EN LILLE VERDEN

Da huset så ud, så jeg kunne holde til at møde det igen sidst på eftermiddagen, kørte jeg ned til min far.

Jeg havde planlagt havedag, men da min far ikke var helt tilpas, valgte jeg derfor at gå løs på bedet langs fortovskanten, mens min far fik sin middagslur.


Så var det tid til lidt handel og et besøg på kirkegården. Min mors gravsted var smukt i solskin og skt. Hans urterne var befolket af smukke sommerfugle, som ikke gad paparazzi fotografer.


Min fars høreapparat trængte til batterier og for en, der ikke er vant til høreapparater,(men som gerne vil have et) var det åbne spørgsmål, hvor køber man dem? Min fars korttidshukommelse er jo væk, så han var ikke helt sikker, men vi startede i Brugsen. Her var der en sød kunde, som mente, vi skulle på apoteket.

På apoteket fortalte de, at vi kunne få dem gratis i borgerservice, som lå i en by 8 km væk. Internettet fungerede ikke hos min far, og apoteket vidste ikke, hvornår borgerservice havde åbent, så vi valgte at tage chancen og kørte af sted. Vi genopfriskede gamle minder på vejen derhen. Dengang var den by meget langt væk, i dag regner jeg ikke afstanden for noget, jeg har jo 9 km til nærmeste butik ;-)

Borgerservice har til huse i biblioteket, så vi gik derind. Og hvem sad der med sit dejlige smil? Det gjorde Stine, og selvom borgerservice kun har åbent en dag om ugen (og det var i går), så var Stine kvinde for at finde kassen med batterierne frem, det måtte hun nemlig gerne.

Nu ved vi så, at batterier til høreapparater er gratis, når man er blevet tilkendt et høreapparat.


Og hjemme igen sluttede vi vores dag sammen af med eftermiddagste på terrassen. Der kan jeg aldrig blive træt af at sidde.

MÆRK EFTER

De skriver om det i alle blade og aviser, om at være i nuet, om at fortiden er fortid, fremtid er fremtid, men nuet er her lige og nu, og vi glemmer det hele tiden.

Så jeg øver mig, men hjernen er en sjov fætter, for mens jeg sidder ved morgenbordet, hvor jeg har tændt små lys og forsøger at sanse det, jeg spiser og mærke mine fødder, så ryger tankerne af sted til, hvordan jeg lige kan beskrive det her i et indlæg. HALLØJ du skal være i nuet!

Så ryger tankerne af sted til arbejdet og alt det der skal nås de næste måneder. HALLØJ du skal være i nuet!

Bananskiverne giver sødmen, A38 giver det syrlige, og myslidrysset giver den knasende sprøde fornemmelse. Og så tænker jeg på den nære fortid, alt det der fylder, alt det der gør at jeg har mørke rande under øjnene og er så træt. HALLØJ du skal leve i nuet!

Det er ikke nemt. Og mens du læser dette her, så prøv at fornemme din krop, hvor er dine ben? Typisk når jeg sidder på en stol er benene (altså mine) bøjet ind under stolen, og fødderne rør kun gulvet med tåspidserne. Hvis du sidder sådan, så prøv at sætte hele fodfladen ned på gulvet og mærk, hvordan benene slapper af, hvordan musklerne holder op med at spænde, og hvordan du kan mærke gulvet under dig. Denne sansning er det vi bl.a. bruger, når vi forsøger at give stimuli til den lamme fod og dermed løsne den øgede muskelspænding.

HALLØJ nu røg jeg lige på arbejde igen i tankerne, nu slukker jeg for den knap, jeg har fri, skal besøge min far, nå en forfærdelig masse på gården og til to fester, inden jeg igen skal på arbejde.

Håber du forstår at være i nuet ellers kan vi jo øve os sammen ;-)

ALLE MINE SMÅ KYLLINGER

Jeg er på nogle områder en hønemor, så af og til gør jeg selv grin med det.

I går røg der en sms af sted til både datter og søn. Datteren plejer at svare hurtigt og uddybende, sønnen senere med en kort og kontant sms.

”hej mine små kyllinger, har I det godt?”

