Nogle gange er det godt at have kendskab til det landskab man er i. Det kan synes fristende at gå ny veje.
Og det fine hvide sne mellem græstotterne frister. Det må være skønnere end den bløde markjord. Men havde jeg gjort det, havde jeg fået et problem.
For der ligger grøften, dyb og fyldt med vand. Så jeg valgte at gå på kanten af marken, hvor jeg kunne få fodfæste.
Det bragte mig sikkert hjem igen. Må du også komme sikkert frem i dag. God mandag til dig.
Turen var i længde måske ikke så lang, men når man for hver skridt, man tager, synker 40 cm ned i sneen, så bliver der forbrændt kalorier for hver skridt der tages.
Der var andre end mig, der havde fået ideen med at gå på marken. De var nu ikke helt trygge ved mig og løb først væk. Så stoppede de op, fodermarken ved søen og med læ trak åbenbart mere end det mærkelige væsen, der stod stille. I hvert fald var to af dem modige og gik tilbage igen, og så fulgte de mindre modige trop. Jeg blev dog holdt godt øje med. Det var ok med mig, vi skal alle være her.
God søndag til dig
Samme dag læste landmanden og fru i hver sit lokalblad på hver sit sted i huset, og samme ide opstod. For mange år siden købte vi en Lp-plade med en sangerinde fra New Orleans, hun sang jazz, gospel, blues og turnerede i Europa med et dansk baseret orkester sammen med sin mand. I går var de i vores by, så vi trodsede snevejr og nød koncerten i selskab med en af landmandens søstre og mand. Lillian Boutté & Burich-L´Etienne New Orleans Ensemble gav os en fantastisk oplevelse. Der var så megen livsglæde og varme i rummet, og det smittede, så vi gik alle derfra med smil om munden og glæde i hjertet. Den lille amerikanske kvinde havde en skøn stemme, men endnu mere en skøn og levende krop. Ansigtsudtryk, kropsbevægelser, alt sammen forplantede sig hos os, der lyttede med. Fødderne levede deres eget liv under bordet, kroppen vuggede, og hænderne knipsede eller klappede. En superdejlig oplevelse. Lyt her til en skøn kvinde og et dygtigt band, som i den grad forstod at bringe glæde i en kold tid.
Og ja, jeg har fået min sne, og jeg nyder synet, jeg mangler lige solen, men man kan jo ikke få alt. Landmanden rydder gårdspladser, så lastbiler kan komme til. En kvægavler, som har hentet affaldskartofler til sine kreaturer, kan fortælle om glatte veje med masser af fygning, også på de store veje. Jeg er blevet lovet kørsel til byen for at få handlet ind. For hele ugen har jeg udsat det, men landmanden har ønsket stegt flæsk med persillesovs, så det skal han have, og jeg mangler frisk frugt til at forsøde min weekend.
Mens landmanden rydder sne, forsøger jeg at få bund i vasketøjsbunkerne, både det snavsede og det, der skal lægges sammen og på plads. Der er også et værelse fyldt med julepynt, det mangler at komme i kasserne og på loftet. Jeg vil finde pladen, der startede vores interesse for Lillian Boutté, den kan få lov til få mig op i omdrejninger. God lørdag til dig.
Én i huset fylder år
Én i huset er nu tæt på de tres
Én i huset sover trygt
Der er dækket bord, bagt boller og kanelsnegle og gaven er fundet frem. Om lidt vil Istvan få et flag i munden og sammen vil vi vække landmanden og ønske tillykke med fødselsdagen på denne vinterdag. Må han få en dejlig dag, det fortjener han. Min livsledsager holder aldrig op med at overraske mig, livet er aldrig kedeligt sammen med ham, og jeg vil elske at blive gammel sammen med ham. Hjertelig tillykke med fødselsdagen.
Det gjorde der. Køreturen på arbejde tog 20 minutter længere end vanligt, mange kom for sent på arbejde, fordi andre bilister og busser sad fast og spærrede trafikken.
Hjemad gik turen bedre, men der er stadig snevejr og glatte veje. Ude på vores egen vej lå der driver, som jeg nemt kunne sætte mig fast i, men det gjorde jeg heldigvis ikke. Jeg har lært ikke at køre for langsomt gennem dem.
