DUKKEN

Det har været en underlig fornemmelse at læse bogen Dukken af Ingrid Berner Larsen. Den er skrevet i 1994 og handler om en ung mand, som bliver ramt af en blødning i hjernestammen og som mister alle funktioner, evnen til at bevæge sig, evnen til at spise, evnen til at synke, evnen til at tale og i starten af bogen også evnen til at trække vejret.

Når man som jeg har en indsigt i, hvad der i dag foregår på landets neurologiske afdelinger, så kan jeg se, hvor meget der er ændret i holdningen omkring apopleksipatienter siden da.

Bogen er en roman, så retteligen ved jeg jo ikke om forholdene var sådan i 1994. Ingrid Berner Larsen fortæller selv, at hun har arbejdet som lægesekretær, men ikke hvor, men jeg ved at i 1988 arbejdede jeg på en medicinsk afdeling, hvor apopleksipatienter blot var et vedhæng til det egentlige speciale. Jeg ved også, at referenceprogrammet for apopleksi første gang kom i 2000, men at der havde været forløber for dette midt i 90erne. Jeg ved også at Hammel Neurocenter blev dannet i 1998 og fik landsdelsfunktion i 2000, så der er helt sikkert sket en masse i synet på og behandlingen af apopleksipatienter i de år.


I begyndelsen af bogen fokuserede jeg meget på, hvad jeg mente var fejl, men efterhånden lagde jeg det til siden og læste bogen som en måde at skærpe min opmærksomhed på det faktum, at selvom man ikke kan sige noget, har man dog noget at skulle ha sagt. Der er mange gode beskrivelser af plejepersonale, læger og andre fagpersoner, som taler hen over hovedet på patienten. Eller som er så optaget af det tekniske udstyr omkring patienten, så de glemmer at kigge på patienten.

Men at en patient ligger i flere måneder uden at komme ud af sengen, uden at få fysioterapi, uden at blive vendt, det tror jeg ikke på, for det gjorde vi allerede i 1988. Der er meget vi i dag gør langt bedre, men lige netop dette gjorde vi!

Jeg har tidligere omtalt filmen Sommerfuglen og Dykkerklokken, som også findes som bog, og den er baseret på en virkelig hændelse, hvor patienten ved hjælp af øjenbevægelser staver sig frem og altså ender med at udgive en bog.

Det jeg tager med mig fra denne bog er, hvor vigtigt det er allerede fra start af at fortælle patienten, hvad der er sket, at tale til patienten som om de forstår alt, at huske på at det er voksne mennesker, man taler med og ikke en dukke, som blot skal have tøj på, skiftes, mades etc. Og få denne viden formidlet til de pårørende, som jo er i krise og som har brug for nogen til at vejlede dem i denne nye verden.