Da jeg var barn, var der ingen svømmehal i den lille by, hvor jeg boede. Om sommeren kørte en bus rundt til de små byer og samlede børn op, som ville lære at svømme i en større bys friluftsbad. Jeg nød de ture og nød at kunne begå mig i vandet.
I 5.klasse fik min lille by så et friluftsbad, det ændrede hele vores fritid om sommeren. For det var jo der man "hang ud", der man fik snakket med alle de andre, der man fik promeneret sit nye tøj, der man kunne blære sig lidt.
Nu var det ikke nok at kunne svømme, næh der skulle springes, først fra 1meter vippen, på benene og så på hovedet. Siden kom 3meter vippen, og jeg kan stadig huske fornemmelsen af at stå deroppe, udfordret til at tage springet på hovedet, belønningen var en is.
Angsten for hvad der kunne ske, en maveplasker var det værste, men også at ramme vandet med en forkert vinkel med hovedpine til følge. Der blev tøvet noget, veninderne skreg "spring Lene", drengene " du tør nok ikke". Så sprang jeg.
Nu står jeg så her, jeg har det lige sådan, jeg vil gerne blogge, men hvad sker der? Bliver det en maveplasker, eller tager jeg den forkerte vinkel med hovedpine til følge. Giver jeg op og må konstatere, at det var kun en gang, og så fedt var det nu heller ikke.
Jeg ved det ikke, men nu springer jeg.
Godt sprunget Lene og tillykke med din nye blog :-)
SvarSletDu er modig - jeg har to gange sprunget fra kanten og det var nok ;-)
Du bliver glad for at blogge, en god sammenligning iøvrigt, og det blev ikke en maveplasker :-)
Tak Ella.
SvarSletTænk at man kan blive så glad for at det virker, nu kommer så udholdenhedsprøven, men jeg har nærmest tænkt i indlæg den sidste tid, så mon ikke jeg kan få skrevet noget.
Velkommen og tillykke med din blog.
SvarSletSkønt start fra dig :-)
Tak Liselotte og Susan, velkommen til jer.
SvarSletDejligt at se dig i blogland, Lene :-)
SvarSletAt dømme efter dit første indlæg er faren for maveplaskere ikke overhængende - jeg glæder mig til at lære dig mere at kende!