Nu er det weekend, og jeg glæder mig til at holde fri. Og med sådan et vejr bliver det vist med indesysler, det gør mig ikke noget. En sofa, en bog, en kop varm te er alle ingrdienser, som passer til mig. God fredag aften til dig.
Jeg havde ikke hørt noget om snestorm, før end kollegerne hørte, jeg skulle 120 km sydpå efter arbejde og også gerne hjem igen. Det gik nu godt nok, det regnede meget begge veje, der kom også lidt slud på vej til Viborg. Hjemad blev der kørt forsigtig, for vejtemperaturen lå omkring 0 grader, det styrtregnede, og det føltes lidt glat. Min far havde det godt, vi sang meget i dag, vi snakkede også meget og grinte, jeg ved ikke helt, hvad vi snakkede om eller grinte af, men hvad gør det, når bare man har det rart sammen. Nu er det sengetid, jeg er så klar til at sove. Sov godt og lad os se i morgen tidlig, om snestormen kun var en meteorologisk spøg.
Så er beslutningen truffet. Januar måned bliver uden kor med gospelsange. Jeg er simpelthen for træt til at køre en halv time, synge to timer og køre en halv time hjem igen. I dag har den første del af kolleger inklusiv mig været til brush up kursus. Det har vi valgt at kalde vores årlige kurser, hvor alle får muligheden for at diskutere, få frisket gammel viden op og puttet ny viden på. I dag handlede det om organisering af vores afdeling, hvordan er den ønskværdige stuegang, hvordan skal vores roller/funktioner i afdelingen være, hvordan ønsker vi, at overleveringer og vagtskifte skal foregå? Derudover havde vi en HRmand til at inspirere os til tanker om den forandringsproces, vi startede i foråret og som kører med lynfart af sted netop nu, og hvordan det påvirker os hver især. Og måske derfor gik det op for mig i dag, at det, jeg allermest har brug for lige nu, er at kunne arbejde igennem på arbejde og så slappe af om aftenen. Jeg orker ikke meget mere på arbejdshverdage. Sådan er det, lige nu. Så må jeg synge sange i bilen og herhjemme. God aften til dig.
PS og bare rolig, Anne og Conny, jeg har ikke gået 35 km i dag, jeg glemte bare at slå endomondo fra, da jeg satte mig i bilen efter indkøbsturen i Aalborg.
= tilkendegivelse hvor en person el. gruppe vurderer el. giver udtryk for sin holdning til en anden persons el. gruppes præstation, ytringer e.l. (sproget.dk)
I dag sad jeg sammen med andre fra min afdeling og skulle agere reflekterende team. Dvs. vi skulle lytte til, hvad patienter og pårørende havde at sige om det at være indlagt hos os, vores informationsniveau, modtagelsen, udskrivelsen, og mange andre ting. De talte ikke til os, men talte sammen med hinanden og intervieweren. Faktisk sad de med ryggen til os. Da de havde talt sammen i ca 45 minutter, kunne de tage sig en kop kaffe og lidt frugt eller kransekage, mens de så lyttede til os. Vi måtte ikke tale til dem, men skulle fortælle en interviewer, hvad vi havde fået ud af at lytte til patienter og pårørende, hvilke ting, vi kunne tænke os at tage fat på osv. Det kan føles underligt ikke at tale med hinanden, men ved blot at skulle lytte får man en helt anden oplevelse. Jeg har prøvet det før, men sammen med sygeplejepersonale, så jeg var spændt. Det blev en rigtig god oplevelse for os, jeg håber også, at det var det for patienter og pårørende. Vi blev bekræftet i, at vi gør meget godt, men at vi også kan blive endnu bedre, og det var en skøn følelse at køre hjem på.
Og så må jeg endnu en gang konstatere, at kroppen glemmer nemt. Jeg var træt efter aftensmaden, jeg havde lovet mig selv en gåtur, og prøvede at argumentere med mig selv for at blive fritaget fra det løfte. Heldigvis lykkedes det ikke, så efter 3,5 km i mørket kunne jeg minde mig selv om (igen igen), hvor meget energi man får af en gåtur. Jeg fik taget opvasken fra i går og har nu sat mig ved computeren med en kop te. Landmanden skal se håndbold, jeg snupper en krimibog og satser på at kunne følge med i kampen gennem landmandens aktive deltagelse.
