Fridagen var programsat, så mens der blev gjort rent i huset, fik jeg gjort noget af det færdig, som jeg ikke nåede i går på arbejde. Knap var rengøringsholdet ude af døren, før end at telefonen ringede. Min far var blevet dårlig, og der var blevet ringet 112. Min far var blevet bedre, men læge og falckfolk ville køre ham på sygehuset, så jeg ændrede hurtigt planerne for et eftermiddagsbesøg om til hurtigt ud i bilen og så afsted. Da jeg kørte på motorvejen, ringede sygeplejersken igen, at man efter samtale med sygehuset havde afblæst indlæggelsen. Man havde i første omgang mistænkt et TCI tilfælde, altså en forbigående blodprop i hjernen, jeg havde nu heller ikke syntes, at symptomerne lød som det. Og det havde man så også fra sygehuset ment.
Da jeg kom derned, lå han og sov, men senere var han frisk, og vi spiste middagsmad sammen, sang sange sammen, gik en lille tur ud på deres terrasse og hørte igen musik sammen. Min far følte sig dog lidt slap stadig væk, så da han tog en forsinket middagslur, drog jeg af sted igen.
Jeg er dybt taknemlig for, at man på plejehjemmet vurderede, at min far stod i første række til en plads, da han var blevet godkendt til en plads. Han er faldet til, sover nu godt om natten og har glimt i øjet og sågar budt damerne op til dans om aftenen på terrassen, efter at personale og beboere havde grillet. De siger, at han lyser op, når han ser billeder af os børn, om end han ikke kan sætte navne på os. Jeg savner min mor, som var så god til at sætte sig selv (og os andre) i gang, hun havde så mange ideer, læste så meget, og hun og min datter kunne rigtig tale om nye film og andre kulturtilbud. I dag har min datter været til maraton i højskolesange, hun tænkte på sin mormor, som ville have elsket sådan en dag i en gårdhave med musik og højskolesang hele dagen lang. Jeg savner også den far, der var engang, men den far, jeg har, er stadig den bedste far, god og kærlig og han spreder glæde omkring sig. Personalet lyste op, da vi kom ud på gangen i dag, han fik et lille klem og “godt at du er på benene igen” de havde også fået sig en slem forskrækkelse i morges, da min far pludselig blev ukontaktbar.
Energien er væk nu, landmanden skal have møde i aften, egentlig skulle de have hjemmebagt kage og småkager, nu er det blevet til hjemmebragt ditto. Jeg vil tage en bog og sætte mig lidt udenfor i solen. Håber du også får tid til at nyde solen.
Det lader til, at han er i gode og kompetente hænder, men forskrækket bliver man jo.
SvarSletHvor er det synd, at han ikke kan huske jeres navne mere ... det går alt for hurtigt tilbage en gang imellem.
Ellen, det er så godt et sted, de er virkelig engageret i at styrke de gode sider hos beboerne. Jeg fornemmer, at min far godt kan sætte ansigter på, når vi nævner navne. Han har dog selv svært ved a finde navneord generelt og at udtrykke sig. Til gengæld fløjter han bedre end Roger Wittaker ;-)
SletGodt at han kom sig igen, men selvfølgelig bliver man forskrækket. dejligt at han er faldet godt til og kan sætte lidt fut i damerne..:-D
SvarSletAnnemarie, vi nyder at han nu er faldet til :-)
SletDe kærligste tanker til dig!
SvarSletKh Marianne
Tak kære Marianne :-)
SletHvor er det dejligt, når personalet er der for beboerne og ser dem som mennesker. Det er også, hvad vi oplever med far. Reglerne bøjes lidt for at behage ham, og ønsker imødekommens i det omfang, det over hovedet kan lade sig gøre. Jeg håber, at du nyder din bog og din aften oven på dagens oplevelser.
