Hvad gør dig glad?

 Spørgsmålet var overskriften på forsiden af mit fagblad i sidste uge. En af de mange sygeplejersker, der var blevet sygemeldt med stress pga det store ansvar og arbejdspres, der hviler på den enkelte i en vagt, blev stillet det spørgsmål af sin psykolog. Hun svarede at gøre godt for andre, at gøre dem glade. Og så stillede han spørgsmålet igen med tryk på DIG. Og det kunne hun faktisk ikke svare på.

Jeg kan sagtens følge hende. Jeg er også en, som allermest bliver glad af at være sammen med andre, som har det godt og er glade. Det betyder så også, at jeg ofte lader andre bestemme, hvad vi skal lave/spise/opleve etc. Fordi jeg dybest set er glad, når de er glade. Jeg har dog gennem flere år øvet mig i at spørge mig selv, hvad der gør MIG glad. Ligesom Julia Roberts i Runaway Bride øver sig i at finde ud af, hvordan hun foretrækker sit æg tilberedt om morgenen :-)

Hvad gør mig glad:

• at gå en tur og mærke årtiden og vejrforholdene fortælle min krop, hvor vejrsituationen er lige nu. Mærke hvordan hjernen reagerer på det og gør mig glad.
• at sidde i hyggeligt lag med masser af snakke om alvor og sjov
• at grine højt af sjove historier/billeder/minder sammen med andre
• at ro havkajak, at køre på motorcykel, at tage på små ture i bilen og opleve naturen omkring mig

Og i disse dage fyldes jeg med glæde hver dag, når jeg henter en lille dreng om morgenen, når han lige har spist. Vi hygger os sammen, mens hans forældre sover videre. Huset er fyldt, datteren er også flyttet hjem i de ti dage, søn og svigerdatter er på ferie hos os. 

Jeg bliver glad, når jeg ser, hvor fantastiske forældre min søn og svigerdatter er.

Jeg bliver glad, når jeg ser den tætte kontakt, der opbygges mellem datteren og hendes nevø

Jeg nyder at se min mand som farfar.

Så hvad skal man gøre, hvis man vil gøre mig glad? Man skal investere tid sammen med mig.

Hvad skal jeg gøre for at være glad? Huske på at når jeg har travlt med at gøre andre tilpasse ved at sørge for mad og hygge om dem, så glemmer jeg ofte mig selv, glemmer at være til stede sammen med de mennesker, jeg gerne vil være sammen med. Så det sørger jeg for i disse dage samtidig med at der sørges godt for dem, hvad angår mad og drikke :-) Jeg har haft travlt op til deres ankomst, så det med at forberede mad til ti dage på forhånd, det kommer aldrig til at ske i dette hjem. Landmanden har travlt med kartoflerne, samtidig med at han om aftenen får sin dosis af nærvær med barnebarnet. Det er godt, at det er weekend i morgen, så kan alle slappe af.  

I går var datteren på landevejen en god del af vejen pga arbejdsmæssige forhold, det tog hårdt på kræfterne med al den blæst og regn på vej hjem i mørket. Og som hun en gang konstaterede; i vores familie siger man ikke, jeg elsker dig, landmanden og jeg viser det i handlinger. Så der blev lavet budding til aftenteen, vores børns yndlingsdessert fra barndommen.

Nu har jeg lige fået en lille purk i armen, så ikke mere blogindlæg.

De kan så meget, men

• mine nye høreapparater har bluetooth, det er smart. Når telefonen ringer, trykker jeg blot på høreapparatet og samtalen er igennem. Der er mikrofon i det lille apparat, og jeg går fint igennem. Det gør muzak så også i en forretning, fandt min datter og jeg ud af. Så jeg måtte slå bluetooth fra og holde mobilen på vanlig vis.  
• jeg har været nødt til at skrue ned for alle notifikationer/alarmer på mobilen. Det betyder så at når jeg sover, er jeg nødt til at have mobilen tæt ved mig, for ellers er jeg bange for ikke at høre alarmen. Og ja, jeg kunne jo skrue op hver aften og skrue ned hver morgen, men det får jeg ikke gjort
• jeg kan ikke finde ud af at få skrue mobilens "æggeurs" insisterende alarm ned, og jeg glemmer hver gang, hvor høj den alarm er, så jeg hopper en halv meter og famler febrilsk for at få fat i mobilen for at slå den fra.
• jeg kan godt mærke, at jeg lige nu ikke orker at sætte mig ind i alle de muligheder, der er via app'en tilhørende de nye høreapparater. Jeg kan kun konstatere, at jeg har svært ved at høre blandt en flok mennesker, især med mundbind, og det hjælper ikke at skrue op. Så jeg bliver nødt til at få studeret den app. Det er dog vist kendetegnende for mig, at det orker jeg ikke

• til gengæld havde jeg sat mig ind i autostole, så jeg kunne forstå den unge ekspedients tale om hvad de forskellige autostole kunne. Nu har vi fået en autostol, som S kan vokse i. Og ja vi kunne have købt den brugt, men orkede vi det? Nej, så nu har vi en ny fin autostol, som jeg glæder mig til, at S skal afprøve. Det er jeg spændt på. Og når det bliver tid til køreture til Norge, kan vi tage personbilen, så S kan køre med os. Hans forældre må også gerne komme med ;-)
• vores gamle Trip trap stole havde taget skade af at stå i laden, så nu skal jeg i gang med slibemaskinen. Jeg venter på at landmanden bliver færdig med hans arbejde, så han kan sætte mig ind i maskineriet. Den skal gerne slibes i dag og males i morgen, for jeg har hundrede projekter, inden den lille familie kommer på ferie (kryds fingre for fravær af corona)
• vores hunde kan ikke køre traktor. Ayla viger dog ikke fra førersædet i traktoren, mens landmanden læsser kasser på vognen. Tænk hvis han kørte uden hende.