God aften til dig.
Jeg elsker sne, så jeg håbede på sne, og samtidig frygtede jeg, at mit ønske om sne først blev opfyldt i marts måned, hvor jeg elsker forår. Nu sner det, det fyger, vejen er glat som sæbe, så sneen er også skyld i at jeg ikke kommer til strikkeklub i aften. Det er ok, for jeg er ikke helt på toppen. Og på toppen skal jeg være i morgen. Man har besluttet i den øverste ledelse på sygehuset, at alle afdelinger skal udføre feedbackmøder med patienter og pårørende. Det sker i morgen, og jeg er en af deltagerne, så arbejdsdagen kommer til at blive fra 7 – 17. Jeg er spændt på dette tiltag, jeg ved fra mit afgangsprojekt, at det giver rigtig meget at lytte til patienter og pårørendes oplevelser af indlæggelse, informationsniveauet og udskrivelsen, så jeg håber også, at vi bliver klogere i morgen eftermiddag.
Nu vil jeg finde lidt lækkerier frem i håb om at kvalmen fortager sig og så hedder det tidlig sengetid. Tirsdag får jeg som sagt først fri efter kl. 17. Onsdag har jeg ni timers arbejdsdag og skal handle ind bagefter, torsdag skulle jeg gerne ned til min far efter arbejde og fredag skal jeg til koncert efter arbejde, og lørdag fylder den ældste af landmandsparret år, det skal vedkommende da gerne mærke lidt til. Så jeg skal være udhvilet og frisk i morgen, basta. Og så skal jeg huske at lægge ekstra tid til transporten til arbejde i morgen tidlig. Men jeg elsker stadig sne og nyder mit aftenvindue. Sner det stadig hos dig?
Jeg nyder turen hjem fra arbejde, jeg får tænkt tanker om dagen, der gik og får arbejdsdagen sat på plads. I dag fik jeg givet trombolyse, det gik godt, nu håber og beder jeg til, at det også virker for patienten. Mine kolleger grinte, da telefonen ringede i min lomme. Den telefon har fået en anden ringetone og jeg bogstaveligt talt lettede fra stolen, da den ringede.
Hjemturen blev med solens stråler som følgesvend, jeg labbede dem i mig, jeg tog mig selv i at smile glad hele tiden. Jeg hungrer efter lys, og da jeg kom hjem, smed jeg tasken, satte vand over til te og gik så en tur på vejen. Det blev til ti minutter med kameraet i hånden. Jeg er træt, men glad.
Og så kommer mit sygeplejerskesind op i mig, for der er jo en familie for hvem verdenen faldt sammen i dag, men jeg håber inderligt, at både den medicinske og den kirurgiske behandling, som det også blev til, gør, at skaderne bliver små.
Gæssene ved vist godt, at jagttiden er over, de kredser i hvert fald omkring gården, og der er konstant en skræppen, når man går udenfor. Nu vil jeg nyde teen og friaftenen, i aften gør det ikke noget, at jeg lukker øjnene i to minutter, jeg har nemlig en enkelt fridag i morgen. I går betød de to minutter ingen søvn før ved halv to tiden i nat. God aften til dig.
Det bliver lysere. I dag kom jeg først ud i mosen ved 16.20 tiden og se lige det smukke syn, jeg blev mødt af.
Jeg trænger til lys, jeg trænger til energi, det er i sandhed januar måned.
Det blev heller ikke til trombolyse i dag, end ikke en mulig kandidat. Og det er jo rigtig rart for patienterne. Det er dog ikke det samme, som at vi ikke har fået patienter, men de har enten været for gode til at få behandlingen eller for dårlige eller er vågnet med symptomerne, og så må man ikke få behandlingen. Trombolysebehandlingen er ikke en mirakelkur for alle. Der er nogle, som stadig er hårdt ramt, og derfor arbejdes der også videre verden over med at finde andre behandlingsmetoder.
