mandag, november 19, 2018

De billeder vi danner

Hver gang jeg lægger mærke til det, bliver jeg lige fascineret. Da jeg læste den lille bog om Videnskabsteori af Jakob Birkler, var noget af det, jeg bed mærke i og som jeg huskede efterfølgende, afsnittet om fordomme og forforståelse. Det gav mig en forståelse af min egen og min omverdens reaktioner/handlinger.

Det er nødvendigt for os at have en forforståelse (jeg kan bedre lide det ord end fordomme) af andre mennesker eller af tingenes tilstand, for at vi hurtigt kan handle, hvis der skulle være brug for det. Så når jeg en mørk aften møder en skygge, der ser høj og bred ud, måske med en holdning, der virker truende, så er jeg automatisk på vagt, parat til flugt eller måske angreb. Det samme ville nok ikke ske ved højlys dag, hvor der er andre mennesker til stede.

Vi danner hele tiden billeder inden i os af det, vi hører/læser OG kobler det med den forståelse, vi har i forvejen. Det sidste gav mig en forklaring på, hvorfor jeg kan blive helt forundret, når jeg har læst et stykke, set nyheder, hørt en underviser eller oplægsholder og vil dele min oplevelse med andre, som ikke har samme opfattelse af det. Vi har ganske enkelt ikke oplevet/erfaret det samme, fordi vi kommer med hver vores baggrund. Så hvis en folkeskolelærer tror, når hun har undervist i et emne, så har børnene den samme viden, som hun har lært dem, så tager hun fejl.

Det ved folkeskolelæreren godt, jeg ved det også, men alligevel bliver jeg fanget i det, når jeg diskuterer med andre, hvad læreren/oplægsholderen egentlig mente/sagde. Det er så svært at forstå, at de samme ord/meninger kan vække forskellige klange i os og kan blive tolket på vidt forskellige måder. Det giver anledning til heftige diskussioner om hvad der egentlig stod/blev sagt osv. Vi forstår/lærer på baggrund af den forståelse vi allerede har, vores forforståelse.

I går stod der på nyhedssiden, at en ældre mand var efterlyst efter at være gået fra et forsamlingshus. Jeg tænkte med det samme en mand på over 80, måske enda over 90. Da jeg klikkede på linket, kunne jeg læse, at manden var 70 år, kun otte år ældre end mig. Det kom bag på mig, jeg havde et helt andet billede i min hjerne. Det kan godt være, at han har en sygdom med demenssymptomer, det kan også være, at han har en svær depression. Det meldte historien intet om, men inde i mit hoved ud fra min forforståelse (fordi jeg er der i livet hvor jeg er) blev dannet et billede af en meget gammel mand. En ung kvinde var måske ikke blevet så forundret over alderen, når hun læste, med mindre hun koblede det til en frisk og rørig bedstefar på samme alder. Vi forstår ud fra vores forforståelse (og han er fundet igen og har det godt).

Den forforståelse skal jeg i mit arbejde hver dag forsøge at sætte på spil, forstået på den måde, at jeg skal prøve at forstå det, der sker, ud fra patientens/den pårørendes forståelse. Kun på den måde kan jeg sikre mig, at vi sammen finder en ny forståelse, som kan hjælpe patienten videre efter at have fået en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning.

Når jeg skal hjælpe mine kolleger, er det også nødvendigt, at jeg hele tiden husker, at deres forforståelse er ikke den samme som min, selv om vi arbejder samme sted og med de samme patienter. Jeg er ældre og med et andet levet liv, jeg har læst meget om sygepleje i nogle bøger, hun har måske læst i andre bøger, jeg har mødt mange inspirerende mennesker undervejs i min diplomuddannelse, i de mange møder, jeg skal til, i vores forskningsprojekt. Hun har mødt andre mennesker, som har præget hende osv. Kort sagt vi kommer med hver vores forforståelse af tingenes tilstand.

Når vi får undervisning eller møder andre mennesker, så sker det faktisk, at vi ikke ændrer vores forforståelse, vi holder fast i det vi kom med. Vi forsøger ikke at forstå den anden. Jakob Birkler sammenligner det med en lommelygte i et mørkt rum, vi ser kun det, vi lyser på. Hvis vi lader en anden lyse med deres lygte et andet sted i rummet, får vi måske en ny eller mere udvidet opfattelse af rummet. Det er ikke det samme som at vi er enige. Men vi har set rummet som den anden ser det og måske opnår vi så begge en ny forståelse. Det som kaldes horisontsammensmeltning indenfor den hermeneutiske filosofi.