Første sms kom fra sønnen:

” ja, din kylling er blevet tatoveret”

Moderen skrev:

”Håber det gjorde ondt”

Jeg synes, myndighedsalderen skal hæves ;-)


Og så kom jeg til at tænke på den gamle dame, som havde fået synsproblemer i forbindelse med sin apopleksi. To portører skulle hjælpe hende op i stolen, og mange af vore portører er overtegnet med tatoveringer. Damen stirrede på den enes arm og sagde: Hvad er det for noget krims-krams du har på armen?

HVAD SER DU?

En rigdom
Lækre kager
Blommechutney
Marmelade
Guf til aftensteen
Eller


Endnu et stykke arbejde
Hvor er det nu jeg lagde den opskrift på chutney?
Mavepine
Gid man boede i en lejlighed på 4. Sal

Jeg vælger det første, men sidste tankerække var også med ;-)


Og kartoffelrækkerne passer sig selv, mens kartoflerne modnes nede i jorden. I dag bliver det sidste stykke kornmark høstet, det må vi fejre med en af Vibekes gode opskrifter

LYDLØST

Kender du det?

Da mine børn var små, skulle jeg lige se til dem, inden jeg selv gik i seng. Jeg kiggede på dem, sansede dem og ikke mindst så efter om de trak vejret. Sådanne små børn kan sove så lydløst og så godt, at jeg til tider var nødt til at lægge min hånd på deres brystkasse for at mærke vejrtrækningen.


En kollega fortalte, at hun havde et lille spejl, som hun holdt foran sine børns mund, fordi hun ikke ville risikere at vække dem.

I dag kom jeg ind på en stue, fordi de ringede, de havde så fået hjælp, men ved siden af sov en ældre herre så tungt og godt og så lydløst som et lille barn. Jeg stoppede op, stirrede intenst på brystkassen og efter et stykke tid så jeg en lille krusning, så jeg kunne gå videre roligere i sindet. Jeg var så ikke den eneste, som var stoppet op, fandt jeg ud af senere. Heldigvis var det bare en meget lydløs og dyb søvn.

DET GÅR STÆRKT

Lyset ændrer karakter, jeg har haft lamper tændt, siden jeg kom hjem fra arbejde. Fotografering bliver sværere indendørs, når nu man ikke vil bruge blitz.

Landmanden overgav sig i går efter brokken fra de to kvinder i huset, vi frøs, nu er her dejligt varmt, og det er en nydelse at sætte sine fødder på badeværelsesgulvet kl. 5 om morgenen. Nå ja ikke da jeg hamrede lilletåen ind i døren i morges, den er hævet, blålilla og øm, men man kan vel ikke gøre noget ved det, så jeg opgav skadestuen ved tanken om den lange ventetid. Det går vel over.


Weekenden blev brugt til at fejre lillesøster, og vi nød, at vi kunne møde med både datter, sønnen og hans kæreste. Det var hendes første møde med min familie, håber ikke hun blev skræmt helt væk ;-) Alle tre er i gang med deres nye studier, og de er flittige, så vi hørte både om den franske revolution, arkæologiske betragtninger og sygeplejens væsen.

Jeg nyder at være sammen med dem, men nu er de tilbage i Aalborg, Århus og København, og jeg er tilbage på min arbejdspind, håber at dagen i morgen giver mig noget overblik over efterårets program, det kunne jeg godt trænge til.

FORSTENET

Den sad der lige midt i indkørslen, helt ubevægelig, nærmest fast frosset.

Måske var den skræmt fra vid og sans af Laika og mig? Måske var den død midt i en bevægelse?

Laika sansede den ikke, var mere interesseret i at drøne rundt omkring mig, mens jeg forsøgte at fotografere det lille kræ. Da Laikas ene ben næsten strejfede den lille fyr, blinkede den med det ene øje.


Død var den ikke, angst måske, så vi lod den være i fred og gik over og plukkede lidt hyben og mirabeller.

TILBAGE I 70ERNE

Det er åbenbart dagen, hvor jeg går tilbage i tiden.

