SNE, SMUTTUR, SKAGEN

Bilen drejede nordpå, landmanden havde lagt en rute ind i GPS’en (hun har desværre ikke fået navn som forgængeren), og den var rigtig god, store veje først, så mindre veje med striber i midten og så små veje uden striber, indtil vi ramte ind på skagensvej. Der er jo ligesom kun en vej til Skagen :-)

Frokosten og teen blev nydt ved havnen med udsigt til små og store både. Der er altid noget at se på ved en havn, og i dag holdt vi, så vi kunne se alle feriegæsterne køre hen til fiskebutikken og hente lækkerier til frokosten.


Turistkontoret var første stop, og det var et klogt træk, her var en kvinde, som kunne fortælle og vejlede os i, hvor vi skulle spise, hvad vi kunne se, og hvor vi skulle køre hen i Skagen til sommer. Nu har vi fået en bog med hjem om ferieliv gennem 100 år i Skagen. Hun fortalte og bladrede i bogen, så vi fik ganske enkelt lyst til selv at læse historien om Skagen som ferieby.


Bagefter inspicerede vi et spisested, det så spændende ud, og også her fik vi en bog med om historierne bag alle galionsfigurerne. Jeg kommer til at lyde som en klog historielærer til sommer, måske jeg skulle lade håret vokse, så jeg kan få knold i nakken ;-)


Når man er i Skagen, må man også ud på Grenen, så der endte vi, egentlig ville vi ikke være gået helt derud, men da vi stod oppe ved kompasrosen og så rundt, ændrede vi mening og i skarpt trav gik det ud til de to have.


En bunker skulle inspiceres, men benene var for små eller, også var det lysten der manglede ;-)


Uha som det var koldt, mine fingre frøs nærmest til is, mens jeg prøvede at tage billeder derude på den nordligste del af Danmark.


Vejret slog om, mens vi drak varm kakao og spiste hjemmebagt bolle med lækker ost, så vi drog hjemad. Vi fandt også veje af alle tre kategorier på vejen hjem.




Næste punkt bliver at prøvekøre turen på motorcykel, og da skal vi se Skagens museum, som jeg aldrig har set. Der åbner en Anna Ancher udstilling til april, som skulle være rigtig god, den glæder jeg mig til.

FRIDAG

I gamle dage var fridage måske én ugentlig begivenhed, nogle havde vel kun halve fridage.

Jeg må indrømme, at jeg er glad for, at man her til lands har to fridage om ugen, for lige nu er jeg træt. Heldigvis er min 2. fridag i en 14 dages arbejdsperiode netop i dag.

Dej til boller står og hæver, støvsugeren står og venter, men når kartofler er sorteret og formiddagsteen er drukket, drager vi nordpå. Vi har en motorcykeltur til sommer, der skal planlægges, og da den skal annonceres i god tid, er det ved at være sidste udkald.


Madpakke skal smøres, te skal brygges, og så kører vi nordpå.

MOTIONSMAD

Vibeke foreslog mad, der steger i ovnen, mens jeg gik tur, som løsning på, at jeg gerne ville alt på en gang, slappe af, lave ordentlig mad og gå en tur.

Så er det jo herligt, at Vibeke selv leverer en opskrift til formålet, det er ikke sidste gang, den bliver lavet. Der var gris i fryseren, kartofler i laden, pastinakker, hvidløg og citron i køkkenet, så jeg manglede blot pærer til retten, de blev købt i går.


Alt kom i ovnen, og Laika og jeg gik en tur, mens solen gik ned i vest. Vi havde dog ingen mus med ;-) så vidt vi da ved, men Laika prøvede godt nok at få snuden helt ned under sneen flere steder.


Hundred mus med haler på
og bittesmå sandaler på
gik morgentur med smedens hest,
mens himlen selv gik ned i vest.

Vrøvlevers af Halfdan Rasmussen

TRADITION?

27/2 2005



26/2 2007



23/3 2008



17/2 2009



Og så synes jeg, fuglene her på landet er uopdragne. Har de aldrig lært, at man ikke går på bordet?

HVAD GØR DIG SÅ GLAD VED PLEJEN PÅ EN APOPLEKSIAFDELING?

For noget tid siden fik jeg en mail fra en af mine kommentatorer, Ditte, som netop var blevet sygeplejerske, og hun spurgte mig om ovenstående.

Hvordan kan det være, at jeg synes, det er spændende? Det er jo tungt fysisk, patienterne er meget plejekrævende, nogle gange er der ikke tid til det, jeg gerne vil, og alligevel synes jeg, at jeg arbejder det bedste sted.

