Arbejdsugen – fredag

Den syvende dags arbejde har blandt andet bestået af undervisning i den nye ernæringsstandard og møde om patientens team. Min kollega har gjort et godt stykke arbejde og havde på trods af travlhed fået rigtig mange undervist de sidste fire dage. I dag fik jeg så seks igennem. Egentlig ville vi helst kun have to ad gangen, så kunne de selv prøve den nye funktion i sygeplejejournalen, men det kunne ikke lade sig gøre. 36 har været igennem i denne uge, vi mangler 14, og dem lavede jeg en plan for i dag.

Mens mine kolleger sørgede for, at patienterne blev plejet godt og fik den pleje og behandling, de havde brug for, fik jeg kigget på et af vores fokusområder. Jeg gik alle patientjournalerne igennem for at se, om vi havde dokumenteret, at vi havde sat intravenøs væske (væske givet ind i en blodåre) op til dem, der havde behov. Og det var korrekt dokumenteret, hvilket er ret godt gået, når der er så travlt. En ting er, at vi sørger for, at patienterne får ekstra væske, noget andet er at få det dokumenteret. Her skal man nemlig finde en computer, vente på at man bliver logget på og programmet åbnes, førend man kan dokumentere, og i en travl hverdag betyder hvert et minut noget, så det er godt klaret.

Under undervisningen i dag kom vi til at snakke om, hvordan man får synliggjort over for sygehusledelse og politikere, at nok er nok nu. Det nytter ikke, at man snakker om effektivisering med rette patient i rette seng samtidig med at man ønsker det gode patientforløb. Det nytter ikke noget, at man hele tiden vil søsætte nye tiltag for at optimere, effektivisere eller kvalitetssikre. Vi kan ikke løbe stærkere, vi hopper over pauser, vi knokler løs, og det er kun takket være dygtige kolleger (også tværfaglige kolleger), at vores patienter oplever et godt forløb og er så tilfredse.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har før sagt det, men den begrebsramme, som sygehuset sammen med universitet og sygeplejeskolen har vedtaget, at vi skal forske, udvikle og udøve vores sygepleje ud fra, giver mening for mig, når jeg undrer mig over, hvordan patienterne kan være så tilfredse, når nu vi har så travlt og indimellem ikke kan yde den optimale sygepleje. Den begrebsramme sætter relationen mellem sygeplejerske og patient/pårørende i centrum. Den relation skal til, for at patienten kan føle sig tryg, føle tillid til, at vi vil dem det bedste, føle at de bliver taget alvorligt, føle at de bliver inddraget i forløbet og at vi ved, hvad vi har med at gøre. Jeg mener det er lige nøjagtig derfor, tilfredsheden er stor, for det er mine kolleger supergode til.

Vi får gang på gang at vide, at vi sørger for at informere, vi sørger for, at de ved, hvad der skal ske. Og ikke blot os, læger, terapeuter og talepædagoger ved også, hvad der skal ske hos os. Vi har tydeligt beskrevet, hvordan forløbet hos os foregår. Om man kommer ind og får den akutte behandling, om man kommer ind via modtagelsen eller om man kommer i dagafsnittet. Der er en rød tråd, også selv om det vælter ind med patienter, samtidig med at vi har et godt socialt arbejdsmiljø og støtter hinanden, når det er svært og travlt.

Men hvordan får man de kloge hoveder råbt op, jeg er helt klart til dialogens vej, men hvis man konstant kun oplever, at der måske nok lyttes, men der er ingen handling bag, så kan jeg ikke fortænke andre i at overveje strejkemetoden. Jeg er dog mere tilhænger af, at vi/ledelsen får beskrevet, hvad man kan undlade og hvad der en skal-opgave, når der er travlt= det gule felt, og hvad mere man kan undlade og hvad der stadig er en skal-opgave, når det hele vælter = det røde felt. På den måde kan vi så registrere, hvor mange dage, vi faktisk kører med røde felter. Og støtte kollegerne i, at det er i orden ikke at kunne nå det hele, så det også bliver det rigtige, der bliver prioriteret.

Nu har jeg forlænget weekend, der står servicering af landmænd, regnskab og andre hængepartier på programmet og nydelse af maj måneds første fridage. Og som du kan se, huskede jeg for en gangs skyld lysene i vinduet i går aftes. God aften til dig.

Arbejdsugen – onsdag og torsdag

Onsdagens arbejdsdag kan sammenfattes i få ord, køretur til Odense, faglig udveksling af status for trombolyse og trombektomi i Danmark, først med sygeplejersker, siden tværfagligt hvor læger også deltog, køretur hjem og så var den dag godt brugt.

Langt flere ord skal bruges på torsdag. Jeg har glædet mig til denne dag. Min nye kollega, som er ansat i det udgående team, var blevet lovet en dag i plejen sammen med mig. Jeg havde måttet aflyse flere mulige dage, men i dag skulle det være. Vi skulle ikke gå stuegang, vi skulle ikke koordinere eller være ansvarshavende. Vi skulle pleje og passe patienter. Så værsgo kom med, hvis du har lyst