Der er stadig lidt råt og koldt, men jeg sveder, hvis jeg får langærmede trøjer på.

Gid jeg havde en vest, tænkte jeg.

Det har du da, tænkte jeg så.

Nå ja, jeg ryddede jo op og ud i mit klædeskab i forgårs.

Noget af det, jeg ikke kunne smide ud, er hjemmestrik fra 70erne.

Så nu er vesten (som har tilhørende nederdel) taget i brug, jeg er varm på kroppen og får luft til armene, perfekt.


Og jeg tænker på de sygeplejelærere, der dengang i 70erne måtte finde sig i strikkende sygeplejeelever. Vi mente godt nok, vi kunne koncentrere os, men af og til som i tilfældet med denne vest, kan jeg godt huske, hvor tit jeg måtte granske opskriften.

Jeg vil selv have mig frabedt strikning, mens jeg underviser, mest fordi det vil få min koncentration til at smuldre ;-)

FÆRGETUREN

Vi glædede os altid, når vi skulle besøge familien i København. Mine forældre var gode til at komme rundt til familien i Danmark, og turene til hovedstaden var højdepunkter.

Mor smurte masser af rugbrødsmadder, som kom i den grønne madkasse med bakker på hylder. Der skulle noget til at mætte 5 børn.

Opel Recorden blev pakket, al bagage skulle være bagi, foran ved min far sad min bror, han havde nemt ved at blive køresyg. Vi fire piger sad sammen med vores mor bagi, her var ikke plads til sikkerhedsseler ;-)

Vi sang og talte lygtepæle, køer eller noget helt andet.

I dag valgte vi at tage færgen Ebeltoft – Odden i stedet for at køre hele vejen til møde i Roskilde. Jeg havde bagt boller, en anden havde lavet kaffe, og så hyggede vi os og prøvede at ignorere en vippende færge. Vi kom dog over uden søsyge.

Vi fik meget med hjem til at tænke på, men lige nu er jeg for træt til andet end bare at svinge benene op i sofaen og slappe af.

AT GRIBE OG BEGRIBE

Når man diskuterer teori og praksis i sygeplejen, er der altid en der siger, et er praksis, noget andet er teori. For mit vedkommende bliver jeg glad, når noget, jeg har erfaret i praksis, også kan vises i teori. Når emner, jeg har tumlet med, kan sættes på ord af en sygeplejeteoretiker, så jeg siger, ja det er sådan det er!

Sidste efterår var jeg på kursus i Hammel og vi havde bl.a. en filosof til at undervise os i etik og sygepleje. Han havde noget med ord, han lagde mærke til ord, han brugte gamle ord, smagte på dem og fik dem til at give ny mening.

Undervejs i min oprydning kom jeg til bunken af artikler fra mit fagblad, der skulle læses – en gang! Nu er de skimmet, smidt ud eller sat i ringbind mhp. senere fordybelse. Men en artikel af ovennævnte filosof,Jacob Birkler, om teori og praksis røg lige ind på lystavlen, så jeg tillader mig at bringe et uddrag af artiklen.


”Enheden mellem teori og praksis synliggøres via ordene greb og begreb. I modsætning til ordene teori og praksis har "greb" og "begreb" den samme historie og henviser begge til det at gribe om noget, enten med hånden eller med ordet.

Jeg kan derfor gribe om patienten med min hånd samtidig med, at jeg begriber hans situation gennem beskrivelse og forståelse. Jeg kan både have et fast greb om enhver situation og samtidig begrebsligt sætte ord på situationen.

Vi kan således både gribe i ord og handling. Begge måder at gribe på er overordentlig vigtige. De har ét og samme mål, nemlig omsorgen for patienten. Det afgørende er således at fokusere på nødvendigheden af begge perspektiver, set som en enhed.

Typisk vil jeg først begribe en vanskelig situation, når jeg har haft et fysisk greb om situationen, og det er i reglen først, når jeg har et vist begreb om sygepleje, at jeg kan få bedre greb om de mange enkeltsituationer.

Eksempelvis vil sygeplejersken muligvis fysisk kunne gribe om en svær situation med en svært dement patient, som modsætter sig sengevask. Det fordrer dog samtidig, at hun har begreb om den situation, mange demente befinder sig i.

