DEN NÆSTSIDSTE DAG I 2013

og min sidste fridag i dette år. Landmanden er taget på jagt, jeg har planer om vask den ganske dag, det levner plads til indkøb, motion, hygge og psykisk klargøring til arbejdsdagen i morgen. Mit arbejde er altid med mig, men ikke på en rumopfyldende måde, men mere som en del af mig. Jeg er sygeplejerske, jeg er sygeplejerske på et afsnit for mennesker med blodprop eller blødning i hjernen. Jeg er sygeplejerske, der ønsker, at alle ved, at der er en behandlingsmulighed, hvis blot man kommer i tide. Muligheden er desværre ikke for alle, men der forskes meget i at finde nye muligheder, og det er vi også en del af. Så når jeg snakker med mennesker i min fritid, og de spørger til mit arbejde, så kommer budskabet på et eller andet tidspunkt, ring 112 hvis du eller dine omgivelser pludselig får nedsat kraft eller føleforstyrrelser i den ene side. Budskabet om at kende sit blodtryk og gøre noget ved et forhøjet et af slagsen kommer også, hvis folk spørger ind til mit arbejde. De to budskaber er nok det vigtigste for mig, at folk kender.

Denne jul er jeg dog kommet helt ned i gear, jeg har trillet lige så stille af sted, jeg har ikke tænkt på alle de ansvarsområder, jeg har. Jeg har bare nydt min juleferie. Så dagen i dag bliver brugt til at tænke tanker, til at tænke over, hvordan jeg bedst får introduceret mine nye kolleger til afdelingen. Hvordan jeg selv bliver bedre til det akutte sygeplejearbejde, som nu kommer til at fylde det meste af vores tid. Hvordan jeg kan holde fast i min interesse for rehabilitering i det akutte forløb og ikke mindst få det formidlet videre til nye kolleger. Men dagen skal også bruges på at få motionen tilbage i mit liv, jeg kan mærke, at jeg (min krop, min hjerne) skriger efter bevægelse, efter at få pulsen op. Fridagen skal nydes, den skal være aktiv, så jeg kan sove tidligt, for efter ti dage med opvågning  mellem syv og ni, så skal vækkeuret de næste fire dage indstilles på klokken fem.

Her er dagen startet med sol, må den få lov til at følge os resten af dagen. God 6. juledag.

JULEFERIENS AFSLUTNING

Det har været dejlige dage, jeg har ikke lavet ret meget, jeg har sovet, set fjernsyn, taget mad ud af køleskabet, spist, snakket og hygget. Motion har nærmest været ikke eksisterende, men jeg trængte til total afslapning. I dag tager de to unge mennesker hjem, det har været skønt at have dem så længe. I går nød vi at være sammen med to af mine søstre og deres familie. Datteren måtte blive hjemme, bacheloropgaven skal snart afleveres, så det er ikke mange fridage/timer hun har holdt denne jul.

Julen er for altid forbundet med min niece, som blev født tre dage før jul for 24 år siden, og som døde en forårsdag 15½ år gammel. Hun elskede roser,  hun elskede julen, så da datteren skulle finde en værtindeblomst til en veninde og jeg så den lille kurv med en enkelt rose, måtte den købes, og i går blev den sat på min nieces gravsted.

Kurven blev købt i en lille blomsterbutik, som jeg hver dag ser, når jeg kører på arbejde. Den har ikke været der længe, og jeg har ofte tænkt, hvor længe mon den varer. Standser folk overhovedet der? Lige før jernbaneoverskæringen? Jeg vil nu gøre mit til, at den kan overleve. Den unge mand i butikken havde lavet mange skønne dekorationer og blomsterarrangementer, så jeg vil huske i 2014 at dreje indenom på vej hjem fra arbejde. Man bliver glad af at komme ind i en smuk blomsterbutik. Må du finde glæden i dag, glædelig 5. juledag.

FØLELSEN AF RIGDOM

For 33 år siden i november måned var jeg 23 år, jeg var tæt på at være færdig som sygeplejerske og jeg havde mødt en sød fyr fra Nordjylland om sommeren. Hans lillesøster og jeg gik begge på sygeplejeskolen i Viborg; selv om vi ikke var lige langt, boede vi på samme gang på sygeplejekollegiet. Den novemberdag skulle jeg møde hele hans familie for første gang til en børnefødselsdag. Jeg var noget spændt, det var en kæmpe flok, de tre yngste, hvor kæresten tilhørte, kendte jeg, men de seks ældre med deres familie var nyt bekendtskab. I min taske havde jeg en lille seddel, hvorpå jeg havde skrevet alle de otte søskendes navn, hvem de var gift med og hvad deres børn hed. I går var syv af de ni søskende samlet i vores hus, mange af deres børn med ægtefæller/kærester og 11 børnebørn var med, vi endte med at være 51 personer. Der blev snakket, der blev leget, vores lange gang er perfekt, når man gerne vil løbe stærkt, og sønnens sovesofa passede perfekt til at lave udspring fra. Kassen med duplo blev brugt flittigt af de yngste børnebørn, sønnens spil kom frem og hver en stoleplads blev udnyttet. Vi fik spist masser af kage, slik og småkager, vi fik sunget julesalmer, og vi fik spist hotdogs. Men først og fremmest var vi sammen. Og det er det vigtigste. Jeg er stadig i dag så dybt taknemlig for, at jeg har fået lov til at være en del af den familie. Den har beriget mig på så mange måder og har været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

I dag er arbejdsdag for landmand og søn, der skal sorteres kartofler. Jeg læser datterens bacheloropgave, jeg er blevet bedt om at tage de kritiske briller på. Det er en helt anden verden end sygepleje, her handler det om æstetik, visuel perception og udstillingsteori, så jeg holder lige en pause med en kop te. Morgenhimlen udstillede sig selv på fortrinlig vis med muligheder for nydelse af æstetisk karakter og  visuel perception. God 3. juledag til dig, for husk julen er først lige begyndt, der er 9 dage tilbage.

LALLEGLAD POSITIVIST?

Indlægget her var egentlig bestemt til at være noget med skønne dage, stille morgener for mig selv, nydelse og juleglæde, men på min lille morgentur rundt i blogland blev jeg inspireret af ordene “hvor er det trist”. Det handlede om demens, og mens jeg ryddede op og gjorde klar til at støvsugeren kunne komme til, så tænkte jeg over de ord og mine indlæg om min far samt min holdning til det, at min far er svært ramt af Alzheimers sygdom. Er jeg en lalleglad positivist, en for hvem alt skal have en mening, og alt skal anskues med de positive briller?  Er jeg en, der ikke ser virkeligheden i øjnene og flygter ind i tiden, der var, for at kunne håndtere tiden i dag?