• Vi fik tildelt fire patienter, den ene patient lå på en undersøgelsestue, som skulle bruges, så han skulle flyttes ind på vores observationsstue med plads til fire patienter. Her lå de andre tre.
• Først læste vi om patienterne, en skulle tjekkes hver anden time for bevidshedsniveau og blodtryk, en anden skulle neurologisk vurderes, en tredje skulle have tjekket blodtrykket to gange i løbet af vagten. En skulle have hjælp til alt. De tre andre så ud til at skulle have meget lidt hjælp og mere psykisk støtte
• Vi fik flyttet den ene patient, efter vi havde vurderet vekommende neurologisk.
• En var gået i bad og vi fandt håndklæder og tøj til de to andre. Begge ville selv gå ud og hente mad og det havde vi vurderet, var forsvarligt.
• Så vækkede vi den fjerde patient, ud fra sygeplejejournalen kunne patienten godt gå få skridt fra seng til stol, men hvordan selv forflytningen skulle foregå, ville vi tage beslutning om undervejs i processen. Patienten blev guidet både med ord og med mine hænder til at dreje sig om på siden og så skubbe sig op i siddende position. Herefter fik jeg patienten helt ud til sengekanten, så vedkommende kunne mærke gulvet med sine fødder og dermed få stimuli herfra. Patienten kunne kun kortvarigt holde sig siddende, så min kollega satte sig ved siden af patienten og støttede, mens jeg guidede patienten til at få sine sko på. Herefter fik vi patienten op at stå og jeg kunne støtte ham til at gå de få skridt hen til stolen. Vi fandt et godt bord (ropoxbord) som giver maksimal understøttelse af arme og understøtter en god siddeposition for kroppen.
• Mens jeg fandt morgenmad til patienten, sørgede min kollega for, at en anden patient blev tilkoblet hjerteovervågningen igen efter morgenmaden. Nu hentede vi medicin, som vi var så heldige, at vores kollega, som skulle undervise i dag, havde doseret. Vi tjekkede, at alle tabletter stemte overens med medicinkardex og flere af patienterne havde brug for, at vi sammen gennemgik den medicin, der var doseret. Det er ikke altid, vi har samme mærke eller styrke, som de er vant til hjemme, så det er godt, at de undrer sig over antal og udseende.
• Nu var klokken blevet lidt over ni. Vi tjekkede sedlen fra terapeuterne og kunne se, at de ville se den en patient, der havde brug for hjælp, femten minutter senere. Vi gik på jagt efter terapeuterne og fandt dem i træningskøkkenet uden for afdelingen.  Det var helt i orden for dem, at de først så patienten senere, så vi måtte gerne tage vedkommende i brusebad.
• Vi fik hjulpet patienten over på en bækkenstol, og patienten blev kørt ud på badeværelset. Jeg tog alt ud af uniformslommerne, tog træsko på og smøgede buksebenene op. Af erfaring ved jeg, at jeg ellers skal gå med våde bukseben resten af dagen og at alt falder ud, når jeg bøjer mig ned for at vaske fødder.
• Jeg har tidligere på en blog hos min fagforening beskrevet, hvordan et brusebad kan have mange funktioner. I dag fik jeg et indtryk af, hvor meget patienten kunne eller rettere sagt, hvor hurtigt patienten blev udtrættet, så jeg måtte tage over. Til slut blev patienten guidet til at børste tænder, efter vedkommende var kommet i tøjet. Herefter hjalp vi patienten tilbage i seng, lejrede vedkommende godt og fik ryddet op på badeværelset.
• Nu var klokken over ti, vi skulle egentlig dokumentere alt det, vi havde lavet, men jeg opdagede lige pludselig, hvorfor jeg var svimmel og tørstig. Jeg havde glemt at drikke mine to glas vand til min morgenmad hjemme og havde således slet ikke drukket noget. Det fik første prioritet. Knap havde vi sat os, førend der stod to hold terapeuter og vil drøfte to patienter med os. Vi fik snakket om forskellige problemstillinger og fik drøftet mulige løsninger, som vi hver især ville prøve af sidenhen. Det gjorde godt at få en ostemad, masser af vand og en kop te.
• Vi satte os ned og fik dokumenteret de observationer. vi havde gjort i forhold til patienternes funktionsniveau. De fleste af værdierne (blodtryk, puls, pupilreaktion, neurologisk vurdering og vandladning) havde vi tastet ind på en lille bærbar “mobil”, som kaldes Kontoret i lommen. Det er rigtig smart, så skal man ikke gå ud til en computer. Problemet er blot, at ikke alt kan dokumenteres i den, og man kan heller ikke uddybe sine observationer, hvis man har behov for det. Det kan man på computeren.
• Nu løb tiden, vi skulle have målt flere observationer, og klokken nærmede sig frokost. Vores ene patient fik igen hjælp til at komme op. Vi prøvede et nyt hjælpemiddel af i forhold til spisesituationen og med stor succes.
• En patient blev udskrevet, det tog den stuegangsansvarlige sygeplejerske sig af. en ny patient var kommet og skulle have pladsen. Vi tog imod. Det tog tid, fordi det også skulle være en læringssituation for min nye kollega. Mens vi gjorde dette, kom terapeuterne og trænede med patienten, der havde brug for hjælp. De hjalp også patienten i seng.
• Tiden havde sat tempoet op, klokken var nu 13.30. Vi blev efterspurgt til den sygeplejefaglige konference, som blev holdt, mens alle spiste. Jeg skulle købe mad, men kantinen var lukket nu, så jeg købte en sandwich i cafeen.
• Efter kombineret konference og frokostpause hastede vi videre. Den sidste time blve brugt på at hænge antibiotika op, som skulle gives ind i en blodåre, informere den nye patient om foreløbig scanningsvar og katerisere en patient, som ikke kunne tisse selv. Nu var klokken tre, og jeg bad min nye kollega tage hjem. Jeg sørgede for, at vores ene patient med brug for hjælp kom op i stol, så vedkommende kunne få kaffe og lidt lækkert dertil. Derudover fik jeg givet smertestillende til en anden patient og koblet den nye patient på hjerteovervågning. Vi havde sygdom, og derfor manglede der en senvagt, det ville have været sådanne opgaver, hun havde overtaget fra mig. Nu tog jeg en halv times overarbejde, så aftenvagterne kunne koncentrere sig om at få læst rapport.

