Morgengryet

 Jeg elsker det ord, at morgenen gryr, at dagen begynder, at dagen langsomt dukker frem, at det begynder at lysne. Ikke blot elsker jeg ordet, men jeg er også vild med denne ganske særlig form for morgengry om vinteren. 

Mange har travlt med at sukke efter foråret, hvor jeg i mit stille sind tænker; ro på, vi er i den anden af vintermånederne, der er en vintermåned mere. Marts er den første forårsmåned, der hvor foråret gryr. Den kan jeg godt vente på, mens jeg nyder dvalen året er i, mens den forbereder forårets komme.

Dette er en vintermorgen, hvor kulden bider mig i kinderne, hvor rimfrosten pynter den visne hortensia og Sankthansurten, hvor solens flammende morgenfarver blander sig med nattens mørke. Fordelen ved morgengryet om vinteren er at man ikke skal meget tidligt op for at opleve morgengryet.

Jeg har sovet længe efter min standard. Jeg er normalt altid først oppe, jeg er også den der går først i seng. Men i dag hørte jeg landmandens vækkeur og faldt i søvn igen, indtil mit eget vækkeur ringede klokken 7. Jeg kunne såmænd godt have sovet længere, men rækken af ting, jeg skal have styr på, roder ubevidst i min hjerne, så jeg vil gøre en indsats for at få streget punkter over på den mentale liste.

I går gik jeg en morgentur, men ikke i mit område. Datteren har været hjemme hos os en lille uge. der var brug for omsorg og praktiske gerninger, og vi nød at have hende hjemme. Hun havde glemt nogle af sine ting, så da jeg skulle møde sent, kørte jeg forbi med tingene. Vi havde aftalt, at jeg stillede det foran hendes dør, så da jeg havde været oppe med det og var alt for tidligt på den i forhold til arbejde, gik jeg mig en morgentur i Østre Anlæg. Faktisk gik jeg to runder, for med tempo på gangen tog det ikke lang tid at komme rundt. Anderledes forholdt det sig med hundelufterne, de skulle stå stille, mens hundene kiggede på ænderne eller snusede til alle de duftspor, som andre dyr havde efterladt, så menneskene frøs med anstand.

I disse uger møder jeg kl 10 hver torsdag, fordi jeg underviser patienter og pårørende i Hobro om eftermiddagen. Jeg nyder de timer sammen med gode folk fra de tre Himmerlands kommuner, både patienter, pårørende og undervisere. Vi har fået bevilget tre forløb som en afprøvning og håber selvfølgelig at det kan blive faste tilbud. Det gør vi også med Aalborg Kommune og Morsø kommune, men det går trægt med den proces. Den er jeg ikke så god til at være i, så jeg forsøger at fokusere på alle de andre arbejdsopgaver, der hober sig op i min hjerne og på min opgaveliste. Jeg øver mig i reelt at erkende, at der ikke er en quick-fix metode. Livet har det med at smide en masse andre bolde ind på banen, når jeg prøver at fokusere på den bold foran mig, som jeg skal have i mål. Og nogen gange er det vigtigere at få en af de andre bolde i mål først. Det kræver at jeg stopper op, kigger på opgaverne, prioriterer enten alene eller sammen med min leder. Jeg er ansat på 24 timer, men lige nu har jeg opgaver til fuldtidsansættelse. Alle sammen vildt spændende, alle sammen relevante, men jeg øver mig i at mærke efter om jeg skal inddrage nogle timer på fridagene og så flekse dem senere. Lige nu passer det mig godt f.eks at kunne dele mine arbejdstimer op udover flere dage.

I lørdags tog vi til stranden sammen med datteren. Det blev til en dejlig gåtur i det gode vejr, hundene blev luftet, vi samlede muslingeskaller til datterens nye kunstprojekt og fik øje på en lille babysæl. Den havde skadet sin ene luffe, hvor meget kunne vi ikke se. Vi ringede til Dyrenes beskyttelse, de ønskede billeder og efterfølgende ringede de, at de mente, den nok skulle klare sig uden deres hjælp. Vi havde det skidt med det, men om søndagen var landmanden på jagt med kloge mennesker ud i dette. De sagde, at moderen ville komme ind om aftenen, når der var blevet ro på, og at det nok skulle lykkes for den lille sælunge at komme ud i vandet igen. Det håber vi.

