GLÆDEN VED AT BLOGGE

At læse og at skrive – begge dele udvider min verden. Jeg bliver klogere på mig selv, når jeg skriver om hverdagen. Jeg bliver klogere på verden omkring mig ved at følge med på jeres blogge. Og derudover har jeg mødt skønne mennesker, som jeg ikke ville have mødt ellers. Men bloggen kan også bruges til at udvide kendskabet til mennesker, jeg kender i forvejen, eller omvendt. I dag skulle jeg handle ind på vejen hjem fra arbejde, midt mellem færdigretter og lune leverpostejer hører jeg pludselig en stemme: hej Lene. Det var en af de skønne mennesker, som jeg synger i kor med. Lene er begyndt at læse med på min blog, og nu ville hun godt påpege, at når jeg som i torsdags havde besluttet mig for at holde virkelig fri og ikke havde nogen at besøge eller få besøg af, ja så var hun jo gået på efterløn og ville gerne ses uden for kortiderne. Tak, Lene, fordi du tog dig tid midt i myldretiden i Superbest til at gøre mig glad.

Til vores store familiekomsammen i julen fortalte en svigerinde, at hun også trofast fulgte min blog og syntes, at hun var kommet til at kende mig på en anden måde. Mine søstre og mine kolleger er ikke faste læsere, men en gang imellem kigger de indenom, og nogle gange får jeg også respons på kiggeriet. Mine børn og min mand læser også af og til med, og jeg vil vove at påstå, at det først er gennem min blog, at landmanden har fået forståelse for, hvad jeg går og laver på mit arbejde. Skal man se det med læringsteoriernes øjne, handler det måske om, at når han klikker sig ind, så er han motiveret for at læse og så stiger læringen.

I dag blev jeg ikke kaldt til trombolyse, så jeg satser på, at jeg får lov at prøve i weekenden. I går aftes satte mine kolleger sammen med resten af trombolyseteamet rekord. Når den store omorganisering er sket, er det bl.a. på baggrund af de nationale kvalitetsstandarder, hvor region Nord bl.a. ikke har kunnet leve op til de fastsatte mål for, hvor lang tid der må gå, fra patienten triller ind af sygehusets dør til at de får trombolyse. I går aftes kom de langt under denne tid. Det skulle vi gerne blive ved med, og alle er fuldstændig fokuseret på, at der ikke må spildes sekunder eller minutter i tiden frem til beslutningen tages, om patienten kan få trombolyse. Så til trods for at vi af og til (faktisk ret ofte) har været trætte af alle de ting, vi skulle/skal registrere, så blev de netop de parametre, der gjorde, at denne omorganisering blev prioriteret meget højt.

Lige nu har jeg sådan en lyst til at gå en tur, men det er mørkt og vejen elendig, og sidste gang gik det jo galt. Jeg tror nu alligevel, at jeg vover forsøget, jeg trænger til frisk luft inden sovetid. God fredag aften til dig.