Solen skinner herligt ind i stuen, Ayla og jeg har været ude og køre et ærinde for landmanden. Den unge dame var absolut ikke tilfreds med at være i hundetransportburet, så hun protesttissede derinde. Nu er der ro fra bryggerset, der er lavet te til landmanden, når en gang han holder fyraften, Der sås korn til den store guldmedalje og mange gange kommer han først ind, når jeg går i seng. Jeg nyder, at jeg i dag fik plukket en buket i haven OG tanken om, at i morgen er det den sidste af syv arbejdsdage i træk. Så kommer der fire fridage. Det bliver så godt. God aften til dig.

Arbejdsugen – tirsdag

NU holder du fast, du kan godt. Trætheden er markant i disse dage, der er hektisk aktivitet på afdelingen og selv om jeg ikke er direkte med i plejen, så får jeg opgaver og bliver involveret i specifikke sygeplejeproblemstillinger, så min hjerne indimellem smider ting, jeg burde huske, ud, fordi der ikke er mere plads. I dag har jeg f.eks. brugt tid på at sms’e til alle aftenvagter og nattevagter i denne uge, om de kan møde enten en time før eller blive en time efter vagt, så de kan få undervisning. Jeg har assisteret tømrere, som er ved at ombygge vores stuegangskontor. Jeg har været til trombolysekald, fordi den ene trombolysesygeplejerske først mødte klokken otte, og der kom et kald lige efter klokken syv. Jeg har undervist tre sygeplejestuderende. Jeg har modtaget telefonopkald og undersøgt det, opkaldene vedrørte. Jeg har deltaget i tværfaglig konference, og jeg har beundret mine kollegers ihærdige forsøg på at yde den bedste sygepleje under hårde vilkår.

Trætheden var så markant, da jeg sneglede mig gennem byen pga kø og kø og atter kø, så jeg var lige ved at falde i søvn. Føtex blev min redning, jeg fik handlet ind til hurtig aftensmad ( i dag flødekartofler og mørbrad, klar til ovnen) og så købte jeg en flaske vand og en bolle. Det sammen med muligheden for at skråle løs med vinduet åbent gjorde mig frisk nok til at komme sikkert hjem. Hjemme bryggede jeg te, satte vask over og slappede lidt af, inden jeg forberedte aftensmad til landmanden. Da det var gjort, kom den første sætning i indlægget til sin ret. Jeg VILLE træne, og jeg vidste, at jeg nemt kunne overbevise mig selv om, at jeg var for træt til at køre ind til byen. Godt jeg ikke lykkedes med det, for jeg fik så megen energi af at knokle med maskinerne i LOOP.

Min aftensmad blev nydt på terrassen, mens Ayla legede på græsplænen. Hun og landmanden havde trænet sammen med en af hendes søskende i går aftes. Det havde været en fornøjelse at se de to hundehvalpe forsøge at følge et spor, der var lagt ud til dem. Samtidig med fik de også pølet så meget med hinanden, at Ayla sov hele natten igennem og nærmest tissede sovende i morges, da jeg bar hende ud på gruset. Knap havde jeg åbnet døren indtil, før hun sov igen i sin kurv.

Nu har jeg forberedt mig til møde i Odense i morgen, jeg er chaufføren, men min gode kollega er med, så vi kan rigtig få drøftet alt mellem himmel og jord. Det glæder jeg mig til. God aften og god nat til dig.

Arbejdsugen – mandag

Første maj. En dag som alle andre hverdage, sådan har det næsten altid været for mig. Førhen hed det sig, at hvis det var muligt, kunne man gå klokken tolv. Det har jeg endnu aldrig oplevet i alle de år, jeg var sygeplejerske. I dag hedder det:

Fri m/løn fra dagtjenestens begyndelse til kl. 24.00 i størst mulig omfang uden tjenesten
omlægges og der ydes et tillæg på 50% af timelønnen

I sygeplejen var vi dog næsten fuldt hold, lægerne var der også, de har ikke denne fridag, men terapeuter og sekretærer havde weekendbemanding. Vores undervisningstimer om formiddagen måtte aflyses, men blev gennemført om eftermiddagen.

Her til aften mindes jeg mit eneste første maj møde, hvor jeg endda holdt tale! Jeg var formand for elevforeningen på sygeplejeskolen, vi var vældig idealistiske og syntes, at de gamle damer i den lokale afdeling af Dansk Sygeplejeråd netop var nogle gamle damer. Der skulle ruskes op i skørterne og vi skulle have mere i løn. Nogle af de andre i elevforeningen kendte nogle unge i det, der vel i dag hedder 3F. Der var ikke langt fra tanke til handling, vi ville gå med i første maj demonstration sammen med de andre arbejdere.

Jeg skulle holde tale, men var slet ikke vant til første maj terminologien. En af de andre fra elevforeningen var meget politisk engageret på venstrefløjen, og han hjalp med at tage stykker fra vores ønsker om overenskomstændringer for sygeplejeelever og stykke det sammen til en tale.

Så kom dagen, vi var behørigt klædt på, det var jo i slutningen af 70erne. Jeg havde en kakiskjorte, rød sweatshirt og cowboybukser på. Vi var en del sygeplejeelever, der mødte op, og vi følte os virkelig i opposition til de etablerede sygeplejersker. Og jeg husker stadig, hvordan vi sang højere end nogensinde, rankede ryggen og svingede med fanen, da vi gik forbi Dansk Sygeplejeråds kontor i byen. Åh ja, som ung er man vist pr definition imod alt det, vi gamle står for.

Talen gik godt, jeg har aldrig været bange for at holde tale for mange, men som jeg husker det, var den alligevel anderledes end smedelærlingenes og de andre unge fra håndværkerfagenes taler. Så den fik ikke de store jubelråb frem eller megen applaus.

