torsdag, november 05, 2020

Novemberkalenderen, del 5

 Denne dag skulle handle om at gøre noget for andre, for deri ligger en kilde til glæde for mig selv. Jeg skulle have passet min datters julehytte, fordi hun har fået andre arbejdsopgaver ved siden af, så pludselig slår døgnets timer ikke til. Det er slet ikke så ringe af at være nystartet selvstændig, men også lidt for hårdt. Så jeg skulle være julehyttepasser i dag og på søndag.

Jeg havde brygget te, købt kage og chokolade, smurt bolle, lavet en termokande med kogende vand til nudelsuppe og hyldebærsaft, fundet bøger og hækletøj frem, lagt powerbank i tasken, så jeg kunne lytte til lydbøger på mobilen, hvis nu der ikke kom nogle kunder.

Sådan gik det ikke, som nogen nok har gættet. Magisk jul ligger i samme kommune, som jeg selv bor i, og vi er lukket ned i de næste fire uger. I stedet for hjalp jeg datteren med at tømme hytten for varer. Inventaret lod vi stå i håb om, at Skulpturparken og Magisk Jul får lov til at åbne igen i begyndelsen af december.

For mit eget vedkommende var jeg spændt på, hvordan restriktionerne ville påvirke mit arbejde. Men at være sygeplejerske er at varetage en kritisk funktion, så jeg tager på arbejde i morgen tidlig, og så regner jeg med, at der kommer flere udmeldinger om hvor og hvornår jeg skal testes.

Gåturen med mine to jyske søstre om godt en uge må de gå uden mig, for jeg må jo ikke køre nogen steder hen undtagen på arbejde.

Det er en underlig og bekymrende tid, vi lever i. Så måske er det netop nu, at vi skal vende fokus mod andre end os selv og i det nære gøre godt for andre.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)












11 kommentarer:

  1. Under pressemødet bed jeg bed mærke i det med kritiske funktioner og tænkte straks på dig. Mange pendler til ikke-kritiske jobs i fx Aalborg, og det bliver virkelig en opgave af dimensioner at få tingene til at hænge sammen. Der bliver overarbejde, så det basker, på nogle virksomheder!

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, ja vi forsætter som vi plejer, det gjorde vi også i foråret. Men mange af mine kolleger kan ikke besøge familien, fordi de bor i de berørte kommuner. Og hvordan virksomhederne får til at hænge sammen er virkelig et godt spørgsmål.

      Slet
  2. Du har så evigt ret, Lene, det er nu, vi skal vende fokus mod andre og gøre noget godt for dem. Jeg har lige købt julekalendere til mine forældre over nettet og min bror henter dem i butikken og leverer dem 2. december. Jeg skal også ha' pakket et puslespil med 1000 brikker til min mor, i 24 små pakker med brikker, der kan sættes sammen hver dag. Mine børn har hentet pakker i pakkeshoppen med kaffe-julekalendere. Vi må gøre noget for at vi får en god tid, trods alle genvordigheder.
    Jeg håber virkelig, din datter får lov til at åbne julehytten, når der forhåbentlig åbnes op igen i starten af december. Det er godt, du må køre ud af kommunen og på arbejde. Vi har brug for sådan nogen som dig. Jeg er ikke sikker på, min svigerinde på køre ind i området. Hun er socialrådgiver, så det bliver nok til hjemmearbejde og virtuelle møder, selvom der jo garanteret er nogen børn, der har brug for hende.
    Stay safe, keep calm, and carry on. Selv Kåre Mølbak siger, der er lys for enden af tunnelen.
    Mette L.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, hvor er det godt at I kan samarbejde om ting til at glæde.
      Min datter skal nok klare sig, der er nogen, for hvem det er langt mere ødelæggende.
      Lige nu snakker mine lægekolleger om at det kommer til at gå henover julen, suk.

      Slet
  3. Sikke en skuffelse for din datter. Og for dig, der var så klar til at tage en vagt i julehytten. Jeg håber, det bliver muligt at åbne den igen i begyndelsen af december.
    Det er sådan nogle barske tider for jer i nedlukningsområderne. Jeg føler med jer og håber tiltagene vil resultere i færre smittede. Jeg synes også, det må være helt forfærdeligt for minkavlerne, at deres arbejde og arbejdsplads så brutalt bliver afskaffet. Varme tanker til dig i denne her tid, som sikkert bliver travl og uforudsigelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, faktisk er hun meget afklaret om dette. Hun tænker som dig og mig på alle de landmandsfamilier, der får ødelagt hele deres livsværk. Min datter har jo dobbeltarbejde i de her måneder, og hun kan jo begynde at sælge tingene på nettet.
      Tak :-)

      Slet
  4. Det er en frygtelig svært tid I står og hvor er det en kæmpe skuffelse for jeres datter og jer, at hytten må lukke. Håber der bliver mulighed for at åbne efter den 3. dec. Jeg synes, det er svært at se lyspunkterne i øjeblikket, men vi skal helt sikkert passe godt på hinanden og os selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, på en eller anden måde er vi heldigere stillet end andre. Landmanden er i fødevarebranchen, de må køre videre og vores medarbejder bor i samme kommune som os. Datteren har jeg skrevet om i svaret til Betty. Og som sygeplejerske arbejder vi jo fuldstændig som vi plejer.
      Jeg har det som dig, at lyspunkterne er svære at se.

      Slet
  5. Jeg - og formentlig også resten af Danmark - føler stærkt med jer deroppe! Det er ikke godt, men det er åbenbart nødvendigt, og jeg håber virkelig for alle, at man får bugt med mutationen.
    Jeg har også ondt af din datter, at dette skulle komme i vejen for hende. Det er bestemt ikke nogen nem start som selvstændig.
    Jeg har lyst til at lege Maude, men jeg kan vel ikke blive i min seng, til alt dette er overstået - især ikke, hvis det skulle blive hele fire år ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg håber virkelig at det er nødvendigt, men det må jeg tro på.
      Se mit svar til Betty, min datter er ok, hun skal nok klare sig.
      Næh vi må hellere holde os i gang, vi får bare så mange sengekomplikationer, hvis vi bliver i sengen ;-)

      Slet
  6. Øv hvor er det synd og træls, at datteren ikke kan fortsætte, men vi krydser fingre for, at hun kommer i gang igen. 🤞 Rejser hun frem og tilbage til Kbh.? Hendes mand bor der ikke? Eller ferierer hun hos jer?

    SvarSlet