Det mener jeg ikke, jeg er. Læsere af denne blog vil vide, at jeg også har triste, sorte og mørke øjeblikke eller ikke bare øjeblikke, men dage, uger eller måneder. Jeg har før skrevet om, at jeg synes, man skal tage udgangspunkt i det menneske, der er foran en lige netop nu. Hvordan giver jeg glæde og mening i nuet til det menneske? Hvordan finder jeg glæde og mening i nuet for mig? I går savnede jeg min gamle far et øjeblik, da jeg læste et julekort op for ham fra hans gamle seminariekammerat. Jeg håber, at kammeratens børn, som er jævnaldrende med mig og mine søskende, skønner på deres far. Mon ikke, de har i dette år mistet deres mor, som fik en hjerneblødning på det tidspunkt, da min mor døde for 5½ år siden. Jeg savnede at kunne snakke om alle de ting, min kloge far havde viden om. Men så så jeg på ham, han sad og nynnede lidt, han var træt, han kunne ikke kende mig i går (bor du også her, spurgte han mig om?) og alligevel kunne jeg kende min far, også den far han var, og jeg huskede, hvordan vi har grint sammen, hvordan vi har sunget sammen, hvordan vi har været sammen, og så accepterede jeg sorgen og glæden og lukkede julefreden ind.

Om lidt fyldes huset af skønne julegæster, 46 voksne og børn skal finde plads i vores hus, vi kommer til at sidde tæt. Dansen omkring juletræet må ændres til, at alle sidder og står i stuen, mens vi synger de gode gamle julesalmer. Kaffen indtages i forskellige rum, sønnen satte sig ind i sit nye brætspil i går aftes og nat, så fætrene traditionen tro kan spille sammen i dag. Barselsgaverne til de sidste nye skud på stammen er klar, nu mangler jeg blot støvsugning og overblik over, om alle kan sidde ned. God 2. juledag til dig.

Og midt på træet hænger et af mine forældres julehjerter, længere oppe hænger en juleklokke fra min morforældres hjem. Mit juletræ kommer aldrig til at blive et designertræ, det rummer minder om hele mit liv og alle de dejlige mennesker, som har været og er i mit liv.

MOTORCYKELFILM

Jeg har tidligere kunnet lægge videoer fra You Tube ind på bloggen, nu kan jeg ikke mere. Jeg undrer mig, har You Tube monstro ændret reglerne?

Så derfor kan jeg ikke vise videoerne, som landmanden har lavet af vores tur op over Col d'Aubisque i sommer, direkte på bloggen. Turen har jeg fortalt om her. Første video fik landmanden lagt ind i går, i dag er resten af turen så lagt ud. Den kan du se her.

JULEHILSEN MED MINDER OM SOMMEREN 2013

Kære alle

Her på gården i Vendsyssel hygges der fra morgenstunden på trods af manglende sne og på trods af regn og manglende sol. Vi har kun en gudstjeneste, som er fastlagt, ellers bestemmer vi helt selv, hvornår de forskellige traditioner skal foregå. Landmanden er ude for at gøre juletræet klar, jeg skal til at flytte rundt på møblerne i stuen, så vores hyggelige julestue dukker frem. Børnene(de unge mennesker) i nattøj nyder børnefjernsyn. Alt er som det skal være.

Landmanden har nu færdiggjort første del af sin film fra motorcykelturen til Pyrenæerne i sommer. Har du lyst til at drømme om sommer og skønne udsigter, så læn dig tilbage, klik på linket og tag med landmandsparret på motorcykeltur til Col d’Aubisque.

Du og dine ønskes en Glædelig jul.

Nu med dokumentation af Vildsvinet

DET BEGYNDER AT LIGNE JUL

Om end sneen ikke har indfundet sig, så velsignes vi med solen hver morgen. Senere går det over i regn hver dag, men som datteren siger, det kunne godt ligne lidt snesjap på vinduet, når det er mørkt. Også i dag har landmanden og jeg handlet ind i forskellige byer, men nu tror jeg, at alt er i hus, ellers må vi undvære det. Nu mangler jeg vist kun at pakke nogle gaver ind og sætte kort på, men det kan jeg hygge mig med i morgen eftermiddag. Det sidste jeg manglede i aften, står nu på gulvet. Den eneste dekoration, som skal være her, nemlig vildsvinet.

 Jeg nyder at have vores børn omkring os, det gør landmanden også. Det siges ikke højt, men vi har aldrig siddet så meget sammen som de sidste par dage. Der tændes lys, og vi sidder lige lidt længere ved bordet ved spisetiderne.

Også i år har påskekaktussen besluttet at deltage i julefestlighederne, den skal være hjertelig velkommen. Og til alle jer, som beriger mit liv med kommentarer og indlæg, må I få en glædelig jul.

HUG EN HÆL OG KLIP EN TÅ

Tidsoptimist er et herligt ord. Tidsoptimist bliver jeg aldrig færdig med at være. Så ind imellem må jeg tage udtrykket fra Askepot i brug. Jeg bruger dog ikke grove metoder for at få tingene til at passe mig, jeg rykker rundt på planer og dropper punkter, for målet er klart, jeg vil ikke sidde juleaften og være fuldstændig smadret. Det har ingen glæde af.

Morgenstunden er det bedste, jeg ved, jeg elsker min familie, men jeg elsker også de timer om morgenen, hvor jeg er alene. Jeg tømmer opvaskemaskine, mens jeg brygger te, jeg lægger foder ud på foderbrættet, jeg lægger vasketøj sammen og sætter en ny vask over (det udtryk stammer vist fra gruekedlens tid). Og mens jeg i mørkets stilhed (børnene sover og landmanden arbejder) får huset lidt i gang, finder jeg ud af, at min far og jeg vil have større glæde af, at jeg venter med besøg til 1. juledag. I dag skulle jeg have besøgt ham i formiddag, fordi jeg ikke nåede det i weekenden, men min søster med familie besøger min far i eftermiddag, så nu har jeg rykket mit besøg, og min far kan nu se frem til (hvis han kunne det) besøg både i dag, i morgen og i overmorgen. Dagens mange punkter kan jeg nu omfordele, så de bliver knap så sammenpressede. Datteren skrev stadig på sin opgave, da jeg gik i seng ved 1 tiden i nat, om lidt vil jeg overraske hende med nyheden om, at vi godt kan nå at lave bondeklejner (gærklejner/norske klejner) i eftermiddag. Jeg kan køre hende til frisør og få handlet ind (ja min indkøbsliste bliver ved med at få nye punkter). Jeg kan få købt blomster til mig selv og til min mors gravsted. Jeg kan … ja tidsoptimisten har slået til igen.

