TO GÆVE KVINDER

Når man starter med at arbejde med apopleksipatienter (apopleksi=blodprop/blødning i hjernen), går der ikke lang tid, før man indser betydningen af to damer. Her i Danmark og andre steder arbejder man i plejen/behandlingen med ABC koncepterne.

A står for Felicia Affolter, en schweizisk psykolog og talepædagog, som udviklede en teori om, at hjerneskadedes genoptræning/læring af færdigheder foregik som det normale barns udvikling. Altså først får man input gennem sanserne og senere kommer de mere overordnede funktioner (sprog,hukommelse,koordinering). Vi er hele tiden bevidst om vores omverden, jeg ved f.eks nu uden at måle det, at jeg er ca. 2o cm fra bordet, jeg ved, jeg sidder ned, at ryglænet er bagved mig, ved at gulvet er der, selvom jeg sidder med fødderne på stolens fod.

Den hjerneskadede kan være ramt på den erkendelse/sansning, og Fru Affolter mener, at sålænge sansningen ikke er i orden, så kan man ikke arbejde med de mere komplicerede processer. Et eksempel: jeg har haft en mand i bad, han skal nu barberes, jeg lægger barbermaskinen foran ham, siger du skal barberes, han svarer ja, men foretager sig ikke noget.
Han kan ikke koble synet af barbermaskine sammen med barbering, måske hvis jeg fører hans hånd hen til barbermaskinen, kan han få ideen om at barbere sig. Måske skal jeg føre hans hånd med barbermaskine op til huden, måske skal jeg endog få hans hånd til at tænde maskinen, før han kan koble tingene sammen. Færdighederne er derinde, han skal have hjælp til at finde dem frem. Det kaldes guiding. Sanserne, man arbejder med kaldes taktil(følesans)/ kinæstetisk(vores indre stillingssans)

B står for Bertha Bobath, som var tysk/jødisk fysioterapeut. Hun arbejdede sammen med sin mand, som var læge. De flygtede til England i begyndelsen af 2.verdenskrig. Fru Bobath arbejdede også med hjerneskadede, og havde især fokus på inddragelse af den lamme side, hun mente ikke, man kunne tale om en rask og en syg side, da begge sider er så tæt forbundet.
Fru Bobath mente, at den forhøjede muskelspænding man så i den lamme side, og som blev kaldt spasticitet, ikke var spasticitet, men et udtryk for at den ikke- lamme side overtog så meget af funktionerne, og dermed fremprovokerede øget muskelspænding.

Hun brugte ord som ligevægt, symmetri, hvile, naturlig bevægemønster. Eksempel: Hvis en kvinde med højresidig lammelse efter et sengebad skal have bukser på, så vil jeg bede hende om at bøje venstre ben og samtidig vil jeg bøje det højre ben på samme måde. Min hjælper vil støtte begge ben på sengeunderlaget, jeg vil med et bestemt hoftegreb stimulere patienten til at løfte bagdelen(bækkenet), så vi kan trække bukserne op. Det at have styr på overkrop, underkrop, benene er alle sammen funktioner, der er nødvendige for at kunne komme til at gå.

Vi siger, at det er 24 timers træning, ikke træning forstået som hårdt arbejde i en træningssal, men alt hvad vi som plejepersonale gør, har et formål, nemlig at forhindre komplikationer i at opstå og at hjælpe patienten frem mod at blive så selvstændig som muligt.

Derfor er jeg så glad for at arbejde med apopleksipatienter, fordi jeg synes, at her har sygeplejepersonalet en stor betydning. For uden os ingen 24 timers koncept.

Jeg synes det er så fedt, når noget, jeg har gået og funderet over og så prøver af, det virker. Måske var den lejring, jeg lavede, lige det, der skulle til, for at patienten fik hvile. For uden hvile går det ikke, det har patienter og pårørende sommetider svært ved at forstå.

Ikke mere apopleksividen for i dag. ;-)

PS C'et ?? Det står for Coombs, efternavnet på en engelsk talepædagog, som udfra ovenstående teorier har udarbejdet et koncept til behandling af synkeproblemer. Vi laver også mundstimulering og terapeutisk tandbørstning, men det er ergoterapeuterne, der mest står for dette område. ;-)