Plasmatapning, gaveindkøb, huskiggeri

 Egentlig må jeg gerne blive tappet hver 12. dag, men da jeg ikke kan booke ny tid før 3 dage efter sidste tapning, har jeg det med at glemme at få booket. I dag sørgede jeg for, at sygeplejersken bookede mig til ny tid, mens jeg alligevel slappede af i en time på briksen ( en meget behagelig briks). Men da det skal passe med fridage, fordi jeg har svært ved at nå fra det ene sygehus til det andet om eftermiddagen, blev det alligevel først om 21 dage. I dag sagde jeg ja til ekstra plasmatapning, så jeg blev tappet for 700 ml i stedet for 500 ml. Man skal veje over 70 kg for at måtte give så meget plasma, så det er da første gang, at jeg har været glad for den vægt.

I dag følte jeg mig mere svimmel end ellers, men jeg havde også været vågen i 2½ time i nat, så det var måske årsagen. Så er det skønt at kunne slappe af, lukke øjnene og blot lade alle lydene i rummet være en behagelig baggrundsstøj. Jeg skal også lige blive liggende et stykke tid efter tapning er slut, for jeg har prøvet en gang hurtigt at hoppe ned fra briksen og så gå ud. Da måtte jeg sætte mig i venteværelset og fylde væske på mig selv, før jeg kunne køre hjem.

En lidt uhyggelig hjerne. En af vores SOSAelever havde bagt den til afdelingen.

Landmanden fylder snart år og det jeg gerne ville give ham, ville jeg gerne købe i den gode butik med den høje service. Skulle du nogensinde være i Aalborg og har brug for noget til en jæger, lystfisker eller udendørsmenneske (også kaldet outdoor), så kan jeg varmt anbefale Mortens butik. I det første link kan du læse min hyldest til Morten og hans personale.

Nå men butikkerne er jo lukket, så hvad gør man så? Efterhånden har jeg fundet ud af, at mange fysiske butikker har varerne på deres hjemmeside (nogle har vinduesudstilling) og så tilbyder de, at man kan ringe til dem, handle via telefonen og afhente varerne ved døren, hvor man så betaler med Mobilepay. Lidt ligesom mit biblioteks servicetilbud.

Jeg ringede, da jeg kørte fra sygehuset. Mens jeg drejede hen til det nærmeste p-hus ved butikken, fandt den gode medarbejder frem til et par forslag til gaven. Da jeg holdt i p-huset, kunne jeg åbne min mail og kigge på dem. Så ringede jeg til medarbejderen, mens jeg gik hen til udgangen. Vi aftalte, hvad landmanden skulle have, og da jeg gik ringede på ringeklokken udenfor butikken, kom medarbejderen få minutter efter ud af bagdøren med en pose med min gave. Jeg sendte pengene og vi ønskede hinanden en god dag. Perfekt!

Søndagsgåtur til vandet

I går aftes hyggede landmanden og jeg os med at kigge på huse! 

Nåh tænker du nok, har landmanden overgivet sig, vil han godt ind til byen at bo? No way!!!

Vi så på huse i Trondheim til søn og svigerdatter. De er på udkig efter et hus og havde sendt os link til et hus, de skulle se på. De ville gerne høre vores mening. Så gik der sport i at finde andre huse. Vi fandt det skønneste hus med den skønneste udsigt, men et er billeder, et andet er virkeligheden, så nu er vi spændt på, om de kan komme til fremvisning på de to huse, vi fandt. Messenger er altså genialt (de andre muligheder ligeså). Vi havde landmandens mobil til at være bindeleddet mellem os og så kunne vi bruge computeren til at søge og klikke rundt, mens vi talte sammen. 

Men hvor jeg dog glæder mig til, at vi må køre derop.  Med til historien om huskiggeri hører også, at landmanden har fundet det skønneste fritidshus til os i Norge - langt ude i skoven, dog med mange naboer omkring. Det skal vi vist lige drøfte lidt mere, før det bliver aktuelt ;-)

Det er fredag, det er fridag fra sygeplejen, faktisk har jeg fire sammenhængende fridage. Regnskabet banker alvorligt på døren, det er svært at huske fakturaer, hvis jeg kommer for langt bagud med bogføring og kontering. Det må blive i morgen. Jeg har lyst til en gåtur, mens der er lyst, og så vil jeg hygge mig med mine to bøger i aften. 

