Ind i stilheden

 For 3. gang gik jeg ind i stilheden. For 3. gang kom jeg ud af stilheden klogere, genopladet og fyldt med taknemlighed over at få den mulighed.

Ja sådan skrev jeg og sådan fortalte jeg også de andre deltagere, men det er jo løgn. Jeg har været på retræte i 2010, 2012 og 2018.  Så det er min fjerde gang. Tænk at hukommelsen sådan har spillet mig et puds. Godt jeg har min blog :-)

Alle fire gange med den samme fantastiske præst, Charlotte. Jeg håber virkelig, at der ikke skal gå så lang tid igen, før end Charlotte arrangerer en ny retræte. Jeg har en vision om at kunne deltage hyppigere end nu.

For andre lyder det underligt, at jeg frivilligt tager på forlænget weekend (fra torsdag aften til søndag eftermiddag) med 9 andre deltagere, hvor vi ikke taler sammen. Vi gør en masse sammen og vi gør en masse for os selv. Men for mig var det godt, igen, igen. Jeg var så træt, mine tanker stod i kø, nu hvor jeg ikke talte. Her kunne jeg hvile, her kunne jeg skrive mine tanker ned, her kunne jeg læse, her kunne jeg strikke, her lå min mobil på sengebordet konstant sat til lydløs. Den kom med mig, når jeg gik tur alene i skoven. Her fungerede den som mit kamera og en livline, hvis jeg nu skulle fare vild eller falde og kom galt af sted. Det gjorde jeg ikke.

Det er svært at forklare den fantastiske oplevelse, det er at være sammen med andre i stilhed. Den forbundethed, der opstår med mennesker, man ikke kender på forhånd. Vi skal ikke bruge tid på at spørge ind til hinandens liv, vi skal blot være stille sammen. Og det at vi havde valgt en retræte med en kristen grundtone bandt os også sammen. 

Og hvilket fantastisk vejr vi havde, solcremen blev brugt, vi kunne sidde med døren åben ud til terrassen under måltiderne og terrassen blev også flittigt brugt til læsning og strikning.

Der findes forskellige former for retræte, hvor man gives mulighed for at trække sig tilbage fra hverdagens hektiske tempo. Som skrevet var dette en kristen retræte, de kan være bygget op på mange forskellige måder, men stilheden er et vigtigt element. Charlotte har bygget sine retræter op over et tema, denne gang Helligånden, og med faste holdepunkter gennem dagen, og det skaber ro og frihed til at fokusere på fordybelse.

Hver morgen vækkede Charlotte os med morgensang kl 8. Jeg havde været oppe i et stykke tid, jeg nåede dagens første vandretur i skoven inden kl 8 og et bad, så jeg kunne sidde på mit værelse i ro og mag og nyde hendes sang.

Kl 8.30 mødtes vi i andagtsrummet til bøn og sang. Det var en fast form med bønner med veksellæsning, tekstlæsning fra Biblen, sange fra salmebogen og Taizesange

Herefter var der god morgenmad lavet af den praktiske leder. Vores opgave bestod  på skift i at rydde af bordet og vaske op/sætte i opvaskemaskinen. Mens vi sad og spiste, blev der spillet dæmpet musik. Ingen tale, men en opmærksomhed på hinanden, om nogen manglede noget. Vi fik det lækreste mad under hele retræten. Susanne talte virkelig kærlighedssprog gennem sin mad, som hun havde sagt, inden vi gik ind i stilheden. Selv om vi begge er landmandskoner, er hun virkelig en rigtig landmandskone, sådan som jeg forstår det. Jeg er bare en wanna-be :-)

Første meditation kom herefter. Jeg må erkende, at mine tanker af og til fløj af sted, men det lod jeg dem gøre og undervejs kom stilheden også i mit indre. I år var der ingen guldsmed, men derimod en sommerfugl, som hjalp mig til at fokusere. 

Så gik jeg en tur, fandt en kristen bog i biblioteket eller strikkede.

Før frokosten mødtes vi igen til bøn og læsning og efter frokosten gik jeg ofte en længere tur. Naturen var så smuk, de lysende grønne bøgetræer, de små lysegrønne skud på grantræerne, de mørkegrønne ældgamle grantræer, mine sanser fik lov til at indtage det hele.

Den tredje af de fire bønner foregik før aftensmaden. Om aftenen var der igen meditation, herefter samledes de fleste i stuen, hvor der blev læst godnathistorie. Desværre døjede jeg meget med smerter, fordi vi sad meget ned, så jeg valgte den ene aften at ligge i min seng og læse i stedet. Ubevidst fik jeg valgt bøger, som gik lige ind i de tanker jeg havde og de temaer, teksterne på retræten handlede om. Så min notesbog blev flittigt brugt til at skrive gode ord og mine tanker ned.

Nattebønnen var 21.30 og for mit vedkommende var det så i seng med det samme derefter. Jeg sov trygt og godt og vågnede klar til en ny dag i stilhed.