Jeg har ikke holdt taler i dag eller hørt nogle, jeg har slappet af herhjemme. Landmanden og Ayla er for første gang ude og træne sammen med andre, jeg er spændt på at høre, hvordan det gik. Den beretning får jeg først i morgen, nu er det sengetid for en træt sygeplejerske. God aften og god nat til dig.

Arbejdsugen – søndag

Det var med en vis spænding, at jeg åbnede bryggersdøren efter endt arbejdsdag. Ayla havde været alene på gården siden 10.30, og jeg havde haft overarbejde, så det blev til seks timer alene hjemme. Der var logren med halen og rigelig med energi og hoppen, men helidgvis ikke et gulv, der skulle gøres rent. Jeg lod døren stå åben, så kunne hun rende ud og ind, indimellem gik jeg med en tur udenfor, gik lidt om gården, men min energi var ikke til de store armsving, så der var utilfredshed med, når jeg lukkede børnesikringslågen mellem bryggers og køkken og blot drak te i sikker afstand fra en livlig hvalp. Til sidst gik hun dog omkuld i hundekurven, døren udtil blev lukket og jeg tog en powernap, indtil landmanden kom hjem. Nu er de to kørt en tur, og jeg forsøger at gøre mig mentalt klar til morgendagens arbejde.

Billederne er fra en dag, hvor Ayla hjalp med at luge ukrudt.

I morges mødte vi ind til en afdeling med 10 nye patienter, der skulle lægges planer for og femten andre patienter, der skulle følges op på. Der var nogle med feber, der var nogle, der fik forværring i løbet af dagen, og der blev meldt nye, dårlige patienter. Igen i dag havde jeg tjansen med at være den koordinerende og stuegangsansvarlige sygeplejerske. I dag havde nattevagterne heldigvis haft tid til at dosere medicin, så det skulle jeg ikke koncentrere mig om. Igen i dag knoklede mine kolleger det bedste, de havde lært. I dag fik de vist formiddagspause kort før middagstid, jeg snuppede min te i stuegangsrummet. Frokost blev der tid til for alle ved halv to tiden.

Fra morgenstunden havde jeg tre læger, der gik stuegang, og inden klokken var ni, var den første patient klar til at blive overflyttet. I dag var min prioritering, at alle dem, jeg troede, der kunne blive udskrevet eller overflyttet, fik første prioritet sammen med de dårlige patienter. Der skulle skaffes plads, for jeg vidste tidligt, at dårlige patienter ville komme retur fra andre afdelinger.

Igen i dag forsvandt de to af lægerne til akutte indlagte patienter, den sidste læge fortsatte sammen med mig. Vi har mange dygtige læger, vi har også mange udenlandske læger, og for noget tid siden fik vi en skøn mail fra en tidligere patient, som lovpriste vores afdeling og blandt andet nævnte, at de udenlandske læger gjorde sig umage for at gøre sig forståelig, og skulle patienten have besvær med at forstå det sagte, så var der altid sygeplejersker klar til gentage og sikre, at patienten havde forstået det. Sådan en mail gør mig glad.

I dag kørte vi et godt teamwork som i går, der var patienter, hvor jeg valgte at gå med til samtalerne for at bidrage med den sygeplejefaglige viden og for at støtte lægen i de svære samtaler. I dag fik jeg den sødeste kompliment af min læge, og som hun sagde, der er bare visse ting, der er nemmere at sige på sit modersmål. Når vi taler om livet og døden, når vi taler om ikke at kunne tilbyde mere behandling, når vi skal snakke om at stoppe livsforlængende behandling så som ernæring, væske og antibiotika. Der tog jeg teten, jeg er ikke bange for den samtale, jeg har selv stået der som pårørende, og jeg har også efterhånden været med til en del samtaler som sygeplejerske igennem de sytten år, jeg har arbejdet på min afdeling. I dag var vi alle, fagpersonale og pårørende, på linje holdningsmæssigt, og det rørte mit hjerte, at et ældre ægtepar ikke får lov til at nå den næste milepæl i et langt ægteskab.

 

Og som altid til de samtaler lover jeg, at vi vil passe godt på deres kære og gøre alt, hvad vi kan, for at lindre, så deres kære ikke lider. Når først vi når til den beslutning, så tænker vi ikke på pladser eller overflytninger, så er det her hos os, at den sidste tid skal være. Men jeg har hørt om afdelinger, hvor de ikke har kunnet tilbyde enestue til mennesker, som er døende, fordi der var så mange dårlige. Det må være utroligt hårdt.

Igen i dag har det været en god dag, jeg er mere brugt i dag end i går, så gåturen hopper jeg over. I stedet for vil jeg fokusere på morgendagen, hvor vi skal i gang med undervisning af personalet. Der mangler stadig en klarhed i mit hoved, hvordan det er bedst, at vi gør det, men jeg håber, at vi to undervisere kan få en time sammen, før det går løs. Det kan være, at de planer ændrer sig, så vi i stedet må hjælpe med i plejen, vi får se. Hver arbejdsdag byder altid på uventede situationer, og når de opstår, er vi gode til sammen at finde løsninger på dette.

God søndag til dig.

En arbejdsuge – lørdag

Lad os starte bagfra, jeg er netop kommet hjem efter fire kilometers gåtur, det fyldte på energikontoen. Og så frøs jeg ikke, jeg burde have haft solbriller på, for turen tilbage var med aftensolen lige i øjnene. En kat var på jagt, fugleflokke samledes i træerne, traktorbrummen blandede sig i lydbilledet. Og jeg nød fornemmelsen af forår.