Og jeg glæder mig til de næste dage. Lillejuleaften som den plejer at være, nemlig med alle fire samlet om køkkenbordet for at lave konfekt. Juleaften herhjemme, besøg hos min far 1. juledag og masser af skønne mennesker i vores hus 2. juledag. Vi bliver 36 voksne (voksne =over 15 år) og 8 børn, det bliver så godt.

Lamperne i Frihavnskirken  København (taget uden og med blitz)

LØRDAGSNYDNING

Jeg sidder i sofaen, på bordet ligger mit strikketøj, sokker til min far. Der ligger også stjernestrimler, jeg fletter stjerner til vinduet i badeværelset. Jeg prøver farver af, guld, flerfarvede, flermønstrede, jeg har besluttet at det skal være flade stjerner og jeg hygger mig. På sofaen over for mig sover datteren sødeligt. Hun har været på arbejde i nat. Vi har stadig til gode at opleve stemningen på Cafe Intime, men det skal vi nok nå en dag. Om lidt skal datteren vækkes med et lille kys, hun har en bacheloropgave, der skal skrives, så alle dage skal udnyttes. Brændeovnen sender små hyggelige knitrende lyde ud i rummet, adventsdekorationen lyser op i den mørke stue. Inde i fjernsynsstuen hygger sønnen sig med at se fjernsyn, og landmanden ser jagtfilm på computeren. Huset fik det sidste julepynt op i går, værelserne blev gjort rent og alle kasserne nede fra min fars hus røg på loftet. I dag blev der handlet ind til det meste af juledagene, og jeg fik startet på julegaveindkøbene. I morgen skal juletræet fældes og de sidste gaver købes. I aften lægger jeg dej til pebernødder og ingefærkager, de småkager hører med til min jul. Så må jeg høre resten af familien, om der er andet, vi skal bage. Det er ren luksus at vide, at der er tre dage til juleaften og jeg skal ikke arbejde nogle af dagene.
God lørdag aften til dig.

MIN VEJ

Bettys indlæg fik mig sendt ned ad Memory Lane, for jeg kan huske, at der var et frysehus i min barndoms by. Hvornår det lukkede, kan jeg ikke huske og hvordan det helt nøjagtig så ud indvendig, kan jeg heller ikke huske. Men jeg kan huske vejen dertil. Mit barndomshjem lå på en lille vej, midt på en lille bakke. Længere oppe boede murermesteren, og i huset overfor boede hans søn, som var med i firmaet. Sønnen havde fem (seks?) børn, som alle havde navne med B som første bogstav. Ældste datter var min tropsleder som spejder, hun var kun seksten, men hun gjorde det fantastisk godt. Næste søster var min patruljeleder, da jeg blev “stor” spejder, jeg husker hende som en pige med masser af humor. Oppe på bakken boede også et par, som havde et trykkeri. Over for mit hus boede smeden og længere nede på gaden boede jordemoderen, “Bette Post” og en lærer. Så kom der en tværvej, hvorefter min vej fortsatte, der var flere lærerboliger, det var jo Skolevej med kommunale lærerboliger. Lige før jeg kom til skolen, gik en vej til højre, og lige der på den lille stikvej lå frysehuset. Et lille rødt murstenshus (som jeg husker det), jeg husker brune pakker med kød, jeg husker kulde (selvfølgelig) men ellers husker jeg ikke mere. Gik jeg op til min vej og fortsatte til enden af den, så var det skolen, der fyldte hele den ene side. Der var trappen op til indgangen for enden af vejen, en vej jeg har gået, løbet og cyklet så tit. Skolen var mit andet barndomshjem. Mine forældre var lærere der, og jeg var med i skolekøkken med en anden lærer fra vejen, før jeg begyndte i skole. Jeg lærte at lave havregrød, jeg lyttede til alle de seje piger, jeg øvede mig i at tale som dem og bruge de samme håndbevægelser som dem. Som storesøster måtte jeg altid kigge andre steder hen for at finde en at se op til, og jeg nød at få lov til at være med i timerne på skolen.

Når jeg lukker øjnene, så kan jeg se vejen tydelig for mig. Den findes endnu, skolen er nu efterskole, mit barndomshus står der stadig, men det er mange år siden, at jeg har gået på vejen. Som 14 årig flyttede vi ud til udkanten af den lille by, det var i den modsatte ende af byen. En ny skole var bygget, en centralskole, som samlede børnene fra tre skoler i tre landsbyer. Vores hus var for lille, efter at nummer fem barn var ankommet. Så mine forældre byggede nyt hus, min far blev skoleinspektør, min mor fortsatte som lærer i engelsk og tysk, og mit ungdomsliv havde jeg på en anden vej, men jeg husker stadig min barndomsvej.

MON VI FORTRYDER DET?

Når man som jeg arbejder 30 timer om ugen, og de også bliver fordelt på weekender, så er det sjældent at jeg har fem dage i træk som dagvagt. Jeg tror, der er en, der bliver meget træt i januar måned, hvor jeg er på fuld tid for at tilgodese behovet for erfarne sygeplejersker både på afdelingen og i trombolyseteamet. Og jeg hørte, at min anden kollega, som også går på fuld tid i januar, og som er over 20 år yngre end mig, også har funderet over, hvor træt hun monstro bliver. Men vi har jo selv tilbudt det, så mon ikke det går. Lige nu er jeg træt efter fem dage i dagvagt, så det var godt, at vores høstmand kom med en lækker slagterkurv som julegave. Han blev budt på te, og da landmanden ikke var kommet hjem fra jagt, så måtte jeg jo sætte mig ned og drikke te sammen med gæsten. Nu er landmanden hjemme, og de to snakker landmandssnak og drømmer om at bo i Alaska langt ude, meget langt ude. Lad dem bare drømme, nu vil jeg hanke op i mig selv og få huset gjort juleklar til to julegæster. I aften kan jeg arbejde igennem, for nu har jeg juleferie! For første gang nogensinde som sygeplejerske skal jeg prøve at holde fri i 10 dage omkring julen, det er helt vildt. Men jeg får jo altså også kun løn for 30 timer om ugen, som vi deltids plejer at sige, når de fuldtidsansatte brokker sig over, at vi har mere fri end dem. Uanset hvad vil jeg holde fast i, at nydelse og samvær er i højsæde de næste ti dage, og så håbe på, at ingen kolleger bliver syge, for så ved jeg godt, hvem de ringer til.