Det er dog svært at praktisere, jeg falder nemt i blot at gentage mig selv i diskussioner, jeg har mine kæpheste og ofte glemmer jeg at lytte og give mig selv lov til at se det, den anden lyser på. Især det menneske, som jeg har kendt i 38 år. Må det være min mandagsudgangsbøn fra dette indlæg, at jeg bliver bedre til at åbne mine øjne og ører. Og så ville det da heller ikke gøre noget, hvis den modsatte part også blev bedre til det ;-)






17 kommentarer:

  1. Dit indlæg forekommer mig at være en fortrinlig beskrivelse af det der har været den vigtigste forståelse undervejs i min tilværelse som psykolog, nemlig at vi hver især er ansvarlige for vore reaktioner på påvirkninger. Det er vi fordi reaktionerne ikke er en direkte følge af påvirkningen, men af det der følger af at den sendes igennem vores livserfaring.
    Det vil sige ytringer som "du gør mig vred" ingen mening har. Ved at erkende det går det ikke så lidt lettere at omgås andre mennesker.
    Det er naturligvis også det der bevirker at det er en vældig opgave at sikre sig at patienter og pårørende har forstået det man som professionel gerne vil have de har forstået på den måde informationerne skal forstås.
    Det er godt at vide noget om forforståelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, jeg skulle læse din kommentar et par gange, før det helt bundfældede sig. Men du har ret.
      Og indimellem bliver jeg faktisk lidt rystet, når jeg hører patienter gengiver det vi menes at skulle have sagt. Derfor udleverer vi også informationen på skrift, tilrettet den enkelte.

      Slet
  2. Forståelse og indsigt i andre mennesker er en god ting. Hvis en person siger de føler, forstå eller opfatter det skete på en bestemt måde, så er det jo sådan det er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pia, og din sidste sætning skal vi virkelig huske på.

      Slet
  3. Amen.
    Langt og spændende indlæg. Vi skal være taknemmelige for at vi kan tænke og træffe nye beslutninger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak, og ja vi skal være taknemlige.

      Slet
  4. Meget spændende indlæg. Gode tanker du har tænkt. Jeg har det som du i flere snakke, og har samme behov for lige at trække vejret, kunne træde 1 skridt baglæns, lidt som jeg gør i andre snakke, der ikke lige er min "kæphest".
    Jeg er glad for at bo et sted hvor der er højt til loftet og langt til døren. Hvor jeg har mulighed for at ytre mine tanker, følelser og holdninger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karin, ja tænk hvis vi ikke kunne tænke højt og få lov til derigennem at finde vores mening.

      Slet
  5. Uh, det er bare så svært det der med forforståelse. Men alene at være opmærksom på det er jo heldigvis en god start :-) Jeg synes, man møder det mange steder, på alle niveauer - både helt lavpraktisk og på abstrakt niveau. I jeres daglige arbejde må det være en daglig udfordring at ramme jeres patienter og deres pårørende der, hvor de er, så I får fortalt det hele uden samtidig at komme til at lyde som om I taler ned til dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, det er svært hele tiden at have forforståelsen med i sine handlinger. Jeg tror faktisk ikke vores patienter oplever at blive talt ned til, men de kan nemt opleve at det hele føles uoverskueligt, og når man gør det, så kan den nemmeste reaktion være blot at fortsætte som man plejer at gøre.

      Slet
  6. Det er smaddergodt skrevet, Lene - men det er vel ikke en ny eller anderledes tankegang? "Det sete afhænger af øjnene, der ser" er en gammel kending, og en ny version, set måske med en lidt anden vinkel er perception is reality - altså at det er modtageren, der bestemmer budskabet.
    Men det er altid godt at få sat nogle ord på, så øges forståelsen. Det er ret svært at være der, hvor andre folk er; det er meget nemmere at være der, hvor man selv er :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ellen, nej det mente jeg heller ikke. Dette her er formuleret af en filosof i 1960 og han bygger på andre filosoffer før ham. Det sjove/underlige er at politikere og andre langt væk fra patienter, kan tror, at det hele handler om at jeg får leveret en information, tjek, og så kan patienten håndtere sit liv ud fra dette, selv om hele verdenen netop er væltet og man skal finde tilbage til sig selv.

      Slet
  7. Glimrende indlæg og tak for det. Jeg nød billedet med lommelygten. Forforståelsen er jo netop det, der gør kommunikation hamrende svært. Skal man trænge klart igennem med det, man mener, skal forforståelsen og præmisserne afstemmes først. Meget forsimplet kan man sige, at hvis det, man kommunikerer, er baseret på ottetalssystemet ("just missing two fingers", som Tom Lehrer sagde), nytter det ikke noget, hvis den anden part har alle fingre i behold og tænker i titalssystemet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Eric. Lommelygtebilledet er rigtig godt til at beskrive problematikken, men også at vise at ingen står med den fulde sandhed. En lommelygte kan aldrig lyse alt op.
      Og dit billede med ottetalssystemet og titalssystemet får mig til at tænke på billedet hvor flere blinde har fat i hver sin del af en elefant og tolker ud fra den del.

      Slet
  8. Meget interessant og godt beskrevet. Tak for det.

    SvarSlet
  9. I virkeligheden er det jo ganske simpelt, men så let at glemme i dagligdagen. Men når vi husker vores forskellighed er det ret spændende at være nysgerrige på andre :)

    SvarSlet