tirsdag, januar 21, 2014

TRÆTHED OG STRESS

For noget tid siden fik jeg en kommentar, der gik på, at jeg måske havde stress. Den fik mig til at stoppe op, første tanke var, har jeg? Anden tanke var nej, overhovedet ikke. Tredje tanke var, der er forskel på træthed og stress. Jeg har prøvet stressymptomerne, jeg er heldigvis ikke røget ud over kanten, hvor en sygemelding er nødvendig for, at kroppen og sjælen kan heles og finde sig selv.  Træthed er noget andet, jeg vidste, at denne måned ville blive hård. Jeg er ansat til at arbejde gennemsnitlig 30 timer pr. uge. Nogle gange er det 48 timer den ene uge, 24 timer den næste uge, 16 timer tredje uge osv. Af de 30 timer er de 20 i plejen og de 10 specialedage, hvor jeg kan skrive, læse, vejlede, undervise osv. Lige for tiden er jeg næsten fuldtidsansat (efter eget valg) og mange af mine specialetimer er inddraget til plejen enten regulært som erstatning for nogle, der mangler, eller som vejleder for nye kolleger. Det trætter, jeg er brugt, når jeg kommer hjem. Når jeg så dertil lægger, at vi er i januar måned, den måned hvor træthed i forvejen fylder meget, så undrer det mig ikke, at trætheden er der. Jeg er god til at lave ingenting hjemme, jeg laver det, der er nødvendigt, men alt andet er sat på standby. Snart kommer foråret og med den også mere tid til hverdagssyslerne hjemme og på arbejde. Vi går mod lysere tider. I dag har vi sommerferiepersonalemøde, så tankerne kommer automatisk til at falde på ferieplanlægning, herligt. God tirsdag til dig.

DSC06807

22 kommentarer:

  1. Man kan heldigvis godt have travlt og være træt uden at være stressramt. Det er vigtigt at kende sin krops signaler og at sige fra, når det hele bliver for meget. Vi er også inde i en meget travl periode på jobbet lige nu. Men jeg kan lide det. Jeg har ikke noget imod at gå mast hjem fra job efter 9 timer, for jeg ved, at jeg har gjort noget godt, og at belønningen venter længere ude.
    Rigtig god dag til dig Lene - uanset om den må være travl eller stille.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Susanne,jeg kan også godt lide at have travlt, jeg skal bare ikke have andre ting på programet den dag :-) Og i dag fik jeg min specialedag, så jeg fik nået nogle punkter på min liste.

      Slet
  2. Ferieplanlægning er dejligt :-) Men at lide af stress er noget af det mest forfærdelige, og jeg tror ikke, man er i tvivl. God dag til dig, Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Madame, nej jeg tror heller ikke man er i tvivl. Og ferieplanlægningen gik tilsyneladende op :-)

      Slet
  3. Når du kan sætte dig ned og argumentere for og imod og stadig være glad og tilfreds (mere eller mindre), så ville jeg nok også dømme det til at være træthed. Men jeg har jo ikke selv prøvet at gå ned med stress, så jeg kan ikke vide, hvordan det er. Meget apropos var min yngste datter ved lægen her til morgen og har fået taget blodprøve og blodtryk, så hun kunne stolt meddele, at jeg har 1 stk. sund og rask datter - der bare er meget, meget træt, som det er meget let at blive her i januar - det var ordene fra lægen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, vi er jo på slutningen af vores reservelager i kroppen, så det er med at tænke sunde varer og gode vaner ind i hverdagen. Dejligt med et stk sund datter, i morgen håber jeg at jeg har et stk glad datter med en bestået bachelor :-)

      Slet
    2. Uh, det bliver spændende, men mon ikke hun scorer topkarakter? Hun lyder til at være meget dedikeret.

      Slet
    3. Conny, hun er dedikeret, men meget nervøs som aldrig før, så det bliver spændende.

