MÅNESKINSTUR

Mens landmanden satte sig til rette foran fjernsynet for at se fodbold, tog jeg de røde sko på og gik ud i mørket.

Mørkt er det nu ikke i aften, fuldmånen lyste op hele vejen, så jeg fik slet ikke brug for min lommelygte. Emnet for tankerne i aften var systematik og struktur, jeg ynder at se mig selv som ikke-struktureret, jeg synes ikke, jeg har system i min dagligdag, og alligevel ser andre mig som meget systematisk og struktureret. Måske fordi jeg sætter system i den viden, vi har om sygepleje til mennesker med apopleksi. Måske fordi det er min opgave at holde fast i, at vores tjeklister er til for at sikre, at alle patienter får tilbudt den behandling, udredning og pleje, som, der er viden om, er den bedste.

Jeg elsker, når hverdagen pludselig bryder den vante rytme/rutine, men når jeg arbejder med patienterne, er jeg hele tiden bevidst om, hvornår jeg bryder systematikken og hvorfor jeg gør det. Jeg prøver at få dokumenteret min argumentation for at afvige fra normen, så andre kan se mine bevæggrunde for dette. Men systematikken og strukturen skal være til stede først, før man kan begynde at bryde den, begynde at ændre på den. Jeg har med mennesker at gøre, og hvert menneske er unikt og alligevel del af noget fælles. Jeg skal møde det enkelte menneske, der hvor det er, og samtidig skal jeg bruge den tilgængelige viden om bedste pleje og behandling til mennesker med blodprop/blødning i hjernen.

Egentlig er det lidt som at lave mad. For at det skal lykkes, skal man have grundviden om hvordan man eks. bager brød, hvordan man laver kartoffelmos, hvordan man steger kød og derefter kan man begynde med at bruge den viden på en anderledes måde.

Lad mig give et eksempel, et lille bitte eksempel: når vi undersøger patienterne neurologisk, skal vi bl.a teste, om de har lammelse af øjenmuskler, sådan at begge øjne ikke kan bevæge sig ud til yderstilling i den ene side. Det tjekker vi ved at holde en lommelygte op foran ansigtet, patienten skal følge den med øjnene uden at bevæge hovedet. Nogle gange kommer en kollega og fortæller, at patienten ikke kan bevæge øjnene ud til siden. Så går vi ind sammen, og de får vist et trick. Mange patienter med apopleksi kan især i starten have svært ved at forstå, hvad de skal gøre, og her kan man prøve at stå på hver sin side af sengen oppe ved patientens hoved og tale til dem/kalde på dem på skift, og så vil vi ofte se, at øjnene automatisk kommer ud til siden for at se på os. Keine Hexerei, nur Behändigkeit. Jeg laver ikke øvelsen på den foreskrevne måde, men jeg finder ud af, om der er blikparese, og det er det væsentlige i den her sammenhæng. Ligesom vi skal være kreative, når vi skal finde ud af, om mennesker med afasi (manglende evne til at udtrykke sig) er orienteret i tid, sted og egne data, hvilket vil sige, ved de, hvor de er (at de er på et sygehus og ikke hjemme), ved de, hvilken måned vi er i og ved de, hvornår de er født.

Alt det og meget mere nåede jeg at tænke på, mens jeg gik.