Nu har jeg så været ud i stilheden i knap en uge, hverdagen tonser af sted, men når jeg tænker på opholdet, falder pulsen. Jeg øver mig i ikke at tage mobilen frem hver eneste gang, jeg ikke laver noget andet. Jeg øver mig i at være i nuet, at fastholde opmærksomheden på mennesker omkring mig i stedet for at tænke, hvor jeg skal være om lidt eller det jeg mangler at få lavet eller drømme mig væk til noget helt andet. Jeg øver mig.

Det er Kristi Himmelfartsdag, der var nybagte boller til formiddagsteen, så de to landmænd kunne mærke, at denne dag ikke bare er en almindelig arbejdsdag. Der sættes kartofler og vejret er skønt. Vi skulle egentlig have haft besøg fra Norge, men flyforbindelser og afslag på en fridag har gjort, at vi må savne den lille familie og se frem til, at vi kan finde en weekend, hvor vi kan køre til Norge. I går fik vi fine billeder fra 17. maj festlighederne, og S kunne stadig passe det smukke strikkede 17. maj sæt, som hans mormor strikkede til ham sidste år. De havde øvet sig i børnehaven med at gå optog. Det glæder jeg mig til at høre mere om.  

Små kærlige hilsner fra to af kvinderne, da de dækkede bord.

Haven venter insisterende på mig, jeg må finde en lydbog frem og huske på landmandens ord, da vi for 40 år siden flyttede ind på gården: du må lære at elske havearbejde. Det har jeg så ikke lært, men jeg har lært at arbejde, så over middag vil jeg kaste mig ud i det. Og nu er der bagt gulerodsmuffins til eftermiddagsmadpakken. God Kristi Himmelfartsdag til dig.

den tekst fremkaldte et smil, hver gang jeg gik forbi opslagstavlen i gangen

EFTERTÆNKSOMHED

Ordet smager af ro, af tid til at tænke, og i ordbogen må man hen til ordet eftertænksom for at få en uddybning af ordet: som bruger eftertanke, som er besindig eller forstandig. Eftertanke kan enten være det at tænke efter, reflektere, overveje eller være selve evnen til at tænke efter eller til at være eftertænksom. Jeg tænker efter, jeg føler mig ikke særlig forstandig eller besindig, men jeg tænker. Og de næste dage får jeg rig mulighed for at gå ind i tankerne, men også rig mulighed for at blive fyldt op med andre tanker.

For anden gang i mit liv skal jeg på retræte, så der bliver stilhed her på bloggen og stilhed omkring mig. Som sidste gang er det Charlotte, der står for retræten, da vidste jeg ikke, hvordan en retræte foregik, jeg vidste kun, at det var i stilhed, og at jeg trængte til den stilhed. Denne gang ved jeg mere, jeg glæder mig til stilheden, jeg glæder mig også til at mærke Charlottes sans for detaljer. Lige fra den lille blomst i mit vindue, de smukke buketter i stue og i andagtsrummet, lydbilledet under måltiderne (munkesang eller klassisk musik), morgenvækning med morgensalme sunget af Charlotte og de mange kloge og eftertænksomme ord i andagtsrummet. Denne retræte bliver anderledes, ganske enkelt fordi jeg også er ændret, ikke i det store, men livet påvirker mig og dig, vi får hele tiden ny viden og nye tanker, som gør noget ved os. Temaet sidste gang var Treenigheden, og godnathistorien var Hytten ( jeg ved, at jeg selv har skrevet om bogen, men kan ikke finde det indlæg). Denne gang er temaet: Påskeretræte set i Opstandelsens lys. Mon der også bliver godnathistorie denne gang? Jeg får se. Gad vide, hvem der deltager udover mig? Jeg får se. Mon jeg bliver lige så ked af det og lige så glad af det? Jeg får se. I morgen aften går jeg ind i stilheden, og søndag eftermiddag går jeg ud af stilheden igen.

I dag skal jeg være praktisk, jeg har ingen sko til hverdagsbrug, så nu er jeg ganske enkelt nødt til at tage mig sammen og gå på skokøb. Gummistøvler og regntøj skal vist også tjekkes, for lange gåture i skoven hører med til min retræte.

Må din dag fylde dig med glæde.

Juledagene 2017

Juleaften blev en dejlig aften med alt hvad der hører sig til. Vi valgte som vanligt at deltage i den sidste gudstjeneste, for der skal jo være mørkt, når man kommer ud fra kirken. Svigersønnen passede imens på hus og steg i ovnen.

I gamle dage spiste vi mere slik og godter, og alligevel køber jeg ind, som om en hel hær skal bespises. Og da datteren er meget mere standhaftig end hendes mor, hvad angår slik og julegodter, så må jeg finde nogle at dele lækkerierne med. Der er jo også hjemmebagte småkager og  konfekt.