God weekend til dig.

Billedudvalget er sparsomt og sælsomt

Alligevel siger de lidt om min hverdag i januar.

Gåtur i mørket, ikke en hverdagsbegivenhed,  og denne gang havde jeg landmand og hundene med på tur. Det er jeg taknemlig for.

 

Nytårsdag var en tåget og grågrumset dag. Til gengæld nød jeg dagen sammen med mine kolleger. Jeg er taknemlig for, at regionen har udmøntet vinterpakken til kontante beløb til personalet på sengeafsnittene, både som to faste beløb nu og til foråret og som ekstra penge ved overarbejde. 

Jeg er på en god afdeling, men alle er tyndslidte og trætte. Vi har dog nu flere dage, hvor vi kan arbejde i de små teams, som vi holder af og ikke med to kolleger, der går stuegang på hele afdelingen, mens resten prøver at nå at give mad, medicin, hjælpe med personlig hygiejne, hjælp til toiletbesøg oveni de mange vurderinger og observationer. 

Vi har stadig overbelægning, har stadig ofte patienter på gangene, hvilket var et særsyn førhen. Og nej det har intet med corona at gøre, og så dog, for når en patient, der kommer ind pga en blodprop, og man som sidefund finder corona (nej det er ikke derfor patienten har fået en blodprop), så skal patienten isoleres og optager derfor en stue. Vi har oveni haft og har mange hårdt ramte patienter. De kan ikke udskrives hjem til, men skal videre til rehabilitering.  Der er ventelister, netop pga mange hårdt ramte, for de har længere indlæggelsestid på rehabiliteringssygehusene. Så staser det op hos os, og da der bliver ved med at komme nye patienter, så er det skruen uden ende. Det lysner lidt, og det er jeg taknemlig for.

Julepynt og juletræ kom væk i weekenden. Det er altid svært, der bliver så tomt i huset. Men nu skal jeg have gjort sønnens værelse klar, for om corona vil det, skal det omdannes til soveværelse til tre personer. Jeg glæder mig.

Jeg har faktisk fået gået flere ture, men kun på vores stier og vej rundt om piletræerne, skoven og søen. Der har været for glat eller vådt eller blæsende på vejen. På det ene billede ser det ud som om rådyret og jeg har gået tur sammen, det kunne have været hyggeligt, men vi gik nu på hver sit tidspunkt.

Dette mystiske billede viser min aftengåtur med pandelampe. De lysende vinduer er hønsehuset og lysskæret bagved fremkom af min pandelampes skær. Turen gjorde mig godt, jeg er træt og har nemt ved at blive irriteret på det, jeg ikke kan gøre noget ved. Den friske luft og opmærksomheden på ikke at falde på den ujævne mark fjernede mit fokus på det og i stedet for mærkede jeg alt det i mit hjerte, som jeg er taknemlig for.

Det kan ligne en graviditetstest, men det er nu hjemmetesten fra i dag. Vi anbefales at teste os selv hver dag, før vi går på arbejde, eller når vi er kommet på arbejde. Så nu er der rekvireret hjemmetest.  I dag vågnede jeg kl 3 i nat med ondt i halsen og en begyndende kriller i næsen. Søvnen kom aldrig igen og efter aftale med min leder arbejdede jeg hjemme og tog en test, som heldigvis var negativ. Halsen har det meget bedre, og i morgen har jeg en planlagt hjemmearbejdsdag, så er jeg nok klar igen til at bevæge mig ud i verden. Det er jeg taknemlig for.

Og sidder du nu der og spørger dig selv, om ikke jeg har haft covid og om jeg dog ikke har taget mig sammen til 3.stik, så jo! Det er bare ikke en garanti for ikke at blive smittet. Jeg har ikke brug for mennesker, der udskammer mig, fordi jeg vælger i tråd med retningslinjerne først at lade mig vaccinere tre måneder efter min covid-infektion. Jeg har brug for, at vi er gode og venlige mod hinanden, også selv om vi ikke forstår hinandens valg. Der er rigtig meget, vi ikke ved om langtidsvirkningen af denne nye form for vaccine, så hvis nogen vælger ikke at blive vaccineret, så er det helt i orden for mig. Jeg har bare valgt det anderledes. Og langt de fleste, jeg møder, er heldigvis gode og venlige. det er jeg taknemlig for.

Må du møde mennesker, der smiler og anerkender dig for den, du er. Ikke for den, de gerne ville have, at du var. Du ønskes gode januardage. 