SvarSletSusanne, det lyder rart at I også oplever imødekommenhed og ingen regelrytteri. Jeg nød at sidde på terrassen :-)
SletDet lyder som et rigtig godt hjem din far er kommet til, med tanke og omtanke for deres beboere. Dejligt at din far er faldet så godt til efterhånden.
SvarSletInge, det er så godt det sted :-)
SletSikke en forskrækkelse. Men det lyder som et hjem med både omtanke og varme, som din far er kommet til at bo på.
SvarSletEva, vi blev vist alle forskrækket, måske mere personalet end os, vi har nemlig oplevet det her ske en gang før. Og det er et hjertevarmt sted :-)
SletLene, det er ikke nemt, når ens kære ikke kan det, de kunne. Men min erfaring er, at det bringer de pårørende nærmere på hinanden? Alle gode tanker til dig og din familie..det er ikke nemt med demens..Een sagde til os "demens er de pårørendes "problem", ikke den dementes" og det er der måske noget om. Det lyder som om, din far er det rette sted og godt han har jer piger :)
SvarSletAnne, I ved jo hvordan det er, og endnu har min far værdighed og kan følge med i det der sker omkring ham, men vi ved, at det ændrer sig. Vi har også oplevet at det her heldigvis har vist, at vi er enige om mangt og meget, og det vi ikke er enige om, kan vi snakke om, for vi står sammen :-)
SletSikke en forskrækkelse, jeg kan godt forstå du er træt nu - den slags tærer på energien.
SvarSletGodt at du stadig har ham, også selvom han ikke kan huske navnene.
Stine, jeg nød at se på ham, mens han fløjtede til Kaj Norman Andersens sange :-)
SletGodt, at du fik mulighed for at være sammen med din far igen og se, at han har det godt. - Og dejligt, at din datter var til Højskolesangbogsmaraton - en dejlig måde at fejre midsommer! Det har jeg selv haft lyst til.
SvarSletCharlotte, det var godt, og jeg fik da også lyst til at deltage i den maraton. Måske skal vi to ønske fri næste år og tage til Kbh ? :-)
SletJa, jeg har jo forhåbentlig en datter, der bliver færdig ved den tid, så:-)
SletCharlotte, se det er jo en god anledning :-)
SletHvor er det godt, din far er faldet til på plejehjemmet. Dejligt, at I stadig har sangen tilfælles. Men det er svært, når ens kompetente forældre mister færdigheder. Så er det godt, han bor på et plejehjem, som I også er trygge ved.
SvarSletBetty, vi nyder sangstunderne :-)
SletÅh,den slags forskrækkelser kan godt undværes... go' bedring.
SvarSletTak Jette, ja nu er min far endelig faldet til, så ikke flere forskrækkelser :-)
SletUha, det var da lidt af en forskrækkelse, Det er aldrig rart. Men det lyder til at være et godt og trygt sted han bor nu.
SvarSletSynes det lyder så dejligt med højskolesangbogs maraton, det havde lige været noget for vores den yngste. Da hun for flere år siden var færdig med efterskolen ,spurgte jeg hende hvad hun kom til at savne mest: Jo, børste tænder i flok, og synge fra højskolesang bogen. Det er en udtalelse jeg virkelig har tænkt på tit...for det siger mig noget om fællesskab.
Men som tiden går, på tirsdag bliver hun færdig som fysioterapeut....åh det er stort.
Mange hilsner og kærlige tanker fra Joan M.
Joan, hjertelig tillykke med din datter, det bliver en skøn dag på tirsdag :-)
SletJeg bliver så glad hver gang jeg hører/læser om gode oplevelser med plejehjem! Der er så mange der har travlt med at nedgøre plejehjemstilværelsen. Det er altså ikke altid nødvendigt.
SvarSletConny, desværre er det nok sådan at på almindelige plejehjem er de hårdere trængt end på demensplejehjem, men jeg bliver også glad, når jeg hører om gode oplevelser :-)
Slet