Det er svært med information til patienter, for hvornår får de nok, hvornår trækker de sig ind i sig selv og tænker, lad hende nu bare snakke, jeg ved bedst?
Vi kender det jo fra os selv, egentlig er vi vel ikke i tvivl om, hvad der er godt og skidt, men vi har også hver vores livshistorie, hver vores syn på livskvalitet, hver vores måde at mestre livets op og nedture på.
I går måtte jeg dog påpege overfor en patient, at der er altså sammenhæng mellem et højt blodsukker og risikoen for at få en blodprop i hjernen.
Det der triggede mig var en pose lakridskonfekt på sengebordet, og min viden om at patienten havde diabetes type 2 og at urinundersøgelsen om morgenen havde givet udslag for meget sukker. Jeg tjekkede blodprøverne og ganske rigtigt, fasteblodsukkeret var meget højt, så jeg målte blodsukkeret om aftenen og det var endnu højere.
Vi fik en snak om patientens vaner, og vedkommende brugte almindelig sukker i kaffen, havde spist lækker islagkage til aften og havde drukket almindelig saft hele dagen. ”Jeg går ikke så højt op i kosten, det er jo kun en let diabetes”
SÅ var det, at jeg måtte påpege sammenhængen, og at vedkommende var nødt til at ændre sine vaner, og at jeg var nødt til at ringe til vores læge. Lægen kom, patienten skulle for første gang i sit liv have insulin, var normalt i tabletbehandling og lægen påpegede endnu en gang det rigtige i det jeg havde sagt.
Efterfølgende målte jeg patientens blodtryk, det var pænt og det sagde jeg, og så var det at overskriften til dette indlæg blev sagt.
Nu får patienten målt blodsukker flere gange dagligt, så jeg er spændt på hvordan det går i dag med kostændringerne, jeg fik vedkommende gjort forskrækket i går, ingen tvivl om det.
Åh ja Lene...det er aldrig så sjovt at skulle skære ned på det man tror giver livsværdi...og så kan ende med at være livstruende..jeg håber at "din" patient forstod et vink :-)
SvarSletJeg er da også sikker på at du fik gjort patienten opmærksom på at der var grund til at ændre kosten,
SvarSletNu har jeg jo haft diabetes i 2 år og jeg får insulin. En kollega jeg har havde også kun en let diabetes der ikke betød noget mente hun.
Desværre så har hun lige haft en blodprop i hjernen, og arbejder kun nogle få timer om dagen.
Knus
Uh - det er lige en af mine knapper der bliver trykket på der. Type 2 diabetes er på nogle måder MERE alvorlig end type 1. Man kan gå i mange år og slå symptomer hen med at "det er bare på grund af min alder at jeg ikke ser så godt mere/får højt blodtryk/eller andet"
SvarSletType 1 diabetikere lærer at dosere insulin efter kulhydratindtag hvis man skejer ud om jeg så må sige. Det vigtige er at tage insulin hvis man spiser kage, is eller andet der ikke hører til i hverdagskosten.
Jeg har hørt så mange år som frivilligt indenfor det område, at type 1 er alvorligere men de skal skam tages alvorlige begge dele så det er godt du fik tilkaldt læge og patienten fik insulin.
Mange type 2 diabetikere får også insulin - det de selv producerer kan ikke komme godt nok rundt i kroppen så derfor injektionerne. Pyh - det var ikke alt for hårdt det jeg skrev håber jeg. Du er super Lene at du ikke bare "ignorerede" det men gjorde noget ved det. jeg kunne skrive meget mere om det men det må være nok. God pinse til dig og dine.
Hos os kommer der jo mange med type 2 diabetes, og det er meget forskelligt, hvordan sygdommen takles ... og for os sygeplejersker, må vi hver gang tænke på, hvordan og på hvilke måde informationerne omkring sygdommen skal gives.
SvarSletÅh hvor har du ret i den med, at 'det betyder ikke noget for mig - kun for alle de andre'-holdningen.
SvarSletVi ved det alt sammen alle sammen, men vi skal alligevel have et vink med mindst en vognstang, før det trænger ind og har effekt.
Meget godt og tankevækkende indlæg.
Som så ofte før :-)
Ja det er visst ikke alltid lett å følge legens ordre. Godt at det til slutt ble forstått.
SvarSletDu har så mange nydelige blomster.
Flotte bilder
God kveld til deg :)
Jeg har en gang været frivillig kontrolperson i et diabetes 2-forsøg og selvom jeg vidste en del i forvejen (noget har vist smittet af fra sygeplejerskemor, en del er nok bare samlet op undervejs), så var det alligevel en tankevækkende oplevelse.
SvarSletHvis det var så let at lade være med at spise alt det, som vi dybest set godt ved er skidt for vores kroppe, så gjorde vi det jo. Det er slet ikke nemt. Men at en diabetes 2-patient ligger og guffer lakridser, det ville altså også have fået mig til at sige en ting eller to!
Kære alle, tusind tak for jeres kommentarer, flere af jer har det jo tæt inde på livet med diabetes type 1 og2 , og jeg kan mærke, at jeg skal have lidt mere undervisning, så jeg bedre kan hjælpe de patienter her og nu.
SvarSletI har virkelig sat tanker i gang hos mig, tusind tak :-)
Ja, igen igen en tankevækkende melding, du kommer med her, Lene. Jeg spolede uvilkårligt tilbage til de sidste år far levede, han havde "kun" diabetes 2 - tabletformen, som ikke altid var let at styre. En overgang til tider insulin med blodsukker 20 eller derover, det varede længe, inden han helt fattede konsekvensen, til sidst i modsatte grøft, hvor det ikke var let at få mad i ham - lavt blodsukker, endte med at se stort på, hvad han måtte spise, det er jo heller ikke godt, når bevidstheden tabes, husker tydeligt engang, jeg måtte ringe efter hjælp, kunne ikke få noget i ham, (honning, sukker) og han måtte i modtagelsen for at få glucose. Han endte med, stort set, at få det, han egentlig ikke måtte spise, ala risengrød. Du satte noget i gang, for jeg husker pludselig tydeligt igen, hvad der skulle til i den verden, der gælder for diabetes.
SvarSletGisela, sukkersyge er ikke nem at styre og det lyder til at I har haft jeres problemer med sukkersygen.
SvarSlet