Første maj. En dag som alle andre hverdage, sådan har det næsten altid været for mig. Førhen hed det sig, at hvis det var muligt, kunne man gå klokken tolv. Det har jeg endnu aldrig oplevet i alle de år, jeg var sygeplejerske. I dag hedder det:
Fri m/løn fra dagtjenestens begyndelse til kl. 24.00 i størst mulig omfang uden tjenesten
omlægges og der ydes et tillæg på 50% af timelønnen
I sygeplejen var vi dog næsten fuldt hold, lægerne var der også, de har ikke denne fridag, men terapeuter og sekretærer havde weekendbemanding. Vores undervisningstimer om formiddagen måtte aflyses, men blev gennemført om eftermiddagen.
Her til aften mindes jeg mit eneste første maj møde, hvor jeg endda holdt tale! Jeg var formand for elevforeningen på sygeplejeskolen, vi var vældig idealistiske og syntes, at de gamle damer i den lokale afdeling af Dansk Sygeplejeråd netop var nogle gamle damer. Der skulle ruskes op i skørterne og vi skulle have mere i løn. Nogle af de andre i elevforeningen kendte nogle unge i det, der vel i dag hedder 3F. Der var ikke langt fra tanke til handling, vi ville gå med i første maj demonstration sammen med de andre arbejdere.
Jeg skulle holde tale, men var slet ikke vant til første maj terminologien. En af de andre fra elevforeningen var meget politisk engageret på venstrefløjen, og han hjalp med at tage stykker fra vores ønsker om overenskomstændringer for sygeplejeelever og stykke det sammen til en tale.
Så kom dagen, vi var behørigt klædt på, det var jo i slutningen af 70erne. Jeg havde en kakiskjorte, rød sweatshirt og cowboybukser på. Vi var en del sygeplejeelever, der mødte op, og vi følte os virkelig i opposition til de etablerede sygeplejersker. Og jeg husker stadig, hvordan vi sang højere end nogensinde, rankede ryggen og svingede med fanen, da vi gik forbi Dansk Sygeplejeråds kontor i byen. Åh ja, som ung er man vist pr definition imod alt det, vi gamle står for.
Talen gik godt, jeg har aldrig været bange for at holde tale for mange, men som jeg husker det, var den alligevel anderledes end smedelærlingenes og de andre unge fra håndværkerfagenes taler. Så den fik ikke de store jubelråb frem eller megen applaus.
Jeg har ikke holdt taler i dag eller hørt nogle, jeg har slappet af herhjemme. Landmanden og Ayla er for første gang ude og træne sammen med andre, jeg er spændt på at høre, hvordan det gik. Den beretning får jeg først i morgen, nu er det sengetid for en træt sygeplejerske. God aften og god nat til dig.
Sov godt, Lene. Her på Sicilien har de bare taget det som søndag nr. 2 - ikke så meget som et rødt faneblad på menukortet :-)
SvarSletTak Erik, jeg har også indtryk, at mange herhjemme bruger det som en ekstra fridag.
SletHehe, jeg kan lige forestille mig dig som 1. maj-taler med kakiskjorte og rød sweatshirt. Eller det kan jeg faktisk ikke. At du er enormt engageret i dit arbejde, er jeg jo ikke i tvivl om, men at det ligefrem har inkluderet arbejdskamp og røde faner den gang i dine grønne ungdom, havde jeg ikke lige regnet med. Hvor er det sjovt at få rokket ved mit (verdens-)billede af dig :-)
SvarSletFruen i midten, der kan man bare se. Faktisk blev jeg lige lidt ked af det og tænkte, har jeg virkelig flyttet mig så langt fra mine rødder? Indtil jeg mødte landmanden, lå jeg helt klart til venstre for midten politisk. I dag er min holdning en mudret blanding og jeg kan ikke finde et parti, der tænker som mig :-)
SletFruen udtrykker så godt, hvad jeg også tænkte - der overraskede du vist os alle, Lene :-)
SvarSletEllen, og som jeg skrev til fruen i midten, overraskede jeres kommentarer så mig:-) Jeg har helt klart rykket mig holdningsmæssigt, efter jeg mødte landmanden. Før var alt meget sort/hvidt (rødt/blåt), derefter fik jeg øjnene op for de forhold man byder selvstændige, især landmænd, men vi diskuterer/skændes stadigt bravt, for vi er absolut ikke enige om vejen, Danmark skal gå :-)
Slet