Og så vil jeg lokke landmanden til at hente takeawaymad, mon ikke jeg kan overtale ham til det? Jeg hørte nemlig rygter om, at han skal på jagt igen i morgen, det har han lige glemt at fortælle sin kone, som havde planlagt hele dagen for begge ægtefæller. God fredag aften til dig.

EN HALV TIME VAR NOK

Der var ro på afdelingen, jeg havde ringet til patienter og var færdig, så jeg fik lov til at gå en halv time tidligere. Det gav mulighed for at opleve lyset. Ude i mosen måtte jeg stoppe op og nyde den sarte rosa farve, som skyer og himmel fik af den nedgående sol. At stå der i vejkanten til en trafikeret vej og bare nyde naturen, det er lykken.

ONSDAG

Dagene går hurtig, og snart er det 2014, hvor vi skal være klar. Klar til at modtage mange flere patienter. Klar til at overtage sygeplejerskedelen ved trombolysebehandlingen og være med i det team, der skal sænke tiden, fra patienten kommer ind af døren i sygehuset, til medicinen løber ind i kroppen. Vi er så klar. Vi glæder os til at vise, hvad vi dur til. Vi er spændte, vi har sommerfugle i maven, men vi glæder os.

Der er mange praktiske ting, der skal på plads, og i dag kæmpede jeg med et skema eller snarere fire. Jeg havde en ide, jeg havde ønsker fra kollegerne, jeg skulle have grønt lys og klare meldinger fra vores overlæge, og alt skulle gerne falde på plads. Skemaerne skulle som udgangspunkt være ens bygget op, de skulle være letforståelige og nemme at gå til. Nu er de færdige, og de er lagt frem i personalestuen til feedback. Jeg er spændt på, hvad folk har skrevet, når jeg kommer i morgen.

Om lidt har vi juleafslutning med gospelkoret. Når nu vi ikke er blevet booket til julekoncerter, så må vi lave vores egen. Vi skal synge og hygge os sammen og hver gang jeg mærker en snert af lidt julefebrilskhed, så smiler jeg og siger højt PYT vi når det. Vel gør vi det. I dag blev julekortene postet. Og i går sagde landmanden ja til, at vi inviterede hans familie til julekomsammen 2. juledag. Vi kan blive 30, vi kan blive 60, men gæsterne kommer med maden til det store kagebord, og aftensmenuen bliver hotdogs. 4. juledag samles den jyske del af min familie til sammenskudsgilde. Det vigtigste er at være sammen, amen!

God onsdag aften til dig.

SYNG SYNG AF KARSKEN BÆLG

Mens jeg spiser min morgenmad, nyder jeg et genhør med en engelsk julesang. Og jeg morer mig over nogle af de unge korsangeres attituder. Der er så sandeligen nogen af dem, der har set visse voksne sangeres måde at bruge hele ansigtet på, når der skal synges. Hos mig nøjes ikke blot ansigtet med at synge, det er hele kroppen. Jeg husker stadig min korleder på gymnasiet, som bad mig stå stille, fordi jeg kunne få hende gjort søsyg selv til en salme. Det er jo derfor, jeg elsker gospelsang, her må man bevæge sig, ja man kan slet ikke lade være.

Nu vil jeg sætte mig ud i bilen, sætte julesang på og synge mig selv på vej til arbejde. God tirsdag til dig.

SMIL

Man kan ikke græde, hvis man smiler. Sådan lød et råd fra en gammel garvet psykolog, så hendes råd til sådan en som mig, der meget nemt bliver grådlabil, var, træk mundvigene op som ville jeg smile, så stoppede jeg tårerne. Der er ikke noget at græde over i dag, så det gør jeg heller ikke. Men derfor kan man jo godt smile lidt for sig selv og til sig selv på sådan en regnfuld mandag.

Frikadellerne er færdige, hvidkålen er klar til at blive forvandlet til stuvet hvidkål. Kontoret vil gerne have besøg, så det får det lige om lidt, når jeg har drukket min te og smilet lidt mere. Må du finde anledning til et lille smil og måske endda være så heldig, at du får et igen.

WEEKEND MED STJERNESTUNDER

Jeg faldt i søvn fredag aften i datterens stol med et smil om munden, for i sofaen sad mine børn og min mand og morede sig over you tube klip.

Lørdag eftermiddag sad vi midt i Frihavnens kirke og lyttede til et fabelagtigt kor, en af kormedlemmerne var min yngste lillesøster. Vi fyldte to rækker,vi fire ældre søskende med vore familie, 16 personer i alt.

Lørdag aften fejrede vi min nieces kommende 18 års fødselsdag. Det var samtidig også julekomsammen, så hendes forældre (min bror og svigerinde) havde sørget for lækker julemad og en superlækker fødselsdagslagkage. Vi hyggede os sammen, og pludselig efterspurgte de unge mennesker sangen Barnlig undren. Mormor/farmor havde for vane at ville lære os nye danske sange til julekomsammen, og den her sang var blevet alles yndling. Men der var ingen tekster, min bror havde dog sin guitar, som altid ledsager vores sang. Fluks søgte en af de unge på sin mobil, og vupti så var der fundet tekst. Så selv om min kære mor absolut ikke holdt af mobiltelefoner og den tid, vi alle brugte på dem, så tror jeg, at hun ville have smilet over synet af hendes fem børn, svigerdatter, svigersønner og børnebørn sidde med alle deres mobiltelefoner og synge Barnlig undren flerstemmigt. En vaskeægte stjernestund.

Og weekenden sluttede i sønnens lejlighed med rundstykker søndag morgen og skøn snak med vores børn og sønnens bofælle. Nu er vi hjemme, trætte og glade. Og Istvan hoppede flere meter i luften, da den blev genforenet med landmanden.

Barnlig undren er en puls
med frydeslag igennem livet.
Barnlig undren tænder lys,
så øjet ser, hvad Du har givet.
For himlens tegn på glæde
er i barneøjne sat
som en ubrudt kæde
fra den første julenat.

God søndag aften til dig.

STJERNESTUND

Første gang, jeg lagde mærke til ordet, var, da mine forældre havde været på højskoleophold med temaet Stjernestunder. Jeg holdt med det samme af det ord. Når jeg hører det, tænker jeg på de smukke oplevelser, jeg har haft stjerneklare aftener, hvor jeg har følt mig lille i det store univers og samtidig er blevet fyldt af glæde over verdens skønhed.