Men dette begreb om de svært demente er samtidig skabt på baggrund af de mange måder, disse situationer med svært demente kan gribes på. Det er denne gensidige afhængighed, som er frugtbar at forstå.”

Jeg synes, det er så godt formuleret, her er der ikke tale om modsætninger, men om to sider af samme sag. Den artikel er gemt ;-)

MORGENSTUNDSTANKER

Min morgenstart er langsom, i dag fik jeg lyst til at finde det ord, jeg fik til min konfirmation. En af blogudfordringer har lydt på ordet tro, og jeg vidste, at mit konfirmationsord indeholdt en definition på tro, jeg kunne blot ikke huske den rette ordlyd.

”Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting man ikke ser.”

I den forbindelse faldt jeg så over denne artikel, som for mig vakte genklang. Andre link, som kom frem da jeg googlede ordene ”tro er” blev hurtigt læst og lagt til side, de var ikke i samklang med mine tanker. Sjovt nok, for præsten i artiklen siger jo, at livet i sig selv er et mirakel, at vi i os selv er et mirakel, og de ord falder i tråd med min blogs titel, som er linjer fra en sang af Lars Lilholt. Så hans ord kan jeg bruge.


Men når jeg så læser en blog med ene af lovprisninger om, hvordan Gud greb ind i nær sagt alt, så tænker jeg ja ja, og har det med det som med megen alternativ behandling, en form for distance.

Jeg har jo oplevet, i mit virke som sygeplejerske, alternative behandlere af værste skuffe, som jeg vil betegne som kvaksalvere, og som scorede kassen ved at fastholde, at de kunne helbrede, mens patienten langsomt sygnede hen eller som af princip var imod den traditionelle medicin og som derfor ved deres råd kunne have kostet patienten livet. Jeg har læst om religiøse fanatikere, som messer, hvis man tror stærkt nok på Gud, så helbredes man, og når man så stadig er syg, er det, fordi man ikke tror stærkt nok. Jeg ser rødt, når jeg hører sådanne udsagn så vel med religiøse toner som i den mentale positive thinking regi. Der er mennesker, der er blevet helbredt mirakuløst, men der er også mennesker, som ikke blev helbredt.


Livet er af og til meningsløst, der er mennesker der udsættes for så hårde odds, at vi andres små mistrøstige tanker stille og beskæmmet sniger sig hen i krogen. I min verden er det ikke Gud, der påfører disse mennesker sygdom, modgang og alle andre ulyksalige lidelser, han straffer ikke, han kan støtte og gøre stærk, så vi kan klare livets modgang.

Livet er også dejligt, fyldt med små stunder, hvor alt falder på plads, hvor hjertet fyldes med … taknemlighed, og for mig retter den taknemlighed sig mod Gud, som skaberen af dette univers.

Han ønsker, at vi hver især bruger vore talenter og ikke graver dem ned, han ønsker, at vi er medmenneskelige og nærværende. Der er en sang, hvor disse linjer lyder: Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.


Det job jeg har valgt, giver mig magt. Jeg har magt til at ødelægge mennesker, der er ramt af sygdom og sorg. Jeg har magt til at lindre og måske give håb om, at der trods andre livsvilkår stadig er et godt liv.

Jeg beder til, at jeg må se mine medmennesker som mennesker med hver deres talent, med hver deres unikke præg, og at jeg i den henseende må blive Guds hænder her på jord.

Ha en god dag.

VI HOLDER STAND, GØR VI!

Det er sommer, det er sommer, vi plejer ikke, vi plejer ikke.

Nå men da vi kom hjem i aften, måtte selv den hærdede landmand erkende, at der er koldt i det her hus. Jeg har stadig bare tæer i skoene til i hverdagen, men i aften røg strømperne på, og en fleecetrøje kom udenpå sommerblusen. Mon ikke snart stokerfyret bliver sat i gang ?