Arbejdsdagen startede for mig allerede i går, jeg skulle være ansvarshavende, og vi er nødt til. at der kun er en, der tager al stuegang i weekenden, for at have så mange sygeplejersker hos patienter. Jeg vidste derfor med mig selv efter torsdagens hårde tjans som koordinator, at for at jeg kunne få en god start i dag, måtte jeg forberede mig. Og da jeg kan arbejde hjemmefra, kunne jeg også i ro og mag læse om alle patienterne i går aftes og så hurtigt læse nattevagtens rapport her til morgen, mens jeg spiste morgenmad. Det betød, at jeg efter overlevering fra nattevagterne kunne gå direkte i medicinrummet og dosere medicin til alle patienterne. Imens fik mine kolleger læst rapport og begyndte med morgenarbejdet hos patienterne. Nogle patienter skal have sondeernæring, andre vil gerne på toilettet inden morgenmad, nogle når selv at gå i bad. Derefter sørgede mine kolleger for morgenmad til alle, og at alle fik deres medicin.

Min telefon begyndte at kime, mens jeg doserede medicin, pårørende ville høre nyt om deres kære, røntgen ville lave aftaler om undersøgelser.(og den blev ved med at kime dagen lang).  Og lægen stod klar klokken otte til at gå stuegang, hun blev sat til at læse om den første patient, mens jeg doserede færdig. Undervejs kom kolleger og sparrede med mig om forskellige problemstillinger. Det er faktisk noget af det, jeg synes er rigtig spændende. Jeg synes, jeg bliver klogere og får udvidet min horisont hver gang.

Nu begav jeg mig ned til stuegangsrummet, beyndte at skrive patienter og hvad der skulle tages op til stuegang på den store tavle. Det giver både lægerne og mig et overblik. De er godt opdraget, så når de går i gang, sætter de en streg henover stuenummeret og skriver deres navn på. Og når de er færdig med patienten, krydser de nummeret af. En af mine kolleger lærte mig i torsdags, at jeg bare skal sørge for, at de første patienter, jeg vil have på til stuegang, hurtigt kommer på tavlen. Så er der tid nok til at fundere over rækkefølgen på de resterende. Der er i weekenden en læge, der går stuegang, og derudover er der en bagvagt og en forvagt. De går også stuegang, hvis de ikke bliver kaldt til modtagelsen eller til trombolyse. I dag nåede de kun at få set på en patient hver, før de forsvandt fra afdelingen. Men den stuegangsgående læge fortsatte, efter jeg var gået hjem, hun havde tjansen frem til klokken 18. Til hverdag har vi nu stuegangsgående læge fra klokken ni om morgenen til 21 om aftenen. Det siger vist alt om, hvor travlt, der er hos os. Men vi nyder, at det ikke er bagvagten, der skal gå stuegang i weekenden eller efter klokken 15 til hverdag, for det endte tit med, at alt der kunne skubbes til næste dag, blev det. Og det er ikke holdbart for patienter, pårørende og personale.

Undervejs i dag fik jeg holdt afklarende samtaler med patienter og pårørende, jeg fik dokumenteret alt det, der blev ordineret, og jeg nåede at få spist frokost. Alt i alt en god dag, men jeg var træt, da jeg kom hjem. Min hjerne havde valgt, at der var ingen grund til at sove mere efter klokken 3 i nat. Så jeg snuppede en powernap efter arbejde (som blev lidt for lang, altså powernappen) og nu en gåtur, det friskede hjernen op. Jeg er klar til endnu en arbejdsdag i morgen. God lørdag til dig.

Torsdagstom

Jeg er træt, min hjerne prøver at komme sig efter endnu en travl dag på jobbet. Sygdom og ferieafvikling gør os sårbare, så vi knokler det bedste vi har lært. Masser af mennesker bliver desværre ramt af en blodprop eller blødning i hjernen i denne tid, og de bliver hårdt ramt. Det sætter sit præg på et akut afsnit. Vi er første skridt i vejen tilbage til det liv, der var eller i hvert fald til et liv med livskvalitet. Næste skridt er enten at blive udskrevet med en genoptræningsplan eller at blive overflyttet til et rehabiliteringsafsnit. Problemet er, at når man er så hårdt ramt, så er man jo ikke bare lige klar  i løbet af få uger til tredje skridt, som er hjem med yderlig genoptræning. Det betyder så, at vores patienter venter hos os på at komme videre, og da mennesker stadig bliver ramt, så vokser antallet af patienter hos os. I sidste weekend sendte jeg patienter på patienthotel og på orlov, så jeg havde fysiske pladser på afsnittet. De kom så alle tilbage mandag for at blive færdigudredt og udskrevet.

Jeg er spændt på den kommende weekend, hvor jeg skal være ansvarshavende i dagvagt (har selv byttet mig til to weekender i træk og syv arbejdsdage i rap fra på lørdag). I dag havde vi sygdom, så jeg måtte erkende, at det jeg skulle have nået i dag, måtte vente. I stedet for tog jeg koordinatorkasketten på og halvdelen af dagafsnitskasketten på. Nu sidder jeg her og ved godt, at jeg er nødt til at arbejde i aften, for vi har et implementeringsprojekt, der går i gang på mandag, og det kan og skal vi ikke afblæse. Men jeg mangler at planlægge alt det praktiske med hvornår hvem skal have undervisning og hvilken information kollegerne skal have. Det skal være tilpas og ikke for meget. Jeg har fri i morgen, der skal jeg have bil på værksted og håret skal klippes, så jeg vil helst have det færdig i dag, så min leder kan godkende det i morgen. Hun får nu også travlt, for hun overtager den tjans, jeg havde i dag og har aflyst alle møder. Det vigtigste er patienterne, så må vi tage hjemmearbejde, for de andre ting skal også fungere.

