torsdag, september 07, 2006

HISTORIEN OM ET BAGHOLDSANGREB

Dagen begyndte egentlig som alle andre fridage lige efter 5 hårde arbejdsdage. Kørte sønnike til bussen, datteren og landmanden gik ud for at arbejde, og så skulle fruen her gøre rent.

Son sædvanlig dukkede stemmen op : "du trænger til lidt mere te - det er vigtigt at slappe af - du kan lige kigge på blogsider" Mens jeg læste hos hende her om det dejlige vejr, og bagefter hos hende her om al det hun nåede, ja så begyndte jeg på en anden strategi :"du ku gå en tur først - det er jo sundt- det giver energi" Så stod jeg der ved køkkenvinduet og så, at solen tittede frem, og så kom bagholdsangrebet, flashback til for 35 år siden :

Vi er fem søskende, to piger, en dreng, to piger, og jeg er den ældste. Vore forældre var lærere, og der fandtes ikke pasningsordninger dengang i så lille en by, så vi var vant til ung pige. Da jeg blev 15, blev vi i familien enige om, at nu kunne vi godt klare os selv, de fire af os gik i skole, og yngste søster på 3 kunne passes af nabokone.

Jeg og min søster på 14 skulle så stå for rengøringen og fik lommepenge for det. Rengøringen skulle foregå lørdag formiddag, ikke noget med at trække den til om eftermiddagen.

Der var et eller andet galt, min søster trallede og sang, slæbte spolebåndoptager/ kassettebåndoptager eller transistorradio rundt i rummene, lukkede døren og gik i gang. Hun var færdig kl. 12, smuttede så ind til vennerne eller smed sig i sofaen og læste blade. Jeg var aldrig færdig da, godt nok skulle jeg lige læse lidt, kigge på et eller andet i skuffer, men det tog jo da ikke så lang tid. Næ vi måtte bytte, for det var skævt fordelt, så vi byttede hushalvdel, og det samme gentog sig. Vi lavede endda om på fordelingen af rum, lige lidt hjalp det, min søster havde det meget sjovere og var hurtigere færdig end mig!

Her er det så, at bagholdsangrebet i dag satte ind, for jeg hørte min fars stemme : " Lene, hvis du nu gik i gang med det samme i stedet for at tale om, hvor træls det er, så ville du være færdig på ingen tid"

Uden at tænke begyndte jeg at handle, frem med de skrappe rengøringsmidler fra Matas og ind i brusekabinen og efter 3 minutters ventetid måtte jeg konstatere, at skidtet virkede. Min brusekabine så nu helt pæn ud.

Jeg har kun handlet, ikke tænkt hele dagen, og nu er mit hus gjort rent, flere hold vasketøj er ordnet, og jeg har det så fedt lige nu, så nu vil jeg lægge dej til boller, gå en lang tur mens dejen hæver. Måske vil jeg endda finde det strikketøj frem , som jeg satte hen i en krog sidste vinter, fordi jeg lige pludselig syntes, farven var kedelig.

Oven i det hele har sønnike inviteret os til familiegudstjeneste i den frikirke, hvor han er ungdomsleder, på søndag. Bagefter skal vi til travløb og se nevøens hest , forhåbentlig vinder den. Som om det ikke var nok har landmanden inviteret os ud og spise samme aften, gad vide om han er mere syg end jeg tror ;) han har nemlig reddet sig en god gang efterårsforkølelse.

"Der er altid noget at gøre for en husmor
en husmor er der nemlig altid brug for
Hun løber rundt hele dagen
og blir alligevel bred om bagen "
(Venter på far)

2 kommentarer:

  1. Aiiii hvor har du været flittig Lene. Hvornår er de boller klar?? Vi kommer lige forbi til en kop mokka... :-)

    Jeg kan se du har fået gang i at lave links - det er jo ikke så slemt :-)

    SvarSlet
  2. Næ, det er jo godt, når man har et kyndigt familiemedlem til at hjælpe sig ;)
    Du skal være hjertelig velkommen

    SvarSlet