Vi hyggede os rigtigt med søster, svoger og niece og sendte også kærlige tanker til deres datter/søster, som døde 15 år gammel. Sorgen og savnet forsvinder aldrig, vi har hende med i vores hjerter, og livet leves med det savn, det er, allermest for hendes far, mor og lillesøster. Jeg fik den smukkeste glasengel af min søster, som hun selv havde lavet, og den har nu fået sin plads på juletræet. Ligesom en stjerneuro i perler lavet af min afdøde niece (kun med en hånd fordi den anden hånd drillede) hænger hvert år i vores stue og minder mig om min niece og om at vi holder sammen i vores familie. Vi er overhovedet ikke enige, vi kan godt blive irriterede på hinanden, men når det gælder, så rykker vi tæt sammen.

Datteren og jeg har genset Aladdin og den store julebagedyst fra tidligere år. Det er hyggeligt at se noget sammen med en anden. Landmanden og jeg har hver vores smag, så det er sjældent, at vi ser noget sammen.

I går fik vi gået en tur oppe ved sommerhuset, inden regnen satte ind. I dag har det ikke været vejr til at komme ud, og jeg trænger til frisk luft, så jeg satser på, at datteren og jeg kan finde tid til det i morgen, når svigersønnen er sat på flyet. Førhen var 2. juledag familiekomsammen på landmandens side, men traditioner glider ud og vi må vist have fundet på nogle nye. Landmandens søskende har nu alle voksne børn med hver deres familie, så de holder ikke jul med deres forældre hvert år og kommer derfor hjem 2. juledag. I min familie mødes vi 4. juledag, den jyske del af familien. Det glæder jeg mig til, men datteren og jeg har talt om, at vi skal have skabt en tradition i landmandens familie med at mødes, ligesom vi har i min søskendeflok og med mine kusiner og fætre på min mors side.

I går fandt datteren på nettet filmen The Shack, som er bygget over en meget omtalt/omdiskuteret (i kristne kredse) kristen bog “Hytten”. Vi var begge vilde med bogen, og det var da også svært at overføre til film de mange gode diskussioner, som hovedpersonen Mack havde med Gud, Jesus og Helligånden. Filmen kunne dog godt nydes og jeg fik lyst til at læse bogen igen. Måske skal det ske som optakt til den retræte i stilhed, jeg har booket i maj måned.Jeg glæder mig til at gå ind i stilheden i 3 dage. Og har du ikke læst om min oplevelse af de to tidligere retræteophold, kan du læse om det her og her. Denne gang bliver noget særligt, for min ældste lillesøster har længe ønsket at prøve retræte i stilhed, så hun har booket plads på samme retræte som mig. Selv om vi kan snakke meget, så ved jeg, at vi også kan være stille sammen. Jeg glæder mig, meget.

Sov godt eller god morgen til dig.

Guldsmeden

Den kom til mig på en retræte. Jeg havde svært ved at koncentrere mig under en meditation, og så var den der pludselig, uden for det smukke vindue. Den blev min hjælp til fokus og retning.

I torsdags var den der igen, flygtig og væk med det samme, men jeg følte mig velkommen og tryg i det lille, smukke og skønne Skovhus. Jeg vidste, at jeg godt kunne gå ind i stilheden, nærværet og tankerne uden at have den fysisk hos mig.

Jeg har vandret, meget, i stilhed, alene og sammen med min søster. 22.000 skridt blev det til både fredag og lørdag.

På min lange vandring alene mødte jeg guldsmeden igen på vej op til Sukkertoppen. Jeg var træt, det var varmt, jeg havde ingen vand med, men op ville jeg. Og så kom den flyvende forbi mig og ledte mig på vej. Jeg nød den smukke blå farve, som glimtede i solens stråler.

Oppe på toppen nød jeg udsigten over Mossø og skovene omkring søen. Det var fredag, ingen skovudflugter, ingen andre mennesker, jeg var helt alene i skoven.

Da jeg nu forsøgte at finde vejen hjem og vejen ned fra Sukkertoppen uden alt for mange omveje, dukkede guldsmeden op igen, nu i selskab med to af dens venner. De dansede omkring mig og satte sig til hvile på bøgens grønne blade og lod sig varme af solstrålerne. Jeg følte mig velkommen i deres selskab og nød solen sammen med dem. Herefter skiltes vores veje, men jeg kan stadig finde de indre billeder frem af den smukke guldsmed.

#retræte #stilhed #kristenmeditation

Stilhed

Selv om vi egentlig ikke taler så meget herhjemme, så er der aldrig helt stille. Den ene ser fjernsyn eller youtube videoer, den anden ser serier eller spiller wordfeud. Vi har hver vores måde at lade op på. Vi ved dog, hvor hinanden er og kan altid falde i snak, når vi har brug for det.