Landmanden sover trygt i stresslessstolen, Istvan sover ved siden af stolen. De har været på jagt, Istvan havde GPShalsbånd på, så derfor ved vi, at han har løbet 24 km i dag. Jeg har lyst til at gøre dem selskab i søvnen, men jeg kender konsekvensen = ingen søvn i nat. I går aftes gik jeg 5 km i måneskin, det var skønt med frisk luft, og måske er det også kuren, der dur i dag. Uanset om jeg vælger sofaen, søvnen nu fremfor søvnen i nat eller en rask gåtur, så er mine fritimer på denne arbejdsdag startet godt. God lørdag aften til dig.
At læse og at skrive – begge dele udvider min verden. Jeg bliver klogere på mig selv, når jeg skriver om hverdagen. Jeg bliver klogere på verden omkring mig ved at følge med på jeres blogge. Og derudover har jeg mødt skønne mennesker, som jeg ikke ville have mødt ellers. Men bloggen kan også bruges til at udvide kendskabet til mennesker, jeg kender i forvejen, eller omvendt. I dag skulle jeg handle ind på vejen hjem fra arbejde, midt mellem færdigretter og lune leverpostejer hører jeg pludselig en stemme: hej Lene. Det var en af de skønne mennesker, som jeg synger i kor med. Lene er begyndt at læse med på min blog, og nu ville hun godt påpege, at når jeg som i torsdags havde besluttet mig for at holde virkelig fri og ikke havde nogen at besøge eller få besøg af, ja så var hun jo gået på efterløn og ville gerne ses uden for kortiderne. Tak, Lene, fordi du tog dig tid midt i myldretiden i Superbest til at gøre mig glad.
Til vores store familiekomsammen i julen fortalte en svigerinde, at hun også trofast fulgte min blog og syntes, at hun var kommet til at kende mig på en anden måde. Mine søstre og mine kolleger er ikke faste læsere, men en gang imellem kigger de indenom, og nogle gange får jeg også respons på kiggeriet. Mine børn og min mand læser også af og til med, og jeg vil vove at påstå, at det først er gennem min blog, at landmanden har fået forståelse for, hvad jeg går og laver på mit arbejde. Skal man se det med læringsteoriernes øjne, handler det måske om, at når han klikker sig ind, så er han motiveret for at læse og så stiger læringen.
I dag blev jeg ikke kaldt til trombolyse, så jeg satser på, at jeg får lov at prøve i weekenden. I går aftes satte mine kolleger sammen med resten af trombolyseteamet rekord. Når den store omorganisering er sket, er det bl.a. på baggrund af de nationale kvalitetsstandarder, hvor region Nord bl.a. ikke har kunnet leve op til de fastsatte mål for, hvor lang tid der må gå, fra patienten triller ind af sygehusets dør til at de får trombolyse. I går aftes kom de langt under denne tid. Det skulle vi gerne blive ved med, og alle er fuldstændig fokuseret på, at der ikke må spildes sekunder eller minutter i tiden frem til beslutningen tages, om patienten kan få trombolyse. Så til trods for at vi af og til (faktisk ret ofte) har været trætte af alle de ting, vi skulle/skal registrere, så blev de netop de parametre, der gjorde, at denne omorganisering blev prioriteret meget højt.
Lige nu har jeg sådan en lyst til at gå en tur, men det er mørkt og vejen elendig, og sidste gang gik det jo galt. Jeg tror nu alligevel, at jeg vover forsøget, jeg trænger til frisk luft inden sovetid. God fredag aften til dig.
Så er det blevet min tur. De næste dage skal jeg have trombolysevagten om dagen, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at prøve det af, som jeg selv har været med til at beskrive. Jeg er samtidig også spændt, det er jo over tre år siden, jeg sidst prøvede denne funktion. Jeg har øvet mig, både mentalt og rent praktisk, jeg ved hvordan pumpen fungerer, jeg ved hvilke observationer, jeg har ansvar for i trombolyseteamet, men det er jo noget andet, når først det skal gå hurtig. Heldigvis har jeg en kollega ved min side, så jeg er helt tryg.
Håber din fredag byder på gode ting. God fredag til dig.