Landmandens iPad var gået tør for strøm, og nu kræver den Apple-id og adgangskode. Og kan vi huske den? Nej! Det er vel 11 år siden, at jeg gav landmanden den og vi er for længst holdt op med at opdatere den, fordi vi fik at vide, at den ville holde længere på den måde. Jeg er den, der bruger den mest til Viaplay (vores abonnement tillader os at se udsendelser på de fleste af vores kanaler 24 timer forskudt) og Netflix . Landmanden elsker sin store fjernsynsskærm inde i fjernsynsstuen. Og med nyt smart-tv kan han gøre fuldstændig det samme, som han ellers brugte iPad eller computer til før (han ser meget YouTube-udsendelser eller lytter til god musik på YouTube).

Jeg har opgivet at finde ud af at komme ind på iPaden. Jeg har fundet en side, som kan hjælpe , hvis man har glemt sin adgangskode. Problemet er bare, at den side ikke kan finde vores Apple-id, måske fordi den er så gammel? Eller at vi ikke husker rigtigt ;-)  

Så nu kan jeg enten tage en god stol med ud til computeren på kontoret og se mine film/serier der, eller jeg kan overvinde mig selv til at se det samme som landmanden (jeg vælger nok det første ;-) 

God fredag/weekend til dig.

Jeg fandt et nyt gavlmaleri sidste gang, jeg havde ærinde til Aalborg.

Skriv, slet, gem, opgiv

 Der ligger flere indlæg, som er skrevet de sidste par uger. De er skrevet i frustration, irritation, måske endda i vrede. Når jeg skriver på de følelser, lader jeg kladden ligge et stykke tid og læser den så igen. Ofte vælger jeg så ikke at udgive indlægget eller tager delelementer og "ælter" det ind i et andet indlæg. Denne gang lader jeg dem ligge, følelserne fik luft, og nu vil jeg hellere fokusere på det, der er godt.

Søndag besøgte vi datteren og gik tur først ned til stranden, hvorefter vi fik lækker valnøddelagkage med mokkacreme til teen hjemme i sommerhuset. Selv jeg, som normalt ikke kan fordrage kaffe i kage og andet mad, kunne lide kagen. 

De sidste par dage har jeg introduceret en kollega til stuegangsfunktionen. Jeg nyder de dage, hvor jeg både får plejet patienter og snakket sygepleje med en kollega. Indimellem kan det godt være svært at få enderne til at hænge sammen, fordi mine andre funktioner også "banker på" og skal varetages. Men i disse dage gik det fint.

Jeg havde et møde med en af mine kolleger, som skal afprøve webinarfunktionen for at kunne tale om livet efter Stroke (blodprop eller blødning i hjernen) med en gruppe patienter. Patienterne sidder hjemme og kan kun se og lytte. De kan ikke stille spørgsmål, og det er den største ulempe. Ofte oplever vi normalt til disse gruppevejledninger, hvor en gruppe patienter og pårørende er samlet i to timer, at ingen har spørgsmål, indtil vi har været på og fortalt om hvad vi ved , at man typisk oplever, når man kommer hjem. Så kommer spørgsmålene væltende. Et spørgsmål fra en patient/pårørende får en anden til at stille et nyt og så videre. Den anden store ulempe er, at patienter og pårørende går glip af gruppedynamikken, det at høre andre fortælle om hvordan de har taklet udfordringer/problemer, om det er angst for en ny Stroke eller bivirkninger ved medicin. Og vi bliver altid klogere efter sådan en aften.

Vi må ikke afholde disse vejledninger, og det giver heller ikke mening med et forsamlingsloft på 5 personer inklusiv to undervisere. Vores projekt sammen med to kommuner med et opfølgningsforløb på fire gange to timer er også sat på stand by, og jeg er spændt, hvornår det sidste forløb med et nyt hold patienter i projektet kan finde sted.

I dag var jeg træt på arbejde, i går aftes var jeg så træt, at jeg gik i seng klokken halvotte og sov inden kl otte. Jeg var som vanligt oppe for at tisse to timer efter, og vågnede så lidt i et og så kunne jeg ikke sove mere. Måske var jeg derfor lidt mere rørstrømsk sidst på arbejdsdagen. I hvert fald trængte tårerne sig på, da min kollega fortalte mig, at en af vores tidligere kollega havde skrevet til hende, at den person hun savnede allermest på sit nye arbejde, det var mig (og min funktion). Hun havde af familiehensyn valgt en arbejdsplads tættere på hjemmet, og hun savnede en, der kunne holde overblikket over den bedste pleje og behandling til patienterne og sørge for den viden kom alle til gode. Den person fandtes ikke på hendes nye arbejdsplads. Jeg havde hørt det fra andre, for hun har hjulpet os med nogle vagter, og der har hun fortalt det samme til dem, hun var i vagt med. Det var først, da hun kom væk, at hun kunne se, at det var en god investering med sådan en som mig. Det er jo ikke mig som person, men det at ledelsen har prioriteret at have en i denne funktion.

