mandag, marts 05, 2018

Jeg trækker den lidt - mod bedre vidende

Måtte lige tjekke at ordene "mod bedre vidende" betød det, jeg mente. Nemlig at jeg gør noget på trods af, at jeg ved bedre.


Jeg har nu i to nætter sovet ad Pommern til, og noget af det er min egen skyld. Jeg lagde mig nemlig til at sove på sofaen efter den dejlige koncert lørdag aften uden at gøre mig klar til natten. Vågnede klokken to, og så blev jeg lysvågen, fordi alt tøjet skulle af og der skulle børstes tænder. Og vågen var jeg frem til klokken seks, hvor jeg faldt i let søvn til ved ni tiden.


Planen var så at holde den gående til efter aften og så gå tidligt i seng. Ved den planlagte sengetid kom jeg til at se på skridttælleren, at på trods af lang gåtur så manglede der 700 skridt i at nå de 10000, som jeg havde planlagt. Dem nåede jeg ved at tage et stykke tøj fra tørrestativet i det ene værelse, lægge det samme og lægge det på plads i det andet værelse. Sådan fortsatte jeg med alt tøj og strømper. Nu var alt lagt sammen og på plads. Til gengæld var jeg lysvågen og kunne ikke gå tidligt i seng. Da søvnen indfandt sig ved midnatstid, godt hjulpet på vej med klassisk musik på iPaden, skulle man tro, at alt var godt. Nope, jeg vågnede klokken tre og så gik hjernen i selvsving frem til ved halv seks tiden. Søvnen derefter blev aldrig god, og jeg nåede ikke det, jeg skulle have nået før mit møde i eftermiddag.


Planen i dag var, at jeg skulle tidligt i seng, så jeg var klar til projektdag, men jeg er et drys. Læser lidt her, laver aftensmad, drikker te, betaler regninger, drikker te, læser lidt der osv. Jeg mangler stadig at læse det aftalte til projektdag i morgen og at planlægge oplæg til personalemøde efter projektdagen. Egentlig har jeg mest lyst til at trække i varm tøj og så gå en snevejrstur, men det gør jeg ikke, for så bliver jeg da for alvor rigtig vågen.


Jeg overvejer at gå i seng nu, jeg er træt nok til det, og så stå tidligere op for at forberede mig. Vi får se. God aften til dig.




10 kommentarer:

  1. Stort drama.
    Jeg kommer til at tænke på et kursus jeg lavede for mange år siden for folk uden fast arbejdstid. De arbejdede for meget og havde svært ved at sige nej. På et spørgsmå om, hvad der skulle til for at udskudte opgaver blev udført, svarede en, at der skulle to søvnløse nætter til.
    Det er vist ikke helt det samme hos dig, men jeg får den tanke om det ville være klogt at udføre hvad der ikke kan opsættes i tide og sørge for at have tid til at få ro på inden sengetid. Det er dog vigtigere at sove godt end at rende frem og tilbage med tøj for at runde 10000 skridt.
    Hvis jeg mangler skridt sker det at jeg går lidt frem og tilbage i huset - men først om morgenen inden jeg skriver dem ind i systemet. Det er en af fordelene ved at være pensionist.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, stort drama var det nu ikke, men det kan skrives sådan :-)
      Du har ret og det var egentlig også pointen med at skrive indlægget til mig selv. Nemlig at ved at udskyde fik jeg ikke ro til at drosle ned til natten, og det ved jeg jo godt.

      Slet
  2. Jeg ville nok have valgt at gå tur, for jeg bliver som regel virkelig søvnig, når jeg kommer ind i varmen igen. Håber, du får styr på din søvnrytme igen. Sov godt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Fruen i midten. Jeg har sovet syv timer med et par toiletbesøg lagt ind. Nu er artikel læst og jeg vil gøre mig klar til at køre ud i sneen :-)

      Slet
  3. Der skrives tykke bøger med gode råd til søvn og søvnrytme, - jeg skal afholde mig fra at kloge mig på det.
    Hvor er du ihærdig med dine 10.000 skridt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, den måde jeg taklede på med at udsætte ting og så gøre dem før sengetid, skriver alle bøgerne, at man ikke skal :-) Jeg skal blot gøre det, jeg godt ved.
      I går blev det nu kun til knap 4000 skridt pga snevejr og træthed.

      Slet
  4. Hvor ville jeg gerne kunne komme med "De vise sten" omkring søvn udfordringer.
    Det jeg arbejder med er at gå i seng samme tid hver aften, så har jeg det bedst. Samtidig har jeg leget med hvornår det skal være, og her har jeg erfaret at bliver det meget senere end 21.30, så bliver det en dårlig nattesøvn. Det er så ikke muligt altid da der jo er forskellige arrangementer der skyder sengetiden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, næh der er vist ikke nogle vise sten.

      Slet
  5. Jeg forstår nok ikke helt, at det kan være mere værd at få gået de sidste sølle 700 skridt end det er at få sin nattesøvn :-) Sorry ...
    Det har måske også noget med, at den slags ting slet ikke kan stresse mig - jeg kender en, der får ild bagi, så snart hun ser den røde streg på skridttælleren. Jeg ser den overhovedet ikke.
    Jeg ser i det hele taget næsten aldrig på den skridttæller, kun på uret i den; først når jeg overfører til appen, ser jeg på statistikken og har måske brug for en beslutning om at få rørt mig lidt mere i næste uge ... eller bare give mig et klap på skulderen :-)
    Måske skal man bare ikke tænke for meget over tingene? Men okay, jeg ved det godt: Jeg har vist altid været lidt (for) laid back.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi er da enige, og normalt går jeg ikke op i det, men jeg havde bare en weekend hvor jeg havde behov for dette - og det var mod bedre vidende.
      Jeg er generelt meget laid back, men hvor du har prioriteret omlægning af dine madvaner, så har jeg prioriteret motionen. Og nej, jeg skulle ikke have gjort det, men måske havde jeg ikke kunnet sove alligevel, men det blev undskyldningen ;-) Jeg trænger ganske enkelt til ferie og ser frem til det.

      Slet