Arbejdsugen – fredag

Den syvende dags arbejde har blandt andet bestået af undervisning i den nye ernæringsstandard og møde om patientens team. Min kollega har gjort et godt stykke arbejde og havde på trods af travlhed fået rigtig mange undervist de sidste fire dage. I dag fik jeg så seks igennem. Egentlig ville vi helst kun have to ad gangen, så kunne de selv prøve den nye funktion i sygeplejejournalen, men det kunne ikke lade sig gøre. 36 har været igennem i denne uge, vi mangler 14, og dem lavede jeg en plan for i dag.

Mens mine kolleger sørgede for, at patienterne blev plejet godt og fik den pleje og behandling, de havde brug for, fik jeg kigget på et af vores fokusområder. Jeg gik alle patientjournalerne igennem for at se, om vi havde dokumenteret, at vi havde sat intravenøs væske (væske givet ind i en blodåre) op til dem, der havde behov. Og det var korrekt dokumenteret, hvilket er ret godt gået, når der er så travlt. En ting er, at vi sørger for, at patienterne får ekstra væske, noget andet er at få det dokumenteret. Her skal man nemlig finde en computer, vente på at man bliver logget på og programmet åbnes, førend man kan dokumentere, og i en travl hverdag betyder hvert et minut noget, så det er godt klaret.

Under undervisningen i dag kom vi til at snakke om, hvordan man får synliggjort over for sygehusledelse og politikere, at nok er nok nu. Det nytter ikke, at man snakker om effektivisering med rette patient i rette seng samtidig med at man ønsker det gode patientforløb. Det nytter ikke noget, at man hele tiden vil søsætte nye tiltag for at optimere, effektivisere eller kvalitetssikre. Vi kan ikke løbe stærkere, vi hopper over pauser, vi knokler løs, og det er kun takket være dygtige kolleger (også tværfaglige kolleger), at vores patienter oplever et godt forløb og er så tilfredse.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har før sagt det, men den begrebsramme, som sygehuset sammen med universitet og sygeplejeskolen har vedtaget, at vi skal forske, udvikle og udøve vores sygepleje ud fra, giver mening for mig, når jeg undrer mig over, hvordan patienterne kan være så tilfredse, når nu vi har så travlt og indimellem ikke kan yde den optimale sygepleje. Den begrebsramme sætter relationen mellem sygeplejerske og patient/pårørende i centrum. Den relation skal til, for at patienten kan føle sig tryg, føle tillid til, at vi vil dem det bedste, føle at de bliver taget alvorligt, føle at de bliver inddraget i forløbet og at vi ved, hvad vi har med at gøre. Jeg mener det er lige nøjagtig derfor, tilfredsheden er stor, for det er mine kolleger supergode til.

Vi får gang på gang at vide, at vi sørger for at informere, vi sørger for, at de ved, hvad der skal ske. Og ikke blot os, læger, terapeuter og talepædagoger ved også, hvad der skal ske hos os. Vi har tydeligt beskrevet, hvordan forløbet hos os foregår. Om man kommer ind og får den akutte behandling, om man kommer ind via modtagelsen eller om man kommer i dagafsnittet. Der er en rød tråd, også selv om det vælter ind med patienter, samtidig med at vi har et godt socialt arbejdsmiljø og støtter hinanden, når det er svært og travlt.

Men hvordan får man de kloge hoveder råbt op, jeg er helt klart til dialogens vej, men hvis man konstant kun oplever, at der måske nok lyttes, men der er ingen handling bag, så kan jeg ikke fortænke andre i at overveje strejkemetoden. Jeg er dog mere tilhænger af, at vi/ledelsen får beskrevet, hvad man kan undlade og hvad der en skal-opgave, når der er travlt= det gule felt, og hvad mere man kan undlade og hvad der stadig er en skal-opgave, når det hele vælter = det røde felt. På den måde kan vi så registrere, hvor mange dage, vi faktisk kører med røde felter. Og støtte kollegerne i, at det er i orden ikke at kunne nå det hele, så det også bliver det rigtige, der bliver prioriteret.

Nu har jeg forlænget weekend, der står servicering af landmænd, regnskab og andre hængepartier på programmet og nydelse af maj måneds første fridage. Og som du kan se, huskede jeg for en gangs skyld lysene i vinduet i går aftes. God aften til dig.