En skøn start på dagen

 Jeg går fra Sauers plads, hvor bilen er parkeret, gennem regnvåde Aalborg. Hjemme på gården var der drys af fin hvid sne, det er der ingenting af i storbyen. Turen gennem Mølleå-arkaden og over Mølleplads fører mig forbi cafeen Penny Lane, der er allerede folk på plads ved de små borde.

I dag er det ikke der, jeg skal hen, jeg skråner over gaden, finder mit coronapas frem og går ind på cafe Peace. Jeg er ventet og jeg beder om et flag til at stille på bordet.

Mens jeg venter, tænker jeg tilbage på de sidste 36 år. Tænk at jeg nu har en datter, der er 36 år. Hun var den, der lærte mig at være mor, det føltes vildt og på samme tid angstprovokerende og glædesfremkaldende .16 måneder efter blev hun storesøster og "lillan" blev kysset og krammet og inddraget i legene. Til tider blev han også truet med slag, for det var svært, når man nu havde brug for sin mor, at der var en, der havde behov, som skulle tilgodeses først.

Den skønne kvinde kommer hen til mig med sit store strålende smil, og vi sætter os for at bestille morgenmad. Snakken går livligt, selv om det kun er 1½ døgn siden, at vi hjalp hinanden i hendes lejlighed med at være håndlanger for landmanden alias håndværkeren, så hun kunne få det sidste belysning op. Hun er heldig med sin far, han er dygtig til al slags håndværk og han er også god til at finde på gode ideer og føre dem ud i livet i både hendes og lillebrors boliger. 

I datterens lejlighed lyses f.eks. entreen op af en gammel staldlampe, som rengjort og med ny ledning og halogenpære ser helt moderne ud. I søn og svigerdatters hus står et smukt fjernsynsmøbel lavet af trådnet og egetræ. Det er ikke trådnet, men jeg kan ikke huske hvad det hedder.

Efter morgenmad og masser af snak går vi sammen tilbage til bilen og kører hen til datterens lejlighed. Vi læsser gæstesenge, tærtefad, dyner og puder af, så datteren er klar til sin fødselsdagsfest med veninder og kusine i aften.

Datteren får sin gave fra os og bagefter ringer bror fra Trondheim, så der bliver sunget norsk fødselsdagssang for datteren. Sammen nyder vi synet af lille S. Jeg hilste også på ham i går aftes, og om corona vil, så ses vi her på gården om 2 uger.

Nu er jeg hjemme igen, landmanden er på jagt sammen med hundene. Vaskemaskinen er i fuld gang og huset venter på at  få fjernet julepynten. Jeg tror, at jeg tillader mig en lille tepause, før jeg går i gang.

Det var en skøn start på denne mærkedag. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, kære datter. Må livet kærtegne dig og sende dig i den retning, du gerne vil gå.

Ømme lår og et kommende nytår

 Vi har været tre alle juledagene og datteren endte med lige som sidste år at måtte fravælge nytårsfesten med jævnaldrende og fejrer nytåret sammen med hendes forældre.

Jeg skal på arbejde i morgen tidlig, så det bliver ikke en vild nytårsaften for mit vedkommende. Vi har dog købt menu udefra, champagnen er i hus og nye friske blomster. Jeg er helt sikker på, at nytårsbordet også bliver dækket fint.

I går var jeg træt, meget træt, efter arbejdsdagen. Jeg undrede mig over, at jeg havde det som om, jeg havde været til fitness. Mine lår og ben var meget ømme. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg for at skåne ryggen, når jeg skulle bøje mig for at give patienter strømper, underbukser, bukser og sko på, havde valgt at lave dybe squats og så fokusere på en ret ryg, som var vandret på lårene. Det virkede, for min ryg brokkede sig ikke, det gjorde lårene derimod.

Nytårstanker

Covid-19 strækker sine lange arme ud og berører os alle. Vi er ikke gode til at tale med hinanden og acceptere hinandens synspunkter. Fronterne er blevet trukket skarpt op, og vi hører det, vi tror andre siger, og ikke det de prøver at sige. Det gør mig ked af det, og jeg håber, vi i det nye år finder en måde at hele uenighedernes sår og finde hinanden igen.

I dag på vej hjem fra byen, kørte jeg indenom det nye udsigtssted i Store Vildmose. Mange synes, det er en skændsel for øjet. Jeg er vild med det. I dag er der tåge, så billederne bærer præg af det. I det nye år vil jeg gerne gøre det til en tilbagevendende begivenhed at stå på toppen og skue udover mosen.

Siden jeg blev farmor, har jeg været fascineret af hvor meget det at facetime og få billeder via Messenger betyder. Jeg føler jo, at vi i den grad er med i alle de små udviklingstrin. Ikke desto mindre glæder jeg mig til at være sammen, for samtalen og nærværet kan noget, som vi ikke kan på skærm. Sanserne bliver anderledes vakt i det tætte samvær. Jeg håber, at jeg får lov til at komme til Norge ofte i det nye år. Med vilje har jeg ikke sat tidsinterval på, for så bliver jeg ikke skuffet, hvis ikke det kan lade sig gøre.