Nu vil jeg smøre lidt frokost til os begge, og så må jeg hellere holde mit løfte til mig selv om at gøre noget aktivt for at få mine smerter i baller og hofte væk. Ellers må vi have købt et hæve-sænke skrivebord til kontoret. På arbejde står jeg op det meste af tiden, fordi jeg får ondt med det samme, jeg sætter mig på en stol eller i bilen. Min fys har ordineret gåture og øvelser, sæt i gang Lene.

Rigtig god weekend til dig.

37 år

 Så sidder vi her, klar til at høre Lise Nørgaard sidste ord. 105 år, hvilken alder og med mentalt overskud. 

Jeg sidder her med min mand og min datter. Vi har nydt et lækkert aftensmåltid sammen, dyrefilet med hasselbackkartofler og dertil en grøn salat med æbler og nødder.

37 år. Dengang ved aftenstid havde jeg været mor i knap fire timer. Den lille pige med masser af lyst hår lå ved siden af mig i sin hospitalsbabyseng med gennemsigtige sider, så man kunne holde øje med babyen.

Nu sidder jeg sammen med en stærk, klog, modig, kreativ og smuk datter på 37 år. Det sidste halve år har været hårdt. Det er hårdt som mor at se sin datter blive udsat for kræftens skræmmende ansigt og alle de ting, man som ung brystkræfttramt skal tage stilling til. 

Der er mere ro nu, mere overskud og plads til at gøre andet end at overleve. Og jeg genkender Lise Nørgaards ord om at fokusere på humoren , det komiske, når verden vælter. Det kan være med til at give viljestyrke og tro på at det nok skal gå. 

Jeg synes vi er gode til at grine, god til at turde at tale om det svære, men også til at bruge den sorte humor. 

Hjertelig tillykke min dejlige datter. Jeg glæder mig til når din kreativitet kan få frit råderum igen. 

Julen 2022 - juledage, baghjul, romjul, familiejul

 Så fik jeg endelig taget mig sammen til at slå ordet romjul op. Den norske betegnelse for juledagene fra d. 27/12 til d. 31/12 eller oprindeligt frem til Helligtrekonger. Som mange ved holder jeg det sidste i hævd, så for mig var dagen i går afslutningen på juledagene. Romjul eller romhelg kommer af et middelalderord , som betyder, at disse dage ikke behøver at holdes strengt hellige. Det ord kan jeg godt lide, hvorimod det danske bagjul lyder mere kedeligt.

billede taget af landmanden

Vi havde den skønneste romjul. Allerede 2. juledag tog vi på udflugt til Aalborg ZOO for at se julebelysningen. Jeg havde fået to fribilletter gennem plasmadonation og datteren havde ligeledes fået fribilletter, så vi kom ind gratis. Det regnede, da vi kørte til Aalborg i to biler, men inden vi fik barnevogn ud af bilen og paraplyer slået op, stilnede regnen af og mørket sænkede sig. Det gav alle muligheder for at nyde de smukke lys over hele haven. Vi så faktisk ikke så mange dyr, de var alle indenfor og der var rigeligt at se på udenfor. 

billede taget af landmanden

Det var 3. gang i 2022, at vi var i ZOO med S, så mon ikke det bliver en tradition fremover? Vi prøvede et nyt spisested for os, det gav os lidt varme, for kulden kunne vi godt mærke, selv om vi syntes vi havde klædt os godt på. S skulle ikke nyde at komme ind til julemanden, så det må blive en anden gang. Hver gang S ser noget spændende siger han ØJ med store øjne og smil om munden. Det blev der også sagt undervejs, det sjoveste var dog, at vipper og gynger var lyst op. Så vi fik også nogle vippeture og gyngeture.

3. juledag mødtes vi med to af mine søstre og deres familie hos den ene søster. Her fik vi lov til at møde det næste lille barnebarn i familien, min nevøs lille pige fra oktober. De to små var selvfølgelig samlingspunktet for alle og vi havde nogle hyggelige timer, inden vi kørte hjem, så S kunne komme i seng.

billede taget af landmanden

4. juledag drog datteren og jeg til kemobehandling, vi havde te og læsestof med. Normalt tager hun selv af sted, men nu var det jul, så ville jeg gerne dele den stund med hende.