De sidste dage har jeg passet en patient, som er ramt på sit initiativ, sin evne til at forstå talte informationer og mange andre ting. Vi siger, patienten er apraktisk = har mistet evnen til at udføre tidligere indlærte handlinger. Det passer så ikke helt, for hvis jeg guider, altså tager kammen, sætter den i patientens hånd, fører hånden op til håret, så finder patienten handlingen frem inde i hjernen og reder sit hår. Hvis jeg sætter mad foran patienten og siger, nu er der mad, sker der ikke noget, men hvis jeg guider hånd med ske op til munden, så er det sommetider, at patienten begynder at spise.

Hvis jeg siger, prøv at rejse dig op, sker der ikke noget, men hvis jeg stimulerer følesansen ved at sætte hænderne ned på sengen og giver et lille skub bag på ryggen og hjælper til at starte handlingen, så sker det, at patienten kan rejse sig ved vores hjælp og kan gå ved vores hjælp.

Patienter kan være rum-retningsforvirret, forestil dig, du får bind for øjnene og bliver drejet rundt, og bliver stillet op på en stol og dernæst skal gå et skridt frem, sådan kan hverdagen føles for disse patienter. Så de stritter imod alt, hvad vi prøver, om det så bare er at vende dem i sengen fordi de skal have skiftet tøj. Her kræver det en viden om neurologisk sygepleje, og konstant skal man tænke sig om, finde måder til at knække koder, så hverdagen kan fungere.

DET synes jeg er spændende. Ofte tænker jeg jo ikke over min viden og den måde, jeg problemløser på, jeg gør det bare, men i disse dage har jeg tre nye sygeplejersker med mig, så jeg forklarer, jeg demonstrerer, de spørger, og alt det synes jeg også er spændende, for de får mig til at stoppe op og tænke over mine handlinger.

Så hvis man kan finde den neurologiske tilgang til sin sygepleje, så tror jeg, man vil finde et apopleksiafsnit spændende.

DEN BLÅ TIME

Trætheden lurede bag øjenlågene, da jeg kørte hjem fra arbejde. Jeg bruger mig selv fysisk i de her dage, men heldigvis havde jeg en studerende med i dag, så vi var to til at guide og stimulere en patient, som ikke forstår en talt besked.


Så er det skønt at åbne køkkendøren, se at opvaskemaskinen er tømt, uden at jeg har skrevet en seddel om det ;-) og der er lavet te, købt aviser og boller, lige det jeg trængte til på en søndag eftermiddag.


Bagefter gik vi en tur i skumringsstunden, 1 time senere var vi hjemme, trætheden var væk, kinderne blussede, og kroppen føltes dejligt afslappet.

FORVENTNINGENS GLÆDE

Knap var arbejdsdagen overstået, før jeg fløj ud af døren, for landmanden og jeg var inviteret til brunkål og gode ben nede syd for Århus sammen med herlige motorcykelvenner.

Der blev snakket motorcykler, men også ture både i indland og udland. Alle de gode og mindre gode oplevelser blev genopfrisket, og oveni fik vi fortalt og set billeder fra en tur til det gamle Østtyskland.

Glæden ved at tage et kort er stor, se på det, drømme om steder, man gerne vil se, læse om steder, man gerne vil besøge og lidt efter lidt stykke en tur sammen. Vi har endnu ikke planlagt ferie, jeg ved end ikke, hvornår jeg har ferie. Flytningen af afdelingen og opdelingen i to nye afdelinger har gjort, at vi ikke ved, hvordan vi kan afholde ferie.

Men en ting er sikkert, vi skal nok få kørt masser af små og store ture i år.

Er du begyndt at planlægge ferie?

VALENTIN OG JUNGLETROMMER

Her i huset går vi ikke ind for alle de mærkedage, som butikkerne lever højt på, vi kan bedre lide at få en gave udenfor sæsonen ;-)

Min dag endte på en helt anden måde, end jeg havde planlagt. Landmanden syntes, vi skulle køre en tur, og jeg vidste godt, hvor den tur endte.

I lang tid er der hentet billeder og informationer fra nettet, en stor udstilling var blevet besøgt, og nu skulle drømmen have ben at gå på.

Der blev snakket, alt imens solen skinnede herligt ind af vinduet. Der blev drukket kaffe og kakao (det sidste til mig), mens listen over udstyr blev endevendt.

Så drog vi ind til inderbyen og fandt en lille lækker kaffebar, bestilte en kande te og hjemmebagte grovboller, så på hinanden og smilte. Det her er vores valentingave til hinanden.


BMW K1300 GT, billedet fundet her.