Som sygeplejerske har jeg haft en krise, faktisk havde jeg før jul mistet lysten til at være sygeplejerske (og det føles vildt at skrive det her, for kun min datter har vidst det). Heldigvis har dagene på arbejde, hvor jeg har været med i plejen, hjulpet på lysten. Jeg har haft travlt med opfølgningsforløbene de sidste par år, og da de stoppede som projekter og nu afventer, om det overhovedet bliver et tilbud, mistede jeg troen på, at der kommer noget ud af det. Derfor har jeg kæmpet mentalt for at holde fast i, at vi har vist, at der var et behov og at vi med den måde, vi havde tilrettelagde forløbene på, kunne imødekomme behovet. Ikke desto mindre er jeg realist og ved at nye tiltag ikke blot bliver godtaget i en stram kommunal og regional økonomi. Et tilsvarende tilbud til mennesker med blodpropper i hjertet har været heldige med, at det kom på et andet tidspunkt. Det har nu eksisteret i mange år, og der bliver også skåret ned, men det findes dog stadig. Vi får se. Det nye år vil forhåbentlig give en afklaring. 

Tiden foran mig hører til den tredje alder. Pensionslivet kommer til os begge før eller siden. Hvordan livet så vil udfolde sig, ved vi ikke. Jeg håber, at pensionslivet vil være god ved os. Det venter dog ikke lige om hjørnet, vi snupper et år mere som sygeplejerske og landmand. 

Rigtig godt nytår ønskes I alle. Må 2022 være god, lys og leve op til jeres forhåbninger.

Julen 2021

 Traditioner

Først skulle jeg arbejde juleaften, så blev det ændret. Skemaplanlæggerne havde mere brug for mig i nytåret. Det skulle de ikke høre noget for :-)

Så overvejede den lille norske familie, om de kunne nå at komme hjem til Danmark, men alle var enige om, at to dags rejser med et lille barn for at få to dage sammen, ikke gav mening. Så de drog nordpå til svigerfamilien.

Heldigvis var svoger og svigerinde frisk på at fejre juleaften sammen med os og datteren, og vi havde en dejlig juleaften sammen. Vi facetimede med hele den norske familie, og der blev sendt videoklip med traditioner begge veje. 

Vi går rundt om juletræet og synger lige så mange salmer, som vi er personer. Det gør de ikke i sønnens svigerfamilie. De får besøg af julenissen, det har vi aldrig haft. Der valgte jeg at fastholde traditionen fra mit barndomshjem. Jeg har altid syntes, det var synd at bilde børn ind, at julemanden fandtes. At vi så i fantasiens verden legede, at der fandtes der nisser, det var noget andet. Vi legede også, at så mange af andre fantasifigurer fandtes. Vores børn har også vidst, at gaverne i julesokken adventssøndag kom fra os.

Datterens bordpynt

Men jeg er helt sikker på, at S også får besøg af julenissen fremover. Sådan har hver familie sine traditioner, som er deres helt egne og en køn blanding af mine og dine og nye fælles.

I år valgte vi at pynte juletræ lillejuleaften, hvor vi normalt først gør det juleaftensdag. Det gav lidt mere ro d. 24 sammen med at vi også opgav at komme til gudstjeneste. Ikke desto mindre kom jeg til at slappe så meget af om formiddagen, at jeg pludselig var bagud med julemiddagen. Så fremover holder jeg fast i, at alt det, der kan gøres klar inden julefrokosten ved 14 tiden, skal være klar. Vi er ikke parat til at slippe det fælles julemorgenbord og julefrokost (vi fik dog skåret ned på retterne til julefrokosten). 

Til gengæld fik jeg for første gang gået en tur juleaftensdag om formiddagen sammen med datteren. Det var skønt. I det hele taget ved jeg godt, at gåturene skal jeg have fokus på at få gjort. De gør mig godt, både når jeg er træt, ked af det, vred, frustreret, afmægtig, glad eller eftertænksom.

Juledagene

Der er længerevarende sygdom på min afdeling, så jeg tilbød at komme 1. juledag i seks timer, inden vi skulle til julekomsammen hos svoger og svigerinde. Vi havde travlt, men kontrollerbart. Der lå ikke 4-5 patienter på gangen, som der har gjort i lang tid.

 Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har alle rutiner på rygraden, men jeg nød at være på arbejde, nød at kunne drage omsorg for patienterne. Jeg nød det knapt så meget om morgenen, da uret ringede klokken 5.30 efter knap fem timers søvn, men når først jeg er i gang, glemmes trætheden.

Heldigvis fik vi tid til en god travetur i det skønne vejr i går til julekomsammen, det gjorde at trætheden minimeredes.

Anden juledag er afslapningsdag. Vi har spist risalamande til morgenmad, og vi har tænkt os at lave en ny portion af resterne af risengrøden. Oprindelig havde vi tænkt klatkager, men der er masser af fløde og kirsebærsovs tilbage, så ... 

Alle tre trængte til gåtur i det fantastiske solskinsvejr, så vi fik travet små 5 km i vores eget lille område. 