5. juledag var jeg på arbejde. Den lille familie lånte min bil og tog en tur til Aalborg. Det regnede dog i stride strømme, så shoppingturen blev lettere begrænset ligesom legepladser heller ikke blev aktuelle. Jeg havde præsteret at lade en turkis strikketrøje ligge i min vaskemaskine og så putte S' hvide juleskjorte, sønnens hvide juleskjorte og svigerdatterens hvide julekjole i vaskemaskinen. Lad os blot gøre det kort. Trods alle mulige kemikalier blev de aldrig hvide igen. Så familien havde carte blanche til at finde nyt tøj på min regning. 

billede taget af landmanden

6. juledag havde vi besøg af min yngste lillesøster fra København. S charmede hende, som han charmer alle andre. Han gik endda hen til hende, da hun skulle videre og gav hende et kram. Vi hyggede os med masser af snak, julegodter og de sidste af mine bondeklejner fra fryseren. De vakte stor glæde hos min søster, for de smagte lige som de skulle, smagen af barndommens jul.

Vi sendte søn og svigerdatter på en lille forældredate i Aalborg. De kom nu hurtigt hjem igen efter at have spist på en lækker japansk restaurant. Det regnede og så var det ikke så hyggeligt at gå langs vandet eller ned gennem de smukke julegader.

7. juledag var nytårsaftensdag. Vi hyggede os om formiddagen, jeg skulle i aftenvagt. Landmanden og jeg hentede nytårsmenuen hos SPAR. Det var en succes, ikke så god som den, vi havde købt tidligere år hos Meny, men den var fin. I år var der også en børnemenu med. De havde hygget sig med fyrværkeri sidst på eftermiddagen, sønnen stod for anretning og opvarmningen af maden, de unge kvinder havde dækket smukt bord, og jeg fik løbende sendt billeder. Vi havde også en rolig aftenvagt og hos os var der også pyntet fint op af dagvagterne. Det føltes helt mærkeligt med ro i afsnittet efter et helt år, hvor vi nærmest hele tiden har haft overbelægning og meget dårlige patienter.

nytårsbord på mit afsnit

Jeg nåede hjem kort før midnat, der var champagne i glassene, kransekage på bordet og tid til sammen at gå ind i det nye år. Taknemligheden over at vi kunne fejre både jul og nytår sammen med vores børn, svigerdatter og barnebarm boblede om kap med champagnen.

Næste dag skulle vi tidligt op i forhold til det sene sengetidspunkt, for vi havde inviteret gæster til nytårsbrunch. Det blev en hyggelig formiddag, inden jeg igen drog af sted på arbejde og de andre kunne slappe af derhjemme.

Da jeg kørte hjem fra vagten, kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at blive syg. Det brød dog først løs, efter at jeg havde kørt den lille familie til lufthavnen og fået vinket farvel. Siden da har jeg hængt med næbbet, været lidt febril, brugt utallige lommetørklæder og faldet i søvn midt på dagen, fordi jeg bare var så træt. Jeg arbejdede hjemme en dag og har været på arbejde en dag. Jeg er stadig træt, så jeg synes de her sidste to fridage mere har bestået af pauser end af gøremål.

Landmanden er taget på jagt og Dexter sørger herhjemme i kurven, for han kom ikke med. Han vil slås med de andre hunde, og så skal han ikke med. Jeg skal have fjernet julen, gjort rent (rengøringsdamen var også syg i denne uge) og handlet ind. Datteren kommer herud i morgen aften og fejrer sin fødselsdag, så skal her være rent og uden julerier. En god lydbog i ørene, masser af te og masser af pauser er recepten, der forhåbentlig dur. Må du få en god weekend.

Julen 2022 - et dansende juletræ, hundegodbidder og traktorkørsel

 Vi har nydt julen, den har hele vejen igennem været i børnehøjde. Vores feriegæster ankom d. 22/12, tre fra Trondheim, en fra Aalborg. Der gik ikke lang tid, før S følte sig tryg og genoptog sin leg fra facetime med at gøre os forskrækket (en leg han lærte til Halloween)

Huset var klar til et barn på 17 måneder, vi var dog spændte på om juletræet skulle passes på, men det ænsede han nærmest ikke. S hjalp sin far, mor og faster med at pynte træet d. 23/12. Jeg havde købt stofgrise og hjerte samt strikkede julestokke. De fik lov til at hænge på de nederste grene i fald han havde lyst til at lege med dem. Men som sagt blev det overhovedet ikke aktuel. 

Jeg havde placeret tre kasser med vores børns legetøj rundt omkring og købt en brugt gåvogn med masser af knapper, der gav lyde. Den var langt mere spændende end et stillestående juletræ. Vores dansende juletræ blev S' kæreste legetøj. 

