tirsdag, juni 21, 2016

Ord er der nok af

inde i mit hoved. Jeg har en konstant konversation med mig selv hele tiden. Sidste uge skulle jeg ud med skraldeposen og hente post, pludselig lød en stemme; hvem snakker du med. Jeg kiggede mig rundt og der stod landmanden i ly af portåbningen og smålo lystigt. Han havde betragtet sin kone gå mutters alene over gårdspladsen og alligevel bevægede munden sig konstant. Jeg troede ikke, at min mund bevægede sig, når den indre konversation udspillede sig. Jeg må være et kosteligt syn i bil og når jeg går alene.

Nå men udover mit arbejde på sygehuset og husmortjansen herhjemme, så sker der ikke så meget, så jeg kan godt føle, at ordene på bloggen ofte gentager sig selv. Med fare for dette river jeg mig alligevel ud af mandagens blogblokering og skriver et indlæg.

Efter søndagens aftenvagt stod jeg udenfor sygehuset, der var utroligt lyst og jeg følte mig overhovedet ikke træt, da jeg kørte bilen ind på gårdspladsen tæt på midnat. Så mandag startede med en lille skål med lakridskonfekt, knækbrød med ost og masser af te. Fornuften gjorde dog, at jeg lagde mig til at sove ved to tiden. Klokken fem ringede landmandens ur, og modsat normalen så vågnede jeg helt op ved urets kimen, og så var det slut med at sove. Jeg tilbragte først noget tid med at se film, men opgav til sidst og stod op. Brændenældehavet omkring frugtbuskene blev fjernet, som belønning har jeg siden mærket til brændenælder på arme og hals, lige som de små knotter har irriteret min hud. Det er en kilde til undren, at føleforstyrrelserne efter brændenælder kan fortsætte så længe, jeg kan stadig mærke en sarthed og kriblen under huden på halsen. Når man er tidligt i gang, er man også tidligt færdig, så resten af dagen blev tilbragt i afslappet tilstand, først ved fysioterapeut og siden i sofa, stol og dansende på gulvet. Landmanden stod for aftensmaden, så jeg nød ribbenssandwich med pommes frites og cola, lækkert hjemmebragt. Uanset hvor usundt det er, så elsker jeg altså pommes frites.

Meget af min indre konversation handler om sygepleje, beklager, men sådan er det. Jeg tror, det skyldes at det kan jeg forholde mig til. Verdenen udenfor synes indimellem kaotisk, og jeg har svært ved, at mennesker omkring mig ser så forskelligt på verdenen (også i den del af blogverdenen jeg kommer i). Indimellem synes jeg, at vi polariserer os mere og mere, og for en kvinde som jeg, der på sine gamle dage har det bedst med, at vi forsøger at forstå hinanden og ikke er så ideologiske/kontrære, er det svært at håndtere. Også fordi jeg er en ”pleaser”, jeg vil gerne, at vi alle er glade og tilfredse. Sygepleje derimod er dejligt at have med at gøre, og jeg elsker at dykke ned i små områder af sygeplejen. I morgen skal jeg på en temadag om grundlæggende sygepleje, så mens rengøringsfirmaet gør huset rent, vil jeg dykke ned i en artikel på engelsk skrevet af hovedtaleren i morgen, en australsk professor i sygepleje. God tirsdag til dig.

IMG_4347 (1)

12 kommentarer:

  1. Jeg har det ofte ligesom dig - jeg har det ikke godt med for store diskussioner. Men jeg hørte med et halvt øre et radioprogram, hvor (den ellers meget udskældte) Clement Kjersgaard var gæst. Nok omkring grundlovsdag. Han sagde noget, som jeg har tænkt meget over, nemlig at vi i Danmark har fået en samtale/diskussionskultur, hvor vi glemmer at diskutere for også at blive klogere på andres argumenter og holdninger. Man behøver ikke diskutere for at blive enige eller for "at vinde". (Selvom jeg ikke helt synes, han overholder det i sine debatudsendelser)

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg kan kun erklære mig enig, selv om jeg også glemmer at se på diskussionen som en mulighed for at blive klogere på hvordan andre tænker. Jeg ser slet ikke debatprogrammer mere, kan ikke holde tonen ud.

      Slet
  2. Kære Lene, det må være dejligt at være så engageret i sit arbejde, at man simpelthen ikke kan lade være med at skrive om det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, det er jeg også taknemlig for, det tager dog overhånd indimellem og bliver en overspringshandling, når andet skal gøres :-)

      Slet
  3. Hvor er det sødt at du bevæger læberne, mens din indre dialog kører. Mon du også (ligesom undertegnede) kommer til at sige nogle af gloserne højt?
    Ja, diskussioner kan få os til at se tingene fra andre vinkler, men åh hvor kan jeg blive helt træt i hårrødderne, når nogen VIL overbevise mig om at de har ret og jeg tager fejl. Der skal også være plads til uenighed uden at nogen taber/vinder. Suk, bare tanken. Jeg vil også meget hellere, ligesom du, at vi søger forståelse for hinandens forskelligheder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Liv, nogen gange kommer jeg til at sige højt det jeg tænker :-)
      Og det er nok menneskeligt at vi vil overbevise andre om at verden ser ud sådan som vi ser den, men ikke særligt godt for åbenhed og tolerance

      Slet
  4. Jeg bevæger kun læberne, når jeg taler højt med mig selv (eller andre, selvfølgelig), men det er så heller ikke en sjælden foreteelse :-)
    Jeg orker heller ikke debatprogrammer af den årsag, du skriver: Det handler kun om at få andre ned med nakken eller pukke på dem, til de indser, at de tager fejl. Det sidste sker sjældent ...
    Jeg er ikke en 'pleaser' som sådan, men jeg hader uvenskabelige diskussioner og vil allerhelst bare leve i fred og fordragelighed :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er vigtigt at tale og lytte, debatprogrammer er sjældent debatter snarere mange enetaler.
      Fred og fordragelighed er kodeordet :-)

      Slet
  5. Hanne, at folk har tydelige meninger og politiske ståsteder er helt fint med mig. Der hvor jeg bliver træt er, når de ståsteder gør, at man hele tiden ser alt i det lys,og ikke er åben overfor andres meninger, og nej der tænker jeg ikke, du hører til :-)

    SvarSlet
  6. Vi er alle forskellige, og deraf også fyldt op med forskellige synspunkter, tanker, ideer. Kontrasten er gavnlig for mig, og efter mine tanker også for andre, da det kan give muligheden for at ændre synspunkt. En holdning der er tænkt for 30 år siden, kan fint have flyttet sig, så den er en helt anden i dag.
    En sætning jeg husker fra barns ben er
    "at have et standpunkt til der kommer et nyt"
    Dette har jeg valgt at tage til mig, for selvfølgelig skal der være plads til at blive skubbet til :-)
    Det der genere mig mest i den offentlige debat er der ikke bliver svaret på spørgsmål der bliver stillet, så journalisten prøver på kryptisk vis at få svaret, fremfor at konstatere, jeg får ikke et svar på spørgsmålet, derfor lukker jeg ned her.
    Kunne godt tænke mig at se hvor slemt det er med din mimik når du konversere med dig selv :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, vi ændrer også både pga alder, erfaring og andre ståsteder.
      Jeg tror ikke jeg ser særlig klog ud ;-)

      Slet
  7. Tak og i lige måde :-)

    SvarSlet