Godt man er en kvinde i sin bedste alder, så nu er fleecetrøjen røget af igen ;-)

Aftensmaden blev ikke rester som planlagt, landmanden inviterede fruen med ned med kartofler til gårdbutikken, og bagefter kørte vi ind midt i Aalborg og gik på Subway sammen med de unge. Her sad vi så og nød en cola, en subsandwich og en cookie, alt imens vi så på livet på Vesterbro. Jeg fik også tilbudt en tatovering af landmanden, men der satte jeg grænsen, det er ikke min kop te.

Når man er ung, har man tendens til at tænke, at kærlighed og omsorg viser sig sådan og sådan. En tur på Subway kan også være tegn på kærlighed og omsorg, det ved jeg i dag :-)

FORMIDDAGENS GANG

Mens fjernsynet kørte, fik jeg strøget bunken væk, og fik da også startet på bunkerne i det, der engang skal blive til det kreative rum.

Landmanden havde brug for sager inde i byen, så budet (alias landmandskonen) fik i samme omgang handlet ind til hele ugen. Der er oven i købet lavet madplan til hele ugen, så får vi at se, om jeg virkelig har købt ind til hele ugen.


Udenfor er der rigtig efterårsvejr, og når jeg ser på billederne fra sidste år på denne sidste sommerdag, ja så viser det tydeligt, at vejret var anderledes.


Nu skal der vist lidt musik til, indtil nu har her kun været lyden af en sovende hund, brummende traktorer udenfor og mine tanker. Bunkerne skulle gerne være reduceret til pæne mapper med hver sit indhold og forhåbentlig en masse smidt ud, når landmanden holder fyraften.

GÅRDEN

Normalt vågner gården langsomt ved 5 tiden, når jeg står op, og Laika begynder at gø. Hun bliver lukket ud, og jeg begynder mine morgenrutiner.

I dag vågnede jeg ved samme tid, men kunne sove videre 1½ time, det var godt. Sjovt nok havde jeg en følelse af, at jeg skulle noget der, måske var det noget med en drøm, jeg er endnu ikke kommet i tanke om, hvad det var jeg skulle.

Mens landmanden gør sig klar til arbejde, sætter jeg to tallerkner frem, havregryn, mysli, A 38 og kakaomælk. Laika smutter ud og snuser lidt rundt. I dag er det tørvejr, så kan morgenturen godt blive lidt længere, på regnvejrsdage er hun hurtigt inde igen.

Mens jeg tømmer opvaskemaskine og får ryddet køkkenbordet, spiser landmanden, og teen bliver brygget.

På gårdpladsen har den første medarbejder parkeret sin bil, han er altid tidligt på den, skal lige have en kop kaffe inde i folkerummet og en smøg udenfor før arbejdsdagen starter. Han er på alder med os, har børn på samme alder som vores og er allerede morfar.

Næste medarbejder kører ind på gårdspladsen, han har den største børneflok, de ældste er sammenbragt, men de sidste 3 er kommet med under et år i mellem dem. Der skal arbejdes for at bespise sådan en flok, så han tager weekend tjanser som vikar rundt ved andre landmænd, når han ikke er her.

Sidste skud på stammen, der kører ind på gårdspladsen, er også den yngste og den eneste faglært landmand, han er yngre end vores børn. I dag er det hans kæreste, der kører ham ud, det er lige før hun skal føde, og gangen er ved at blive besværet, så hun vil nok gerne have en bil hjemme.

Landmanden går ud, og man hilser god morgen. I dag skal der sorteres kartofler, og der skal nok også tages nogle læs op. De har ikke helt nok til et helt lastvognstræk. Vi har fået meget regn i weekenden, så det er fint, at de ikke skal ud og køre i marken fra morgenstunden af.

Laika ligger nu i sin kurv og snorker højt, jeg har spist morgenmad og skal nu beslutte hvad min arbejdsdag på gården skal indeholde. Jeg starter blidt med en kop te og lidt kontorarbejde.

OVER HOVEDET

Jeg har overhovedet ikke forstand på bærbuske og deres beskæring.

Resultatet er, at jeg lader være, og nu er de vokset mig over hovedet, både bogstaveligt og psykisk.


Mit ”overhovede” siger bare, spørg på bloggen ;-) og nu har jeg googlet det, mon det gør mit hoved klogere?