Formiddagen har været stille, men jeg fik vasket tøj, plukket hindbær, ordnet regninger, set serier, drukket te. Stille og alligevel ikke. Landmanden og en medarbejder sorterede kartofler, sønnen og kæresten sov. Eftermiddagen har været fyldt med snak vekslende med stilhed, når de unge og fruen fordybede sig i hver sin computerskærm. Nu er aftenen midtvejs, landmanden og sønnen er ved at gøre klar til mandagens arbejde ude i kartoffelhuset. Sønnens kæreste er i gang med forberedelserne til bachelorskrivning. Der er købt kagetapas, så vi skal rigtig smovse, når det en gang bliver fyraften for landmanden.

Jeg længes efter at komme på retræte med stilhed igen, Charlotte har holdt retræter i Sverige, hvor hun nu arbejder, blandt andet kombineret med vandring. Det gad jeg godt prøve, tanken om at gå i Guds Natur dagen lang i stilhed er tillokkende, det må være vederkvægende. De to gange jeg har været af sted, gav mig helt sikkert mod på mere, men der er bare tidspunkter på året, hvor jeg ikke kan tage fra gården 3- 4 dage. Stilhed gør mig godt, jeg giver mig selv lov til at gå en tand dybere ind i mig selv. Alt for ofte har jeg tusinde ting i gang på én gang, på retræten er der kun mig, stilheden og en fast ramme om dagen, som jeg bevidst har valgt er den kristne ramme. Retræte og vandring står på min mentale ønskeliste, der er kun en, der kan sørge for, at det går i opfyldelse, og det er mig.

Men lige nu vil jeg nyde, at vi er fire, der skal samles om aftenteen og de mange små lækre kager.

NEJ TAK! JEG ER IKKE SYG!

Sådan svarer mange , især konsulenter og andre landbrugsfolk, hvis jeg spørger, om de vil have te (det er så, inden de har opdaget, at jeg, værtinden, kun drikker te)

Min optakt til retræten blev ikke den bedste. Kl 20 aftenen før begyndte jeg at fryse og fryse. Omkring ved 1 tiden gik det over til, at jeg svedte og svedte og ikke sov ret lang tid af gangen. Da morgenen kom, var det svimmelhed og kvalme, der tog over. Jeg havde det bedst liggende, og efterhånden var jeg i tvivl, om jeg overhovedet kom  af sted. Symptomerne blev bedre, men kunne jeg selv køre to timer til retrætestedet? Da klokken nærmede sig sidste afgangstidspunkt, tog jeg beslutningen, jeg VILLE til retræte, en CocaCola blev min følgesvend, og humøret og helbredet blev også bedre undervejs.

Jeg har ikke været på toppen, der er blevet sovet meget, og den gode mad på retræten er ikke blevet nydt, som den burde. Men jeg har haft en rigtig god retræte, som du kommer til at høre mere om senere.

Men jeg har mistet lysten til te! Mig, der normalt drikker omkring 2 liter te om dagen! Selv nu hvor jeg har brygget te til landmanden, har jeg overhovedet ikke lyst til at hælde te op til mig selv. Men pandekager havde jeg lyst til, så det blev vores sene aftensmad.

Der sker ikke så meget og så alligevel

Her på gården står september og oktober i arbejdets tegn. Sådan er det, og hvor jeg tidligere på det her tidspunkt begyndte at blive irriteret over, at alt er sat på stand by, så glæder jeg mig nu over gode tørvejrsdage med sol, hvor der tages kartofler op. Jeg glæder mig også over, at vi kun er os to på gården. Førhen skulle jeg også tænke på, hvordan vores børn skulle tilgodeses i den travle tid. Nu er det mit arbejde, der skal kombineres med travlheden på gården. Solen gør godt og latter gør godt.

Jeg glæder mig også over min afdeling. I dag har vi grint meget på afdelingen, det gør vi nu tit, og den latter samt sammenhold og kollegial støtte gør, at vi kan være i det hårde job, som det er. Mine kolleger har alt for travlt, især i dagvagterne. Aftenvagter og nattevagter skal fungere og have en vis portion af erfarne kolleger, det kommer så til at gå ud over dagvagterne, hvis der er sygdom eller af anden årsag mangler folk. I weekenden er det min tur til at have dagvagter, så ved jeg, at jeg er godt brugt søndag aften, men også at jeg har haft en god weekend sammen med kolleger.

Gårdens rytme kører som den har gjort i 37 år, og det er som sagt en fornøjelse at tjekke vejrudsigten de her dage. Folkeholdet er det bedste, vi har haft i flere år, der er humor, samarbejde og en rigtig god stemning. Det gør mig glad at opleve. Jeg får jævnlige roser via landmanden for mine eftermiddagsmadpakker, hvor der i år er mere hjemmebag, end der plejer at være (det skal da sætte sit præg efter alle de engelske bagedyster, jeg ser). Det gør mig også glad.