En sms blev afsendt, og så gik jungletrommerne, så inden vi var nået hen til bilen, havde den første ringet og ønsket os tillykke.


Vi glæder os til foråret.

LYKKEN ER ET ÆBLETRÆ

Om ikke så længe står det med små knopper, der bebuder forårets fremmarch.

Små grene kan komme ind og pynte.

Gennem sommeren kan vi følge de små æbler blive større og større. Og som solen får mere og mere magt, bliver æblerne røde.

Når frosten første gang bider let henne i kartoffelhøstmåneden, er æblerne klar til plukning.

Der er masser af motion i at kravle op og ned af stigerne, mens kasserne med æbler fyldes.


Glæden ved høstens udbytte er stor. Der står kasser i laden med æbler lige til at spise. Andre æbler bliver omdannet til den friskeste æblemost, så rigdommen er til at smage på.


Så bliver de sidste æbler i laden glemt, og pludselig en solskinsfebruardag ser jeg dem. Energien og lysten er der, så de kommer ind, æbleskrælleren kommer på arbejde, og lidt efter lidt bliver en grydefuld æbler til lækker æblegrød. Nogle æbleskiver havner i fryseren parat til at få smuldredej over sig ved en festlig lejlighed.


Resten af æblerne bliver smidt ud under æbletræet, hvor fasaner og solsorte går ombord i dem.


Så er det bare at læne sig tilbage og vente på, at de små knopper på æbletræet viser igen

DEN ER GOD NOK

Klokken er 7.30, solen er ved at stå op, det lysner mod øst.


Udenfor er det hundehamrende koldt, men fuglene skal fodres og lyset fotograferes, og lungerne fyldes med knitrende frisk frostluft.

Kulden sniger sig ind under tøjet, men der er skønt derude. Vimplen læner sig helt op af flagstangen, ikke en vind rører sig, og kun den dumpe lyd af kartoffelsorteren bryder stilheden.


Pludselig er jeg inde på sygehuset, for lyden af en ambulance gennemskærer frostluften, den kommer tættere og tættere på, nu kan jeg se det blå blink ude på hovedvejen, jeg holder vejret, vil lyden stoppe her ude midt i mosen? Nej den svinder, det er længere væk, at folk har brug for hjælp. Jeg er lettet over, at sønnen er mødt på arbejde. Ja han arbejder hos os igen, i disse tider hænger lærepladser ikke på træerne, og landmanden manglede en mand, så det var heldigt for begge to.

Min enlige fridag skal bruges til både pligt og fornøjelse, så det er bare om at komme i gang.

Ha en god dag.

FYRAFTENSSOL

Stor og rund skinnede den i mine øjne, tænk at jeg kunne køre på arbejde i morges, mens solen stod op og køre hjem, mens den gik ned. Vi går mod lysere tider, det er sikkert og vist.

Men den havde travlt, for da jeg havde parkeret bilen, gået ind med tasken, sat vand over og hængt jakken på plads, så var solen allerede ved at være borte.


Jeg nåede dog lige at løbe ud og få lidt af skæret.


Og nu sidder jeg her og diskuterer med mig selv, for jeg trænger til en gåtur, jeg trænger til at slappe af og jeg trænger til ordentlig aftensmad, hvordan får jeg lige det til at hænge sammen ;-)

UDEN MAD OG DRIKKE

Der blev købt ind til ny opskrift i går, men da endte det i rugbrødsmadder.

Nu har jeg taget mig sammen, så vi ikke ender i samme menu i dag. Kræfterne er brugte, men rodfrugterne er i ovnen, kyllingefilet’erne på panden, og bulgur er kogt (og brændt på).

Spisebordet er dækket, for det ender alt for tit med, at vi sidder med portionsanretningen foran fjernsynet.

Man kan hurtigt få nye vaner eller uvaner, når børnene flytter hjemmefra.

ÆNDRE EN VANE

Det siges at være godt for hjernen at ændre på vanerne, så nu hører jeg radio om morgenen ;-)

Udenfor er der mørkt, herinde nyder jeg musikken og min morgenmad, før det går løs med 14 dage med kun to fridage. Jeg har selv valgt det, så ingen sure miner her.

Har du ændret nogle vaner?

BRAT OPVÅGNING!

Kender du det? At vågne og så finde ud af, at du burde være på vej på arbejde?

Jeg hader, når det sker. Dagen får en dårlig start, krop og sjæl er rundt på gulvet, og kun langsomt finder alt sin rette plads.


Men i går var godt nok første gang, at jeg kom for sent til en aftenvagt, fordi jeg sov over mig!