I dag havde jeg en stjernestund (sproget.dk=meget dejligt øjeblik). Mine to søstre og jeg hyggede os sammen med vores far. Vores far var i den fase, hvor han snakkede uafbrudt, fra vi kom, til vi gik, og ind imellem kom der de sjoveste udtalelser, så vi alle lå flade af grin. Min søster fortalte om, hvordan hendes veninder fra barndommen (som har haft vores far som skoleinspektør) blev helt alvorlige og ikke rigtig vidste, hvad de skulle sige, når min søster fortalte om de skøre ting, vi af og til oplevede med vores far. Min søster måtte så sige, at det var helt ok, vi nyder, at vores far er gået ind i sin sygdom med musikken, humoren, det sociale og lyse sind som tro følgesvende. Vi er dybt taknemlige for, at vi har fået humoren med i dåbsgave, og vi bliver ganske enkelt så glade af at være sammen med vores far.

Og så skete det, da mine søstre lige var gået, og jeg var ved at sige farvel til vores far. Min far holdt en pause i talestrømmen, kiggede på mig og sagde så; det var dejligt at have besøg af jer. Tak søde far, og det var en stjernestund at være på besøg hos dig.

MIN MOR OG JULEN

Lige nu tænker jeg meget på min mor og julen. Min mor var lærer, hun var mor til fem, og der var rigeligt at se til i hverdagen. Så selv om vi fem børn syntes, at vi julede hele december, så kom der faktisk ikke julepynt op, før juleferien begyndte. Julebag og konfekt blev heller ikke lavet før da. Men hele december måned blev kalenderlyset tændt, adventskransen blev tændt, vi så julekalender i fjernsynet, og der blev også klippet lidt julepynt. Min mor tog ordet advent for pålydende, det betyder, mens vi venter, og dermed starter julen ikke 1. december, men juleaften, og så fortsætter den de tolv juledage. Så det trøster jeg med, når jeg får lyst til at banke mig selv oven i hovedet med manglende lyst til at pynte og jule. Jul skal det nok blive, og  jeg samler på stjernestunder, de stunder hvor jeg er samlet med andre mennesker og har det godt sammen med dem. Forleden aften var en af stunderne, jeg havde tre af mine kolleger til strikkeklub, denne gang var det den ældre del af personalet, der var samlet. De andre gange har jeg været dobbelt så gammel som de andre strikkere. Vi hyggede os, mens vi fik strikket lidt og snakket meget.

I dag er der også udsigt til en stjernestund, og jeg glæder mig. Vi tre søstre i Jylland skiftes til at besøge vores far, men vi savner at være sammen, så i dag mødes vi alle tre hos vores far til eftermiddagste og julehygge. Det bliver godt, rigtig godt, og så vil jeg sende en kærlig tanke til min mor og slutte fred med mig selv og min manglende lyst og energi til julerier (men min julekrybbe er kommet op og glæder mig hver dag, jeg går forbi den)

God torsdag til dig.

DET FRYSER MERE END GODT ER!

Så troede jeg, at problemet var løst med en omgang støvsugning og lidt rengøring. Snydt. Mit køleskab har igen fået identitetsproblemer og tror, det er en fryser. Så nu er der ingen vej udenom, nyt køleskab skal købes, og den foretrukne butik med nethandel er selvfølgelig nede, og det nye medlemsskab af forbrugerrådet Tænk har ikke test af rene køleskabe, Så kom hid, kære læsere, har du et godt bud på et køleskab, der kender sig selv og sine grænser og ikke pludselig ønsker at være en fryser? Mit gamle køleskab er 176 cm høj og passer ind i et 60 cm bredt hul.

God onsdag til dig med temperaturer, der passer dig.

MENS VI VENTER

så sker der da lidt på matriklen.

Lystræerne

Min fars lysnet passer perfekt til buskene

og min adventsstjerne er klar til at lyse folk i møde

God tirsdag aften.

DECEMBERHYGGE

Lampen ved siden af mig sender et blødt skær, lige akkurat nok til at jeg kan strikke. På bordet er adventsdekorationens første to lys tændt, og over i hjørnet sender brændeovnen både varme og lys i min retning. Som sædvanlig er jeg gået i gang med nogle småprojekter, hvor jeg måske burde have prioriteret anderledes, men det giver mig lejlighed til at se film, julekalender og julefilm i rå mængder. Jeg laver jo noget imens, jeg strikker! Jeg kunne godt fortælle dig alt det, jeg ikke har nået, men ved du hvad? Det er ligegyldigt, for jeg hygger mig. Udenfor er lystræerne kommet frem, efter lang tids hentydning og til sidst et meget direkte "jeg ville blive rigtig glad hvis" så stod træerne og hilste mig velkommen hjem i eftermiddags. Lysene i mørket omkring mig gør mig glad.

GOD MORGEN MANDAG

Fridagen i dag er konverteret til en arbejdsdag. Kolleger skal undervises i trombolysebehandling og for at få enderne til at nå sammen (læs for at kunne få vores meget travle overlæge med) har vi tre sygeplejersker, som står for sygeplejerskeundervisningen, indvilget i at tage ekstratimer i dag. Vi er alle tre på deltid, og det giver luft i forhold til at planlægge møder og undervisning, når man har ledelsens opbakning til at få betaling for de ekstra timer. To af os har også tilbudt at gå på fuld tid i januar og februar, når den store omorganisering starter. Vi har fået og får nye kolleger, men de kan ikke varetage funktionerne som ansvarshavende i aften og nattevagter eller være trombolysesygeplejersker, så de funktioner skal fordeles på de sygeplejersker, der har mere end et års erfaring. Og med fire af dem på barsel er der faktisk ikke så mange at tage af. Min souschef, som samtidig er i gang med en masteruddannelse, ser lidt træt ud for tiden. Det er noget af et puslespil at få alle ender til at mødes.

Når undervisningen er slut i dag, snupper jeg en time eller to ude i Gug. Jeg glæder mig til en kop te, et krus latter og en god snak. God mandag til dig.

JEG KUNNE IKKE HAVE KLARET DET BEDRE SELV

Landmanden tog på inspektionstur til sommerhuset. Det blev til en klatretur på taget for at sætte teglsten på plads. Derudover er der arbejde til et par mand, når kartoffelsorteringen tillader det. Landmanden har længe villet fælde det sidste af de store træer, der oprindeligt stod omkring sommerhuset. Jeg var lidt sentimental og syntes, det skulle blive, selv om jeg godt kunne se, at vi kunne plante et bedre læbælte ud mod vejen, hvis træet blev fjernet. Der kan nemlig ingenting gro i nærheden af træet.

Nu har stormen fældet træet, og helt mirakuløst har træet lagt sig mellem huset og træerne ude langs vejen. Som landmanden sagde: det var sådan, jeg ville have lagt det selv.

DERFOR!