      Slet
  4. Å ja januar rimer vel nærmest på træthed for mange og når man så tilmed har påtaget sig mere end man plejer, ja så må man jo næsten uværgeligt blive træt. Håber energien kommer tilbage med lyset og sommerferietankerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marina, i dag fik jeg lov til at have min specialedag, og det gjorde godt. Det lysner, vi skal bare have vores nye kolleger godt introduceret :-)

      Slet
  5. Jeg lærte noget der er et fantastisk hjælpemiddel. Du skal dagligt have en "opgave" på ca. 60 min. Det skal være noget der gør dig glad, høj, hviler i dig selv. Og det må gerne være flere ting gennem ugen, det skal stå i din kalender, både med klokkeslet og hvad det er du vil lave.
    Det at se frem til det dagligt hjælper på trætheden.
    Dette råd fik jeg med fra en psykolog med arbejdsmarkedet som speciale, og kan tale positivt omkring rådet, smutter den fra min kalender, så er det sikkert trætheden træder i karakter, husker jeg at plotte det ind så har jeg det langt bedre.

    SvarSlet
    Svar
    1. God ide Abildjyden, den vil jeg prøve at tage til mig :-)

      Slet
  6. Januar kan være lang og hård at komme igennem, og når du arbejder flere timer end normalt, kan jeg ski godt forstå du er træt.
    Det er vigtigt at kende sin krops signaler for både træthed og stress, og det kan jeg se du gør.. :-)
    God dag hos dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inge, jeg bilder mig ind at jeg kender mig selv, så masser af søvn og tid til bare at være er min recept lige nu :-)

      Slet
  7. Det kan være svært at kende træthed fra stress og evt. depression, og man kan blive usikker på, hvad det egentlig er, der er galt. Hos dig lyder det til at være (sund) træthed, når du nu netop er booket så hårdt op her i januar måned.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, vi skulle nødig få forvekslet træthed med stress, så alle går rundt med et stressspøgelse inde i hovedet, jeg er bare træt efter min mening :-)

      Slet
  8. Stress kan ramme meget forskelligt, jeg har selv prøvet det, og husker at et symptom var, at jeg var nøjagtig lige så træt og udmattet når jeg stod op om morgenen, som når jeg gik i seng om aftenen.
    Hvis man ikke kan se en ende på arbejdsopgaverne, kan ens resourcer også 'slippe op'. Man har ikke uendelige mængder af resourcer, og må prøve at mærke efter hvor meget man kan overkomme. KH, Elin

    SvarSlet
    Svar
    1. Elin, det er kloge ord fra en, der har prøvet det. Og jeg er slet ikke i tvivl om at jeg "bare" er træt, men også at den træthed ikke skal få lov til blive så markant, at jeg er træt hele tiden.

      Slet
  9. Lene - jeg skal ikke gøre mig til ekspert men jeg hælder også til at du er træt i stedet for stresset. Jeg oplever også at du er bevidst og passer på dig selv ved at vælge fra og organisere om - jeg tror det er ok at du har travlt i en begrænset periode - ha' en god dag KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, det lysner. Når jeg ser på fordelingen af erfarent personale og nye kolleger, så siger det næsten alt om hvorfor vi andre lige tager en ekstra tørn og dermed er trætte. Men om et par måneder kan vores nye kolleger være med i arbejdsfordelingen, og så bliver alt meget lysere :-)

      Slet
  10. Jeg tror du har helt ret i, at du er træt og ikke stresset, og når du er så opmærksom som du er, kan det ikke gå helt galt. Vi har (havde, høhø ...) alle perioder, hvor det skal gå lynende stærkt, og der ikke er arbejdstimer nok om dagen, men det hele er kun en overgang, indtil man igen kan tage det lidt mere roligt. Og det er rigtigt, som Susanne siger, at det jo også kan være spændende at have så travlt; afhængigt selvfølgelig af grunden til det.
    Det har altid irriteret mig, når folk siger, de er stressede, men i virkeligheden bare har travlt. Det er at nedvurdere en ret alvorlig tilstand.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi skal nemlig passe på, det er jo en forfærdelig tilstand at være stressramt, og det skal ikke sammenlignes med træthed. Træthed er ok for en periode :-)

      Slet