Efter mine gæster var kørt, og jeg havde fået lidt frokost, ville jeg lige sove en halv time.

Mobilen ringede, som den skulle, jeg slukkede den, gik ud på badeværelset for at gøre mig klar, og først her blev jeg vågen. HVAD!! uret viser jo ”nu skulle du sidde i din bil og køre ud fra gårdspladsen”


Jeg havde tilsyneladende i en halv time trykket ”udsæt alarm” uden at ænse det.

Der kom fart over feltet, og så røg jeg i en bilkø så lang allerede på broen, og der var ingen p-plads tæt på afdelingen, så 7 minutter over tid stod jeg på afdelingen, fortumlet med hjertet ude af takt og prøvede at finde mig selv og min rytme.


Heldigvis var der ro, mens vi fik rapport, og jeg var blandt garvede kolleger, så rytmen og mig selv blev fundet, og resten af vagten gik godt. Vi er inde i en periode med 9 patienter, som intet kan selv, alt skal de have hjælp til, kombineret med sygdom blandt personale og dermed mange vikarer, så betyder det, at man er mere end brugt, når vagten er over. I går gik det dog bedre, takket være dagens besætning.

HER I VORES HUS ER GLÆDE

Lyden af børn, der snakker. Lyden af små børn, der grynter veltilpas. Jeg elsker de lyde.


Formiddagen har været tilbragt sammen med en kær kollega, som er på barsel. Og sikke dejlige børn hun har. Den lækreste lille datter, som smiler glad og som stortrives sammen med storebror. Og storebror? Han er sej! Landmanden var vildt imponeret over hans evner til at styre traktor. Knap 4 år og han sad strunk i en af de største traktorer og styrede selv rattet, mens landmanden tog sig af det andet. Godt gået!


Nu står der kun en bondegård tilbage og vidner om et dejligt besøg.


Mosen præsenterede sig fra sin bedste side, det fineste drys knirkesne, høj sol og blå himmel. Sådan en dag ville selv den dårligste sælger kunne sælge drømmen om et dejligt liv på landet ;-)


Og fridagen er konverteret til en aftenvagt, min chef lød helt panikagtig i telefonen i morges, det var ikke ordene, men stemmen der røbede hende, begge sygeplejersker er syge, og så dur det ikke med vikardækning, for de kender jo ikke afdelingen. Så nu skal der slappes lidt af, før jeg drager af sted.

FRISK LUFT

Der var ikke langt fra tanke til handling, vi trængte til at få rørt kroppen efter al det lækre mad i går aftes.

Blokhus rummer mange gode stier, som bliver flot vedligeholdt af kommunen. Vi tog en rask travetur langs klitten og ind gennem skoven. De forskellige storme med træfældning har givet nye lysninger, og Laika susede rundt og snusede efter fasaner.


Træer, der vælter, danner nye landskaber, så vi fandt også en lille portal, dannet af naturen, som vi gik under.


Den lange gåtur sluttede ved bageren i Hunes lækre cafe (så meget for sund levevis), hvor vi fik te, boller og en god tærte.

Nu gøres der klar til en ny uge, men jeg har fri i morgen, hvor jeg får besøg af en dejlig treårig dreng, hans lille bitte søster og deres mor. Jeg glæder mig.

SØNDAGSSLAPHED

Weekenden er tilbragt i hyggeligt selskab. 25 år siden de var unge håbefulde landmænd, udløste et jubilæumsmøde i sommer, og her blev der aftalt et weekendtræf som i de gode gamle dage.

At vi alle er blevet 25 år ældre lader sig ikke skjule, til gengæld så mange af os mere friske ud her til morgen ved hotellets store morgenbuffet end for 25 år siden.

Hotellet bød på guidet tur ned i Rebild Bakker i går eftermiddags, og hvilken guide. Hun mestrede fortællingens kunst og var et livstykke, så hun fik os til at synge rundt omkring i bakkerne, så kom du forbi i går og hørte nationalsangen og Rebildsangen midt i tågen, så hørte du ikke forkert ;-)


Nu slapper mennesker og hund af herhjemme.

PRÆDIKATET

”det troede jeg ikke om dig”

Temadagen i tirsdags handlede blandt andet om vores møde med andre mennesker, kolleger eller patienter /pårørende, hvordan vi hurtigt putter folk i kasser, sætter dem i system. Sådan er vi indrettet, så vi hurtigt får styr på, om det er ven eller fjende, vi møder. Problemet er, at det tit er svært at få folk op af de kasser igen, eller rettere sagt vi giver ikke folk chancen for at ændre vores førstehåndsopfattelse af dem.