Nok om det, om lidt kommer landmanden og medarbejderen ind til aftensmad. Jeg har valgt den nemme løsning, Føtex havde broccolissalat, flødekartofler og kyllinge cordon bleu, det er klar og holder sig varm i ovnen. Imens ovnen har gjort sit arbejde, har jeg drukket te, set serier og nydt at rengøringsselskabet har været her. Nu er hjernen vist klar til et par timers indsats.God aften til dig.

PS dagens forslag: hvad med at forvandle en time til 80 minutter og så stadig have otte timers arbejdsdag?

Ord der udtrykker det jeg tænker

Ind imellem bliver jeg ramt af ord, som præcist beskriver mig. Jeg kom til at tænke på det, da dette indlæg gav anledning til at konstatere, at jeg vist er den eneste, der har nydt fem dage på barselsgangen i tidernes morgen (for 30 og 31 år siden)

Pollyanna havde lavet en lille nytårsblogserie med spørgsmål og svar. Et af spørgsmålene lød; nævn fem ting, du vil rose dig selv for. Et af svarene var dette:

Jeg er pligtopfyldende men samtidig doven (det har nok dybest set reddet mig fra adskillige stresssygemeldinger, at jeg sagtens kan smide mig på sofaen selvom huset roder – så længe leve dovenskaben)

Jeg siger selv, at jeg er doven, men ingen vil høre på mig, og det skyldes, at jeg også er pligtopfyldende. Derfor tager jeg ansvar, derfor rykker jeg igennem, når der er travlt, derfor har jeg fuld fokus på de ting, der skal laves. Men det er også derfor, at jeg sagtens kan slappe af, selv om huset roder, selv om opvasken truer med at gå ud over køkkenbordets bredder, selv om der er nullermænd overalt, for jeg elsker at lave ingenting (læs drikke te, se serier, læse bøger og være noget så uproduktiv) og jeg elsker også at snakke med andre mennesker. Og jeg tror, det hjælper mig til at håndtere en travl hverdag. Derfor måtte jeg også skrive til de fleste af kommentarerne i indlægget:

Jeg kan hermed konkludere, at jeg nok bare er doven og meget socialt anlagt. Jeg elskede, at jeg bare kunne hente mad og at jeg ikke skulle bekymre mig om andet end mig og mit barn og så snakke med personalet og alle de andre mødre. Jeg burde nok have været smidt ud anden gang ;-)

Min historie lød sådan her: på den måde fik jeg tid til kun at koncentrere mig om min søn de første fem dage. Andre vil fortælle historien sådan her: tænk at hun kunne lade sin lille datter på 16 måneder være alene uden sin mor i fem dage. Tja, jeg har set video fra de dage, og det ser ud, som om datteren og hendes far hyggede sig vældigt.

I dag huskede jeg, at jeg havde ovenstående kladde liggende på Open Live Writer. Min fridag har været en blanding af at være effektiv og afslappet, så der er luget ukrudt, der er handlet ind, der er smurt madpakker og lavet mad til landmanden og medarbejderen, og der er været kontortid. Indimellem er der set serier, læst blade og slappet af. Mens aftensolen skinnede det bedste, den havde lært, gik Ayla og jeg en god tur i håb om at gøre os begge trætte.

Billederne er også fra gemmerne, fra en gåtur ved sommerhuset og en gåtur ned til vores sø, som har fået en makeover, så jordbunker omkring søen er forsvundet.

Så må man godt, ik?

Når nu man allerede klokken seks ses luge gårdsplads sammen med en vældig frisk hundehvalp
Når nu man efter en time er gennemkold trods hue og handsker
Når nu hundehvalpen falder i søvn, mens jeg spiser morgenmad
Så må man gerne slå et lunt tæppe om kroppen,  skænke en kop te og se en serie, må man ik?

Mandagsmørhed

Nogle gange kunne det være dejligt med lidt forårsvarme, så man kunne tage sig en lur eller en kop trappete udenfor

En pind at gnave i er ikke lige min favorit, men jeg kunne vel strikke en pind eller to på sådan en varm forårsdag i T-shirt, hvis den ellers ville dukke op.

At have en ven at gå tur med ville helt klart hjælpe på sådan en skøn forårsdag. Og heldigvis kan man også godt det på en kold og blæsende forårsdag.

Og at tænke tanker eller lade være dagen lang uden at slå sig selv i hovedet med alt det, man kunne have nået, må være det skønneste, man kan gøre på en mørbanket mandag.

Mandagen er gået lige så stærkt som weekendens vagter. Søn og svigerdatter er hjemme i hovedstaden, landmanden spreder gylle, aftensmaden er i ovnen, Ayla slapper af i bryggerset, og jeg smiler overbærende over mine mange drømme for denne mandag. De kan måske blive til virkelighed en anden fridag. God aften til dig.

PS ja ja, jeg ved det godt. Jeg kan virkelig ikke have, at dyr er i møblerne, men de er nu søde at se på, de to venner, når de slapper af efter en hård arbejdsdag.

En stille morgen

• Solen skinner ind af vinduerne, jeg nyder hver en solstråle. Der er helt stille, når jeg ser bort fra opvaskemaskinens snurren, de unge mennesker sover stadig og landmanden sidder på/i sin traktor og pløjer. Vi har lige drukket te sammen i hans formiddagspause, han og Ayla har været i gang længe. Nu må Ayla blive herinde,og selv om hun peb lidt, så er hun allerede faldet i søvn på bryggersgulvet.