I begyndelsen var han noget bange for den, men så tog han den op og gik rundt og vuggede i takt til Jingle bells, som juletræet spillede uafbrudt. Den blev også sat forskellige steder, så S kunne se, om den kunne danse på et bord, en gåvogn eller andre overflader.

I dag har jeg sendt den norsk-danske familie hjem og jeg savner S' lille grin, hans tunge som kommer ud, når han smiler skælmsk til farmor. Hans småpludren, når han leger med duplo, traktorer eller de små Babarfigurer, hans far en gang legede med.

Vi snuppede S, når han vågnede om morgenen og lod forældrene sove længe. Når han havde fået tør ble og børstet tænder, var han klar til eventyr. Farfar scorede høje point med at invitere S ud på den store traktor, så kørte de en tur om formiddagen rundt på markerne. Bagefter gav de Ayla og Dexter godbidder. Dem kommer hundene helt sikkert til at savne, men lige som alle vi andre må de tilbage til de sunde vaner. Så gik vi ned til hønsene og hentede æg og fodrede dem med det madaffald, som hønsene måtte få. Resten af affaldet tog hundene sig af. Så her i huset kender vi ikke til særlig meget madspild.

Mad fyldte meget i min hjerne, jeg havde forsøgt at lægge en overordnet plan for retter, vi skulle /kunne få i løbet af de fjorten dage, vi var sammen. I betragtning af at jeg absolut ikke ynder hele den madtjans, så kan jeg godt klappe mig på skulderen. Sønnen fik frikadeller/medisterpølse med stuvet hvidkål (min juletradition), glaseret hamburgerryg med grønlangkål (landmandens juletradition), hjemmekogte gærklejner eller bondeklejner, som jeg kender dem som fra min barndom, hjemmelavet konfekt og hjemmebagte småkager, som bare blev gode i år. I år afprøvede jeg en opskrift af Mette Blomsterberg og sprøjtede dem ud på pladen. De lignede dem, man køber i de dyre butikker i følge min datter og de smagte skønne. Vi fik også gløgg og æbleskiver.

Juleaftensdag blev en skøn dag, hvor jeg kom i kirke hele to gange. Der var børnegudstjeneste om formiddagen, den tog søn, svigerdatter, jeg og S til. Det blev en rigtig god oplevelse. Og nu kan vi en ny version af Jeg er en lille undulat, nemlig Jeg er en lille engel sød. Om eftermiddagen tog landmand, datter og jeg til julegudstjeneste kl 15. Det blev også en god oplevelse, men noget anderledes. Præsten, som jeg ikke kender så godt, da kirkegang er blevet nærmest ikke-eksisterende de sidste mange år, holdt en speciel prædiken. Ikke at budskabet i den ikke var rigtigt, men den var absolut ikke som jeg forventer mig en juleprædiken. Jeg nåede faktisk at blive helt deprimeret og tænke om han da slet ikke ville sige noget positivt i sin prædiken. Vi nåede også at hilse på nogle af datterens skolekammerater. Datteren, hvis hår er meget kort og forsvinder mere og mere, lignede en drøm med sin smukke tørklædeturban. Hun har det heldigvis overordnet godt. Der er ikke noget godt at sige om kemobehandlingers bivirkninger, men de gives jo for at forhindre tilbagefald.

Søn og svigerdatter skulle sørge for, at flæskestegen kom i ovnen. Vi havde drøftet lidt hvordan vi gjorde det bedst med S. Det endte med at gå rigtig fint. Han sov en sen lur og fik en lille gave efter maden. Da vi havde sunget et par sange om juletræet, fik han endnu en gave, og den var han optaget af, så sønnen foreslog, at vi andre blot fortsatte traditionen med at vælge hver sine julesalmer og gå rundt om juletræet. Pludselig tog S sit legetøj og gik ind mellem datteren og jeg , fulgte med i vores gangrytme og vuggede i takt til musikken. Hans forældre var pavestolte af den lille gut og alle hjerter smeltede ved synet af det lille menneske i hvid skjorte med juleslips, som nød at gå med omkring træet.

Efter S var lagt i seng, fortsatte juleaften med småkager, konfekt, godter og blanding af julehvidtøl og citronsodavand, som det hører sig til både i min og landmandens familie.

Resten af julen må komme i et andet afsnit. Jeg håber du havde en god jul og kom godt ind i det nye år.

