Undskyld mig men det er dog den mest useriøse og unuancerede overskrift jeg længe har mødt!
Jeg vidste godt, hvad det handlede om, inden jeg læste artiklen, og måske er det fordi jeg kender til det etiske dilemma, at jeg kalder det unuanceret.
Hos os har vi ikke hemlige koder. Hos os står der i journal og i vores sygeplejejournal minus R = ingen genoplivning ved hjertestop.
Jeg kender ikke til oppegående patienter, som får denne etiket, så det kan jeg ikke skrive om.
Jeg kender derimod til mennesker, som er så hårdt ramt af deres blodprop/blødning i hjernen, at lægerne i den kritiske fase vurderer, at genoplivning ikke vil gavne patienten, tværimod, og jeg har aldrig mødt pårørende, der har sagt fra, når de bliver informeret om lægens beslutning. De bliver kede af at blive konfronteret med, at deres kære måske skal dø, men ofte siger de også, min far/mor/mand/hustru ønsker ikke at ende som “en grøntsag”. Jeg kan ikke fordrage det udtryk, men jeg ved, hvad det dækker over, og det er alment brugt, så derfor bruger jeg det her.
Jeg har sågar oplevet pårørende, som blev rasende over, at vi foretog genoplivning, hvor der netop ikke var taget stilling til dette i journalen. Som sygeplejerske/assistent må vi ikke selv tage stilling til genoplivning kontra ingen genoplivning. Derfor synes mange læger, at vi er ret emsige, fordi vi hurtigt bringer emnet på banen. Vi er dem, der står i situationen og skal opstarte genoplivning, hvis der bliver hjertestop. Det er sjældent, det sker hos os, men det er betryggende at vide, om vi skal handle, eller om vi skal koncentrere os at være hos patient og pårørende.
At pårørende skal vide besked er klart, hos os er det svært at vide, om patienten kan forstå det, så de bliver ikke informeret, og når patienten bliver bedre, ændres notatet til genoplivning.
Men hvad så med patienter, som er hårdt ramt, og hvor man kan diskutere, skal vi starte med antibiotika eller sondemad? Er vi med til at forlænge livet, måske mod pårørendes ønske, for ofte har patienten ikke meddelt sig skriftligt om dette? I loven om dette står der, at lægen altid er bundet af sit lægeløfte og det er kun i tilfælde, hvor patienten er uafvendelig døende, at patientens ønske om ingen behandling skal respekteres. I andre tilfælde skal lægen vurdere, hvad han/hun mener er det bedste. Hvad er uafvendelig døende? Ja en hårdt ramt apopleksipatient er ikke uafvendelig døende, for det kan ændre sig i løbet af en uge, ikke til at de bliver mirakuløst rask, men til at de er stabilt dårlige.
Jeg har ingen løsninger, min mening er, at man skal snakke med de pårørende, men det må aldrig blive dem, der skal tage stilling til, om der skal genoplives, ikke startes med behandling eller sondemad, det må altid være lægens vurdering, og så kan pårørende acceptere eller meddele, at de er imod dette. Jeg har haft patienter, hvor jeg klart mener, at de ikke skulle genoplives, men hvor pårørende sagde fra, heldigvis kom vi så aldrig i den situation.
At man ikke genopliver, er ikke det samme, som at man ikke gør noget. Vi forebygger med al vores sygepleje, at der skal tilstøde komplikationer, som kan forværre situationen. At der ikke kommer liggesår, blærebetændelse, lungebetændelse, underernæring, kontrakturer i led osv., og opstår der infektioner, hvad der let sker, når man er sårbar i forvejen, så behandles de infektioner. Vi lader ikke patienterne dø, fordi der står minus genoplivning på journal. Vi lader patienterne dø eller få fred, som det kaldes i vores tabubelagte sprog, når patienten er så dårlig, at det skønnes at være det bedste for patienten, og vi snakker med de pårørende om det. Ofte er det faktisk lægerne, der er de sidste til at komme til den beslutning, pårørende og plejepersonale er oftest dem, der begynder på snakken om den beslutning. Men det er jo så heller ikke os, der kan klandres for beslutningen.
Og for at understrege med tyk fed streg – hvis vi mener, at vi skal stoppe med behandling, så hedder ordinationen hos os kærlig pleje, for det stopper vi aldrig med!