Jeg indrømmer det blankt, det er nok ikke comme il faut. Supper er godt, men de skal være hjemmelavede og hvis ikke, så skal det være de mere eksotiske af købesupperne. Men jeg er vild med oksekødssuppe med kødboller og melboller, så er det sagt! Jeg er også vild med alle andre slags supper, men suppe med kødboller og melboller slår dem alle, når jeg har brug for at være sød mod mig selv. Jeg elsker melboller, og kødboller spiser jeg kun, fordi man ikke kan købe melboller alene. Så er det da surt show at opdage, at jeg har taget fejl af poserne og derfor har jeg spist suppe med kødboller i aften. Og hvor vild jeg er med den suppe, er så sandelig dokumenteret på bloggen.
Nyhederne fortæller om frost og kulde, mens jeg skriver dette indlæg, og er vi heldige, får vi sne lige som sidste år ved denne tid.
Der er en enkelt tilbage, så er julens rationer af nødder spist. Jeg er så umanerlig lækkersulten.
Det bliver jeg altid, når jeg er hjemme. Aldrig på arbejde, her kan jeg sagtens gå uden om kage, slik og andre lækkerier, men hjemme? Jeg brygger te, spiser frugt og forsøger at glemme, hvad jeg ved og landmanden ikke ved (for havde han vidst, ville det ikke eksistere mere). At der gemt i et skab er gaver fra julen bestående af chokolade, lækker chokolade, som ikke fortjener at blive spist i det tempo og de mængder, som jeg ynder, når jeg er lækkersulten. Et andet sted er der poser med kongemandler, dronningemandler og nødder med chokoladeovertræk. Jeg forsøger virkelig at glemme det. Så jeg brygger mere te, så jeg kan forskanse mig inde på mit værelse med serietidsfordriv og sokkestrikning, langt væk fra fristelserne. Motion? Det er jeg ikke kommet til endnu, men det gør jeg! Men lige nu drømmer jeg om lakridskonfekt og engelsk vingummi.
kan man skrive om manglende ord. Og da jeg helt har mistet evnen til at footografere, så er der heller ingen billeder.
Normalt skal man kigge på dagens glæder ved dagens ende, nu vil jeg i stedet for kigge på glæden ved dagens begyndelse.
Jeg har fridag før weekendens arbejde, det er godt for mig. Jeg har besluttet, at dagen skal fyldes med noget, der gør mig glad, og lige nu kan jeg ikke finde ud af hvad det er, udover at jeg ved at det at være sammen med mennesker gør mig glad, og da alle andre mennesker er på arbejde, kan det jo ikke lade sig gøre. Jeg ved, at jeg bliver glad af motion, så det starter jeg med, så må vi se hvad dagen ellers bringer.
Om lidt kommer rengøringsholdet, det gør mig glad. Hver eneste torsdag, når jeg kommer hjem til et rent hus, bliver jeg så glad. Det er og bliver den meste perfekte fødselsdagsgave jeg nogensinde har givet mig selv (og den dyreste).
Og så er der jo den mest indlysende, jeg er rask, jeg er frisk og jeg er rørig. Det tager jeg ofte som en selvfølge, men det er det jo ikke, så det er jeg dybt taknemlig for.
Hvad gør dig glad? God torsdag til dig.
Hjertelig tillykke min kære datter.
At den lille landsby, som min barndomsby er, ændrede det, kunne jeg forstå.
At min børns skoleby med 5-6000 indbyggere ændrede det, fik mig til at undre mig.
At Brønderslev med mange flere indbyggere også hoppede med på trenden, fik mig til at stoppe op i dyb forundring.
I dag var jeg i Aalborg efter arbejde for at købe fødselsdagsgave til datteren, og jeg kom til en mørk bygning med en lukket dør og et skilt på døren, som fortalte mig, at jeg kunne gå til et af to store supermarkeder. Det kan jeg slet ikke forstå, men måske sender vi ikke så megen post mere og al giroindbetaling er overgået til netbank (og hvis ikke bliver man snart ruineret – 40 kr. for et indbetalingskort!), så måske kan jeg godt forstå det alligevel. Men det er altså ikke så hyggeligt og rart at stå mellem Føtex’ kunder for at få sendt en gave.