Top10 overnatningssteder i Norge - ferie på motorcykel i Norge 2022

Min sommerferiefortælling stoppede i Leksvik, hvor vi var på besøg hos sønnens svigermor. Vi skulle finde et sted at bo for en nat, og hele den norske familie kunne fortælle om et sted, som i en artikel blev placeret på top10 listen over overnatningssteder i Norge. Vi var så heldig, at netop den nat, vi ville overnatte, var der plads.

Da vi havde været på hytte og nydt eftermiddagsteen, hoppede vi på motorcyklen for at tjekke ind, inden vi skulle grille sammen hjemme i svigerdatterens barndomshjem.

Stedet lå lige udenfor Leksvik, det var et norsk landbrug, som for at kunne overleve havde fået sig en bibeskæftigelse i form af feriehytteudlejning. Først havde de sat en hytte i stand, der lå lidt fra gården, derefter havde de bygget fem ferielejligheder ved stranden neden for gården og kombineret det med selskabslokale og café. Kronen på juvelen var en artisk dome, som man kan bo i hele året rundt. Domen eller kuppelteltet lå for sig selv. Toiletbygningen til kuppelteltet lå på det flade stykke nedenfor gården ved nedkørslen til ferielejlighederne. Selve domen lå nedad en sti mellem træer og den lå helt ud til klippekanten.

Det gjorde at udsigten fra teltet gav fornemmelse af at være tæt forbundet med fjorden, som lå mange meter under teltet. Alt på nær seng og dyner var genbrug. 

Landmandskonen tog imod os og forklarede os, at de ville komme med morgenmad næste dag, vi bestemte tidspunktet. Hun fortalte, at ferielejligheder og domen nu tog så meget tid, at de kun havde få kreaturer og fåreholdet, som de lavede lækre forarbejdede varer af.

Da vi kom til domen om aftenen, var det oplyst og der var gang i brændeovnen. Der var et magisk lys udover fjorden, og vi lavede os en kop te og satte os i de gamle lænestole, mens vi nød udsigten. 

På den tid af året bliver der aldrig helt mørkt, så vi havde ingen problemer med at gå op til toiletbygningen for at gøre os klar til natten. I sengen var der udsigt til kuppelteltets loftvindue. Vi faldt hurtigt i søvn i de gode senge med lækre varme dyner.

Selv om landmanden havde tilbudt mig at gå med på mine natlige toiletbesøg, så havde jeg ingen problemer med at gå derop. Og til gengæld fik jeg set teltet og fjorden om natten.

Næste dag stod vi op og gjorde os klar. Toiletbygningen indeholdt også en fin brusekabine, så vi var rene og klar, da den norske landmand kom gående ned til domen med lækkert morgenmad. Der var alt hvad hjertet kunne begære, hjemmebagte boller, honning fra en lokal producent i byen, ost fra områdets mejeri, spegepølse lavet af gårdens får og alskens lækkerier.

Vi tog os god tid til at spise, hvorefter vi pakkede vores grej sammen og fik motorcyklen pakket. Resten af familien ville komme, så vi sammen kunne nyde legepladsen, iskiosken og vandet ved Hjellup Fjordbo.

Nogle badede, nogle hoppede i trampolin, nogle snakkede med fårene og alle fik is, da denne sommerdag viste sig fra den varme side.

Bagefter så vi en del af Leksvik og omegn, vi var på kirkegården for at se min svigerdatters fars gravsted, vi tog på det højeste punkt, hvor der var huler, som modstandsfolk gemte sig i under 2. verdenskrig, vi så skolen og til slut hyggede vi os hos min svigerdatters mor. 

Sidst på eftermiddagen hoppede vi på motorcyklen og de andre i bilerne, for der var en færge, vi skulle nå, inden det blev for sent af hensyn til lille S' sengetid. Næste dag ville blive en stor dag, for da skulle vi alle samles igen for at fejre S' 1 års fødselsdag. Den har jeg skrevet om tidligere her

Hvis du nogen siden kommer på denne egn, kan jeg varmt anbefale dig Hellup Fjordbo og deres dome.

Så er man gammel

 Jeg elsker sne, også selv om det tog mig meget længere tid i går morges at komme på arbejde. Også selv om kombinationen af blæst og snevejr gjorde det svært at orientere mig ude på de små veje omkring mig i dag.

I morgen er det hverdagsfridag og mon ikke julevejret udenfor kan få mig i julepyntningsstemning? Jeg har lovet mig selv, at alt jeg kan have lavet inden d. 22, hvor mit lille barnebarn kommer på juleferie, skal være lavet. Dem, der kender mig, ved at jeg kan, hvad jeg vil, men også at jeg kan hurtigt beslutte mig for at ville noget andet. Vi får se.