Min datter hadede rollen som lærerens yndling, rollen som den pæne og fornuftige pige. Det samme gør jeg. Jeg har ikke noget imod at blive betragtet som et ordentligt og omsorgsfuldt menneske, men med prædikatet den pæne pige følger ofte følelsen af at være kedelig, pæn som i uinteressant, sat og uinspirerende.


Temadagen sluttede med spisning og social hygge hos vores afdelingssygeplejerske, og så var det at de unge mennesker fik minderne serveret, fra da vi ”gamle” var elever.

Vi beskrev i detaljer vores 6-14 vagter, som vi altid fik. Her startede man med at gå i skyllerummet, ude på hylderne stod adskillige glas med urin opsamlet over et døgn. Hver patients urin skulle samles i et stort målebæger, døgnmængden blev målt, og så skulle vi måle vægtfylde med en flydevægt. Nogle gange var der skum på urinen, og så måtte man puste det væk, så man kunne aflæse den rigtige vægt! ADRRRR lød råbene. Så fortsatte vi med at fortælle om afføring, der blev samlet og æltet i en plasticpose for til sidst at tage en prøve fra ;-) Så ønskede de ikke flere detaljer!

På et tidspunkt under latteren siger jeg så, prøv så lige at tænke på, hvordan det var at stå i det skyllerum, når man havde været i byen det meste af natten og nærmest gik fra diskoteket på arbejde.

Da kom indledningssætningen fra en af mine unge kolleger!

Jeg har altså også været ung en gang og troede, at man kunne feste og have weekendarbejde på samme tid.


Det kan jeg så ikke mere. Så der er byttet af flere omgange, så jeg når både weekendophold og koncert her i februar, og ingen har vist noget imod, at jeg tager vinterferieweekenderne.

SNE OG STRØTANKER

Morgenstunden er blevet brugt ved telefonen.

Det er ikke sjovt at blive gammel og tilmed ingen børn eller nære slægtninge til at snakke med.

Jeg er glad for de bånd, der blev knyttet mellem mine forældre og en endnu ældre kollega. Vi børn prøver at holde fat i de bånd, og jeg håber, vi kan hjælpe, så alderdommens skrøbeligheder ikke vælter personen helt.

Landmanden og jeg kørte ned til min far i går aftes med aftensmad, og vi fik et par hyggelige timer sammen. I går genopfriskede vi mine forældres tur til Nordkap, og igen mindede det mig om, hvor dejligt det er, at min mor altid skrev små noter undervejs og bagefter lavede en mappe om rejserne. Jeg må og skal have lavet system i vores billeder, og hvor ville det være godt, hvis jeg kunne finde ud af at lave back-up af bloggen, her står der jo også mange minder og historier om mit liv.


Udenfor er verdenen hvid, om lidt drager jeg ud i den, så jeg kan komme nyklippet på arbejde.

MENS JEG VENTER

på at vintergækker og erantis bryder jordoverfladen og julerosen springer ud, så glæder jeg mig over forårsbuskene, som forhåbentlig kan bringe forårsfornemmelser ind i huset.


Nu er der ryddet op, tørret støv af og støvsuget samt badeværelset er gjort rent, gulvvask må vente til en anden dag. Jeg trænger til en gåtur, har ikke gået i en uge.


Skridttælleren viser dog allerede 8200 skridt, så lidt motion kommer der da ud af rengøring.

PASNINGSGARANTI

Undervejs i vores liv med børn og hund har der været brug for pasning, når nu landmand og frue skulle alene i byen.

Børnene havde to yndlingssteder, nemlig hos mormor og morfar og så hos farbror og tante her i mosen. Deres tre dejlige børn var ældre end vores, og de havde en særlig evne til at lege og være nærværende overfor for to små børn, som tog som en selvfølge, at selvfølgelig ville kusinerne og fætteren lege med dem, hele tiden!

Hundene har tit været herhjemme i hundegården og så har driftsleder eller medarbejder sørget for, at de kom ud om dagen og fik mad og drikke. Det er svært at få passet en stor gårdhund, der er vant til at løbe frit.

Nu har vi kun Laika at tage vare på, og hun er ved at være en ældre dame, så vi ville gerne finde et andet pasningsalternativ.

I sommer læste vi om en ung veterinærsygeplejerske, som havde åbnet en hundepension, både med overnatning men også med hundedagpleje. Ydermere var hun under uddannelse til hundeadfærdsterapeut, så vi tænkte, at hun måtte da holde af hunde.

