Vi glemmer det begge to

Det er helligdag i dag, men på gården holdes der ikke fri, så vi tænker hele tiden på det som en normal hverdag.  Landmanden er gået ud for at gøre klar til kartoffellægning, og jeg nød morgenens glimt af sol´sammen med Ayla ude på gårdspladsen klokken halv seks. Jeg behøver ikke at tænke på at få hende motioneret sammen med luftning, hun er jo ude hele dagen og sammen med landmanden. På vej til arbejde møder jeg i byerne trætte* mennesker vandre med deres hunde i snor i håb om at få dem luftet, motioneret og givet dem kontakt nok til, at dagen alene hjemme i huset tilbringes sovende, indtil huset vågner op igen med familiens hjemkomst.

*det er muligt, de ikke er trætte, men de ser sådan ud. Udtrykket i øjnene er nærmest stirrende tomhed, men måske lader de bare op til arbejdsdagens krav ved at gå ind i sig selv, mens de går tur med hunden.

Ayla er begyndt at nyde de lange traktordage. I går ville hun for første gang ikke blive inde efter aftensmaden, da landmanden gik ud. Hun travede lystigt ved siden af ham ud til traktoren, og natteroderiet er over nu, vi kan alle sove natten igennem, uden at bryggersgulvet skal tørres over om morgenen. Men hun kan dog stadig finde på at protesttisse, når tingene ikke lige går efter hendes hoved.

Teen er brygget, jeg har en kontordag foran mig, det er helt fint for mig, jeg nyder monotonien i at krydstjekke tal og problemløse. Jeg nyder også, når jeg har fået lov til at være medlæser og vejleder på bachelorprojekter, hvor det ikke er tal, men systematikken i en undersøgelse og brugen af ord, som skal være akademiske og sammenhængende, jeg kigger på gennem “luppen”. I tirsdags blev min svigerdatter sygeplejerske, sygdom havde sørget for at trække det i langdrag, men nu kan hun med stolthed kalde sig sygeplejerske, og jeg er stolt over at få så skøn og dejlig en kvinde som sygeplejerskekollega. Stort tillykke herfra.

I tirsdags skulle jeg til dyrlæge med Ayla, som skulle vaccineres. Hun var vældig livlig og svær at styre, men vi kom da igennem undersøgelsen. Da vi var kommet ud, blev hun lige luftet og så skulle hun ind i transportburet bag i landmandens bil. Det var hun ikke helt bestemt på, så jeg havde nok at gøre med at løfte hende op og få hende ind, så jeg så ikke bagsmækken havde sænket sig lidt. AV.

Jeg ramte låsen med panden, og kombination af smerter, træthed, travlhed og masser af tanker om alt det jeg skulle nå, var lige ved at få mig til at græde der midt på parkeringspladsen. Det skete dog ikke, for pludselig dryppede det med blod og jeg kunne ikke fornemme, hvor meget der var sket. Ayla blev lukket ind i bilen og så skyndte jeg mig ind til dyrlægen. De blev helt bekymrede og fandt gazestykker frem samt vand og stol. Jeg fik stoppet blødningen, så dyrlægen kunne se noget, og så var det hun sagde: ja jeg er jo ikke læge, men hvis du var en hund, så ville jeg ikke gøre mere. Og det var en helt fin vurdering for mig, hun satte plaster på og jeg tog hjem med tøj og taske plettet med blod og en knaldende hovedpine. Det blev heldigvis aldrig værre, og nu har jeg bare en øm pande og et lille sår.

Morgenen er ny og frisk, det er tørvejr, hvilket jeg er sikker på, at mine kolleger med konfirmation i dag er taknemlige for. Det er jeg også, det gør livet lidt lettere for landmand, hund og landmandsfrue. Må du få en dejlig Store Bededag.