Min nissehue kom efter flere dage undervejs til Trondheim, og farmor fik små videofilm med nissehuen kækt placeret ovenpå flyverdragtens hue. Der er nemlig masser af sne, nu, og der kælkes og leges med sne. Gæt hvem der håber på, at frosten og sneen varer ved til jul, jeg vil elske at lege i sneen.

I dag mindedes jeg min mormor. Hun brød sig nok om sne, hvis hun kunne være indendørs, men der skulle jo handles ind osv, og så er glatte fortove ikke sagen. Jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at vi falder og falder tungt med risiko for brækkede lårhalse. Så hvor min mormor iførte sig sokker udenpå skoene, fordi hun så stod bedre fast (det var før ældre damer gik med gode støvler). Så havde jeg gode støvler på, og alligevel gik jeg med små skridt fra parkeringspladsen til sygehuset. Jeg havde en fornemmelse at blot et rask stort skridt ville få mig til at skride, og der var endda ryddet og saltet. Så er man vist blevet gammel.

Jeg husker min elevtid på en kirurgisk afdeling ved vintertid, vi fik alle de gamle damer ind med brækkede lårhalse. Og for nogle af dem betød det farvel til uafhængighed af andre og måske endda god dag til plejehjem. Så gammel føler jeg mig ikke, men jeg tror ikke, jeg kommer så godt fra et fald i dag, som dengang jeg som 42 år spillede curling og tog et lidt for hurtigt skridt på isen for at feje og i næste øjeblik befandt jeg mig lodret i luften, før jeg faldt tungt ned på isen. Det gav et kæmpe blåt mærke på bagdelen, men heldigvis ingen brækkede lemmer.

At være gammel betyder også, at jeg har en masse minder fra mit liv. Nogle ligger gemt og popper pludselig op, når der sker et eller andet. Sidste weekend inviterede vi vores datter med til Oslo Gospel Choir koncert, en helt fantastisk oplevelse. De var så dygtige, så eminent gode til at synge sammen og vi fik både gamle og nye julesange og gospelsange.

Længe inden jeg var til koncert med dem første gang, havde jeg en juleCd med dem, og det år min mor, 65 år gammel (min alder) havde fået tilbagefald af sin tarmkræft og der var 20 ugers ventetid på strålebehandling og operation, lyttede jeg især til en julesang med dem. Den blev min bøn om at min mor ville klare det: "Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat" Min mor fik lov til at få 8 år mere, det var vi evigt taknemlige for.

Lige der i søndags, da koret sang den sang, kom alle følelserne op i mig igen. Så der blev brug for lommetørklæde, mens jeg stille sang med. Vi har alle brug for lys i mørket.

Sommer i Trondheim og Leksvik - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Mens det regner og alt er dunkelt nærmest hele dagen i disse dage, tænker jeg tilbage på dagene i Trondheim. Lykken var at være sammen hele familien, datteren, svigerdatteren, sønnen og lille S. Der regnede, men med ophør indimellem. Vi tog ind til Nidarosdomen, så datteren kunne se den. Jeg forbløffedes igen over dens storhed og rigdom af detaljer. Vi tog os af S. mens hans forældre klatrede op af de smalle trappetrin op til tårnet, hvor de kom udenfor og så udover Nidelven. De gik også oppe under taget inde i domkirken. Det må jeg prøve til næste år, hvis jeg tør. Vi sluttede af med at datteren gav pizza på en restaurant, hvor landmanden og jeg sidste år havde nydt deres bagerafdelings lækkerier sidste år.

En anden dag passede vi S, mens datteren fik sin fødselsdagsgave af sønnen og svigerdatteren; tebordet på hotel Britania. Hun var lige som os vildt begejstret for det hele. Imens hyggede vi os hjemme, vi sang. legede, gik tur, sov og spiste. En dejlig eftermiddag.

Svigerdatterens mor havde inviteret os til Leksvik for at vise os den del af Norge. Selv om det kun er 68 km nord for Trondheim, indebærer det en tur til færgelejet udenfor Trondheim, en sejltur og så turen langs kysten til Leksvik, i alt knap 2 timer. Landmanden og jeg hoppede på motorcyklen, de andre kørte i deres bil. S er ikke fan af bilkørsel, så det passede perfekt, at der blev mulighed for at undersøge opholdsrummets gulv og stole på færgen undervejs.