Det har været en succes, så vi er enige om ,at vi vil gøre vores til, at hun kan leve af sin hundepension, så Laika får også lov til at komme på weekendophold hos Maiken. Vi krydser fingre for, at det lykkes for hende, det er rart at have garanti for et sted, hvor man ved, at der er trygt og godt at være.

Har du husdyr, og hvordan får du dem passet i ferier?

SERVICEMEDDELELSE

Bloggen bliver stille et stykke tid, jeg har det godt, er sund og rask, min familie ligeså, og det er det vigtigste.

SÆT I GANG LENE!

Da landmanden var draget af gårde, pakkede fruen pakkenellikerne og forsvandt.

Min far fylder år i morgen, men vi skal jo agere flyttemænd, så jeg købte rundstykker og drog sydpå til barndommens land. Her var både min dejlige lillesøster og min far, de er indbudt til gilde i dag, så vi kunne lige nå en times hygge med latter og snak. Nu er der vinket farvel til dem.

Og så er det jo meningen at jeg skal vaske vinduer, og hvem sætter sig så ved computeren, for jeg skulle jo lige ordne det, lillesøster ikke havde nået? Ja og så er jeg jo pludselig i gang med at blogge ;-)

Men nej, nu slukker jeg computeren, finder min mors varme frakke frem, hendes træsko og en spand vand, for de vinduer trænger hårdt, og gæsterne i morgen skal have smukke vinduer at kigge på, hvis solen nu skulle finde sin vej til fødselaren.

ABSTINENSER

Endnu går der nogle måneder, inden motorcyklen triller ud af sit hi, men landmanden, som er kontaktperson for den nordjyske afdeling af motorcykelklubben, syntes, der skulle ske noget for medlemmerne i vinterhalvåret.


Derfor stod vi i en kold hal en fredag aften, mens håndboldherrerne fik klø i fjernsynet, og trak sort-orange køredragter på. 20 mennesker, nye og gamle bekendtskaber, var parat til at give den gas i gokart world.

Gamle og hukommelsesdygtige læsere vil huske, at jeg har prøvet gokart en gang før, der var ikke just fart over feltet den gang, men denne gang havde jeg besluttet, at jeg skulle slippe fartdjævlen i mig løs. Det blev også meget bedre, men så hurtig som de unge kørere bliver jeg nok aldrig. Bagefter fik vi lige vendt verdenssituationen over en gang pizza /stjerneskud, før vi vendte næsen hjem. Alle mærkede vist lysten og længslen efter sommer, varme og motorcykelture.


Min fødselsdagsgave til landmanden i år er en motorcykelweekend sidst i maj, først i juni. Han skal blot sætte sig på motorcyklen, så vil jeg dirigere ham ud i Danmark på en forhåbentlig smuk og begivenhedsrig tur. Et eller andet sted ligger der nok en spændende kro/cafe, hvor vi kan spise frokost, senere kommer vi til en anden kro hvor vi kan overnatte, og når weekenden er over, har vi mødt noget af Danmark, som vi normalt ikke ser.

Jeg har nogle ideer, men jeg har jo også jer, så har I et bud på smukke steder, spændende seværdigheder, skønne ruter eller dejlige spisesteder/sovesteder, så kom endelig med dem.

MENS VI VENTER

Helles tomatkartofler er i ovnen, dvs. med lidt ændringer, jeg havde glemt at købe fløde, det skulle dog ikke hindre os i at prøve opskriften, så lidt fromage frais blev erstatningsfløde.

The kartoffelwomans sans for hvor længe sådan nogle kartofler skal have i ovnen, slog fejl, så vi venter stadig.

Imens kører der mange tanker i hovedet, jeg tror en gåtur efter den sene aftensmad vil gøre godt.

Fjernsynet kører, jeg lytter med et halvt øre, kulden er på vej, det er godt for kartoffelavlere, så spiser danskerne nemlig kartofler.

Ude i bilen ligger 5 store indkøbsnet med PAPIRER, nu har jeg slæbt al det jeg gemmer på arbejde med hjem, og så skal jeg i gang med at sortere. Det bliver dog ikke i aften, man skal vælge sine kampe med omhu, så den kamp venter jeg lige med til en fridag.

HEJ HEJ

Resterne af lasagne er sat i ovnen, lige om lidt er det gospel time.

Dagen har været god, men vi nåede slet ikke alt det, vi havde planlagt, for alle ville snakke med os, når nu vi sad og arbejdede hele dagen det samme sted. Næste gang lister vi væk, forklæder os eller sådan noget, så vi kan få fred. Og så alligevel ikke, for netop de snakke omkring plejen og observation af apopleksipatienter er så vigtige, de sætter gang i nye tanker, som så gerne skulle udmøntes i gode instrukser og undervisningsplaner for personalet.