I morgen drager vi vestpå, dog kun datteren og jeg. Vi tre jyske søstre mødes til julekomsammen med den del af vores familie, der kan være med. Det er lang tid siden vi har set hinanden, så jeg glæder mig. Landmanden skal sortere kartofler, så du også kan få gode kartofler til nytårsmenuen. Og jeg skal have bagt to tærter, der skal med til julekomsammen.

Jeg holder af de tolv juledage, så julen slutter ikke før Helligtrekonger her i huset. De bliver en blanding af fridage og arbejdsdage, det gør ikke noget, så går jeg ikke helt i slowmotion. Lige nu overvejer jeg, om julen skal vare lidt længere, for måske kommer den lille norske familie hjem i januar. Så kunne vi jo fejre jul i januar. Vi får se.

Håber du har haft nogle gode dage, om du fejrer jul eller ej. 

opdatering: Tak, Ellen, jeg havde skrevet 2022 i overskriften. Jeg må siges at være forud for min tid :-)

Forlænget weekend i Trondheim

 Sidste lørdag var vi aktive, vi tog ind til Trondheim og nød julepynten/lysene. Vi skulle selvfølgelig snuse og opleve julemarkedet. Jeg går altid i indkøbsblokering ved synet af mange julehytter med salg af alt muligt. Der hvor jeg typisk handler ind, er lækkerier til her og nu. Det kunne være et glas varmt gløgg, men der mærker man forskellen på Danmark og Norge, for i Norge serveres der ikke alkoholiske drikke udendørs. Det kunne også være en specialitet på julemarkedet, vafler på pind, men der var så stor en kø til den bod hele dagen igennem, så det opgav vi. Jeg fik købt et glas julegele, lavet af sortbær. Det vil vi nyde juleaften.

Vi kunne godt have fået gløgg. da vi kom ind i den store Lavvu med plads til mange mennesker og med ildsteder flere steder. I stedet for valgte vi en lækker ret, Bacalao, egentlig er den portugesisk, men med norsk klipfisk, så den kan købes mange steder i Norge. Det smagte lækkert og S. sov gennem hele julemarkedet, så vi havde tid til at nyde maden og hinandens selskab.

Bagefter gik vi en tur gennem byen til Byhaven, et indkøbscenter, hvor Pepperkakebyen holder til. Det er en udstilling med velgørende formål. Overskuddet går til Børneafdeling for kræft- og blodsygdomme på St. Olavs Hospital. Alle kan bidrage med sit dekorerede peberkagehus og så kan alle, der køber billet, stemme om det bedste peberkagehus. Nogle havde valgt den nemme løsning, nemlig et samlesæt i færdigbagt peberkage dej, som man (typisk børn) havde pyntet.

S. var vågnet, så han så det hele fra sin fars arm. Bagefter var han sulten, så vi tog en kaffe/kage pause i konditoriet i centeret, mens han blev ammet.

de kongeliges residens, når de er i Trondheim

Søndag var slappe-af dag med tid til hinanden hjemme. Jeg fik lov at passe S, da han vågnede. Og jeg kan stadig gøre noget, samtidig med at jeg passer barn. Vi hyggede os, mens jeg gik i bad. Og bagefter lavede jeg morgenmad, mens han lå på et tæppe på gulvet og øvede sig i at vende sig.

Sidst på eftermiddagen tog datteren og jeg en utilfreds lille herre med i barnevogn. Han kunne ikke finde ud af at falde i søvn, det hjalp med frisk luft og en lang gåtur. Det er et skønt område søn og svigerdatter bor i. Lige bag huset ligger et fredet naturområde med lysløjpe om vinteren, og lige ved siden af løjpen er en sti. Sneen var trampet flad, så vi kunne fint gå med barnevognen.

Om aftenen fik vi en nationalret fra Trøndelag (som Trondheim hører til), Sodd,  en suppe lavet på fårekød og med stykker af kødet i suppen sammen med kødboller. Dertil fladbrød eller skjenning (et sødt fladbrød). Når det serveres, lægger man først kogte kartofler og kogte gulerodstern i tallerkenerne, kartoflerne moses let i stykker og suppen hældes over. Det smagte rigtig godt.

Bagefter fik vi besøg af min svigerdatters storesøster med mand og børn. Det var hyggeligt og dejligt, at de også gerne ville hilse på datteren. Snakken gik livligt. De er gode til ikke at snakke hurtigt, så vi kan følge med i det norske.

S er en kraftkarl, 4 måneder gammel vejer han 8,5 kg og måler 70 cm, så han kan faktisk allerede passe str 74 (svarer til 6-9 mdr). Heldigt at jeg havde købt tøj i str 74 i adventsgave. 

Mandag formiddag drog datteren og jeg af sted. Sønnen skulle på arbejde, så vi ville udforske det norske bussystem. Det gik fint, jeg fik købt billet på en app og turen med to busser gik hurtigt. Jeg er typen, der altid skal af sted i god tid, for vi skulle jo nødigt komme for sent til flyet. Det gav os flere timer i lufthavnen. Denne gang fløj vi først til Oslo og så til Aalborg. Det er en kortere rejse, men ventetiden undgik vi ikke. Det er hurtigere at flyve, og det er skønt, at vi kan og må komme til Norge, men jeg holder nu mest af køreturene. Her oplever man noget hele tiden, og man skal ikke have mundbind på hele tiden.

