Den syvende dags arbejde har blandt andet bestået af undervisning i den nye ernæringsstandard og møde om patientens team. Min kollega har gjort et godt stykke arbejde og havde på trods af travlhed fået rigtig mange undervist de sidste fire dage. I dag fik jeg så seks igennem. Egentlig ville vi helst kun have to ad gangen, så kunne de selv prøve den nye funktion i sygeplejejournalen, men det kunne ikke lade sig gøre. 36 har været igennem i denne uge, vi mangler 14, og dem lavede jeg en plan for i dag.
Mens mine kolleger sørgede for, at patienterne blev plejet godt og fik den pleje og behandling, de havde brug for, fik jeg kigget på et af vores fokusområder. Jeg gik alle patientjournalerne igennem for at se, om vi havde dokumenteret, at vi havde sat intravenøs væske (væske givet ind i en blodåre) op til dem, der havde behov. Og det var korrekt dokumenteret, hvilket er ret godt gået, når der er så travlt. En ting er, at vi sørger for, at patienterne får ekstra væske, noget andet er at få det dokumenteret. Her skal man nemlig finde en computer, vente på at man bliver logget på og programmet åbnes, førend man kan dokumentere, og i en travl hverdag betyder hvert et minut noget, så det er godt klaret.
Under undervisningen i dag kom vi til at snakke om, hvordan man får synliggjort over for sygehusledelse og politikere, at nok er nok nu. Det nytter ikke, at man snakker om effektivisering med rette patient i rette seng samtidig med at man ønsker det gode patientforløb. Det nytter ikke noget, at man hele tiden vil søsætte nye tiltag for at optimere, effektivisere eller kvalitetssikre. Vi kan ikke løbe stærkere, vi hopper over pauser, vi knokler løs, og det er kun takket være dygtige kolleger (også tværfaglige kolleger), at vores patienter oplever et godt forløb og er så tilfredse.
Jeg har før sagt det, men den begrebsramme, som sygehuset sammen med universitet og sygeplejeskolen har vedtaget, at vi skal forske, udvikle og udøve vores sygepleje ud fra, giver mening for mig, når jeg undrer mig over, hvordan patienterne kan være så tilfredse, når nu vi har så travlt og indimellem ikke kan yde den optimale sygepleje. Den begrebsramme sætter relationen mellem sygeplejerske og patient/pårørende i centrum. Den relation skal til, for at patienten kan føle sig tryg, føle tillid til, at vi vil dem det bedste, føle at de bliver taget alvorligt, føle at de bliver inddraget i forløbet og at vi ved, hvad vi har med at gøre. Jeg mener det er lige nøjagtig derfor, tilfredsheden er stor, for det er mine kolleger supergode til.
Vi får gang på gang at vide, at vi sørger for at informere, vi sørger for, at de ved, hvad der skal ske. Og ikke blot os, læger, terapeuter og talepædagoger ved også, hvad der skal ske hos os. Vi har tydeligt beskrevet, hvordan forløbet hos os foregår. Om man kommer ind og får den akutte behandling, om man kommer ind via modtagelsen eller om man kommer i dagafsnittet. Der er en rød tråd, også selv om det vælter ind med patienter, samtidig med at vi har et godt socialt arbejdsmiljø og støtter hinanden, når det er svært og travlt.
Men hvordan får man de kloge hoveder råbt op, jeg er helt klart til dialogens vej, men hvis man konstant kun oplever, at der måske nok lyttes, men der er ingen handling bag, så kan jeg ikke fortænke andre i at overveje strejkemetoden. Jeg er dog mere tilhænger af, at vi/ledelsen får beskrevet, hvad man kan undlade og hvad der en skal-opgave, når der er travlt= det gule felt, og hvad mere man kan undlade og hvad der stadig er en skal-opgave, når det hele vælter = det røde felt. På den måde kan vi så registrere, hvor mange dage, vi faktisk kører med røde felter. Og støtte kollegerne i, at det er i orden ikke at kunne nå det hele, så det også bliver det rigtige, der bliver prioriteret.
Nu har jeg forlænget weekend, der står servicering af landmænd, regnskab og andre hængepartier på programmet og nydelse af maj måneds første fridage. Og som du kan se, huskede jeg for en gangs skyld lysene i vinduet i går aftes. God aften til dig.
Jeg håber virkelig, virkelig, virkelig, at I finder en metode til at få råbt så meget op, at der kommer en handling bag og ikke bare en lytten til.
SvarSletEllen, jeg tror, jeg lader andre om at råbe op. Jeg er vist bedre til sygeplejen og at udvikle denne.
SletI kunne starte med at opfordre de kloge hoveder til at læse med på din blog! Du er enormt god til at beskrive jeres hektiske hverdag uden samtidig at hælde galde ud, og man får virkelig et godt indtryk af, hvor sindsygt travlt I har. Jo, det er faktisk en god ide :-)
SvarSletTak, Fruen i midten, min leder har spurgt om hun må læse mine indlæg, men jeg tror, de er for fluffy til at kunne bruges videre op i systemet
SletEnig med fruen, de kunne læse med her.
SvarSletHåber vi snart kan få dem råbt op, det ikke holdbart I skal løbe så stærkt.
Tak, Anette, nej det er ikke holdbart i længden.
SletSjovt nok,så er relationerne også de vigtigste i mit arbejde, - relationen mellem lærer og elev. Forskning viser, at det er det allermest betydningsfulde for elevens læring. Og så kan vi snakke læringsmål, bevægelse, uuv, men relationen! Og jo mere presset læreren (sygeplejersken) er, jo mere presset bliver relationen.
SvarSletI er fantastiske. Helt igennem. Og I ville have min største sympati, hvis I valgte at strejke. Men desværre går en strejke mere ud over jer selv. Også i det lange løb. Det er uanstændigt, at I skal være så pressede. Hvordan ser jeres sygestatistik ud? Presser I også jer selv til at gå sløje på arbejde? Har I stresssygemeldinger?
Jeg håber virkelig, at nogen vil lytte.
Eva, hvor er det spændende, at det også gælder hos jer. Ja den relation er presset i skoleregi også.
SletStrejke går ud over dem, der er i det, det kender du jo fra jer selv , og det går ud over patienterne.
Faktisk tror jeg ikke,vores sygestatistik har været høj, men jeg gik lige i går og tænkte på, om den var stigende. Stresssygemeldinger har vi ikke, det har vi haft for et par år siden, men de er heldigvis godt i gang igen.
Jeg håber også nogen vil lytte.