onsdag, maj 27, 2009

INDERSIDEN

Indersiden af øjenlågene er blevet inspiceret.

Udover fødselsdags forberedelser er hele hytten blevet gjort rent i dag, så jeg kan slappe af før weekendens aftenvagter, det udløste så en trang til ovenstående inspektion.

Dog er der også blevet tid til at læse en bog færdig, nemlig Kat begynder med S af Ingrid Tropp Erblad

En gammel bog, men absolut anbefalelsesværdig, hvis man vil have lidt indsigt i tankerne hos et menneske, der er blevet ramt af afasi (mistet evne til at tale). Tilmed er den let at læse, den er skrevet med store bogstaver, større mellemrum mellem linjerne, og det mærkes, at forfatteren i sin sætningsopbygning har tænkt på det, der var svært for hende især i starten.

En fighter, der selv tager affære og træner og træner og ender med at komme tilbage i sin stilling som copywriter på et reklamebureau. Hun minder mig om andre fightere, jeg har læst om: Kirsten Mørch-Nielsen og Kirsten Brink, deres bøger kan jeg også varmt anbefale.


I morgen er der pædagogisk dag, jeg skal høre noget om lærerrollen med inddragelse af læreprocesser, jeg er spændt på, om jeg kan følge med.

Første forudsætning er interessen og motivationen, den kniber det lidt med, jeg er udpræget praksissygeplejerske, men nu er jeg jo altså blevet undervisningsansvarlig, og det forpligter. Jeg håber, oplægsholderen formår at inddrage praksis og sætte eksempler på, det er den måde jeg lærer bedst på.

Anden forudsætning er, at jeg er udhvilet, jeg er som sagt tyvstartet, og nu må jeg hellere forsætte inspektionen ;-)

2 kommentarer:

  1. Lyder som interessante bøger.
    En gammel gymnasiekæreste læste til 'matematisk psykologi' på Manchester Universitet. Da jeg påstod, at man da ikke kunne sætte psykologi op på formler, sagde han, at det kunne man udmærket, når det f.eks. drejer sig om indlæringsmetoder - hans speciale drejede sig netop om afasi og metoder til at få personer ramt af det til at få et aktivt sprog igen.
    Han er senere blevet professor på KU, men jeg har ikke haft kontakt til ham i mange år.

    SvarSlet
  2. Ellen, det speciale lyder som spændende viden, men mon ikke det er integreret i talepædagogers viden i dag?

    SvarSlet