Nu er der så gået en uge siden vi drog af sted. Hverdagen er hektisk, jeg står i samme sitaution som de andre år. Meget er endnu ikke nået, men da mit motto er, at julen kommer, uanset om jeg er klar eller ej, så tager jeg den med ro.

Jeg ved ikke om det er post-corona tilstand, men min søvnrytme er ikke god og derudover bliver jeg hurtigt træt, uanset om jeg får fire timer eller ni timers søvn. Jeg sveder også mere end vanligt. det minder om tiden under overgangen. Min smagssans er forstyrret, jeg har ikke mistet den, men jeg kan f.eks ikke så godt smage salt. Det fandt vi ud af, da landmanden måtte erkende, at aftensmaden lige var til den salte side, han spiste den, men derefter har han smagt maden til.

Jeg købte helt nye krydderier til min store småkagebagning før Norgesturen. Alle de andre synes, at kagerne smager af noget. Jeg kan godt smage lidt, men ikke krydderierne. Den lille familie i Norge fik fem slags småkager i adventsgave. Og da min svigerdatters mor havde givet os lækkert hjemmestrik sidste gang og søsteren dengang havde inviteret os hjem til aftenhygge, havde jeg fyldt en lille kagedåse til dem hver med vores favoritter i hjemmebagte julesmåkager.

Så det kan godt være, at jeg ikke har pyntet til jul eller fået købt noget af det, vi skal have i julen, men vi har masser af småkager.

Decembermorgen

Decembermorgen

Den klukkende lyd fra termokanden, mens teens smukke gyldne farve fylder kruset.

Det blågrå morgenlys udenfor blander sig med julelysene langs garagens tag.

Det er decembermorgen i Trondheim, solen gik ned, mens flyet landede i går ved 14.30 tiden, og den er kun så småt begyndt at vågne. Stilheden i huset fortæller, at alle sover på nær mig. Vi ville gerne at landmanden også var her, men ellers har jeg mine allerkæreste omkring mig lige nu, og det føles godt.

At sidde her i nattøj 24 timer efter at jeg satte mig i flyet i Aalborg, føles godt. Men sammen med glæden blander sig den evindelige bekymring og omsorg, som fødtes for snart 36 år siden, da jeg første gang blev mor, og som forstærkedes, da jeg for 34 ½ år siden blev mor til faren i dette hus. 

Måske er det netop, fordi det ene af mine børn er så langt væk, at det er når jeg er nær, at jeg mærker deres sorg, deres længsel, deres stræben efter at finde sig tilrette i det nye liv, som har været turbulent. At blive forældre i sig selv er livsomvæltende, læg dertil at flytte (for tredje gang på et år),  starte på nyt arbejde og at miste en forælder indenfor tre måneder, det er hårdt.

De skal nok klare det, de skal nok finde deres vej, de er seje, de er gode sammen, og så er de nogle helt fantastiske forældre. Jeg nyder at se dem sammen med S, han stortrives (bruger str 74 (6-9 mdr) 4½ måned gammel) , men mest af alt er han smilende, tilpas, nysgerrig på alt og alle, og jeg kan virkelig se en forskel på hans tilgang til livet fra sidste gang, vi var her. Han har en mening om hvad han vil, og hvor farmor sidste gang kunne lægge ham ned i sine arme, når han var træt, så insiterer han nu på at sidde på arm, så han kan se sig omkring, mens han putter sig tæt ind til mig, hjertefryd.

Jeg skulle testes ved ankomst, sådan var reglerne, sagde de unge testere. Og det vidste jeg, at de ville sige, selv om Danmark har en anden holdning til testning af covidsmittede indenfor de første tolv uger efter. 

Hvad med den der test ved ankomst til Norge?

Landmanden havde heldigvis fundet en hjemmetest i Normal, efter vi begge havde været i diverse apoteker, Matas forretninger, tankstationer og butikker - udsolgt alle vegne. Jeg tog testen torsdag aften, og den var negativ. Det gjorde, at jeg tog den lidt mere med ro, da jeg gik ind til testen i Trondheims lufthavn. Vi skulle ikke vente på svaret, det kom på sms  inden for en time. I det tidsrum sad vi i lufthavnsbussen på vej til Trondheim. Heldigvis var vi begge negative, så sønnen lod os komme ind i bilen og hjem til hans dyrebare lille familie.

Hjertefryd

Nu vil jeg nyde at have begge mine børn, min dejlige svigerdatter og mit lille barnebarn omkring mig de næste par dage. Vi blev enige om, at vi bare skulle sove så længe som vi kunne, og selv om jeg er træt, kunne jeg ikke sove længere. 8 timers søvn opvejer ikke den sidste uges søvnunderskud, men det gør mit barnebarn, så nu må han gerne vågne. Så kan farmor fortælle ham historier og synge for ham, mens de andre sover videre. 

Hvad skal jeg mene?

Hvad skal jeg mene?

Da jeg læste det, kunne jeg mærke dybt inde i mig, at det ikke er i orden. Ikke fordi det har en betydning for mig, for jeg kan til en hver tid fremvise corona-passet. 

