Et pusterum med tid til eftertanke

Sent i aftes tikkede en besked ind (egentlig bippede mobilen bare), strejke og lockout er udskudt 14 dage. Må det give et pusterum og rum til, at vores arbejdsgivere besinder sig. I går læste jeg to gode læserbreve, som formulerede så skarpt og flot det, vi er mange, der tænker.

Min søster gjorde mig opmærksom på det ene af en anæstesilæge, som stod i Jyllands Posten under overskriften: Vores omhu kan I ikke tage fra os, men arbejdsglæden og fleksibiliteten er på spil – her er et lille uddrag, men tag og læs det:

“Kære Sophie Løhde – vores medmenneskelighed lever I højt af. Når vi ansatte gang på gang går omvejen, bøjer regler, løber ekstra hurtigt og får andre til at se efter vores egne børn – fordi vi dagligt bliver konfronteret med andre menneskers lidelse og ikke kan lade være med at gå det ekstra skridt og blive den ekstra time. Denne omhu holder hånden under et sundhedsvæsen, som administreres rigidt med fortsat flere regler og dokumentationskrav, der udhuler den reelle patientnære tid. Det handler den kommende konflikt også om. Den manglende anerkendelse af den store indsats som alle dem, jeg arbejder sammen med, dagligt leverer under fortsat ringere forhold.”

Min fagforenings facebookside mig opmærksom på en kronik. Det er fra min egen region, en anæstesisygeplejerske fra Thisted, den skulle du også læse. Her er et uddrag:

“Kære Sophie Løhde, Anders Kühnau og Michael Ziegler.

Jeg er utryg, bekymret, vred og ked af det.

Hvor er det, I vil føre os hen med jeres måde at omtale os på, og hvilket samfund ønsker I opbygget, når I farer så aggressivt og hadefuldt frem imod os, så man næsten ikke kan forestille sig andet, end at I igen har køreplanen klar i inderlommen, der kun venter på at blive trukket frem i lyset? VI HAR set det før, dog aldrig så massivt som nu, hvor det er hele den offentlige sektor, der bliver genstand for jeres harme.

Hvem er I, at I kalder både mig og mine sygeplejerskekollegaer og mine venner lægen, social-og sundhedsassistenten, rengøringsassistenten, køkkenpersonalet, portøren og alle de andre for udspekulerede? SOM sygeplejerske arbejder jeg på alle tider af døgnet året rundt.

Mit skøn vil ofte være udslagsgivende for, om patienten får den rette behandling i tide.

Jeg er med, når døden rammer, og nyt liv fødes. Plus alt det store og det små midt i livet.

Jeg tilsidesætter mine egne behov for at være der for jer og jeres kære. Og rigtig rigtig tit tager jeg arbejdet med mig hjem i hjertet og i tankerne.

Hvordan kan I finde på at kalde mig for en, der kun vil tage og ikke give?”

Lægen skriver i sit læserbrev, at lønnen gøres til det store emne i medierne, men egentlig er det ikke det, det handler mest om. Og deri giver jeg hende ret: Imidlertid handler den om meget andet, som ikke er blevet ordentligt belyst: anerkendelse og arbejdsforhold. En læge er ikke bare en læge. En sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske. En politibetjent er ikke bare en politibetjent. Vi har alle gennem årene specialiseret os for at levere god behandling til danskerne. Anerkend det nu.

Så jeg håber, der findes frem til en løsning, som vi alle kan leve med. Den ændrer ikke på, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at alle de fine ord, man har sagt om sygeplejen fra politisk side, det var/er bare ord uden mening fra afsenderen. Jeg føler mig ikke anerkendt af mine øverste arbejdsgivere, politikerne, og det gør faktisk ondt.

Påskedagene er startet, jeg har fyldt gode ting i dem, og jeg vil nyde dem. Må du få en dejlig Skærtorsdag.