Når jeg får tankerne om at stoppe bloggen, så opgiver jeg det hurtigt. Og netop her til morgen blev jeg bekræftet i det gode ved bloggen, jeg har haft endnu en nat med vågne stunder og tankemylder, og på et tidspunkt gav jeg op, jeg slukkede vækkeuret og sagde, sov Lene, sov lige så længe du overhovedet orker. De opgaver du slår dig selv i hovedet med, fordi de ikke bliver gjort, er opgaver ingen dør af, hvis ikke de bliver gjort. Og så sov jeg,  jeg sov, lige til Istvan gjorde opmærksom på, at nu var nat blevet til dag. I stedet for at fare op og lægge dej til boller, for det er jo weekend, og fryseren er tom og …. så blev landmanden spurgt, om ikke han havde lyst til at hente rundstykker. Istvan og landmanden er nu på en rundtur for at se på omgivelserne, og på et tidspunkt kommer de vel forbi en bager. Bordet er dækket, kalenderlyset er tændt og jeg åbner bloggen og bliver så glad over, at I skriver kommentarer. Jeg får tips om møbelpolstrere, jeg får sjove, eftertænksomme og anerkendende kommentarer. Jeg klikker mig rundt i blogland og bliver inspireret, bl.a så jeg hos Conny, at hun havde brugt husløg i sin adventsdekoration (krans kan vi vel ikke kalde det, når vi bruger et fad). Og udenfor min dør står der masser af husløg, så i dag skal nogle af dem op, jeg er lidt i tvivl, om jeg blot skal børste jorden af dem og så lægge dem i fadet og de så kan holde, eller om jeg skal ud i brug af et lille oasisstykke til hver husløg. Kasserne med bøger og service/pynteting fra mine forældres hus bliver nu puttet i flyttekasser og sat på loftet. Jeg er åbenbart lige nu ikke i stand til at tage beslutninger om deres skæbne, så nu skal de væk fra mit åsyn. Jeg havde et mål om at få styr på alt, hvad der gemmer sig i huset og få taget stilling til det inden jul, men gennem bloglæsning hos andre, som heller ikke er perfekte, så er jeg kommet til den erkendelse, at jeg har nok om ørerne lige nu arbejdsmæssigt, så op på loftet med det, der fylder min hjerne. Jeg vil have en december måned med tid til at være sammen med andre, tid til at flette stjerner (jeg elsker stjerner), tid til at tage ind til byen og gå rundt og nyde julelysene. Jeg vil have en jul, hvor jeg vil nyde, at jeg ikke skal arbejde de tre julehelligdage.

Og så vil jeg have motionen tilbage, jeg holdt op, da jeg fik ondt i skulder og nakke, og en fysioterapeut på mit arbejde mente, at LOOP ikke var godt for mig. Nu blæser jeg på det råd og genoptager træningen, men undgår de maskiner, hvor min skulder gør ondt ved øvelsen (jeg har dog en aftale med min læge i næste uge, så forhåbentlig får jeg en henvisning til en fysioterapeut). Foden er ved at være god, men ikke god nok til løb, så den skal trænes med gåture. Jeg kan ganske enkelt mærke, at min krop skriger efter at blive bevæget. Og igen er det gennem mine skriverier og jeres kommentarer, at jeg er blevet bevidst om, hvor meget motionen gør af godt for mig. Så bloggen er mit åndehul, eller som Ellen rammende beskrev det i en kommentar:

“jeg har valgt at tænke, at det at blogge samtidig giver en selv så meget, at det retfærdiggør tiden, der bruges på det. Man bliver så klog, man bliver så inspireret og man får så meget god og værdifuld respons, at det vil jeg slet ikke undvære.”

God lørdag til dig. Og har du nogle gode link til flere måder at bruge stjernestrimler til, så vil jeg nyde at få dem.

GOD EFTERMIDDAG BODIL

Efterdønningerne af stormen blæser stadig udenfor, og da jeg skulle hente brænde og tømme postkasse, opdagede jeg at blæsten har været i sit rette hjørne for os. Ude på terrassen står alle vores havemøbler, præcist som de er stillet for lang tid siden. Vi ser dem slet ikke mere, de er blevet et fast inventar og nu blev de ophøjet til at være fotomodeller sammen med den smukke decembersol.

Stormens navnesøster, min lillesøster, skal sejle om ikke så længe. Jeg håber for hende, at sejladsen går nogenlunde, hun er ikke søstærk, hun er bilist og kan derfor ikke tage søsygetabletter, så jeg krydser fingre for, det går godt. Ellers kan det blive en lang tur op til vores far.

 

Første del af frokosten er spist, jeg har sylte i køleskabet, det plejer at være min yndlingsspise i december, men ikke i dag. Jeg havde mere lyst til revne gulerødder!! Så gulerødder og æble blev revet, mandarinstykker og mandler blev blandet i, det smagte skønt. Nu venter jeg på, at teen har trukket, så skal jeg nyde en skive rugbrød med gode oste. Landmanden har sendt sms om, at der kun er en frisk vind i den store skov, så han hygger sig med jagtkammeraterne. Han har fået bud på at spørge om nogen kender en nordjysk møbelpolstrer. Stormens navnesøster har mine forældres første sofaarrangement til at stå her på gården. Det skal ombetrækkes, men det koster en formue i hovedstaden, så nu prøver hun at finde en i Nordjylland, der kan gøre det billigere. Så har du et bud, så kom frisk frem. God eftermiddag til dig.

GOD MORGEN BODIL

Jeg sender en kærlig tanke til min yngste lillesøster, som deler navn med stormen, og som i dag skal tværs over landet for at besøge vores far. De første meldinger i dagens mørke start lyder på en enkelt forsvundet tagplade på laden, det er nådigt sluppet.  Landmanden er taget på jagt, jeg er spændt på at høre, hvor mange træer, der er væltet i den skov, de skal på jagt i. Jeg har fundet mit kæmpekalenderlys frem, det skal vist brænde i døgndrift for at nå frem til juleaften, og jeg spekulerer på, hvordan og om det skal pyntes. Kreative ideer modtages gerne. Brændeovnen er tændt, jeg har lavet te til mig selv, smurt madpakke til landmanden, lavet te til ham og pakket gaven til jægernes lille jagtkonkurrence ind. Som han selv sagde, det er dejligt, at du har fri i dag. Det er det nemlig, nu vil jeg strikke lidt og nyde, at jeg sidder trygt og godt inden døre.

God morgen til dig.

HJEMME IGEN

Det er en storm i et glas vand, mente landmanden, da jeg snakkede med ham i telefonen. Jeg kunne så fortælle ham, at jeg havde hørt i morges, at der først ville være blæsevejr og regnvejr, dernæst ville det klare op, hvorefter vinden ville gå i nordvest sidst på eftermiddagen, og så skulle stormen komme. Jeg nåede at komme hjem klokken 17, inden det blæste op, og nu muntrer vinden sig udenfor. Jeg sidder heldigvis indenfor og hygger mig med te og kage. Mens jeg skriver det her, bliver lydene udenfor knap så hyggelige, grene ryger mod vinduet, og det hyler og tuder derude.