Region Nordjylland har besluttet, at fra i morgen skal alle medarbejdere i region Nordjylland kunne fremvise Corona-pas på forespørgsel. Jeg har en formodning om, at der er sundhedspersonale, der ikke er vaccineret. Der kan være mange årsager til, at man ikke ønsker at lade sig vaccine. F.eks. at man har fundet studier, der underbygger hypotesen om, at har man haft covid, har man immunitet, så hvorfor så lade sig vaccine? Eller andre, der med studier og ordentlige forskere i ryggen, ikke mener, at vi alle skal lade os vaccinere, men at det er de sårbare grupper, der skal vaccineres. Blandt andet fordi vi ikke kender til langtidseftervirkningerne af vaccinen. Fuldstændig som vi gør ved influenzavaccinen.

Jeg vælger at følge de forskere, som anbefaler 3. stik og når vi er på den anden side af jul bestiller jeg tid (orker ikke at blive syg lige nu, som mange af mine kolleger blev efter 3. stik) Jeg har også haft covid efter mine to vacciner, så jeg anses i myndighedstankegang som værende immun i 6 måneder fra den positive testdag.

MEN kravet betyder, at regionens medarbejdere skal testes hver 3. døgn året rundt for at have et coronapas. Du kan hævde, at når man arbejder med sårbare mennesker, så er det et legitimt krav. men jeg oplever alle som værende dybt ansvarlige og forsøge at overholde alle krav og lader sig teste ved mindste mistanke. Jeg har mere regionen mistænkt for at ville undgå sygdomme/isolation blandt personale, fordi vi er så hårdt presset. Det er virkelig slemt på mit sygehus, og jeg tror at alle krydser fingre for, at der ikke sker alvorlige fejl på grund af arbejdspresset, mange nye (fordi de gamle rejser) og mange dårlige patienter.

Jeg står alene med denne holdning, når jeg drøfter det med mine tætteste sparringspartenere i sygeplejen, så jeg er også meget i tvivl. Det føles bare forkert på en eller anden måde.

Forventningens glæde forstyrres

Fordi landmanden ikke kan komme med til Norge, kan jeg skrive om min forestående rejse til Trondheim. Jeg glæder mig til at se den lille familie igen. Jeg glæder mig til at se min datter møde sin lille nevø for første gang. Jeg glæder mig til, at min søn og datter ser hinanden for første gang i over et år. Jeg glæder mig til at se min svigerdatter og datter finde hinanden igen efter ikke at have set hinanden i 1 år og 8 måneder.

Men tvivlen og angsten kommer krybende, fordi Norge har strammet deres indrejsekrav. Min datter og jeg har begge gyldigt coronapas, som Norge accepterer. Men det jeg pludselig kom i tanke om i brusebadet i går var: jeg har jo haft covid, det har udløst et coronapas, så ingen ko på isen der. MEN det siges, at man kan teste positiv op til 12 uger efter smitten. OG Norge forlanger, at alle testes, når man er kommet til Norge. I morgen er det 8 uger siden, jeg blev testet positiv for covid. Hvad nu hvis testen på fredag er positiv, så skal jeg i karantæne og kan så flyve hjem igen, inden jeg får lov at se den lille familie. Eller vil de norske myndigheder repræsenteret ved noget lufthavnspersonale rubricere det som relateret til min coronasygdom for 8 uger siden? Jeg har tænkt mig at ringe til nogen i morgen, som forhåbentlig kan hjælpe mig med min bekymring.

Lad som om ingenting sker

Det er min strategi lige nu, så jeg køber julegaver. Om ikke andet, så kan min datter tage de kufferter med , så den lille familie får deres julegaver. Forleden dag fik S min adventspakke langt om længe med en lille nissehuse og en undertrøje/vest. Jeg har ikke stor succes med at sende pakker til Norge. 2 ud af tre har der været bøvl med. Vi fik billede af den lille gut med nissehuen på. Han er krammeelskelig og jeg er vild med hans glimt i øjnene. Han ser så tillidsfuld ud og er nysgerrig på sin omverden. 

Nissehuen mangler en kvast, jeg kunne ikke nå at lave den (forstod ikke helt opskriften på det punkt), men den skal laves, inden jeg tager derop, for jeg satser på, at jeg selv kan sy den i huen. Ellers må datteren gøre det. Hvis du har en nem opskrift på at lave en kvast til en hue (ikke en pompon) må du meget gerne hjælpe mig til at finde den.

Dagene går med hast

Fredag fik jeg en af de dage, hvor livet bare vendte forkert, så jeg tog den med ro. Fyldte kærlig omsorg til mig selv i dagen og lidt efter lidt fik jeg humøret og energien tilbage, blandt andet med en gåtur og en shoppetur sammen med gemalen. Lørdag var vi til 50 års fødselsdag, den startede kl 13 og varede meget længere end jeg havde troet. Så vi var først hjemme sidst på aftenen. Det var en skøn fest med masser af indslag og god mad. 