Svigermor havde sammen med hendes ældste datter, datterens mand og to børn forberedt en lækker frokost til os. Efterhånden er vi blevet bedre til at forstå det norske, men når det går hurtigt, er jeg fortabt. Heldigvis er alle både danskere og nordmænd gode til  at tale langsomt, gentage eller sige det på en anden måde, så snakken gik frit.

Efter frokosten var det tid til at tage på hytten, som man siger i Norge. Familien har en gammel hytte, som ligger der, hvor svigermoderens familie havde sæterhytte, Vi kørte op og ind i et skønt skovområde med søer og udsigt til fjeldene længere væk.

Bilerne blev parkeret et godt stykke væk fra hytten. Alle bar på ting og så drog vi af sted i en lang gåserække, da området er sumpet, så vi gik på træbjælker over mosset. Hvilken perle vi kom til. Ro, skønhed, og plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. Ingen el, ingen vand, udendørs das og alligevel har alle inklusive sønnen overnattet der flere gange både om sommeren og vinteren.

Vi drak te og kaffe, spiste kage og kiks og nød at der var blevet godt vejr.

Da vi kom hjem til Leksvik, hoppede landmanden og jeg på motorcyklen for at tjekke ind på et spændende overnatningssted, det får sit helt eget indlæg. Bagefter mødtes vi igen til aftensmad på terrassen med grillmad og god snak.

En skøn dag sammen med skønne mennesker, og jeg føler mig taknemlig over at få lov til at være en del af deres familie.

Turbospeederen

 Hverdagen har fundet turbospeederen frem, sådan føles det i hvert fald. Jeg føler mig konstant bagud med ting, men jeg øver mig i at nyde øjeblikkene. 

Jeg tænker på at skrive blogindlæg, men tiden går, mens det mentale overskud lige så langsomt svinder væk i takt med, at mørket sænker sig tidligere og tidligere på dagen.

Jeg tænker på at mødes med mennesker, men tiden går og det mentale overskud går med den.

Jeg tænker på at komme i gang med decemberforberedelser, men tiden den går og overskuddet putter sig under tæppet, mens det tænker: i morgen er der atter en dag.

et hyggeligt hjørne på Café Ulla Therkelsen

Til gengæld nyder jeg:

• de mange små øjeblikke vi har med S. Han forsøger ihærdigt at give os sit legetøj, men det er lidt svært gennem en mobilskærm. Det går bedre med at forskrække farmor, farfar og faster over skærmen. Han er vild med sin faster. Når hun dukker op på skærmen, får hun det mest charmerende smil, også selv om hun nu er klippet helt korthåret, fordi det lange hår begyndte at falde af i store totter.
• min fødselsdagsgave fra datteren. Vi var i Art by Me og male på keramik. Jeg er spændt på mit fad, men jeg bliver aldrig så nytænkende kreativ som min datter. Det var dog sjovt og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen.
• tilliden fra min svigerdatter. Jeg får lov til at læse og kommentere på hendes semesteropgaver i kandidatuddannelsen. Jeg lærer så meget. Sidste gang handlede det om mennesker med handikap og deres muligheder for job blandt andet under Covid-19.

• arbejdssamvær med mine kolleger. jeg har arbejdet meget hjemme den seneste tid, men nu er der mere ro på hjemmefronten, så jeg nyder at være sammen med kolleger. Jeg nyder ikke det hårde pres, de konstant er under. Det samme gør sig gældende for mine ledere. Det er ganske enkelt umenneskeligt, det alle er udsat for. Kombinationen af mange hårdt ramte patienter og for få personale er en konstant kamp for at få det hele til at nå sammen.
• den indsats andre kolleger gør, så jeg i dag kunne afholde møde med en af ressourcegrupperne på afdelingen. Målet er at mange af de grupper skal være selvkørende, uden at jeg skal være tovholder. Og vi er ret langt på det område. I dag kunne jeg også afholde møde med en farmaceut og undervisning for to kolleger sammen med farmakonom. Til gengæld havde flere kolleger dobbelt funktion for at få det hele til at gå op, når kolleger og kollegers børn er syge. Nogle dage har de endda tredobbelt funktion.
• den lange gåtur og spisning på cafe undervejs med min studieveninde. Vi får altid vendt alt mellem himmel og jord. Og jeg er altid glad, når jeg kører hjem.

Jeg mangler stadig at fortælle om de sidste dage af sommerens ferie i Norge. Jeg smiler, når jeg ser billederne og genkalder mig den skønne tid. Så smilet må snart forvandles til ord på bloggen.