Jeg er den, der er smuttet, der skal synges og grines, og kroppen får også lov til at bevæge sig. Hvis ikke kroppen er varmet op, så er stemmen heller ikke.

Hvis du trykker på linket, finder du mig helt ud til venstre ;-)

FLYTTEDAG

Når man får voksne børn, som flytter hjemmefra, så tilbyder man sig selvfølgelig som flyttemænd. Datteren bor forhåbentlig i sin lejlighed et stykke tid endnu, og sønnen har boet i sin et år. Nu er tiden så kommet for ham til at flytte ind til den nordjyske hovedstad sammen med en god kammerat.

Så vi gør klar, faderen sank godt nok lige en ekstra gang, da vi hørte, det var på anden sal uden elevator. Men det klarede vi da i København, så hvorfor ikke også i Aalborg?

Der er en anden flyttedag, som jeg imødeser med mere spænding. For tre år siden blev min afdeling genhuset på sygehus Syd, mens sygehus Nord blev renoveret. Vi var kede af at flytte, det tog hårdt på os, også hårdere end mange af os havde regnet med, men vi faldt godt til på Syd. Faktisk burde vi blive på Syd, for her er de fleste af vore samarbejdspartnere, men der er ikke plads til os. Det splinternye medicinerhus skulle have været højere, og så kunne vi være flyttet ind der, men naboerne gjorde indsigelser.


Jeg glæder mig til helt nye lokaler, helt nye to sengs stuer og en enkelt tre sengs stue. Der er store badeværelser, hvor en kørestol eller sågar et badeleje kan komme ind, der er godt nok ikke så mange badeværelser, så vi skal stadig planlægge og prioritere. Vi får loftlifte på alle stuer, der er fjernsyn til hver enkelt seng, der er ingen ledninger koblet til sengebordet, så vi bliver fri for at falde over dem mere.

Men, for der er et men, vi er en afdeling, der arbejder tværfagligt, og det betyder, at der er brug for plads til at mødes, plads til at dokumentere på computer og i mapper, og den plads er der ikke, da dette er en renovering af eksisterende forhold og ikke nybyggeri. Lige nu sidder vi i flere grupper og prøver at planlægge vores nye hverdag, vi har chancen for at bryde gamle vaner og få nye, hvis det er det, vi vil. Vi har nu chancen for at strikke et specifikt uddannelsesprogram sammen for apopleksiafsnittet, for afdelingen bliver nu delt i to afdelinger, så vi får vores egen afdeling. Det skulle gerne blive nemmere at få overblik over, hvor langt den enkelte medarbejder er med sin praktiske og teoretiske viden om neurologi og apopleksi.

Vi kommer dog ikke udenom, at det, at vi er på Nord og modtagelsen samt neurokirurgisk og neurointensiv afdeling er på Syd, gør tingene lidt mere besværlige. Sådan var det også for tre år siden, men nu har vi jo prøvet, hvor lettere arbejdsgangene går, når man er tæt på hinanden.

I morgen har min apopleksikollega og jeg heldigvis administrativ dag, så vi kan få udarbejdet planer for fremtiden, og de næste to dage derefter skal halvdelen af mine arbejdsdage bruges i en arbejdsgruppe for plejeform og døgnrytme. Derudover skal der tænkes af andre, hvad vi får brug for, når en afdeling deles i to.


Det bliver nogle seje måneder, vi går i møde. Patienterne skal jo passes samtidigt med, at vi forbereder flytning og flytter. Jeg har æren af at skulle i aftenvagt den sidste aften på den gamle afdeling og den første aftenvagt på den nye afdeling. Det bliver godt nok spændende.

OMVENDELSE

Jeg tror, den er der, men der mangler to afgørende test, før jeg kan sige at missionen er fuldført.

Efterhånden var jeg så langt ude, at jeg overvejede at stoppe med at arbejde.

Det var mere reglen end undtagelsen, at jeg mødte i dagvagt med 4 timer søvn i rygsækken.

Tre uger uden aftenvagt slutter på mandag, men det er lykkedes mig at være så disciplineret, så fridagene imellem dagvagterne ikke er blevet brugt til at sove længe i.

Landmanden stod som et stort spørgsmålstegn, da han stod op i morges og fandt ud af, at jeg havde været oppe siden 5.30, men der er dagvagt i morgen, så jeg vilikke risikere, at min indvundne søvn går fløjten. Hvis jeg sov længe i dag, så ville jeg ikke kunne sove i aften, og så starter karrusellen igen.

Testen bliver i nat og næste uge hvor jeg skal i aftenvagt.