Nu har jeg så endelig sat mig op til at gå i krig med grensaksen og så bare klippe efter mit eget hoved, og så regner det!

Mens jeg skriver og googler, dukker solen op igen, regnen er stoppet, så det er ud igen med saksen.

GOURMET OG PICNIC

Hver gang jeg læser damebladene med alle deres forslag til fantasifulde picnic kurve, som man bare lige kan tage med sig, ryster jeg på hovedet. Det er da for besværligt.

I går måtte jeg sande, at så besværligt er det monstro heller ikke, hvis man har evner i den retning.

Hele dagen blev tilbragt sammen med to vennepar, først til håndbold, siden på Limfjorden i en motorbåd. Kaffe/te og lagkage blev nydt på Gjøl kro, for alle var enige om, at vejret på det tidspunkt ikke var til grill og aftenhygge ved havnen, så vi sejlede hjem til Aalborg igen.


Bølgerne havde lagt sig på vej hjem og en smuk regnbue fyldte horisonten.


Aalborg lystbådehavn var smuk ved aftenstid med sol og mildere vinde, end der havde blæst hele dagen ude på fjorden. Grillen blev tændt, mens vi nød gulerodsstænger og blegselleristænger sammen med en lækker hvidløgsdip. Forretten var italienske ostecrackers med foie gras, én smurte og vi andre spiste fingermadder. Der var både champagne, sauterne og spansk hvidvin, vi var jo på besøg hos en vinekspert. Hovedretten var grillede fiskespyd med tigerrejer og kammuslinger, en skøn grøn salat og ny hvidløgsdip.


Desserten var frisk frugt skåret i mundrette bidder og marineret i frugtsaft, vi fik små pinde, og så sad vi og hyggede os med at stange frugt og nyde toblerone som det søde islæt.


Aftenen sluttede hjemme hos værtsparret, hvor whiskyeksperten (fruen i huset) tog over. Jeg er slet ikke til whisky, men vi har en aftale om, at jeg lægger hus og mad til, så vil hun påtage sig at finde en whisky, som jeg vil kunne lide. Vi får se ;-)

SMÅ GLÆDER

Jeg er så heldig at have en afdelingssygeplejerske med haven fyldt med blomster, så det her syn møder os hver dag i denne tid.


8 fridage med en enkelt arbejdsrelateret tur til Roskilde puttet ind i midten, det er da lige til at holde til.

Landmanden holder i kø, han valgte motorvejen hjem fra Aalborg syd, jeg er kommet hjem (valgte broen) og sidder nu med min kop te og slapper lidt af.

I dag har jeg holdt lærende konference om, hvordan det er gået nogle af vores patienter, siden de tog fra os og videre til genoptræning. Vi savner at vide, hvordan det går. Kommer man til at gå, når man kommer ind med total lammelse af benet? Kommer man til at spise, når man er ramt på synkefunktionen og måtte have sondemad? Kommer man til at kunne styre vandladningen, når man har haft problemer gennem indlæggelsen? Nogle af tingene kan jeg godt læse mig frem til i bøgerne, men det er noget helt andet, når der bliver sat ansigter på. Det var en god fornemmelse at høre om de patienter.

Ingen tvivl om at livet er anderledes for dem og deres familie, livet bliver aldrig det samme igen. Men når man kan gå rundt, når man kan klare sig selv i bad og kan styre sine toiletbesøg, når man kan spise normal kost igen, så må alt trods alt se lidt lysere ud. Langt sværere tror jeg det er (næh jeg ved det- fra undersøgelser), når man ændrer personlighed eller bliver ramt på sin indføling med andre, sit initiativ, sin humor, sin koncentration. Det er langt hårdere, end at ens ægtefælle ikke kan gå.

I dag synes vi, at vi blev lidt klogere, og håbet, som den enkelte patient føler, afhænger jo også lidt af, at vi som personale tror på det vi gør, og at vi ved, det virker.

STØJ PÅ LINJEN

Jeg forsøger, det gør jeg virkelig, men jeg ender med at tale med mig selv om alt muligt andet.

