TILBAGEBLIK

Det er sjældent at jeg læser tilbage i mine indlæg, men det sker. Ofte fordi jeg, som i går, opdagede, at en havde kommenteret på et indlæg. Hvis jeg skal kunne kommentere ordentligt, må jeg genlæse mit indlæg, og så kommer jeg ind i stemningen og følelserne, jeg havde, da jeg skrev indlægget. I det her tilfælde satte det tankerne i gang igen om  livets afslutning.Tankerne om hvornår kommer man til grænsen mellem liv og død? Hvornår stopper man med at give sondemad og medicin? Hvornår er et menneske kommet til det sted i livet, hvor det, at vi giver mad og væske, betyder, at vi udsætter det menneske for lidelse, fordi kroppen er begyndt på rejsen mod døden og bliver tvunget til bruge kræfter på at fordøje mad og væske? Der er ikke et entydigt svar, der er ikke en facitliste, og som en ældre erfaren til læge sagde til en yngre men også erfaren læge: det er godt at det berører dig og du søger råd, for det må aldrig blive en selvfølge, en rutine, at skulle tage den beslutning, at nu stoppes al behandling og ernæring. Og også i det tilfælde blev pårørende inddraget, jeg kan ganske enkelt ikke komme i tanker om tilfælde, hvor vi ikke har fortalt pårørende om de overvejelser, vi har, og om den beslutning som vi synes, er den rigtigste. Og jeg kan heller ikke huske, at der er pårørende, der så har været uenige.

Med til mine tanker omkring netop det indlæg hører også, at jeg faktisk for første og eneste gang fik en anonym mail bagefter, hvor vedkommende skrev, at jeg og min slags aldrig skulle have haft lov til at have med mennesker at gøre! Det er jeg så ikke enig med vedkommende i. Men vedkommende har ret til at have sin mening, og der ligger måske en historie bag, som handler om, at sygehuspersonalet ikke har været gode nok til at inddrage pårørende. Det sætter dybe spor, når vi ikke er gode nok, når vi fejler eller har for travlt, det må vi aldrig glemme.

I dag vil jeg nyde, at jeg er til. Gode venner vil gæste os i aften, det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig også over, at vores børn og svigerdatter er kommet godt hjem til staden og godt i gang igen. Datteren er startet på et spændende praktikforløb, svigerdatteren og sønnen er endnu ikke startet på studierne, men svigerdatteren er frivillig i et projekt for hjemløse, og sønnen har hjulpet en kammerat med at læse op til reeksamen, som så også gik rigtig godt. Det er godt at mærke, at der er brug for en, der hvor man nu er i livet. Måske er det også derfor, at jeg er så glad for mit job, her er det meget tydeligt, at jeg er med til at gøre en forskel i det ragnarok, som pludselig sygdom kaster mennesker ud i. Men det bliver så også meget tydeligt, hvis jeg svigter mit ansvar eller hvis jeg selv synes, at jeg ikke har været ordentlig tilstede, måske pga travlhed eller andre årsager. Det tærer på krop og sjæl.

Fredagens hvile gjorde godt, jeg er klar til lørdagens opgaver. Må din lørdag fylde dig med glæde og må gode mennesker berige din dag.