Jeg er aldrig i tvivl, når jeg er sammen med patienter og pårørende, om jeg har været en god sygeplejerske. Derimod har jeg svært ved at føle mig som en af årsagerne til, at mange patienter og pårørende skriver til os og takker for god sygepleje. Det er jo sjældent, at jeg har passet dem.

Min funktion er en blanding af, hvad hospitalet har beskrevet i min funktionsbeskrivelse (udviklings og undervisningsansvarlig) og så en funktion som specialeansvarlig for sygeplejen til mennesker med Stroke - oprettet af min ledelse. En funktion, som har udviklet sig gennem årene.

I aften prøver jeg en ny strategi, jeg tager pandelampen på, når det her indlæg er udgivet og går en lille tur på vejen. Så får vi at se, om jeg så bliver alt for vågen. Heldigvis flekser jeg og skal først møde klokken otte i morgen tidlig. Den friske luft gør forhåbentlig at jeg kan holde mig vågen til Kender du Typen. Og godnatlæsningen bliver en lydbog Fra hus til hus, som jeg tidligere har læst som bog. Ha! jeg lyttede også til den sidste gang, men den kan godt tåle en lytning mere.

Mit bibliotek har nu lanceret samme service som min søsters bibliotek, så jeg skal i morgen have skrevet mig op til at hente mine reserverede bøger på fredagsfridagen. Dejligt! Jeg vil i gang med en bog, som ikke er fiktion, men derimod en bog om psykologi og eksistens af Viktor E. Frankl. Jeg fik lyst til at læse den, da vores datter læste denne artikel op for os. Viktor E. Frankl og hans teori om det der giver livet mening, stødte jeg på, da jeg tog et modul i patientologi (læren om hvordan det er at være patient). Jeg håber at jeg bliver lige så opslugt af bogen som journalisten. Vi får se.

God aften til dig.

12 år

 Datteren sagde det og jeg har tjekket de foregående 12 års blogindlæg på d. 8. januar. Hun har ret.

I 12 år har jeg sunget fødselsdagssang for min datter i telefonen. i 12 år har jeg ikke fysisk kunnet lykønske eller fejre hende på hendes fødselsdag.

I 12 år har København dannet rammen om hendes fødselsdag.

For 13 år siden sang vi fødselsdagssang for datteren tidligt om morgenen herhjemme på gården. Næste dag skulle hun af sted på højskole. Sønnen arbejdede herhjemme og vi havde grise, så han og landmanden skulle passe både grise og kartofler. Det betød tidligt morgenmad med tid for datteren og jeg til at slappe af bagefter, før dagen for alvor gik i gang.

Nu bor sønnen i Trondheim med sin forlovede. Datteren er flyttet tilbage til Nordjylland, og det gav mulighed for morgensang ved sengen. Vi dækkede fødselsdagsbord i folkerummet, og landmanden hentede rundstykker, så vi sammen med vores medarbejder kunne lykønske datteren og få en halv times hyggelig snak.

Det er en mangelvare at forsamles. Datteren havde inviteret to veninder til fødselsdagsweekend, alle tre har kun været sammen med deres familie siden jul, men alligevel valgte de at lytte til anbefalingen om at aflyse alt og kun være sammen med dem, man bor sammen med. Vi bor jo mere eller mindre sammen med datteren, så nu holder vi fødselsdag for hende.

Meget er sket i de tretten år, siden vi sidst fysisk var sammen med hende på fødselsdagen. 22 år var hun dengang, havde været i Paris i tre måneder for at opleve verden, arbejdet ved en bager, arbejdet ved landmanden og nu på vej til højskoleophold for kreative mennesker. Det var en god og barsk oplevelse. Der var mange med rundsave på albuerne, som allerede havde lært, at hvis du vil frem i det kreative miljø, så skal du "brænde" igennem og vise, at du er den, man skal satse på.

Sidenhen fulgte der år med forskellige veje, der skulle undersøges og udforskes for derefter først at tage en tekstilhåndværkeruddannelse og dernæst en uddannelse i visuel kommunikation. Fast arbejde blev afprøvet med succes og nedlukningen i marts gav så muligheden for at mærke efter, at freelancevejen var den vej, der var rigtigst at gå.

København blev forladt i sommer og nu er datteren nordjyde igen. Jeg er så stolt af hendes mod til at turde tro på sig selv og sine ideer. Det må være hårdt indimellem i et land, der er lukket ned, at bosætte sig alene langt væk fra byernes liv. Vennerne fra 13 år siden er spredt for alle vinde, og man kan ikke rigtig komme til at dyrke nye interesser og fællesskaber. Men hun klarer det godt.

