Nogen gange kan man tro, at man kan gøre tingene dobbelt så hurtigt og så nå det hele alligevel. Nogen gange kan man tage fejl og komme i tidsnød. Sådan skete det for mig fredag. Da jeg drog af sted til min far, var jeg for sent på den, og jeg var vred på mig selv.
Jeg har en bil, der kan køre stærkt og den kan accelerere fra 0 til 160 i løbet af ingen tid, derfor har jeg vænnet mig til at bruge fartpilot hele tiden, for bedst som jeg kører ud ad landevejen og synger i vilden sky, kan det gå op for mig, at jeg ligger noget kun over den tilladte hastighed, og jeg kan ikke mærke det i den bil; jeg føler, jeg snegler mig af sted. Efter de nye tårnhøje bøder er indført, er jeg blevet lovlydig, jeg kører det, jeg må og ikke mere, og jeg kommer jo hurtigt frem alligevel. I går blev fartpiloten sat noget højere på motorvejen, til gengæld overholdt jeg farten(sådan da) på det smukke stykke fra motorvejsafkørslen og til min fars nye hjem. Det stykke vej bringer minder frem hver gang, for noget af vejen var en del af den vandretursrute, jeg som spejder og teenager gik hvert år, når vi tog 200 km mærket. 200 km mærket var delt op på mindre ture, og mindst et par stykker af turene skulle være på 25 km. Så vi havde en 25 km rute, som vi gik i det sene efterår eller det tidlige forår, midtvejs holdt vi pause på cafeteriet på Tjele Gods. I dag er cafeteriet væk, men Tjele Gods ser stadig ud som dengang, og jeg mindes også, da jeg som medlem af spejdertambourkorpset var i middelalderens musikertøj og stod ved døren til godset og slog på tromme til et arrangement.
Jeg nåede både en tur ad mindernes vej og at hente min far i ro og mag, til gengæld for vi forvildet rundt og ledte efter den nye læges adresse trods GPS, men lægen var, som læger nu engang er, forsinket, så vi nåede det.
Og jeg fik hørt ny musik, selv om det er mit eget. Jeg har for vane at høre de samme CDer og endda kun enkelte numre på de CDer, når jeg kører bil. I går huskede jeg at tage min iPod med, og så blev den sat til at blande alt mit musik sammen i én pærevælling, jeg fandt ud af, at jeg havde meget god musik i min samling.
Må din lørdag blive ledsaget af god musik; hvad lytter du til, når du kører bil?
På motorcykel skal farten være, så man kan nyde omgivelserne.