• Jeg faldt i søvn på sofaen i nat, jeg var så træt, at jeg ikke orkede at slæbe mig ned i sengen. Arbejdsdagen blev utroligt travl, og jeg har ondt i benene, som om jeg har løbet ti kilometer. De høje herrer/damer længere oppe i ledelseslaget (ikke dem der er tæt på os på gulvet) vil højst sandsynlig løfte øjenbrynene over overarbejdstimerne, der røg på i går aftes. Vi måtte kalde en nattevagt ind tre timer før hendes vagt, derudover havde dagvagterne allerede vurderet, at vi havde brug for en ekstra mand på gulvet, og vi havde ovenikøbet også en fast vagt hos en patient.
• Og alligevel knoklede vi løs, konstant med følelsen af at vi var bagud, bagud med medicin, bagud med at give mad, bagud med alle kontroller af blodtryk, bagud med vurderinger af bevidsthedsniveau og funktionsevne. Men vi var der, vi så vores patienter og pårørende i øjenene, jeg er helt sikker på, at de følte sig godt behandlet og plejet. Jeg er så stolt af mine kolleger, man kan meget nemt ændre sig, når travlheden konstant er en faktor, som presser en.  Beretninger om sygeplejersker, som ikke lytter, ikke ser patienten og pårørende, eller som er arrogante og opleves som kolde og ligeglade, hører man jo om. Man hører også om, at sygeplejen har trange kår, at den gode basale sygepleje smutter, når travlheden og gøremålene øges. Det oplever jeg ikke hos mine kolleger.
• Jeg udskrev en patient, tog tiden til at gå i dybden med informationen, så de kunne få en god weekend hjemme. Jeg snakkede med pårørende, som var i krise, og som følte sig mødt og hørt. Jeg talte med utallige pårørende i telefonen. Jeg modtog en patient. Jeg talte med patienter om planen for de næste dage. Jeg gik stuegang (som hos os varer fra klokken ni om morgenen til ni om aftenen, og nogle gange længere). Jeg følte konstant, at jeg burde kunne gøre mere for at hjælpe mine kolleger, som knoklede. Så jeg valgte at sidde hos en dement kvinde med en bærbar computer, så jeg kunne dokumentere, mens jeg samtidig kunne snakke med hende i håb om, at hun kunne falde i søvn/til ro. Og så kunne jeg også holde øje med sondemadsindgift hos medpatienten.
• Vores to trombolysesygeplejersker var konstant ude af afdelingen, fra vi mødte til vi gik. Den ene blev endda på overtid, da der blev kaldt til trombolyse i vagtskiftet, det gav luft for til nattevagterne, så de kunne komme godt i gang med vagten. Jeg blev der en time ekstra for at få dokumenteret alt det, jeg havde gjort og det, der var besluttet på stuegang. Og så fik den ansvarshavende nattevagt og jeg som ansvarshavende aftenvagt også mulighed for at sparre om nogle af de patienter, som havde det dårligt.

• Nu vil jeg nyde, at jeg har byttet min vagt i dag, så jeg kan være sammen med sønnen og kæresten. Lige nu er jeg glad for, at de sover længe, for jeg har brug for denne morgentid alene. Lidt lige som den gang jeg havde små børn, og nydelsen af den første gang de sov på samme tid om dagen (der er 16 måneders forskel på dem). Til forskel fra den gang har jeg valgt ikke at være praktisk i den stille time, men at skrive mig ud af trætheden. Må du få en god lørdag.

Hvad gør man så?

• når det ser ud som om at jeg har dræbt den dejlige gave, jeg fik af min svoger sidste år – en lille magnoliabusk. Jeg satte den i en krukke et beskyttet sted op langs huset. Landmanden siger, den ikke er død, men der sker intet med de små knopper. Hvad gør man så? Hvordan giver man livgivende hjælp til en? Planter den om?

• når det ser ud, som om jeg ikke kan kende forskel på blomstrende mirabelletræer og hvidttjørnetræer. Jeg har googlet og det gav mig ingen svar. Der var bare tjørne på den træ, jeg tog billeder af (eller var der nu det?), og jeg har aldrig observeret mirabeller på det. Det er så ikke det samme som, at der ikke har været det. Træet står trods alt ikke i min have. Det er nok et mirabelletræ alligevel, jeg må tage på ekskursion til træet.

• når man er træt og egentlig trænger til gode hverdagsvaner, men samtidig synes, at hverdagen skal gøres til en fest (=kage, chokolade og slik) når søn og svigerdatter er her. Tjah, påskechokolade og chokoladelam var på tilbud, jeg kunne ikke modstå det. Og så har vi fået en gave medbragt fra Norge, det er et helt stort hit i Norge, kunne min svigerdatter fortælle mig. Bugles overtukket med chokolade, sødt, salt og sprødt på en gang. Jeg glæder mig til at bedømme det i aften.

God aften til dig

En påskeblanding

• At have en hundehvalp ER som at have et lille barn. Så jeg er træt nu, for jeg har taget nattetjansen med luftning i påsken, da jeg havde fridage og landmanden har arbejdet. Og da vi valgte at bruge sommerhuset som base i påskedagene, har Ayla også skullet sove i vores værelse om natten. Det har betydet, at jeg har haft svært ved at falde i søvn mellem luftninger, fordi en lille hundehvalp ofte forsøgte at komme op i sengen.  Det skal blive godt med normale forhold med en hvalp i bryggerset og mig langt derfra, så jeg kan sove og luftetjansen varetages af landmanden.

• Mens jeg holdt påskefri, har bloggen passeret 1 million hits. Hvor er jeg taknemlig for, at nogen gider læse med her og indimellem også kommentere. Kommentarsporet er det, der gør bloggen levende og gør mig klogere. Tak for det.
• Datteren fik sig en overraskelse, for lørdag dukkede hendes forlovede op og har holdt påskeweekend sammen med os. Det vidste jeg godt, for jeg havde inviteret ham, så vi sammen kunne gennemgå nogle regnskabsemner (mange år som den ansvarlige bogholder i vores virksomhed har gjort mig klogere på emnet). Og vi havde besluttet, at det skulle være en hemmelighed for datteren, så der var en forelsket kvinde, der blev rigtig glad.

