LØFTETEKNIK

Da mine børn var små, var jeg gymnastikleder for puslinge (3-6 år). Noget der altid vakte begejstring var, når vi voksne slæbte den store tykke springmadras frem.

Der blev hoppet, slået kolbøtter, kreeret mærkelige gangarter. Til sidst sluttede vi af med at sidde rundt om madrassen med fødderne ind under den. Så tog vi med hænderne og løftede madrassen op i fælles flok, kravlede ind under den og gik ud med madrassen på hovedet. Så seje de skønne unger var, især til opvisning når vi viste forældrene, hvor stærke børnene var blevet.

Løfte i fælles flok er ikke en løfteteknik, som er nem at instruere i, nogen kan den, andre tager den til sig ved hjælp af rollemodeller, men når man mestrer den på en afdeling, så bliver arbejdet i de tunge perioder lidt nemmere at forholde sig til.

Denne sommer har vi haft det meget tungt. Normalt er der i min gruppe 15 patienter, heraf er der ca.7-8, som er kørestolsbruger. Af dem kan nogen klare meget selv, skal måske kun have hjælp til at forflytte sig fra seng til stol etc. Efter min ferie vendte jeg midt i juli tilbage til en gruppe med 15 patienter, hvor 13 patienter brugte kørestol, ingen kunne noget selv, nogle enkelte kunne spise selv, hvis de blev sat godt op, men det var også alt.

Det var hårdt, både fysisk og psykisk. Da var det skønt at mærke, at humoren, smilet til hinanden og det, at hjælpe hinanden, når man selv havde lidt overskud, var det gængse. En kollega fortalte så om to dage, hvor hun havde gået sammen med en kollega, som åbenbart havde haft det skidt, ihvertfald var hun meget kort for hovedet, gjorde det hun skulle, knoklede som alle andre, men kropssprog og mimik viste irritation og træthed. Hvis de andre spurgte, om der var noget galt, fik de svaret NEJ. Det tog mere energi fra de andre kolleger end patienterne gjorde.

Nu har vi så i en periode haft det nemmere, men i dag havde jeg så sådan en dag, hvor der skulle prioriteres, hvad jeg kunne nå. Da var det skønt, når kollegerne kom ind, når de havde tid og tilbød deres hjælp. Jeg får altså mere energi, når jeg kan mærke, at de andre godt ved, det er hårdt, og de tænker på mig. Jeg har det godt, når jeg går hjem. Jeg ved, at jeg har givet mig 110 %, der er ting, der ikke er nået, men lad os se, om jeg kan nå dem i morgen.

Nu har jeg sovet eftermiddagssøvn, spist mexicansk mad af den nemme, hurtige slags, guffet slik, læst blogs, og nu tror jeg, det er ved at være sengetid, så fruen er klar til en ny dag på jobbet.

Og vejret artede sig pænt i eftermiddag, ihvertfald i Aalborg, så forhåbentlig blev kollegaen fotograferet sammen med gommen på behørig vis udenfor.

Ha en god søndag