Nu er dagen godt begyndt, jeg gik lyset i møde sammen med min trofaste vandrekammerat, Laika. 6 km blev det til i dag, og os imellem så kan jeg røbe, at vægten også går opad, så det kan hermed konstateres, at 6 dage med traveture hver dag over 30 minutter ikke bøder for rundstykker og kager i samme tidsrum ;-)

SLUT DAGEN MED ET GRIN

Hold da op, hvor gjorde det godt at grine, så jeg nærmest hulkede.

Hvis du trænger til at grine, så kig med over hos Regitze

SKUMRINGSTIMEN

Kom man forbi mit hus lige nu, ville man tro, at vi var i byen. Kun lyset fra computeren er tændt, og jeg nyder det bløde blå lys, som omgiver mig.


Kom man ind i mit hus, ville man ikke kunne se, at jeg har været hjemme i dag. Køkkenbordet er ved at være dækket med brugt service, fordi nogen ikke har tømt vaskemaskinen. Gangen har små tuer af vasketøj, fordi nogen ikke har tømt vaskemaskinen, hængt tøj op og sat ny vask i gang. Fire mennesker i et hus, hvor der samtidig bor en ruhåret hønsehund, som lige nu fælder meget, sætter sine spor på trægulvene, og så kommer Laika endda ikke længere end til bryggerset. Nogen har ikke hentet støvsugeren ind fra bilen, nogen synes, det er sjovere at støvsuge andre steder.

Skidt pyt, lige nu er der mørkt i huset, lige nu kan jeg glæde mig over en dejlig dag, hvor jeg først havde selskab af datteren, senere af sønnen og til sidst tog Laika mig med på en travetur på 7,4 km.

Om lidt tænder jeg lyset, sætter god musik på og går i gang. Og i morgen er der endnu en fridag, jeg er en heldig kartoffel.

MORGENTUR 2

Efter en god lur var tiden kommet til et besøg hos yngstebarnet, min kære søn. Han flytter om 1 uge ind til den nordjyske hovedstad, så jeg indbød mig selv til en visit.

Det skal jeg gøre noget oftere, vi hyggede os over te, brød og kage, fik sat ord på mange ting, der var jo kun os to, og vi kunne lade ordene finde plads inden i, før de kom ud.

Bagefter var vi flittige, så nu er der ryddet op, støvet af og støvsuget. Det er underligt, at det er sjovt at rydde op og gøre rent andre steder end hjemme hos sig selv.


Køleskabet blev også lige fyldt lidt op, jeg har en søn, som kan gå en hel dag uden at indtage føde, og han ved godt, det ikke er sundt, men sådan har han været lige fra barn af, og jeg er lige modsat, kan ikke lave noget, før jeg har fået morgenmad, så jeg har haft svært ved at forstå det.

Spiser du morgenmad?

MORGENTUR

Mens Aalborg begyndte at vågne, kørte jeg gennem de mørke gader med datteren. Vi var ikke de eneste, som var tidligt ude. På banegården kom folk ud fra togene, travlt beskæftiget med hver deres lille hverdag. Vi var tidligt på den, så jeg fik tid til min yndlingstidsfordriv, at studere mennesker.

Hvad mon de to unge smarte kvinder lavede så tidligt med hver deres skolerygsæk, mon de skulle videre med bus, for ingen skoler starter da så tidligt? De viste mig også den nye mode (ny for mig i hvert fald), stramme printede leggings og en bluse til, ikke noget med en kjole ned over bagdelen.

Og på vej hjem mødte jeg et ungt par, han kom trækkende med cykel og stor taske over skulderen, men han trak også kvinden. Hun kom sjoskende flere skridt bagefter, så hans arm var let strakt bagud. Mon hun var træt, mon de lige havde lært hinanden at kende, så hun ikke kunne få sig til at sige, at han skulle sænke farten?

Nu er der nok en ung kvinde, der sover, mens toget bringer hende hjem, lige tids nok til at hun sammen med sit tegnehold kan sætte sig på bænkene på hovedbanegården og tegne de mennesker, der haster forbi.

Og jeg tager et varmt tæppe og gør mig det mageligt på sofaen en time eller to, før der ryddes op efter gårsdagens hygge.


Sønnen kom hjem i går aftes, så vi udfordrede de unge på en omgang bezzerwizzer, det bliver man altid lidt klogere af. Nu ved jeg f. eks at det er Frigg og ikke Freja, at fredag er opkaldt efter, at grundtonen i en akkord hedder tonika, og at der oprindeligt var 13 stater i USA, symboliseret ved de 13 striber på flaget ;-)