torsdag, september 13, 2018

Noget om en by, der vågner og døde træer- Motorcykeltur Harzen 2018 dag 1, del 1

Nu er det vist på tide at få skrevet lidt mere om sommerens motorcykelferie, inden det går helt i glemmebogen. I og med at vi havde besluttet at overnatte det samme sted flere nætter, skulle der heller ikke pakkes motorcykeltasker hver morgen. Det gav tid til noget andet og inspireret af min retræte, hvor jeg hver morgen inden morgenbøn og morgenmad gik en tur, stod jeg op de første morgener i Wernigerode og gik en morgentur.

Hotel Zur Tanne i morgensol.
Det gav mig chancen for at se byen vågne, skraldemænd og morgenfriske butiksejere samt folk på vej til arbejde var sammen med mig de eneste, der var aktive. Jeg gik som jeg bedst kan lide det: efter næsen og med et kort i lommen, hvis jeg skulle fare vild.

Slottet i Wernigerode


Det gjorde jeg nu ikke, for slottet i Wernigerode var et godt pejlemærke, og selv om jeg valgte små stier på kryds og tværs af byen, så havde jeg en god fornemmelse af, i hvilken retning hotellet lå. På et tidspunkt så jeg et tårn, i første omgang troede jeg det var et gammelt vandtårn, men research hjemme på hotelværelset oplyste mig om, at det var en del af den gamle bymur og forsvarsværk.


På den anden side var en legeplads, hvis tema var ugler. Gamle træer var blevet til ugler, store og små.


Og tårnet dannede nu rammen om legepladsen og måske også kimen til fantasilege, mens mor og far slappede af med en kop kaffe.


Hjemme på hotellet nød vi morgenmaden, som var god og enkel, ikke noget overdådigt, men der var blødkogte æg, yoghurt med tilbehør, gode pølser og leverpate til landmanden og oste til fruen. Teen var ikke noget at skrive hjem om, men det er meget sjældent, at jeg har oplevet rigtig god te på et hotel.
Dagens første del skulle gå fra Wernigerode i nordøst  forbi Skt. Andreasberg, den højest beliggende by i Harzen, og videre til Altenau.


Vi fik et naturligt stop i nærheden af Schierke, hvor toget til Blogsbjerg, Brocken, passerede vejen.



Vi er blevet forvænt med bjergveje med masser af udsyn og det var der ofte ikke i Harzen. Alt var dækket af træer. Til gengæld nød vi, når vi fik et enkelt udsyn.





Et syn, som vi var meget optaget af, var døde træer. De var mest i den østlige del af Harzen. Du kan nok fornemme dem på billedet ovenfor, men her nedenunder kan du se dem på tættere hold. Der var hele bjergsider med døde træer. Hjemme på hotellet spurgte vi tjeneren, som forklarede, det skyldtes storme. Det undrede vi os over, så jeg googlede det og fandt ud af, det er barkbillen, der er årsagen til døden. Man har valgt at lade træerne stå og forfalde og så lade naturen om at sikre andre træers vækst i stedet for grantræer. Stormene har så nok været med til at fremskynde døden.


Et trist syn var det dog, og vi undrede os over, om ikke man kunne have brugt de døde træer til energi, men de skal måske sikre næring til jorden og nye træer?

I dag vil jeg sikre mig næring fra fridagens program. Folkeholdet er i gang med kartoffeloptagningen, der skal eftermiddagsmadpakker til og dermed også kage. Så i dag skal være dagen, hvor jeg vil bage kager. Mit afsnit skal også have kage i morgen, hvor der skal ske noget rigtig spændende. Men det hører du mere om i morgen.

Hvis du vil læse mere om vores motorcykeltur til Harzen, så findes indlæggene her, der mangler dog stadig flere dages oplevelser og billeder. De indlæg må drysse udover september måned. Ha en god dag.

10 kommentarer:

  1. Det er altid en fornøjelse at gå ned gennem gaderne i en by der er ved at vågne. Det giver rig mulighed for at se og observere stilhed før travlhed.
    Ønsker dig en dejlig fridag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karin, jeg elsker den stilhed.

      Slet
  2. Dét tog har vi været med. Og da vi nåede toppen, var der tåget, og vi kunne ikke se noget som helst ...
    Byer, der vågner, er tit meget hyggelige. Desværre er jeg for doven til at komme ud og opleve den specielle stemning.
    God fridag til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, fruen i midten. Det tog tog vi ikke, men vi kom til Brocken en anden dag :-)
      Jeg holdt også kun fast i den gode intention to morgener, så blev jeg for magelig.

      Slet
  3. Tak for turen og oplysningen om de døde træer. Det er herligt at se byer vågne, bruge slotte som pejlemærker og blive forhindret i at køre af smalsporbanen.
    Det ser ud til i kom igennem Braunlage, jvf. billedet af det rigeligt udsmykkede hotel, som jeg synes jeg genkender.
    Gik I til fods op og ned af den 22% stejle gade i St. Andreasberg?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, tak for byinfo, jeg kunne ikke huske, hvor det var taget, men ja vi kom gennem braunlage. Desværre gjorde vi ikke stop i St. Andreasberg, det var vist en fejl, kan jeg fornemme :-)

      Slet
  4. Tak for endnu en skøn tur til Harzen. Denne gang kunne jeg nikke genkendende til et par af stednavnene, så noget kan jeg da huske ...
    Jeg holder også meget af at se byer vågne. Det er ikke så tit, det sker for mit vedkommende, men det er trods alt sket ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, selv tak. Jeg nyder når jeg er i København at gå på Frederiksberg eller på Nørrebro om morgenen, så jeg melder mig altid til bagerbrødstjansen :-)

      Slet
  5. Hvor hyggeligt med et lille tilbageblik på sommeren.

    SvarSlet
  6. Der er så smukt i Harzen - dejligt at blive mindet om nogle af de smukke steder :-)

    SvarSlet