Pauser må der til

Regnskabskasketten er på, så der jongleres med kontonumre. Jeg er efterhånden ved at være garvet i det her, så det går som regel meget nemt. Når der opstår tvivl om, hvor et beløb skal konteres, har jeg heldigvis en livline i vores farmsekretær på landbocenteret (jo jo, indenfor landbruget er man også hoppet på anglisering af vores sprog). Min viden gør så også, at når jeg er færdig med vores eget regnskab, springer jeg på svigersønnens. Så det er storeregnskabsdag i dag.

Det bryder nakke og arm sig ikke om, og heldigvis har jeg en aftale med min fys i dag. Jeg ved, hvad hun vil sige, tjek din holdning, Lene, skuldrene tilbage, skulderbladene skal “puttes i baglommen”, hovedet/nakken skal skydes tilbage, hagen skal nedad og indad, det er bare lettere sagt end gjort. Mange års vane med at have hoved og nakke fremskudt i forhold til rygsøjle samt runding af øverste del af ryggen er ikke så nem at afkode. Men jeg forsøger, det gør jeg, men når det samme mønster gør sig gældende, når jeg ser fjernsyn, når jeg blogger, når jeg arbejder hos patienterne, når jeg arbejder ved computer på arbejde, så synes jeg det er svært. Nærmest alt, jeg foretager mig, gør, at jeg belaster min arm og nakke. Så jeg snupper pauser* og forsøger at slappe af i en neutral stilling. Pyt, jeg er i øvrigt sund og rask, så det er småting i skavankafdelingen.

Landmanden er nu begyndt med at lægge kartofler, så er der udsigt til mere rolige dage om et par uger. Ayla ligger og sover i bryggerset, det er hårdt at være landmandshund og samtidig begynde at træne. I går kom vi til at snakke om vores fem hunde, det er helt tydeligt at de tre hunde, vi har haft, hvor der ingen børn var på gården, har fået lov til at fylde mere. Perioden med hjemmeboende børn, som jo egentlig hos os var relativt kort i og med vi kun har to og at der kun er 16 måneder mellem dem, var en tid, hvor hundene havde det godt, men træning blev ikke prioriteret så højt som i dag og tiden før vores børn. Jeg glæder mig til at skulle følge makkerparret, når konkurrencer og træf bliver en del af vores fritid. Vi havde rigtig gode stunder sammen med Istvan, når vi tog på tur. Lige som vi har det, når vi er på motorcykelture. Det er vores små pauser fra det hektiske sygeplejerske og landmandsliv.

Håber du får tid til at holde små pauser i dit hverdagsliv, rigtig god tirsdag til dig.

* og nej, jeg burde ikke bruge pausen på at blogge, men det er kedeligt at se lige ud i luften.