Mit vækkeur var en radio med indbygget alarmfunktion, den var sat til at vække mig ved hjælp af morgenradioprogrammet. Jeg var nybagt mor, en hel nats søvn var endnu ikke en del af min hverdag. Hverdagen var på sin vis allerede i sin rutine og alligevel så forandret og foranderlig. Jeg husker stadig, hvordan jeg vågnede op til musikken, og så kom radioavisen: Oluf Palme er død i aftes, han er blevet myrdet på åben gade. Jeg græd, mens jeg kiggede over på vuggen med min lille pige.
Fredagen i Stockholm sluttede med, at vi tog op til Sveavägen for at finde mindetavlen for Oluf Palme. Vi gik frem og tilbage på hjørnet af de to gader, men kunne ikke finde mindetavlen. Til sidst gik jeg ind på en cafe og spurgte den unge svenske pige bag disken. Hun mente ikke, der var en mindetavle der, men kirkegården, hvor Oluf Palme var begravet, lå i nærheden. En ung mand, en kunde, vidste heller ikke noget om en mindetavle. Jeg forklarede, at i min bog stod der, at der både var en mindetavle ved gaden, og at gravstedet lå i nærheden. Jeg var på vej ud, da ejeren af cafeen kom ud, han var vel midt i 30erne og var af såkaldt anden etnisk herkomst end svensk, han spurgte mig på engelsk, om det var mindetavlen, jeg søgte. Den unge pige forklarede ham, at den var jo på kirkegården. Nej, han rystede på hovedet og førte mig udenfor, viste mig over på den anden side af gaden, og der på fortovet var mindepladen. Bagefter gik vi hen til kirken og gravstedet, mens vi talte om, at for ham og os havde det drab tilsyneladende sat sig dybere spor end hos de to unge svenske mennesker.
Mon du har minder om den februarmorgen i 1986?
Jeg kan huske, jeg først hørte nyheden om eftermiddagen. Det i sig selv siger jo lidt om hvor længe det egentlig er siden, en tid hvor nyheder kunne være noget længere undervejs end de er i dag...
SvarSletJeg tænker på om de unge mennesker mon i det hele taget var født i 86?
Pollyanna, nyheder spredtes ikke så hurtigt dengang. Jeg tror ikke de unge mennesker var født, men i min naivitet har jeg tænkt at både mordet på JFK og Oluf Palme måtte sætte sig spor i landet.
SletJeg mener at jeg hørte det samme aften, boede i Vadum dengang.. :-) så vidt jeg husker var det en fredag aften, og vi havde gæster.. Radioen har sikkert kørt i baggrunden.
SvarSletInge, jeg synes ellers min mand altid har set nyheder, men vi hørte ikke radio, kun i bil og så om morgenen. Fjernsynet havde nok ikke så sene nyheder dengang.
Slettænk at vi har boet så tæt på hinanden en gang ;-)
Jeg hørte det først om morgenen, og man var jo noget chokeret over at det kunne ske i vores naboland.
SvarSletAnnemarie, ja det rykkede pludselig meget tæt på.
SletDen aften har bestemt også sat sig fast i min hukommelse. Jeg var 8 år, og viste ikke hvem Palme var, men min far græd, og det gjorde et voldsomt indtryk.
SvarSletLaura, det kan jeg godt forstå.
Sletja...for den morgen var jeg på vej ind til undervisningsministeren, Bertel Haarder...her skulle jeg til møde, for at fortælle at jeg sad fast i systemet...jeg havde (uretmæssigt) fået afslag på optagelse på optikerskolen...
SvarSleten lang historie kort...jeg fik min dispensation og startede samme sommer som elev på optikerskolen :)
så jo, jeg husker den morgen...det blev vist på en fjernsynsskærm ved Illum...hvor jeg gik forbi..
nb..jeg havde også så ondt i mit hoved, for jeg var så spændt på mødet i ministeriet, så jo, jeg husker den morgen.
Underlig dag, hvor jeg også var rystet over mordet på Oluf Palme.
Anne, en dag hvor alting blev vendt op og ned, både personligt og mere internationalt. Jeg kan godt forstå at du husker den dag.
SletJa, det husker jeg naturligvis. Jeg havde, som du et lille barn, mellemsønnen. Det gav mindelser fra da jeg var 7 og John F. Kennedy blev myrdet. Hans grav har jeg set, men ikke Oluf Palmes.
SvarSletCharlotte, jeg kan også huske Kennedys død, men mere på de voksnes reaktioner og fjernsynsreportager.
SletTankevækkende, hvordan (eller rettere af hvem) du fik hjælp til at finde mindepladen ...
SvarSletEllen, det syntes vi faktisk også.
SletJeg vågnede også til nyheden den dag, 16 år gammel. Jeg blev nok en anelse desillusioneret. Det var så svært at forstå at der findes ondskab.
SvarSletOg måske mest chokeret over at morderen aldrig er fundet.
Det jeg husker bedst, er den sang der blev sunget til hans begravelse - Jag vill tacka livet.
Den skrev jeg om 3 måneder senere til eksamen.
Stine, jeg kan slet ikke huske at jeg har set begravelsen, men det må jeg have gjort. Men at du husker den sang, kan jeg godt forstå. Vi snakkede om ved hans grav, at det var meget mærkelig, at morderen aldrig blev fundet.
SletDet var den finske sanger Arja Saijonmaa, der sang Theodorakis sang - det glemmer jeg heller ikke. Begravelsen blev holdt i Stadshuset - hvor de også holder Nobelfesten.
SletCharlotte, den sang må jeg google :-)
SletJeg kan ikke huske, hvor jeg var nøjatigt. Men jeg kan huske, jeg boede i min første lejlighed, og det gjorde mig uendelig trist og chokeret. Sådan noget sker da ikke i Sverige! Dermed tænkt, at hvis det kunne ske der, også meget let her...
SvarSletDeborah, det onde rykkede pludselig meget tæt på os. Den samme følelse fik jeg også sidste sommer med tragedien i Norge.
SletJeg husker stemningen, men egentlig ikke lige, hvad jeg lavede. Jeg har været 19 år og på vej ud i voksenlivet. Det gjorde dybt indtryk på mig.
SvarSletSusanne, uanset om man var ung eller ældre satte det vist spor.
Slet