Her hos mig er det ikke op af havets skød, men snarere op bag maskinhusets tag. Skyerne gør deres bedste for at gemme solen, men lysstrejf når dog frem til køkkenvinduet.
Det er weekend, jeg skal træne i dag, men trætheden i kroppen har ikke helt sluppet sit tag trods mange timers god søvn, så jeg starter langsomt dagen op. Teen nydes, mens jeg forsøger at slippe mit arbejde. Fagre nye verden gør, at jeg hjemmefra kan være på min arbejdsplatform inde på arbejde og dermed reelt også følge med i, hvordan det går patienterne. Men jeg har fri, så jeg logger mig ikke på. Normalt stoler jeg fuldt og fast på, at vi er en stor enhed, vi arbejder sammen, vi overtager hinandens arbejdsopgaver. Men lige nu ved jeg, at der er ting, der er svære at formidle på skrift, så min hjerne kører konstant med en baggrundsstrimmel, hvor jeg overvejer, om jeg fik alt formidlet videre, kunne jeg gøre det bedre osv.
Der er nogle patienter med pårørende, der går helt ind under huden, det er især når pårørende ikke er der, hvor vi andre er, og ikke ser det, vi andre ser. For hvordan hjælper man dem til at nå til en erkendelse uden at tage håbet fra dem? Håbet er livsvigtigt, og selv når døden banker på, har jeg privat oplevet håbet leve side om side med denne vished og erkendelse. Det er som om, at håbet og realiteterne sagtens kan leve der, men også at fagfolk kan ødelægge denne balance, hvis de insisterer på konstant at påpege fakta. Håbet har brug for lidt plads, også når man inderst godt ved, at der ikke er håb. Håbet gør, at livet kan leves sammen med ens kære, indtil døden indtræffer. Og måske er det min personlige erfaring, der gør, at jeg tænker, at ikke alle mine kolleger har stået i dødens forrum og talt, som om håbet stadig var der og derfor ikke selv erfaret, at sådan forholder det sig. Håbet om fremtiden og nuets virkelighed lever side om side, og det kræver meget fra plejepersonalet ikke at ødelægge denne balance, men også at hjælpe de pårørende til at være i nuet og ikke flyve væk på håbets sky.
Giver det mening, det jeg skriver? Det var slet ikke det her, jeg ville skrive om. Men tankerne bankede på og måtte forsøges at blive til ord. Morgentanker har det med at vandre vidt omkring, nu vil jeg fokusere på mit nu og gøre mig klar til at hente oksekød til fryseren. Det er hos mennesker, som jeg altid bliver beriget af at være sammen med. Må din lørdag berige dig. God lørdag.
Det giver fuld mening. Det må virkelig være en svær balance for professionelt personale.
SvarSletJeg har flere gange stået som pårørende (og nogle gange som kollega) og undret mig meget over, at den 'dødsdømte' ikke selv kan se, at der ikke er mere at gøre. Jeg har dog overhovedet ikke betragtet det som min opgave at gøre opmærksom på det, for man har nok brug for håbet - eller virkelighedsflugten, vil jeg tro.
Bare ikke de pårørende bagefter anklager jer for ikke at have fortalt sandheden - det ville være lidt af et paradoks.
Ellen, kunsten er at fortælle sandheden men at lade håbet få lov til at være til stede. Jeg og min familie vidste godt at min niece havde en hjernesvulst, som voksede på trods af behandling, men alligevel håbede vi på et mirakel, og det samtidig med at min søster og jeg også snakkede om det værst tænkelige, nemlig at skulle begrave min niece. For mig var der ingen modsætning i det.
SletJa det giver mening Lene, det er så svært at være pårørende uden håb.
SvarSletNyd din weekend og det spæde forår.
Tak Inge, håbet gør at man kan se på virkeligheden og handle på den.
SletDet giver så meget mening for en sygeplejerske som mig. Men jeg vil også erkende, at når man selv har været igennem processen, med håb, død og sorg - så bliver man en endnu bedre sygeplejerske, og en bedre støtte for pårørende. Min kære morfar er lige nu på OUH (intensiv) - der var en spl. der kunne lære lidt mere. Hader bare de der sætninger: "Det ved jeg ikke, jeg er lige kommet tilbage fra barsel".. ØH ja - hvad kan jeg bruge det til. Morfar er i respirator, og vi står 2 spl. ved hans seng - men vi er børnebørn - ikke spl. på denne afd... Pyyh det er svært nogle gange at selv være pårørende, når man ville have ydet en helt anden omsorg end den spl. der reelt skulle være der for både patient og pårørende.
SvarSletNu vil jeg ud i den friske luft, og få ilt til hjernen det er der brug for i denne tid.
Week kram til dig Lene. Kh Betina.
Tak Betina, det er simpelthen det værste jeg kan høre, man siger aldrig det ved jeg ikke, jeg er lige mødt ind eller hvad man nu siger. Man siger, det skal jeg finde ud af eller noget andet. Men ja det er svært, når vi synes at omsorgen skal være anderledes end det vi oplever. Håber at jeres morfar får god pleje og omsorg.
SletHvor skriver du altså smukt om håbet, der aldrig må tages bort fra nogen! Det minder mig lidt om det vi gør i kirken og ved sjælesorg; der arbejder vi også med håbet til det allersidste. Det giver bestemt mening, det du skriver.
SvarSletTak Hanne, præster er vant til at arbejde i håbløshedens og afmagtens rum, og de er rigtig gode til at finde ord, som kan løfte.
SletJavisst gir det meining det du skriv om. Håpet er ein av bærebjelkane i livet, kanskje aller mest i "mørke timar".
SvarSletSer også at du er eit menneske med masse omsorg for dei du har som oppgåve å stelle for.
God helg :)
Tak Marie, håbet må vi have med.
SletJeg tror, det er det bedste indlæg fra dig, jeg har læst indtil nu. Empati og faglighed i forening. Erkendelsen sker i forskellige tempi, og uanset hvor man er i forløbet, er der ingen grund til at ødelægge den sidste dyrebare tid, hvis man kan bevare lidt håb. En nevø er desværre nok tæt på den sidste del af livet og opgivet af alle læger. En enkelt har dog valgt at tilbyde eksperimental behandling, så vi håber på mirakler. Patienten er fuldt orienteret, men har valgt at bevare håb og gnist, og uanset udfald kommer tid, der er gået godt, ikke dårlig tilbage.
SvarSletKære anonym, tusind tak for din kommentar. Og dine ord vækker i den grad genklang hos mig. Jeg håber det bedste for din nevø og jer.
SletJeg blev også meget berørt af dit indlæg. Det giver så meget mening. Og jeg er sikker på, at din holdning vil gøre den sidste tid lidt mindre tung for både patient og pårørende. Jeg vil prøve at tage dine ord med mig, til når jeg får brug for de tanker.
SvarSletConny, tak for dine ord, jeg håber du har ret :-)
Slet