En stille morgen

• Solen skinner ind af vinduerne, jeg nyder hver en solstråle. Der er helt stille, når jeg ser bort fra opvaskemaskinens snurren, de unge mennesker sover stadig og landmanden sidder på/i sin traktor og pløjer. Vi har lige drukket te sammen i hans formiddagspause, han og Ayla har været i gang længe. Nu må Ayla blive herinde,og selv om hun peb lidt, så er hun allerede faldet i søvn på bryggersgulvet.

• Jeg faldt i søvn på sofaen i nat, jeg var så træt, at jeg ikke orkede at slæbe mig ned i sengen. Arbejdsdagen blev utroligt travl, og jeg har ondt i benene, som om jeg har løbet ti kilometer. De høje herrer/damer længere oppe i ledelseslaget (ikke dem der er tæt på os på gulvet) vil højst sandsynlig løfte øjenbrynene over overarbejdstimerne, der røg på i går aftes. Vi måtte kalde en nattevagt ind tre timer før hendes vagt, derudover havde dagvagterne allerede vurderet, at vi havde brug for en ekstra mand på gulvet, og vi havde ovenikøbet også en fast vagt hos en patient.
• Og alligevel knoklede vi løs, konstant med følelsen af at vi var bagud, bagud med medicin, bagud med at give mad, bagud med alle kontroller af blodtryk, bagud med vurderinger af bevidsthedsniveau og funktionsevne. Men vi var der, vi så vores patienter og pårørende i øjenene, jeg er helt sikker på, at de følte sig godt behandlet og plejet. Jeg er så stolt af mine kolleger, man kan meget nemt ændre sig, når travlheden konstant er en faktor, som presser en.  Beretninger om sygeplejersker, som ikke lytter, ikke ser patienten og pårørende, eller som er arrogante og opleves som kolde og ligeglade, hører man jo om. Man hører også om, at sygeplejen har trange kår, at den gode basale sygepleje smutter, når travlheden og gøremålene øges. Det oplever jeg ikke hos mine kolleger.
• Jeg udskrev en patient, tog tiden til at gå i dybden med informationen, så de kunne få en god weekend hjemme. Jeg snakkede med pårørende, som var i krise, og som følte sig mødt og hørt. Jeg talte med utallige pårørende i telefonen. Jeg modtog en patient. Jeg talte med patienter om planen for de næste dage. Jeg gik stuegang (som hos os varer fra klokken ni om morgenen til ni om aftenen, og nogle gange længere). Jeg følte konstant, at jeg burde kunne gøre mere for at hjælpe mine kolleger, som knoklede. Så jeg valgte at sidde hos en dement kvinde med en bærbar computer, så jeg kunne dokumentere, mens jeg samtidig kunne snakke med hende i håb om, at hun kunne falde i søvn/til ro. Og så kunne jeg også holde øje med sondemadsindgift hos medpatienten.
• Vores to trombolysesygeplejersker var konstant ude af afdelingen, fra vi mødte til vi gik. Den ene blev endda på overtid, da der blev kaldt til trombolyse i vagtskiftet, det gav luft for til nattevagterne, så de kunne komme godt i gang med vagten. Jeg blev der en time ekstra for at få dokumenteret alt det, jeg havde gjort og det, der var besluttet på stuegang. Og så fik den ansvarshavende nattevagt og jeg som ansvarshavende aftenvagt også mulighed for at sparre om nogle af de patienter, som havde det dårligt.

• Nu vil jeg nyde, at jeg har byttet min vagt i dag, så jeg kan være sammen med sønnen og kæresten. Lige nu er jeg glad for, at de sover længe, for jeg har brug for denne morgentid alene. Lidt lige som den gang jeg havde små børn, og nydelsen af den første gang de sov på samme tid om dagen (der er 16 måneders forskel på dem). Til forskel fra den gang har jeg valgt ikke at være praktisk i den stille time, men at skrive mig ud af trætheden. Må du få en god lørdag.