 |
| Det sidste adventslys brænder sammen med juledekorationens lys |
At sove meget længe gør ikke noget godt for humøret, i hvert fald ikke mit. Så jeg træder varsomt, overvejer hvert et ord jeg siger og går i gang med at tage julepynt ned. Datteren har somme tider været efter mig, hun kan ikke forstå, at jeg ikke kan huske drømme og mener, at hvis jeg blot giver mig tid om morgenen, så vil jeg kunne træne mig op til at huske dem. Det har jeg ingen intentioner om, for jeg kan godt huske den drøm, jeg drømte i morges efter at være faldet i søvn efter en lille vågenhedsperiode. Jeg drømte, at jeg ikke havde styr på noget som helst, der kom mange flere kolleger på arbejde i morgen end planlagt, jeg kendte ikke halvdelen af dem, jeg kunne ikke finde ud af at planlægge dagen for mine nye kolleger, lægerne skældte ud over, at det var et tilbageskridt, at vi havde overtaget trombolysebehandlingen fra en anden afdelings sygeplejersker osv. Sådanne drømme vil jeg da helst ikke kunne huske, men drømmen sidder i kroppen, så når jeg har pakket julepynt og juletræ væk, løber jeg en tur. Og så går jeg tilbage til at sove 7 timer inklusiv 3 vågenhedsperioder frem for som i dag 9½ time med 3 vågenhedsperioder! Nu ved jeg, at mange timers søvn og små powernap om dagen absolut ikke gør mig noget godt, jeg bliver sur, ganske enkelt. Men heldigvis kender jeg mig selv, jeg kan hurtigt blive god igen, hvis bare jeg sørger for at få smil og latter nok i dag. Det vil jeg så arbejde på. God søndag til dig.
og nej, sådan ser det ikke ud her, men sådan så det ud for et år siden. Her hos os har vi slet ikke haft sne i denne vinter, jeg går hele tiden med fornemmelsen af, at sneen driller os og kommer, når vi længes efter forår.
Det har sjaskregnet fra morgenstunden, der var ikke noget, der ansporede til at gå ud. Inde i træningslokalet var der varmt, mennesker var mødt op for at få dagens motion. Nogen kender hinanden, andre som mig smiler blot til andre, hvis øjnene mødes, og koncentrerer sig ellers om maskinerne og donglyden, der signalerer skift i redskab.
Hjemme spises morgenmad og lyset begynder at få magten, mens regnen stilner af. Jeg nyder juletræet med lys og de små glashjerter i køkkenvinduet, som genspejler lyset udefra. Helligtrekonger er på mandag, men juletræ og pynt fjernes i weekenden. Mandag er indledningen til syv dage med kun en fridag i, så huset og jeg skal være klar til en uge, der måske/måske ikke byder på heftig aktivitet. Landmanden er taget på jagt, og jeg vælger at finde en bog i stedet for at få handlet ind eller lagt tøj sammen. Tøjet render ingen steder og køleskabet har nok til at holde os mætte.
Det lysner udenfor, må det finde vej til dig også.
Tilsyneladende har mine børn taget min vane med at inddrage de sidste nætter i arbejdsprocessen, før en opgave afleveres. Den sidste del af aftenen og det første af natten er brugt til korrekturlæsning af datterens opgave. Svoger måtte inddrages, fordi jeg ikke kunne gemme opgaven på min computer, han er ITekspert, men måtte også opgive, så til sidst rettede jeg og gemte den som pdf-fil efter hans råd, hvorefter jeg kunne sende den. Så nu må datteren møjsommeligt sidde og føre rettelserne over i sin opgave. Jeg tror, at natten er godt og vel brugt, inden hun kommer i seng. Hvis hun da overhovedet kommer i seng, for opgaven skal printes ud og samles hos et firma i morgen formiddag. Jeg husker godt de dage, hvor man til sidst ikke orker mere og alligevel finder energi frem, som man ikke troede, man havde. Mon ikke der er en ung kvinde, der lige skal hvile søndag, før det går løs med forberedelse af det tekstile produkt og forberedelse til den mundtlige eksamen. Hendes mor skal i hvert fald udnytte, at det er weekend med ingen planer bortset fra at få købt en fødselsdagsgave til den unge kvinde. Det betyder, at der kan soves længe, herligt. Sov godt.