Jeg havde glemt, at jeg havde senvagttjansen i dag, det var så ikke den dag, hvor det var sjovt at opdage den forglemmelse midt på vagten. Søvnen kom nemt til mig klokken 22 i aftes, men klokken halv to vågnede jeg. Jeg forsøgte at bilde mig ind, at jeg stadig sov. Det opgav jeg en time efter og resten af natten hyggede jeg med kryds og tværs (jeg er ved at blive gammel, det har jeg aldrig gjort før), blogsurfing og ind imellem hvilede jeg mig. Men skidt pyt, jeg har fridage og nogle enkelte feriedage nu, så bortset fra en dag med undervisning på mandag, så skal jeg først på arbejde mandag d. 16. marts december. Det trænger jeg og mit julefattige hus til. Jeg har allerede fyldt nogle af dagene med familiekomsammen med vores børn, besøg hos min far sammen med de to andre søstre fra Jylland, og besøg hos Liselotte. Andre dage skal fyldes med bagning, julepyntning og forhåbentlig også julekortskrivning, gaveindkøb og tøjindkøb. Så det er altså ikke i denne kommende uge, jeg skal starte med to – tre timer ved computeren i selskab (omend meget hyggeligt selskab) med jer. På arbejde ryger jeg lige med det samme op i højt gear, herhjemme kan klokken nemt blive midt formiddag, inden jeg får taget mig sammen. Det er jo så hyggeligt med te ved computerskærmens skær.

Aftensmaden bliver af den nemme slags, jeg snupper havregrødsversionen, landmanden får valget mellem en pizza fra fryseren eller hotdogs. Og så smutter jeg tidligt i seng, landmanden skal sendes godt af sted på jagt i morgen tidlig, og så har jeg huset for mig selv. Skulle man mon starte friugen med at slæbe dynen ind i sofaen, fatte strikketøjet og så nyde fri adgang til fjernbetjening? Håber du hygger dig inden døre, og at der ikke sker skader hos dig.

DEN RETTE BALANCE

Der er dage, hvor jeg overvejer at lukke bloggen. Ganske enkelt fordi den fylder rigtig meget i mit liv, og til tider også for meget. Det er meget nemt at sætte sig hen til computeren og læse hos alle jer andre, det er sjovere at tage billeder eller udtænke indlæg end at forholde mig til hverdagens trummerum. Og så bliver bloggen jo en virkelighedsflugt mere end en inspirations - og videnskilde. Nogle gange har jeg holdt pauser for at tvinge mig selv væk fra computeren, men jeg bliver ved med at tænke indlæg ind i hverdagen, jeg bliver ved med at tænke motiver i livet omkring mig. Bloggen er mit helle, men den bliver også nemt min flugtvej. Det samme har gjort sig gældende for mit arbejde, men da arbejdssituationen spidsede til, kunne jeg mærke, at det var tid til at trække sig, tid til at trække en streg i sandet mellem arbejde og privatliv.  Jeg øver mig, og det skal nok lykkes at finde den rette balance mellem blogliv, arbejdsliv og privatliv.

Må din torsdag blive en dag med den helt rette sammensætning for dig. God torsdag.

MORGENSTART

Nogle gange bliver et indlæg skrevet og derefter gemt som kladde. Og sandsynligheden for, at det bliver bragt på bloggen, er meget lille. Men jeg har fået luft ved at formulere det på skrift, og så kan dagen begynde med et indlæg, der kan bringes på bloggen. Jeg drømmer om julemarkeder, smukke julepyntede huse, samvær med mennesker, jeg savner, venskab med mennesker, hvor det vist kun er et ønske fra min side, overskud, energi og juleferie. Det sidste får jeg lov til for andet år i træk at opleve, jeg har fri d.24,25 og 26., det er helt fantastisk, til gengæld tager jeg dagene omkring nytåret, men det gør jeg gerne.

I dag skal jeg besøge min far, det er lang tid siden sidst, så jeg glæder mig til at se ham. Allerede nu spekulerer jeg i, hvad jeg skal købe af lækkerier til eftermiddagsteen. Vi skal høre julemusik, tænde lys og synge i vilden sky sammen. Måske min far er så god i dag, så vi kan tage en svingom som sidst min ene søster var der. Vi får se. Nu vil jeg få regnskabet afsluttet, så vores farmassistent kan komme i gang. Og så skal formiddagen udnyttes til at få ryddet op, så jeg kan få pyntet på fredag, hvor min uges fri/feriedage starter. Godt nok skal jeg ind på arbejde en dag, fordi vi skal undervise kolleger i trombolyse, men det kan ikke give skår i juleglæden. For en anden dag kommer strikkeklubben ud til mig, og der er også berammet samvær med børn, søskende og resten af min dejlige familie, der er nok at glæde sig til. God onsdag til dig.

EN LANDMANDSKONES ARBEJDSDAG

Dagen er gået med at ordne bilag, med at finde bilag, med at ringe til diverse og med at bogføre. TDC troede nok, de kunne snyde os for et lille beløb i refusion, men landmandskonen havde de skarpe briller på i dag, så det blev opdaget. Føljetonen om den digitale signatur er ikke afklaret endnu, så landbocenteret blev ringet til, men medarbejderen er der først i morgen. Landbocenteret blev ringet til igen, denne gang til min trofaste farmassistent (ja det er også landmandens, men jeg snakker mest med hende). Vi tales altid ved, når jeg er færdig med regnskabet, så jeg med det samme kan få afklaret tvivlsspørgsmål. Nu er regnskabet færdig, men borde flyder med diverse bilag, som ikke hører til i regnskabet og som jeg har besluttet mig for skal sættes i system. Jeg er ved at få hovedpine af alt det, jeg forventes at tænke på som ansvarlig for regnskab, løn og kontor herhjemme, så nu skal noget af det ryddes til side. Den anden arbejdsplads giver også hovedpine, for offentlige arbejdspladser er ikke altid sådan at danse med. For ikke at lave samme fejl som tidligere tjekkede jeg min lønseddel, og denne gang lidt mere omhyggeligt, for jeg er blevet godkendt til et mindre (lille) tillæg for min funktion som “sygeplejerske med særlig funktion”. I stedet for at lægge det til min løn har man i stedet for fjernet et tillæg, stadig de små beløb, men jeg vil have det, jeg skal have. Basta! De langt større beløb, som der skal til for at leve op til regionens målsætning om en velfungerende apopleksiafdeling for hele Nordjylland, kan jeg ikke gennemskue, det lader jeg ledelsen om. Men jeg er en af dem, der skal sørge for, at målsætningen udmøntes i praksis, så jeg venter spændt på resultatet.