Og nedenstående plakat møder mig sammen med alle dens venner, når/hvis jeg tager trapperne fra kælderen og op til min afdeling (5 etager). Ja de forsætter nok 3 etager længere op, men det har jeg ikke tjekket. Lige nu er mit mål en gang om dagen at tage trappen op til os selv.

Trollstigen - Atlanterhavsveien- ferie på motorcykel Norge 2022

 Måske skulle vi komme videre på vores sommertur på motorcykel. Vi kan jo ikke blive hængende på Ørnestigen på vej væk fra Geiranger. Når vi som denne dag tager et langt stræk, ser vi så meget smuk natur og steder, det kunne være spændende at udforske. Men vi havde et mål om at nå til Trondheim denne dag, om alt gik vel.

Der var aktivitetsparker ved floden. Der var smukke bjerge, der omgav os. Men vi styrede mod næste oplevelsespunkt, nemlig Trollstigen. Vi havde hørt, at det var et must for motorcyklister.

Naturen begyndte at blive barskere, som vi nærmede os Trollstigen. Vi vidste godt, at vi kom til bjerget af den forkerte vej. De fleste kommer fra den anden side. Sådan passede ruten ikke for os.

 

På toppen var der masser af turister og vi kunne se, at der var bygget vandrestier, hvor man kunne gå op og se ned ad Trollstigen og den store fos.

Selv om vi kørte nedad Trollstigen i stedet for op, så var det en smuk oplevelse, men vi syntes faktisk, at de to steder vi havde kørt om formiddagen var lige så smukke og spektakulære.

Vandfaldet fulgte os hele vejen ned, det er svært at tage billeder af dette på bagsædet af en motorcykel,  det her var det bedste. Dagen var stadig ung, der blev lovet regn hen på eftermiddagen ved Atlanterhavsveien, så vi holdt en kort spisepause på rastepladsen ved Trollstigen, før vi hoppede på motorcyklen igen.

Vejret var med os, da vi krydsede tværs over Norge mod Atlanterhavsveien. 

I sidste uge betalte jeg for alle færgerne, vi havde brugt på ferien. De scanner nummerpladen og så får vi en regning 2-3 måneder senere. Motorcyklen genererede slet ikke samme regning som bilen, fordi vi sjældent kørte på betalingsveje på denne tur, til gengæld afprøvede vi store og små færger.

Jeg nød synet af bjergene, som omkransede vandet. Om sommeren ser det idyllisk ud med de små bygder, der ligger ved bunden af bjerget og med små klatter huse op ad bjerget. Men har du set Hvor ingen skulle tro, at nogen kunne bo på DR1, så ved du, at det er hårdt arbejde om vinteren. Mange steder er der ikke vejforbindelse til disse bittesmå bygder, de må sejle eller hvis vandet er frosset til is, køre på snescooter.

Nu spørger du måske; har I ikke kørt på Atlanterhavsveien før? Jo, men ikke på motorcykel. Vi ville gerne prøve turen på motorcyklen. Og vi var heldige, det holdt tørvejr, mens vi tog vejen, som forbinder små øer, med udsigten til Atlanterhavet. Du kan se flere billeder fra sidste år her.

Da vi var kommet over på en større ø, vendte vi om og kørte tilbage til rastepladsen midt på vejen og fik os en kop varm kakao og en vaffel.

Så vendte vi motorcyklen igen og kørte tværs over den store ø med byen Karvag, over endnu en bro ved Kristiansund og hen til færgen, der sejlede over Trondheimsleia. Det så roligt ude inde ved færgelejet, men det vippede noget mere, end vi var vant til. Der var jo også direkte udkig til Atlanterhavet, da vi var midt ude på vandet.

Endnu holdt det tørt, og vi sendte sms til Trondheim om, at de kunne forvente at se os sidst på aftenen. Datteren var ankommet dagen før efter at have været til dansk-norsk bryllup i nærheden af Trondheim.

Vi nød turen med kurs mod Aure og siden Kyrksæterøra, men så satte regnen ind. Vi tog en hurtig sandwich ved en tankstation og kørte i silende regnvejr mod Trondheim. Vi var sjaskhamrende våde, da vi parkerede motorcyklen ved det lille hus. Barnebarnet sov, men datter, svigerdatter og søn tog imod os på trappen, og der var nybrygget te og kage på bordet. Ren hjertefryd.