Man kan blive blind for de mest indlysende ting. Og når man skal skrive instrukser og forløb, kan man nogen gange overse det mest oplagte, der skulle beskrives. Det håber jeg ikke, at jeg opdager på mandag. De sidste to dage har jeg haft overarbejde for at få tingene gjort færdig. I weekenden er to af mine trombolysekolleger heldigvis på arbejde, så alle de praktiske ting kommer i orden. Heldigvis er Nordjylland inde i en periode med få mennesker med apopleksi, det har givet ro til forberedelserne. Det kan dog hurtigt vende, og når det vender, plejer det at gå i den modsatte retning med mange patienter, som er hårdt ramte.
Jeg får ikke fotograferet i denne tid, så for at have et billede snuppede jeg lige nogle stykker af mine små engle. Og så kom jeg til at grine, for der var sneget sig en lille fotomodel ind i billedet, og jeg så den først, da jeg havde lagt billedet ind.
Nu er der kun englen tilbage.
God aften til dig, her skal vi nyde overfloden af mit indkøb. Jeg køber altid for meget fløde til jul, og det er nu forvandlet til is.
Lige nu er jeg for træt til at researche til indlægget, så det bliver med det, der er inde i hjernen lige nu (hvilket vil sige meget lidt). Jeg har en bil, hvor man se, hvor meget disel man bruger pr. kilometer, og så har bilen også fartpilot. Det gør, at jeg nu interesserer mig for, hvordan kørsel påvirker forbruget. Jeg kan se, at når jeg styrer speederen, så stiger forbruget om end jeg synes, at jeg holder foden stille, hvorimod når fartpiloten gør arbejdet, daler forbruget. Jeg kan se, at kørsel i by med lyskryds eller kørsel på veje med mange biler, som kører ujævnt, er ensbetydende med øget forbrug. Jeg kan også se, at jeg ikke skal stige i fart meget langsomt, men at det handler om at komme op i fart rimelig hurtigt. Det ved du helt sikkert alt om, men det har aldrig interesseret mig før nu. Man kunne kalde det feedback læring. Fordi jeg prompte får feedback, lægger jeg mærke til det, og jeg ændrer også adfærd. Det ved jeg, at jeg har læst noget om. Når hjernen får feedback, sker der ting og sager i hjernen, eller med en mere neurofysiologisk talemåde, man kan se aktivitet i visse hjerneområder. Bl.a. har man forsket i spejltræning, dvs. at patienter med en venstre lammet arm lægger begge arme på bordet, placerer et spejl mellem armene, så de nu kan se deres raske højre arm, og i spejlet kan de se spejlbilledet af højre arm, men hjernen oplever det som den venstre arm. For det er det fantastiske, man har kunnet se aktivitet i den del, der er ansvarlig for bevægelse af venstre arm. Det er ikke noget, man arbejder med i det akutte, men jeg synes, at det lyder spændende.
I dag har jeg skullet færdiggøre støttemateriale til vores overtagelse af trombolysebehandlingen, jeg har skullet tænke i praktiske og konkrete løsninger til at gøre arbejdsgangene lettere. Blandt andet har jeg udtænkt en tjekliste, sådan en har vi i forvejen, men nu har jeg prioriteret den, den er delt op i, hvad skal man nå de første 12 timer, hvad skal man nå de første 24 timer og hvad skal man nå, inden patienten bliver udskrevet eller overflyttet (det sidste kommer til at ske meget hurtigere nu). Jeg har sat farver på, så tjeklisten nu fremstår med en rød blok, en gul blok og en grøn blok. På den måde skulle mine kolleger gerne hurtigt få et overblik over, hvad der mangler at blive lavet. Lige nu er de meget begejstrede, men vi må se, når skemaet skal stå sin prøve i praksis. Jeg håber, den giver feedback og ansporer til, at alle punkter bliver nået inden for tidsrammerne.
God aften til dig (jeg har lige mistet overblikket over, hvor langt vi er nået med juledagene, men juletræet står her stadig)
Nytårsaften bliver en stille aften for landmanden og jeg, jeg skal jo møde tidligt i morgen, men det er helt fint. Så bliver der tid til at tænke over året, der gik og det år, der banker på.
I ønskes alle et godt og velsignet Nytår.
