HAR JEG SKREVET DET?

I forbindelse med at jeg forbereder mig til næste lørdag, har jeg taget datterens råd til mig; læs dine gamle indlæg om apopleksi. Jeg er ikke færdig endnu, men jeg har oplevet det før; gamle indlæg får mig til at stoppe op og tænke, hold da op, det havde jeg da helt glemt (ikke teorien, men situationen) eller det er da slet ikke så tosset skrevet, jeg kunne måske sige som i the Julekalender, thats a very good vending, den kan vi bruge another time (eller hvordan de nu sagde det)

Det at kunne analysere sig selv og sin måde at gebærde sig på kan være svært. På Hammel neurocenter bruger de meget at videofilme pleje/terapeutsekvenser, fordi det giver meget at se sig selv på film, man kan pludselig se, når man tager over og glemmer at lade patienten tage initiativ, eller at man overser nonverbale signaler om, at patienten synes, det her er godt eller skidt. Jeg tror, at jeg skal dykke ned i gamle indlæg og blive inspireret til, hvilke emner jeg vil tale om, og ikke mindst få sat patienteksempler på, for når jeg læser nu, kan jeg huske patienterne, og de fleste husker bedre, når teori og praksis bliver kædet sammen.

Først vil jeg dog se, om jeg kan lokke hunde og landmand ud på en solskinsgåtur.