HUSKER DU VOR SKOLETID?

Min far var den yngste af 15 børn, hans forældre havde et lille husmandssted og havde ikke mange penge at gøre med. Min bedstefar, som var uddannet tømrer, tog rundt på gårdene og lavede tømmerarbejde, som hjalp med til at kunne brødføde familien. Alle børnene kom tidligt ud at tjene, også min far, men læreren på min fars skole syntes, min far skulle på realskolen, og min bedstemor støttede min far, så sådan blev det. Som tidligere fortalt har min far nedskrevet ikke blot sin egen version af livet i familien, men også sine andre søskendes fortællinger, til stor glæde for deres efterkommere.

I dag vil jeg lade min far fortælle om skoletiden i den første skole:

“Vores skole var en fireklassers skole, hvor frk. Sørensen underviste de tre første årgange, altså 1. og 2. klasse. Lærer Krogh underviste de ældste årgange, 3. og 4. klasse. Jeg glædede mig meget til at begynde i skolen og havde tyvstartet, så jeg kunne bogstaverne og tallene. Dagen oprandt. Mor og jeg traskede de 1,5 km ind til skolen, der lå lige ved kirken. Frk. Sørensen havde den gode skik at invitere mødrene og deres børn op i hendes lejlighed. Jeg tror, at alle mødre på forhånd havde formanet deres børn til at sidde pænt og passe på ikke at spilde. Jeg syntes, frk. Sørensen boede fantastisk flot. Bordet var dækket med hvid dug og flotte kopper og desserttallerkner. Vi fik chokolade og vistnok boller og kringle. Selvfølgelig var der en uheldig sjæl, som spildte chokolade på den pæne dug, men frk. Sørensen sagde ikke noget. Efter kaffebordet skulle vi ned i klasseværelset, hvor frk. Sørensen anviste vores pladser ved skolebordene. Efter hvilket system? Jeg mener, jeg senere har fundet systemet. Vi blev placeret efter forventet dygtighed. Havde man en ældre søster eller bror, ja, så var det deres dygtighed eller det modsatte, som var rettesnor for placeringen. De, der var dårligst til skolefagene, blev placeret nederst i klassen. I dag gør vi det snarere det omvendte.

Jeg var glad for at gå hos frk. Sørensen. Dagen startede med, at vi sang en salme, og bagefter bad frk. Sørensen Fadervor. Meget tydeligt husker jeg frk. Sørensen som en god fortæller, specielt i bibelhistorie. Så god, så jeg stadigvæk oplever mange af beretningerne både i det gamle og det nye testamente så levende, som om jeg havde været tilskuer. Jeg elskede at synge, så frk. Sørensen lod mig af og til synge ”for”. Jeg husker en af salmerne, jeg bl.a. sang for: Med strålekrans om tinde… Når vi var færdige med skoledagen, stillede vi op på række igen og sang: Nu er timen til ende og fra skole vi gå… Og så gik vi pænt forbi frk. Sørensen og bukkede til farvel. Pædagogikken var nok gammeldags, i hvert fald set med 1990-er øjne. Jeg blev engang sat en side tilbage i regning, fordi der var et stykke, som jeg ikke selv kunne finde ud af. Jeg har senere som lærer spekuleret på de elever, som havde besvær med regning. Blev de sat tilbage gang på gang?

Frk. Sørensen opfordrede os til at gå i søndagsskolen i missionshuset i byen, hvor hun og Fru Mortensen fortalte og sang med os børn. Negerdrengen på et lille bord glemmer jeg aldrig. Når vi lagde en mønt ned i hans skød, bukkede han som tak for pengene, som skulle være en hjælp til børnene i Afrika.

Jeg kom i de store klasser hos førstelærer Krogh. Også her var jeg glad for at gå. Vi havde flere fag end i de små klasser. Krogh var dygtig til at undervise i regning. Mens vi hos frk. Sørensen havde skrevet på tavler, så skulle vi nu skrive med blyant i hæfter. Vi havde fælles hovedregning, men i skriftlig regning måtte vi regne så meget som muligt og kunne altid få hjælp, hvis der opstod et problem. Enkelte elever nåede at komme gennem alle regnebøgerne. Lærer Krogh syntes, at jeg skulle på Realskolen. Han lod mig rykke op i 4. klasse et år før mine jævnaldrende klassekammerater, sådan at jeg skolemæssigt stod godt rustet ved starten på Realskolen.”