HOLD SÅ OP!!

Du ligger stille i din seng, jeg hilser pænt på dig, tager din ikke-lammede hånd, så du kan mærke mig. Med den lamme hånd ved jeg ikke, hvor meget du mærker eller om du måske har føleforstyrrelser, som gør at det kan føles ubehageligt, hvis jeg rører ved dig.

Bagefter rører jeg nu alligevel ved din lamme hånd, ikke med en fjerlet berøring, men med en fast berøring. Jeg ønsker at give dig nogle stimuli på begge dine hænder, men vores følesans er sådan indrettet, at den har to sanser, en beskyttende og en vurderende sans. Når vi rører let, aktiverer vi den beskyttende/forsvarende sans, den vil reagere med frygt=flugt eller kamp. Når vi rører fast, aktiverer vi den diskriminerende/vurderende sans, den vi oplever med, den der gør os nysgerrig og undersøger det vi rører ved. Normalt ser vi med vores øjne og hører med vores øre, hvad det er, den anden vil. Men alle kender vel det at fare sammen/trække hånden instinktivt til sig, hvis nogen rører let ved en.

Du har fået en hjerneskade pga. en blodprop/blødning, og jeg kan se, at du ikke forstår alt, hvad jeg siger. Jeg må derfor lade mine hænder fortælle dig vha. din følesans og din stillingssans, hvad jeg vil.


Jeg begynder at flytte puden bag din ryg, du skal nemlig op af sengen. Du råber højt, skælder mig ud, tager fat i mig og giver ikke slip med din ikke lammede hånd.

Både i Affolter konceptet og Bobath konceptet arbejder man med at give stimuli, at give massiv støtte fra omgivelserne, når man som du er ramt på din rum-retningsfornemmelse og på den måde du opfatter de stimuli, du får. Kort sagt den måde din krop opfatter verdenen på nu.

Jeg prøver mig lidt frem, lægger en tætrullet dyne, som efterfølgende er tapet sammen, oven på din mave, dette for at du får nogle stimuli, der siger, her er jeg, her er omverdenen. Lidt som hvis jeg havde bind for øjnene og var blevet snurret rundt, så ville jeg prøve at finde nogle holdepunkter, så jeg kunne fornemme rummet omkring mig.

Din ikke lammede hånd lægger jeg ovenpå dynen, presser den fast mod dynen, det beroliger dig, vi er to, der hjælper dig, vi giver os tid. Så tager jeg i stiklagenet under dig, jeg trækker det op mod mig, så du ligger inde i det og kan mærke lagenet mod din ryg sammen med dynen foran dig. Du er ikke helt tryg, stritter i mod, min kollega tjekker, at alt er som det skal være, at trøjen er glat på ryggen, at bukserne sidder som de skal, at den ble, som må føles så underligt for et voksent menneske at have på, er tør og sidder ordentligt. Liftsejlet lægges ind under dig. Vi gentager det mod den modsatte side, du stritter imod, vi prøver at give dig stimuli, men det lykkes ikke altid. Det er hårdt både for dig og os.

Nu bliver du liftet op og over til kørestolen, det skal helst gøres så hurtigt som muligt, for svævende i luften får du ingen stimuli og er derfor meget utryg. Vi kan dog ikke forflytte dig uden lift, det ville give os en arbejdsskade, for lige nu har du svært ved at forstå, hvad vi vil, selv om vi med vore hænder prøver at guide dig.

I kørestolen har vi lagt en dyne, som vi bruger til at skubbe ind omkring dine led, så du får understøttet dem og får stimuli fra kørestol og dyne. Du falder til ro, kørestolen omslutter dig fra fod til hoved, vi sætter dig med den ene side op mod væggen, så du har en fast omverden på den ene side.


Det er fysisk hårdt, men det er en spændende udfordring at prøve at finde det, der hjælper dig bedst.