Så i min vanlig tidsoptimistiske stil skulle min søndag bruges til utroligt meget. Jeg kommer frem, men ikke som hvis jeg havde skrevet en bog om en 64 årig kvinde, der pludselig forvandledes til en tornado og kunne se på et fint, rent julepyntet hjem med duften af nybagte småkager, da hun taknemlig sank ned i sofaen ved midnatstid med et krus te, en småkage og en god julefilm. Det kommer ikke til at ske, men det, der kommer til at ske, er at jeg nu trækker i varmt tøj og går en tur i skumringstimen. Det er noget, der dur og gør mig glad.

Må du få en dejlig adventssøndag med tid til dig og det, du synes er godt for dig.

Så fik vi snestorm

 Det har ikke ændret, at jeg elsker sne, men den gav mig godt nok nogle problemer i går.

Jeg var beredt, kørte en halv time før i går morges og sad og smålo i bilen, for det regnede bare, ingen sne og ingen blæst. Hvor mon den snestorm blev af ? Varslet lød fra kl 6 i min kommune.

Der var som vanligt travlt på afdelingen med mange patienter, også på gangen og med brandvagt tilkoblet. I går fik jeg dog lov til at have min vanlige funktion og fik nogle opgaver ordnet.  Klokken blev lidt over 15, inden jeg kom ned og fik skiftet. 

Jeg kunne godt se at det blæste og der var kommet en del sneslud. Da jeg gik over til min bil, mærkede jeg vindens kraft og sneens mange fnug på mit ansigt. Men egentlig havde jeg stadig ikke forstået, hvor kaotisk det ville blive.

Først da jeg måtte bakke ned fra den lille bakke ud fra poarkeringspladsen og give bilen lidt mere gas for at komme op (og jeg har vinterdæk på), begyndte jeg at forstå. Der gik en halv time, fra jeg kørte ud på parkeringspladsen, til jeg var på Vesterbro ud for sygehuset. Det drejede sig om 200 meter.

Det meste af tiden holdt jeg stille, så kom jeg ca 10 meter frem og så fremdeles. Ambulanceførerne fik brug for alle deres kompetencer for at komme forbi biler, der ikke kunne køre til den ene eller anden side. Da der var gået 2 ½ time, var jeg rykket 1000 meter frem. Jeg drak te, spiste banan, skrev på instagram. Flere biler havde problemer med at komme frem, hjulene kørte blot rundt og rundt. I de biler, hvor de var flere, hoppede folk ud og skubbede for at holde gang i trafikken.

Der poppede beskeder op fra min datter, Liselotte og to kolleger, at de havde sovepladser klar. Men jeg ville gerne hjem.

3½ time efter jeg startede, var jeg nået over Limfjordsbroen, jeg måtte køre forbi en bil, en bus, en lastvil og en varevogn, som ikke kunne køre op ad den lille bakke til broen. På det tidspunkt havde jeg drukket en liter te , så resten af turen hjem kom knibemusklerne på overarbejde. De klarede jobbet!

Fra Nørresundby gik det stille og roligt. Det føg meget, der var glat og sigtbarheden var indmellem stærkt reduceret. Men frem kom jeg med 20 - 40 km i timen. 

4½ time efter kørte jeg fast på gårdspladsen. Nu kunne knibemusklerne næsten ike mere, så jeg lod bil være bil og styrtede ind  på toilettet. Landmanden fik lov til at køre lidt frem og tilbage for at kunne forcere snemasserne, så bilen kom i garage.

Jeg sank sammen i sofaen, fik min aftensmad og så en julefilm, inden det blev sengetid.

I dag stod jeg tidligt op, landmanden havde lovet at køre mig ind. 

Heldigvis havde blæsten lagt sig, og selv hen forbi os havde de ryddet vejen, hvilket normalt først sker om eftermiddagen. Så vi kørte 20 - 40 km i timen og jeg kom på arbejde til tiden. Flere kolleger fra aftenvagtholdet i går gik i dobbelt vagt, fordi nattevagter ikke kunne komme ind. Der var massiv overbelægning, fordi de patienter, der skulle have været videre i går, ikke kom det.

Der var også kolleger, der ikke kom hjem i går, en tog tilbage og arbejdede i aftenvagten og sov på et kontor i nat. En anden måtte vende om og finde logi i Aalborg. Jeg aflyste mit projektarbejde i dag og hjalp med at få patienterne givet mad og medicin samt fik nogen af dem gjort klar til overflytning.

Alle var trætte, da aftenvagterne mødte ind, og de så helt trætte ud, fordi de manglede faste folk og derfor havde vikarer med. Vikarerne gør, hvad de kan, men der er meget, de ikke kan. Og med en afdeling, hvor der er flere isolationsstuer med covid-patienter og mange på gangen, fordi folk heller ikke var blevet hentet, da vi gik, så forstår jeg godt, at de så trætte ud på forhånd (måske nogen af dem også havde haft den hårde vagt i går aftes). Jeg håber inderligt, at de får en god vagt.

Turen hjem gik også med 20 - 40 km i timen. Vi havde dog te med og jeg havde købt chokolade i sygehusets cafe, så vi hyggede os på hjemturen.

Der er smukt udenfor og lyskæderne/lystræerne tager sig godt ud sammen med sneen. Jeg elsker stadig sne.