Ikke desto mindre kan kombinationen af mine to arbejdsområder sommetider påvirke min hjerne.
I går glemte jeg at sende lønindberetning for folkeholdet, heldigvis var lønservice på vores landbocenter så søde at acceptere indberetning med en dags forsinkelse. Så nu skal jeg da ikke ud i selv at udregne løn, udbetale den via kontooverførsler og modregne ved næste lønindberetning. Af hjertet tak til de søde medarbejdere.

Jeg glæder mig også over og under min søster den femdages retræte, hun er på i stilhed. Det er det samme sted, som jeg tidligere har været tre gange og hvor hun var med mig sidste gang. Jeg kunne desværre ikke komme med, så samtidig ærgrer jeg mig, for jeg trænger til stille dage med tid til eftertanke og påfyldning. Det dur bare ikke, når der er så travlt både herhjemme og på arbejde. Jeg håber, at jeg kan finde en retræte på et andet tidspunkt, der passer ind i sygeplejens og gårdens tid. Det vil jeg glæde mig til.

Og med søndagens stemningsbilleder fra en kollegas kobberbryllup, hvor familien havde arrangeret aftensang med deltagelse af venner og kolleger, vil jeg lukke computeren og ønske dig en god nats søvn.

ET STILLE RUM

At kunne trække sig tilbage og være i stilhed er en gave. Weekendens retræte var netop sådan en gave. For mig betyder det noget, at stilheden har en kristen ramme med bønner, bibeltekster, sange og meditation. Meditationsteksterne denne gang handlede om, hvordan forskellige mennesker oplevede mødet med den opstandne Kristus. Maria, som genkendte Jesus på stemmen og tonefaldet, og med det samme anerkendte dette uden at undre sig over, at Jesus levede. Thomas, som først fik det fortalt af vennerne, og tvivlede, også da han selv så Jesus; han havde brug for fysisk at mærke sårene efter korsfæstelsen. Dette at få læst en tekst op meget langsomt og hvor jeg skulle prøve at være i teksten, prøve at forestille mig, at jeg var til stede lige netop der, prøve at sanse, hvordan de mennesker så ud, hvordan følelser og fysiske udtryk var og prøve at lade alle andre tanker fare, der er jeg stadig novice. Netop når stilheden er mest intens, begynder al den indre støj, men for mig blev det smukke vinduesparti i andagtrummet midlet til at fokusere og holde tankerne væk.

I mit andet stille rum, hvor jeg denne gang tilbragte megen tid, blev stilheden brugt på at læse og sove. Jeg læste rigtig meget, som stadig popper op i mit hoved, nu hvor hverdagen er tilbage. Det er godt at have fået den åndelige rygsæk fyldt op, så der er noget at tære af, når det kan føles lidt hårdt eller tomt i hverdagen. Tak Charlotte for en god retræte og tak til min navnesøster for rigtig god mad, som gav mig inspiration til vegetarretter herhjemme.

Må din hverdag give dig plads og ro til optankning.

STILHED

Jeg er hjemme igen efter 3 fantastiske dage.

Første gang jeg hørte ordet retræte, var da mine to svogre drog til Sverige for at leve i en uges stilhed, det tiltalte mig, og de plantede en længsel i mit bryst.

Stilhed er ikke et ukendt fænomen for mig, modsat hvad mine kære kolleger tror, lever jeg tit i stilhed herhjemme. Når landmanden er ude, er der intet, der forstyrrer mig, jeg har aldrig fjernsyn eller radio tændt, mine tanker får lov til at flyve hid og did. Jeg har også her fortalt om, hvor meget jeg nyder mine enlige traveture, så stilheden skræmmer mig ikke.

Derimod var jeg lidt bange for det, som jeg nu i en bog har set beskrevet som den indre støj. Mon jeg kunne fokusere på visse tanker, mon jeg kunne meditere, uden at alle mulige tanker dukkede op så som hvad skal jeg skrive på bloggen, når jeg kommer hjem, hvad mon der sker på mandag til første kvalitetstjek på afdelingen, osv.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har lært at meditere, hvad det så end vil sige, men jeg har prøvet udfra en tekst fra Bibelen, der blev læst meget langsomt op, at få ro til at gå ind i mig selv, tænke over ordene og  lade dem bundfælde sig.

Jeg har prøvet at spise 7 mennesker sammen uden et ord, jeg har prøvet at gå 2½ time i Guds skønne natur sammen med to andre uden et ord, jeg har prøvet at vaske op sammen med en anden uden et ord, jeg har prøvet at sidde på en terrasse i bagende solskin og læse og drikke te sammen med andre uden et ord, jeg har prøvet, at der trods stilhed vokser et fællesskab frem, jeg har prøvet at være sammen med andre i stilhed og bøn om vores fælles tro.

Jeg har nydt det, og nu har jeg så et ønske om at få noget af det gode med mig i min hverdag, det vil jeg øve mig på.