Så gør jeg endnu et forsøg, lukker døren til fodboldlydene, tager overstregningstuschen frem, det er lige før jeg også sætter brillerne ned på næsen for at synliggøre, at her arbejder en seriøs undervisningsansvarlig sygeplejerske.

Lige lidt hjælper det. Jeg kan langt bedre læse forskningsartikler om apopleksi end hvordan den kliniske undervisning for sygeplejestuderende skal finde sted. Læringsrum, refleksioner, evaluering, her tænkes på både den formative som den summative (!!!) og alle mulige andre ord, som slet ikke vil ind i mit hoved.

Jeg tror lige, jeg tager en kop te ;-)

og billedet? Klogskabens træ? Måske ;-)

FIVE O’CLOCK TEA

Ingen agurkesandwich eller scones, men til gengæld to stykker knækbrød med lækker ost og masser af te, klokken blev over 17, før jeg var hjemme i dag.

Førhen var der altid nogen, der skulle af sted til noget om aftenen, nu er der bare os to, som ikke skal noget, så aftensmaden er udskudt en times tid.

Vores hjerne er finurlig, hukommelsen har det af og til med at drille mig. De fleste kender vel til situationen, hvor man stopper op, ikke kan huske, hvad man gik efter og må gå tilbage til udgangspunktet, før hjernen finder de rigtige forbindelser, så man husker.

I dag havde jeg lånt sønnens bil, da min er på værksted. Det er mildt sagt en gammel sag, så jeg blev behørigt instrueret i at sætte ratlås på, det gjorde jeg så. Da jeg så stod foran bilen i eftermiddag, kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde lagt nøglen, jeg forsøgte visuelt at gå gennem morgenparkering i håb om et lys, der tændtes, men nej.

Jeg ledte i nøglelommen i min fine attachetaske (gave fra landmanden, fruen her køber jo aldrig tasker) Alle andre nøgler lå der, men ikke nøglen til ratlåsen. Der var ved at gå panik i mig, jeg skulle aflevere en computer i Brønderslev, og jeg så i ånden, hvordan jeg måtte ringe til Gud (Falck) og hvermand (landmanden) for at få ratlåsen af.


Belært af erfaring satte jeg mig ind i bilen, trak vejret helt ned i maven, begyndte langsomt at tømme tasken for dokumenter, så kom turen til kalendere, stadig ingen nøgle i sigte, så tog jeg pungen op og i samme øjeblik udløste berøringen af pungen den rette forbindelse! Jeg havde jo lagt den ned i pungen, for at den ikke skulle blive væk!

Jeg tager lige en kop te mere ;-)

TAG DET ROLIGT

En enkelt fridag i dag gør sin gavn, jeg har fået sovet til kl. 6. Mere kunne jeg ikke sove, men da det halve af aftenen også blev tilbragt sovende på sofaen, så var det vist også rigeligt.

Opvaskemaskinen er stået af, så morgenstunden blev tilbragt med at få bugt med den opvask, der havde hobet sig op de sidste par dage.

Nu er rosenbuskene blevet gået efter for visne knopper, og en buket står på mit spisebord. Landmanden drak sin formiddagste sammen med mig, vi glædede os over, at begge børn virker til at være glade for deres nye studie.


Med os hjem fra København fik vi datterens store klædeskab, der var ikke plads i den nye lejlighed. Nu skal jeg have bugt med vaske og strygetøj, så det kan komme på plads i datterens gamle værelse. Jeg drømmer om, at det bliver mit kreative rum, hvor symaskine kan stå fremme, hvor skabet kan rumme stof, garn og andet godt, og hvor jeg også kan have hjemmearbejdsplads med orden i alle mine arbejdspapirer.

Vi har haft travlt i forhold til datteren, så hun kunne komme på plads før studiestart. I dag tager jeg ud til sønnen, så tager vi et par timers rengøring med plads til snak. Det er sommetider, at snakken går bedst, når man er sammen om et stykke arbejde.

Rundt omkring mig skriger alt på min indsats, men i næste uge har jeg masser af fridage, så det må vente, jeg tager det roligt i dag.