen, der skulle sendes godt afsted. Der blev ikke udvekslet mange ord i bilen, vi lod radioen sørge for lydsiden, jeg kender min søn, og der skal ikke snakkes om morgenen, så vi nøjedes med kærligt samvær i stilhed.

Datteren har det bedst på langs, så ingen flyvetur til hende,vi håber på, at en god lang nattesøvn kan hjælpe på helbredet.

I køkkenet står en kæmpe opvask, og stuen har brug for oprydning, begge dele minder om en dejlig dag med masser af snak og latter, jeg slår dog den indre fartpilot  fra og tager en lur først.

DSC03147

Ha en god mandag

lørdag, januar 15, 2011

ØV, ØV OG ATTER ØV

Alle var ved at gøre sig klar til aftenens begivenhed, da datteren pludselig fik kvalme, opkastninger og mavesmerter.

Ingen restaurantbesøg i aften.

Datteren er på cola og reven æbe, vi andre købte en pizza.

Vi satser på hurtig bedring.

LØRDAGSNYDNING

Det er, som om det aldrig blev rigtig lyst i dag. Sneen smelter, vandet sjapper, og skyerne har dækket himlen helt og aldeles.

Uret ringede i morges, tid til at være effektiv, men krop og hjerne var slet ikke indstillet på det, så i stedet for listede jeg ind i stuen, tændte op i brændeovnen og lavede en solbærtoddy. Bogen blev fundet frem, og den har fulgt mig gennem dagen. Først syntes jeg den var lidt tung at komme ind i, men den ulykkelige historie om ikke at kunne/turde bryde konventioner, ikke at turde sige sandheden, krøb lige så langsomt ind under huden.

DSC03132

DSC03134

Nu står der kringle og boller til afkøling, der er handlet ind til lagkager og brunsviger; suppe, flutes og kød/melboller ligger i fryseren; blomster står i bryggerset.  Gæsterne er inviteret til kaffebord med suppe som skrub-af-mad, og vi glæder os til morgendagens fejring af 25års fødselaren.

Lige nu er der ren afslapning i huset, en ser fjernsyn, en læser, en sover, en blogger, og vores egen lille fejring af fødselaren sker med mad udefra, så jeg lader mig glide ind i tusmørkets lørdagsstemning.

fredag, januar 14, 2011

GODMORGEN FREDAG

Tanker flyver rundt på tværs

i det store univers,

højt på himlen ser man dem,

nogle ud og andre hjem.

 

Nogle går fra fjern og nær,

mine de er lige her,

hvirles rundt og sendes ud,

viser sig som stjerneskud.

 

Nattehimlen lyser op,

stjernen gi’r min tanke krop.

Gud han kender hvert et ord,

der blir til på denne jord,

 

Vi er alle flettet ind

i Vorherres tankespind,

og når mørket sænker sig,

ved jeg, at Han er hos mig.

 

Stjernevrimmelens magi

gør mig let og glad og fri;

tanker flyver rundt på tværs

i Guds store univers.

tekst og melodi af  Niels Hougaard Jefsen

 

Mine sangbøger fra min tid som FDFleder bliver af og til bladret igennem, når jeg mangler ord til bloggen, når alt det jeg tumler med i hovedet ikke kan sættes på ord på bloggen. Denne sang kunne jeg ikke huske og så alligevel syntes jeg, der var noget bekendt over den. Jeg spillede melodien på klaveret og straks vidste jeg, at jeg havde hørt den til en DRgudstjeneste fornylig. Ordene er smukke, men melodien, synes jeg, er lidt kedelig.

Huset er gjort rent, julepynten mangler stadig at komme ned i kasser, men det skal de nu. I aften kommer datteren og sønnen hjem fra hovedstaden, så vi sammen kan fejre det kvarte århundrede. Og inden da står der barselsvisit på programmet, det er på høje tid, de to unge mødre og søstre er på vej tilbage på arbejde, men det er vist meget karakteristisk for mig, altid i sidste øjeblik. Jeg glæder mig til at nyde børnene og de unge mødre.

Må du i dag få krydset af på listen over ting, der er rare at gøre. (Julepynt i kasser  hører ikke til på den liste ;-)

maj måneds æbletræ

Om 5 måneder ser min have sådan ud . Knopper og blomster, der giver håb om smukke buketter og lækre æbler.

onsdag, januar 12, 2011

JEG VIL OGSÅ GERNE

Zumba er SJOVT, du sku prøve det!

En sms fra datteren var klar i mælet. Jeg vil også gerne, men det skal ikke være langt hjemmefra, og tilbuddene har det med at ligge på en onsdag.

Og onsdag er gospeldag. Som det da var godt at få lov til at synge, bevæge sig til musikken og grine sammen igen.

I aften sluttede vi med, at alle, der ville, kunne synge solo. Vi var mange, der lod den indre drøm komme til live. Heldigvis var der ingen Blachmann til at kommentere, og vi havde det sjovt, støttede hinanden og skønt at se, at en af vore nye medlemmer fra det lokale asylcenter også turde prøve kræfter med mikrofonen. Et andet medlem fra centeret har fået asyl og drager nu til en anden by i en anden region. Jeg ønsker hende og hendes lille datter al mulig held og lykke på deres vej. Må der være nogle, der ser dem og kommer dem i møde.

DSC03096

tirsdag, januar 11, 2011

STILLE STILLE

Aftenvagterne har været de mest stille vagter, jeg kan mindes. Vores patienter har ikke været så hårdt ramt, så flere har endda været på weekendorlov.

Det gav mig så mulighed for at dykke ned i øvelsen at formidle, hvad man selv kan gøre for at forebygge en ny blodprop/blødning i hjernen.

Kost – spis mindre fedt – spis magert – spis grønt - kend de 5 F’er

Rygning – rygning får karrene til at trække sig sammen og blodet til at klumpe sig sammen. Har man så i forvejen kar med forkalkninger, måske kolesterol, der lejrer sig hist og pist, så skal der ikke meget til, før der dannes en prop et sted. Efter 24 timers rygestop har man allerede formindsket sin risiko for blodpropper.

Alkohol – brug det med måde

Motion  - er godt for mange ting. Få pulsen op 30 minutter om dagen, det behøver ikke at være sammenhængende, det må gerne tages i små bidder. Motion sænker blodtrykket, hjælper til at man taber sig (og i øvrigt er det bedre at være tyk og aktiv end tynd og inaktiv). Motion hæver også HDL kolesterolet, som er med til at transportere kolesterol fra blodbanen.

Kort sagt, så fik flere af mine patienter et KRAM

Nu må jeg vist vende blikket på mig selv. Jeg har tømt dåser med juleslik og julesmåkager i går samt æbleskiver fra fryseren, så jeg var helt dårlig i morges, men sådan trøstespiser jeg, når jeg får efteraftenvagtblues.

Hvidkålssuppen simrer, de hjemmebagte grovboller er i ovnen, landmanden tager en powernap og jeg nyder lidt tid foran computeren. Ren tirsdagsnydning.

Håber du giver dig selv og andre et kram :-)

DSC03076