Både som pårørende og som sygeplejerske har jeg været til mange samtaler på sygehuse. Der har været samtaler, hvor man netop taler sammen. Andre var mere information fra læge til patient, og dem har man også brug for. Her har jeg tit været det ekstra øre, så jeg kunne hjælpe patienten bagefter med at genkalde indholdet af samtalen. Også som pårørende har jeg oplevet det som godt at være flere, for vi har nogle gange været i tvivl, om det var den samme samtale, vi refererede til.
Der er også de samtaler, hvor jeg kan mærke, at her er der ikke forbindelse mellem personale og pårørende, det kan der være mange årsager til. Angst for sygehuse, angst for fremtiden, sorg over at skulle tage beslutninger for sin pårørende, fordi vedkommende ikke kan.
Noget af det sværeste er, når et menneske har mistet evnen til at kommunikere og måske også evnen til at forstå, samtidig med at man er ramt så hårdt fysisk, at plejehjem er den eneste mulighed. Når så samtalerne med pårørende ikke fungerer, så er det hårdt.
Jeg har prøvet både at være den, hvor vreden vendes imod, og jeg har også prøvet at være den ,der har lyttet til pårørendes vrede mod en kollega. Her ser jeg det som min opgave at kunne rumme familiens vrede, her skal der ikke forklares eller forsvares. De skal have lov til at komme af med alle deres frustrationer, men jeg synes, det er svært. Især når jeg bagefter prøver loyal mod familien at beskrive, hvad de var utilfreds med. Jeg ved jo, at den sygeplejerske, som er involveret, vil blive ked af det, hun har for det meste jo prøvet at gøre sit bedste, men det var så ikke godt nok set med familiens øjne.
"Beskeden er ikke givet før den er modtaget", sådan lyder det inden for mit fag. Alligevel gibber det i mig og andre, når folk siger, de ikke har fået noget at vide, for jeg ved jo, at jeg fortalte dem det. De har blot ikke været i stand til at modtage. Det gør samtalen på et sygehus til en svær kunst, men når det fungerer, ja så kan man næsten blive høj af glæde.
I dag har været en af de gode dage, for vores undervisning gik godt, og det var skønt at få lov/tid til at tale sammen om vores sygepleje.
Jeg tror faktisk, der tænkes meget på dette blandt sygeplejersker, men når man selv har prøvet at være pårørende, så finder man ud af, hvor skrøbelig og hvor let denne tillid, man har til personale, kan ødelægges.Lige nu læser jeg "du har rørt ved mit hjerte" med Johannes Møllehave og Gösta Pettersson (en hjertekirurg), og her kan jeg se, at GP også tænker meget over måden budskabet skal formidles på. Det tror jeg desværre, der stadig er mange læger, som ikke interesserer sig for det.
SvarSletDet er meget svært at lytte, når man hører gennem et filter af følelser. Ordene bliver nemlig nogen gange modtaget med nogen helt andre farver og betydninger, end de var afsendt i.
SvarSletDet er rigtig vanskeligt - har selv prøvet at sidde i vanskelige samtaler som tillidsmand gennem mange år - og det er godt at høre, at det er noget, som optager sygeplejersker meget. Det er også min fornemmelse, at de fleste sygeplejersker er dygtige på det felt - men som du siger, er de kommunikative kvaliteter meget svingende i lægestanden.