Da jeg læste Mettes kommentar til sidste indlæg, kom jeg dels til at grine, dels til at tænke på et tip, vi fik til motorcykelture. Nemlig at tage alle de slidte og hullede underbukser med på tur, for så kunne man smide dem væk efter brug. Det har vi så praktiseret lige siden, hvorefter landmanden en skøn sommerdag iklædt hullede underbukser tørt sagde; jeg håber ikke, vi kommer på sygehuset, for så får personalet da noget at snakke om. Så når du fremover ser gamle ægtepar på dyre motorcykler, så tænk bare på, at de formentlig kører rundt med hullede underbukser.

ORDENSMENNESKE? MIG? NEJ

Vi hæfter hurtigt prædikater på hinanden, det hjælper os vel til at finde en vis orden i tilværelsen. Da min svigerinde sagde, at jeg havde vel nok en orden i mine skabe, kiggede jeg på hende og tænkte så meget rødvin har vi da ikke drukket på nuværende tidspunkt. For er der noget, jeg ikke har, så er det lige netop det. Det der med at gøre skabe rent og rydde op i køkkenskabe, det er noget, der hvert år står på ønskesedlen til den perfekte Lene, og det bliver nærmest aldrig opfyldt. Men at jeg har et vist system i køkkenskabene i forhold til køkkenservice, det har jeg fundet ud af, når andre har tømt opvaskemaskine, og jeg derefter ikke kan finde tingene. Det gør så ikke noget, for jeg påskønner hver gang, andre gør det.

Her til morgen gjorde jeg min morgenmad klar nærmest i søvne, tallerken ud af skabet, ske ned fra stativ, frugt fra frugtkurven, kniv fra skuffen, mandler og svesker fra det andet skab, skyr og A38 fra køleskabet, kanel fra skabet, drysse, drysse og røre rundt. Mens jeg rører rundt, vågner jeg op, det der drys, som nu er blandet godt sammen med alt det andet, ligner da ikke kanel. Et kig på glasset, det var spidskommen! Ud med hele skidtet og starte forfra. Så system i forhold til madvarer har jeg altså også, jeg glemte det blot i går aftes, da jeg stillede glasset med spidskommen tilbage i skabet, efter jeg havde lavet coleslaw.

Og naturens orden er nærmest ophævet på billederne ovenfor, her legede bladet linedanser. Det stod fuldstændig frit og ubevægeligt på sålbænken. Når man gik tæt på, kunne man så se, at bladet var blevet fanget i en tråd fra et spindelvæv. Og sådan er det vel også med os mennesker, når vi kommer tættere på hinanden og ser godt efter, så er alt ikke, som vi først antog. God tirsdag til dig.

I DENNE MØRKE TID

nyder jeg alle de lys, folk omkring mig tænder. Det være sig både bogstaveligt og i overført betydning. På min gåtur i går nød jeg to naboers lys, en har kantet gavlen med lys, en anden har sat lys i flagstangen.

På min afdeling blev der pyntet til jul i dag, og fast tradition er også risengrød til frokost den første hverdag i december. Flere kolleger kom ind for at være med til traditionen. Vores sekretær kom med rundstykker, som hun også plejer på den første hverdag i december. Og vi havde tid til at sidde sammen og nyde måltiderne.

Herhjemme er der endnu ikke sket noget på lysfronten udenfor, men jeg har to fridage nu, så der er håb forude. Indendørs lyser levende lys op, dem har jeg heldigvis masser af, kalenderlys og adventskrans står også på ønskesedlen til de næste par dage. I morges, da jeg humpede ned i køkkenet, fik jeg stjernelys i øjnene. Normalt er min kære landmand ikke den, der tænker på opvaskemaskinen, i går aftes flød bordet med masser af snavset service og det rene stod i opvaskemaskinen. I morges var bordet ryddet og det rene service stod i skabene. Skønt. Uagtet at vi ikke har lys udenfor, så nyder jeg synet af de nye vinduer, det var godt at kunne se dem, da jeg gik hjem i går aftes.

Landmanden er ikke til gløgg, med mindre vi får det serveret andre steder. Jeg elsker gløgg, så nu har jeg købt et karton med skruelåg og en pose gløggmix, og ja jeg ved godt, at den hjemmelavede er bedst, men lige nu glæder jeg mig til, at mikroovnen siger pling og jeg kan nyde mit første krus gløgg i år. God aften til dig.

SØNDAGSNYDEREN, nu med handicap

Weekenden lakker mod enden, det har været to gode arbejdsdage, hvor der har været tid til faglig snak og tid til fælles spisning med hyggesnak. Weekenden har også været julefrokost sammen med gode bekendte, vi har vist holdt julefrokost sammen i over 25 år, altid den sidste lørdag i november. Det havde jeg så lige glemt, da jeg sagde ja til at tage denne arbejdsweekend. Men det gik jo også endda, landmanden kørte frem og tilbage, så jeg kunne sove, og drikkevarerne var udelukkende af non-alkoholisk karakter. Rundt om i blogland er der masser af dejlige indlæg om jul, 1. søndag i advent, adventskranse osv. Gode tips må du finde der, her har jeg jo kun et: tænd levende lys, skænk dig en kop af din varme yndlingsdrik, find et blad, et strikketøj eller noget helt andet og slap af i sofaen. Og så gør det jo ikke noget, at jeg har købt en julekalender hos Summerbird til landmanden med påbud om at dele med mig; der er nemlig to stykker lækker chokolade til hver dag. I dag var det en lille julegris, den smagte forrygende godt til teen.

Naturen var også med mig i dag, en smuk himmel farvet af den meget lave sol fulgte mig hjem. Desværre var jeg for træt til at gå en tur, mens lyset blev til mørke, men nu vil jeg rejse mig, kaste magelighedskappen hen i sofaen, trække i skoene, finde lommelygten frem og gå ud og mærke december måneds friske luft. God 1.søndag i advent.


Opdatering: Knap 2 kilometer væk fra gården opdager jeg ikke et hul i vejen, trods det at jeg havde kommelygte med. Landmanden var langt hjemmefra, så der var ingen kære mor, det var bare om at gå hjem igen. Nu sidder jeg med et ømt ankelled med hævelse. Is har været på, nu er der lagt støttebind. ØV!! Godt jeg har strikketøj, te og landmand til at holde mig ved selskab.