• Midt i min søvnløse nat kom jeg pludselig til at tænke, om jeg nu gjorde det samme som i sensommeren sidste år. Der havde jeg skrevet min vagtplan forkert ind i kalenderen, så jeg troede, jeg havde fri en weekend, hvor jeg ikke havde fri. Hvorefter jeg fluks var nødt til at logge mig på medarbejdernet på min mobil midt om natten, kun for at konstatere, at jeg har fri påskemandag.
• Godt det samme, for svigersønnen og jeg havde udskudt regnskabsdelen til i går, fordi vi hyggede os påskesøndag med film (Into the wild) og spil (Partners). Filmen havde de unge set før, men de syntes, vi skulle se den. En rigtig god film og på samme tid en rigtig sørgelig film. Og i går nat huskede jeg én linje: happiness only real, when shared.  Er lykke kun virkelig sammen med andre? Er det det samme som en filosofisk retning, som jeg ikke kan huske navnet på, som siger, at ting kun sker, hvis det er set? Jeg kan godt føle mig lykkelig alene, men der kommer en ekstra dimension til, hvis jeg deler situationen/øjeblikket med andre eller faktisk også her på bloggen.
• Nu er vi hjemme igen efter datteren blev sat på toget og svigersønnen på flyet i går eftermiddags. Jeg har pakket alle kurve og tasker med madvarer ud. Vasketøj og tøj må blive i taskerne, jeg er for træt. De næste to arbejdsdage bliver lange. I dag skal vi fejre kollegas 40 års jubilæum i regionen efter arbejde, og onsdag har jeg undervisning af patienter sidst på eftermiddagen efter arbejde.
• Og lige efter det henter jeg søn og svigerdatter i lufthavnen, så er de her tre dage. Heldigvis kunne jeg få byttet den ene af mine weekendaftenvagter, så jeg har fri torsdag og lørdag.
• Hverdagen er i gang, og jeg starter i fin stil med for lidt søvn. En hundehvalp syntes, at den skulle gøre højlydt opmærksom på, at det altså var sjovere i sommerhuset, hvor vi alle tre sov i samme rum. Ja ja Ayla, det er jo kun en fase, jeg ved det.
• God tirsdag til dig.

Sansebombardement

Datteren og jeg endte med at vælge Kunsten i Aalborg, og det var vi glade for. Fire timer senere var vi mætte på indtryk og mad. Hjernen krævede ro og hvile, så det tog vi alvorligt og slappede af hjemme i sofaerne.

Vi har oplevet det før, på et tidspunkt kan hjernen ganske enkelt ikke rumme mere, man slår automatisk over i en overfladisk scanning af de udstillede værker, det er umuligt at fastholde opmærksomheden og koncentrationen.

Find Lene :-)

Andre gange er vi stoppet og sagt, det var så det. Nogen gange har vi besøgt det pågældende museums cafe og fået en pause for øjnene og lade maven opleve. Det gjorde vi denne gang, og på den måde nåede vi alle fire udstillinger og en tur i museets have.

Museet havde valgt at lade de faste værker udstille på en ny måde eller rettere to måder, Let's match og Let's get lost. Den første udstilling havde sammensat værkerne ud fra temaer eller stil eller farver og på den måde kunne der nemt hænge billeder fra flere årtier i samme rum. Det var virkelig spændende, og for mig, som ikke er kunstvant, føltes det ikke tungt, som jeg nogen gange kan føle, når man går gennem den ene tidsstue efter den anden. Vi fik gode snakke om hvad vi kunne lide, hvilke farver, der tiltalte os, hvad der frastødte og hvorfor det frastødte en.

Kunstnerens mors dansesko var blevet til blomster, som hang på skeer

Den anden udstilling var opbygget som en labyrint, så man kunne gå mange forskellige veje, og nye oplevelser dukkede op omkring et hjørne. Her var værkerne mere udstillet efter kunstretning, men det føltes anderledes end normalt, fordi de gled over i hinanden. Der var også små kort med spørgsmål som udfordrede ens holdninger til blandt andet abstrakt/realisme og grimt/smukt.

Efter en god madpause med lækker brunch lod vi os drage ind i Alvar Aaltos verden, den mand har da godt nok haft et multitalent. Vi gik rundt i hans bygning (museet er det eneste museum udenfor Finland, som AA har tegnet), vi så også andre flotte bygninger på udstillingen. Men jeg var mest vild med hans brugskunst, vaser, lamper, bakker, stole og borde.

Alvar Aaltos bygning i marmor sammen med Aalborgtårnet

Til slut så vi udstillingen af Roman Ondak, men her var min hjerne stået af, så jeg kan ganske enkelt ikke beskrive den, du kan læse om den her.

Hov, da jeg tjekker museets hjemmeside går det op for mig, at jeg helt har glemt den femte udstilling, den vi startede med og som vi havde meget sjov med.

Store spejle i en sal, hvor kunstneren slog spejlene i stykker ved åbningen af udstillingen, og der åbenbarede sig forskellige farver bag spejlene og som havde forskellige former. Det gav så mange forskellige virkninger, når man spejlede sig. Og hele tiden kunne man se nye former, når man stillede sig et nyt sted.

Det hyggede vi os med i lang tid.

Som du måske nok fornemmer, havde vi en skøn eftermiddag, og vi fik talt sammen på en anden måde med udgangspunkt i de mange værker og hvad vi oplevede.

Jeg elsker at gå på kunstudstilling med datteren, fordi hun med sin viden fra tekstildesigneruddannelsen og nu grafisk designerudannelse ser tingene på en anden måde end mig og lægger mærke til andre detaljer.

God påskesøndag til dig.