Da jeg faldt over Charlottes blog, blev jeg nysgerrig over at se, hvad en præst kunne bidrage med i blogverdenen. Og da jeg så fandt ud af, at Charlotte også var retræteleder, så var der ikke langt fra tanke til handling. Jeg havde nok stadig siddet her og tænkt på, at det kunne være dejligt at komme på retræte en gang ad åre, nu har jeg prøvet det, og det er ikke sidste gang! Tak Charlotte.

HVERDAGSFRI

Hvis man har nedsat timetal, kan man være så heldig, at man har en hverdagsfridag.

Hvis man er sygeplejerske eller i det hele taget arbejder i sundhedssektoren, er man ofte også så heldig, at man har en hverdagsfridag, fordi mennesker jo har brug for hjælp døgnet rundt og altså også i weekender.

Jeg er både sygeplejerske og arbejder 30 timer/uge, så jeg har flere hverdagsfridage. I dag er en af dem, og den er startet godt med besøg hos frisøren, nu er jeg blevet lyshåret og noget mere korthåret.

Mens jeg spiser mine rugbrødsmadder med tomater og banan og skriver blogindlæg, ser landmanden nyheder og spiser sin frokost. Om lidt går jeg i gang med aftensmaden, jeg skal ned til min far, så jeg slår to fluer med et smæk, mad til landmanden herhjemme og til os to nede i Midtjylland. Vildtpie med salat lyder menuen på.

Inde i min stue står smukke buketter og kerer sig lidet om vejret udenfor.

Den ene minder mig om min retræte, hvor Charlotte havde sørget for en lille vase med en enkelt blomst på alle værelser, ligesom der var buketter rundt omkring i Skovhuset. Jeg prøvede faktisk at male blomsten, lad os blot sige, at kunstmaler bliver jeg aldrig. Nu fryder jeg mig over buketten i min stue og tænker tilbage med glæde på mit ophold i stilhed.

Den anden buket får os til at undre, jeg kan aldrig få roser til at holde særligt længe, men den her står strunk og flot. Den må være gjort af særligt stof.

Ha en god dag.

DEN SIDSTE REST

af lyset blev nydt under gårsdagen gå/løbetur. Der er god tid til at tænke over de ting, der sker på arbejde og herhjemme. Nogen ville kalde det at reflektere, jeg tænker over ;-)

Søndagen fik lov til at spænde fra arbejde til gæster og te og kage. Der skal vist løbes nogle km, før de lækre kager er forbrændt. Først vennebesøg her, dernæst besøg hos svoger og svigerinde. Begge par havde købt lækre kager, og snakken gik livligt om alt mellem himmel og jord.

I går fik jeg læst vores norske studerendes refleksionsøvelse, jeg blev så glad. Hun er en stille pige, siger ikke så meget, men her skinnede det igennem, hvor god en sygeplejerske hun bliver. Det lyste af eftertænksomhed, af omsorg og faglig dygtighed.

Hun beskrev en morgenstund med en patient, som har afasi, altså som ikke kan finde ordene og formulere dem og som ofte, især i starten, heller ikke kan bruge mimikken, som du og jeg ville bruge den.

De tanker den studerende gjorde sig, da patienten fik gjort hende opmærksom på, at hun(patienten) gerne ville have gardinet trukket fra, kunne jeg godt følge den studerende i.

Vi lægger nærmest ikke mærke til vejret udenfor, vi er på arbejde og er fokuseret på de ting, vi skal gøre, det samvær, vi har med patienten, men for patienten kan det være livgivende sådan en morgen at få lov til at se solens lys, mens man får sondemad. Man er på afdelingen 24 timer rundt, så lyset spiller en stor rolle for patienten. Det giver dagen struktur.

Nu vil jeg gøre mig klar til en køretur ud i mørket, lyset får først magt, når jeg er kommet på arbejde, og det er lang dag i dag, så lyset er på sin retræte, når jeg går ud af afdelingen, men bagefter skal jeg hente datteren, det bliver godt.

BEVÆGELSE

I aftes gik det op for mig, at jeg står foran en ny mulighed. Egentlig havde jeg indtil da tænkt på aftenens arrangement som en ganske almindelig læsegruppe, en gruppe hvor man læser en bog, deler den sammen, diskuterer bogen og dermed får mulighed for at gå dybere ned i den.

Men denne bog er en kristen bog, læsegruppen foregår i en kristen sammenhæng og dermed kommer spørgsmål og diskussion også til at omhandle den kristne tro og ikke mindst min egen kristne tro. Og lige der midt i blandt kvinder, jeg ikke kendte, bortset fra Charlotte og køkkenbestyreren fra min første retræte, indså jeg, at det glædede jeg mig til, og at det trænger jeg til. I hverdagen er der ikke så mange at diskutere tanker og emner i forhold til min tro med. Man bliver nemt rubriceret som “hellig”, hvis man pipper det mindste om tro. Jeg glæder mig til at dykke ned i den bog, som har sat sindene i bevægelse i de etablerede kirkesamfund.  Men at blive bevæget, at få sit sind bevæget er jo slet ikke så ringe endda. Det giver muligheder for nye erkendelser, så jeg glæder mig.

EN DEJLIG DAG

Da mine forældre holdt guldbryllup, startede vi i kirken med en festandagt. Da min moster og onkel havde guldbryllup, startede vi også i kirken med en festandagt. Begge gange var det en perfekt måde at skyde en fest i gang på.

Lige nu sidder jeg midt nat og nyder tanken om en dejlig dag. Svoger (en af mange) blev 60 år og valgte at starte dagen med en kirkekoncert, ikke af professionelle men udført af flere af gæsterne. Han stod selv for akkompagnementet, gammel festmusiker, nu teologistuderende på sine gamle dage. 60 året markerede også farvel til lærerjobbet og goddag til fuldtidsstudiet. Han har været fuldtidslærer og studerende på samme tid igennem flere år, nu skal drømmen om at blive præst leves ud. Jeg beundrer ham, han har aldrig gjort tingene halvt, han har altid haft modet til at turde være sig selv og gå efter drømmene. Og han er den, der startede min drøm om at prøve en retræte med sine fortællinger om retræter i Sverige.

Vi havde søn og svigerdatter med, og det betød, at jeg slet ikke skulle tage noget af den to-timers vej hjem, så jeg fik lov til at sove. Sønnen overtog rattet halvvejs og førte os sikkert hjem til sine svigerforældre. Nu skal de have lov til at nyde det unge par. Over på sjælland har min familie fået lov til at nyde datterens selskab. Hvert andet år holder vi 16 fætre og kusiner familieweekend sammen med vores ægtefæller, børn og vores forældre. I år faldt det så desværre sammen med denne fest, så vi delte os.

Om lidt står solen op, mens jeg går i seng. Nattemperaturen er lun og mild, må din søndag også blive sådan.

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her

Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.

Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.

I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.

Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.

Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.

AD … 6 ÅR

Så blev jeg klogere (igen). Blogland inspirerer på mange måder. Pollyannas kommentar til sidste indlæg gav mig en vej at gå, nemlig adverbier. Så jeg søgte videre på google og fandt det her og det her. Nogen vil være ligeglad med sprogformuleringerne, men jeg er nysgerrig, jeg vil gerne blive bedre til det sprogligt korrekte, og den viden har hjulpet mig, når jeg skrev diplomopgaver.

I dag er det 6 år siden, at jeg startede min blog, og det at skulle skrive dagligt på bloggen har hjulpet mig til at blive bedre til at formulere mig på skrift. Men bloggen har givet mig langt mere end bedre formuleringsevner, jeg har mødt så mange mennesker både virtuelt og i virkeligheden. Egentlig er virkelighed et dumt ord, for I er jo virkelige, selv om jeg kun skriver sammen med jer og ikke har mødt jer - tror jeg da ;-) For noget tid siden havde vi besøg af to af landmandens søstre med mænd, og da vi gik aftentur til stranden, snakkede vi om alt mellem himmel og jord, og nærmest hver gang jeg skulle referere til en viden om et emne, måtte jeg sige; det har jeg læst om på en blog. Grønlands varme temperaturer, skybrud i Århus, retræte i Danmark, ødegårde i Sverige, danskere i udlandet, strikkeopskrifter, madopskrifter, kreative input, skønne steder i Danmark og udlandet, jamen jeg kan blive ved. I er en kilde, jeg øser af og lader mig inspirere af. Tak fordi I er til, jeg er så glad for, at jeg læste den artikel om Liselottes blog og dermed blev nysgerrig på, hvad der gemte sig bag det mærkelige ord: at blogge.

Og de første mange indlæg havde ikke billeder, men det begyndte jeg med her. Og i dagens anledning får du et af dem her.

God 1. september til dig.

Elastikkens spændstighed

er måske ikke den bedste lige nu, elastikken er lidt for udstrakt hele tiden. Så jeg kigger på ting, der ikke behøver at ske nu, jeg kigger på ting, andre kan overtage og jeg lægger planer for de ting, jeg skal have lavet; vel og mærke realistiske planer. Det gælder både arbejdsmæssigt og privat.

Jeg er god til at slappe af og ikke lave noget. Den sætning vil min familie (mine børn og mine søskende) grine af, men det er jeg, bare ikke når de er her, for så går der en eller anden mekanisme i gang, så jeg hele tiden skal sørge for, at alle har det godt. Men når jeg er alene efter arbejde, som jeg er langt de fleste dage lige for tiden, så slapper jeg af med; ja jeg må indrømme at jeg griner lidt af mig selv, men TVCharlie har programmer, som ikke er særlig sindsoprivende og dermed får mig til at slappe af. Så først så jeg Alan Titchmarsh’ haveprogrammer, nu er det Bjerglægen. Jeg griner forundret over en praktiserende læge, som både passer sin praksis, kører rundt i alperne på lægebesøg og samtidig lige håndterer at diagnosticere alle sine patienter på sygehuset med de mest specielle diagnoser, han kan sågar også operere. Sikke en alsidighed. Pyt, det er ren og skær afslapning og ser jeg ikke et afsnit, så går jeg ikke glip af noget.

Jeg har påtaget mig en opgave privat, som i den grad udfordrer mig, men jeg kaster ikke håndklædet i ringen, i stedet forsøger jeg at holde fast i, at det, der udfordrer min hjerne, er godt. Jeg skal blot ikke lade det gå ud over søvn og motion. Morgenen er startet langsomt; efter te var brygget og Ayla og landmand var gået ud, lagde jeg mig på sofaen, fandt you tube videoer med smagsprøver på Kristen Meditation frem og brugte tyve minutter på vejrtrækning og afslapning.

Nu sidder jeg her med min morgenmad og blogskrivning, og jeg som aldrig hører musik som baggrundsbelægning, har nu fundet gregoriansk munkemusik frem. Det minder mig om mine to retræter hos Charlotte. Charlotte brugte ofte netop gregoriansk musik som underlægningsmusik til spisestunderne. For det var typisk der, det føltes sværest at være i stilheden sammen med fremmede mennesker, fordi man blev meget bevidst om lydene i forbindelse med spisning. Jeg længes efter at komme på en retræte i stilhed igen, det er livgivende, hårdt og skønt på samme tid.

I hverdagen har stilheden trange kår, for selv om jeg f.eks i de her dage ikke taler særligt meget med nogen, så er jeg sjældent til stede i stilheden. Jeg er alene det meste af tiden fra syv morgen til ti aften, men jeg spiser, mens jeg skriver indlæg eller læser blogge, jeg ser serier, når jeg ikke arbejder ved computeren; jeg surfer på nettet, jeg laver mad, mens mine tanker drøner rundt med motorvejshastighed.

Det gør godt at starte dagen på denne måde, kan jeg mærke. Jeg er klar til endnu en arbejdsdag ved computeren. I dag skal den dog krydres med bevægelse, har jeg bestemt. Elastikken har brug for bevægelighed og afslapning. I tirsdags måtte jeg holde fri for at lavet regnskab færdig og komme til fys. Nu snupper jeg en hjemmearbejdsdag og får programmet og power points gjort færdig til vores årlige brush up dage for al personale.

Alle kommer af sted, tre enslydende dage sikrer, at alle får opdateret deres viden på udvalgte områder. Alle hjælper med fra morgenstunden med at dosere medicin, give sondemad eller at hjælpe patienter med at blive vasket, og klokken halv ni går kursusdeltagerne så fra til 6½ times inspiration og undervisning. Det fungerer rigtig godt og har været en fast tradition, siden vi blev et selvstændigt sengeafsnit. Det giver plads til gode snakke og diskussioner om sygeplejen på vores afsnit. I og med alle kommer af sted, kan vi godt leve med, at de timer skal afspadseres på et senere tidspunkt, og dermed er vi færre på arbejde der.

Og jeg lever også med, at 2017 så heller ikke blev året, hvor rododendronbuskene udenfor blev beskåret. Lige for tiden er det hvidt uden for mit stuevindue. Det tager lyset til stuen, men det ser flot ud. Må du få en lørdag med plads til vejrtrækning, lys, nærvær og samvær.

FERIE

At jeg har brug for ferie fra min afdeling står helt klart for mig nu.

Når jeg har fri som forrige weekend med retræte og denne weekend med motorcykelferie, sover jeg som en drøm. Når jeg skal på arbejde, kører hjernen op i et højere gear ved sengetid med det resultat, at jeg får mellem 3 - 4½ timer hver nat.

Lørdagens motorcykelkøretur med en lokal motorcyklist bød på en tur på små veje overalt på Bornholm, vi var ude langs vandet ved små fiskelejre, vi var forbi Hammershus, Hammersø og pause ved Hammer fyr.

Vi holdt frokostpause i Rø plantage, hvor der var sørget for lækre sandwich med udsigt til en skovsø.

Om eftermiddagen mødtes vi med en lokal motorcykelklub og kørte med på deres lørdagstur, 73 motorcykler blev det til; det var et flot syn, da vi kørte af sted fra Rønne torv. Turen endte på Svaneke havn, hvor de mange motorcykler blev beundret af mange turister, der som vi nød tørvejret.

 

Vores turleder tog os dermed ud til et granitbrud, som havde leveret granit til Lillebæltsbroen. Han fortalte, at hans farfar havde været med til at sprænge granit, og da var hullet kun til første niveau. Da vores turleder var ung, var han med til at bygge huset på næste niveau, og man kan se hvor hurtigt det er gået siden da, efter at maskiner har overtaget meget af arbejdet.

Aftenen sluttede af med fællesspisning i deres klubhus; vi håber, vi kan få lov til at gøre gengæld for deres gæstfrihed.

Det er godt at blive fyldt op med gode oplevelser, flere venter, inden der står ferie på min kalender, dejligt.