Det giver os mulighed for at lære hinanden at kende på ny. Datteren er voksen og har sine meninger, og nu skal hun lære sine forældre at kende i dagligdagsperspektivet. Nu er vi ikke sådan nogen, man kun ser en gang imellem. 

Kære datter, hjertelig tillykke med de 35 år. Du er en kilde til inspiration for din mor. Du udfordrer mig, tvinger mig til at se verden på en anden måde og du får mig til at reflektere over livet. Tak fordi du er dig og at du har modet til at være dig. Må livet åbne sig på ny, så du kan få lov til at udfolde dig i fællesskab med andre.

Godt nytår og velkommen verden

 Jeg har levet i min egen boble den sidste uge. Qua datterens halsbetændelse (hun er negativ (det mest positive ord i dette år) og frisk igen) afstod vi fra julekomsammen med andre, så vi har blot været os tre. 

Nu åbner min verden sig igen, jeg havde en tolvtimers dagvagt i går ( den er årsagen til at jeg ikke skulle arbejde i julen og den er selvvalgt). Den blev god, travl, men med tid til at være noget for patienter og hinanden. Min drillenisse havde pyntet mit omklædningsskab til Nytåret.

Da jeg kom hjem ved halv otte tiden i går aftes, havde datteren dækket smukt og festligt nytårsbord. Hun havde fravalgt sin nytårsferie til København, syntes ikke lige det var tiden til at tage derover, og så valgte hun at holde nytårsaften sammen med os. Vi havde købt en tre-retters menu fra Skulpturparkens cafe, det var lækkert og nemt at gå til. Landmanden sørgede for vine til menuen.

Det blev en dejlig aften med tid til snak. Vi nåede også en nytårssnak med søn og svigerdatter i Leksvika. Jeg tog mig en lille powernap før nytåret blev kimet ind med Rådhusklokkerne. Vi skålede i den gode champagne, en gave fra min region til mig og alle de øvrige ansatte i regionen. Udenfor var der overskyet, så havde naboejendommen ikke købt fyrværkeri, havde vi ikke set et eneste et af slagsen. Vi kunne høre det brage i byerne omkring mosen.

I klart vejr kan vi se  fyrværkeri i Aabybro, Brønderslev, Pandrup og Biersted. Vi bor nemlig i centrum for alle de omkringliggende byer. De blev grundlagt omkring den store ufarbare mose. Nu drøner biler på kryds og tværs gennem mosen. Meget af den er opdyrket og her avles de bedste kartofler. Om føje år er det nok også en saga blot, hvis man skal tro politikerne. De kan påvirke vores fremtid og gøre vores fremtid til en anden end den vi havde drømt om. Det gider jeg ikke bekymre mig om lige nu, endsige tænke på, nu vil jeg fokusere på det, der gør mig glad.

Juletræet byder mig velkommen i stuen hver dag, vinduernes pynt gør det hyggeligt at kigge rundt. Julekrybbens lys og den lille trækirkes lys lyser i mørket. Jeg elsker mit julepyntede hus, og jeg nyder at det ingen hast har med at fjerne pynten. #julenvarertilHelligtrekonger. 

Det nye år blev budt velkommen med noget, jeg har drømt om længe - en dukkert i Vesterhavet på årets første dag. Datteren var frisk og hjalp mig til at holde fast i min drøm og gøre den til virkelighed. Landmanden agerede chauffør og fotograf. Det var hundehamrende koldt, men ikke desto mindre gjorde vi det to gange - løb fra armene i bilen udi det kolde gys. Du kan se filmen på min instragramprofil og billedet nedenfor.

Vi nød det varme vand i bruseren og varmen fra brændeovnen herhjemme igen. Datteren havde i går lavet kartoffelblinis med rejer i dild, som hun og faderen nød til dronningens nytårstale. Heldigvis var der rigeligt, så jeg fik lov at smage dem til frokosten sammen med lækre hapser bestående af salatblade, laksemousse og granatæblekerner. Det blev nydt sammen med den sidste champagne.

Nu slapper vi af på hver sin måde, 2021 er i gang. Det er 21 år siden, at jeg startede på min arbejdsplads efter at have været væk fra sygeplejen i 11 år. Jeg synes selv, at det er en helt fantastisk rejse, jeg har været på. Og jeg er taknemlig for alt det den rejse har lært mig. I dag gik jeg ind på en af de største internationale databaser for medicin og sygepleje og søgte på vores artikel. Jeg blev så glad for, at den også dukkede op der. Det havde jeg ikke forestillet mig for 21 år siden, hvor jeg blot var så lykkelig for, at nogen ville have mig som sygeplejerske, en landmandskone, som havde arbejdet med landbrug, regnskab, børnegymnastik og FDF i de 11 år, hun ikke havde været sygeplejerske. 

Hvad mon året byder på? Hvor mon jeg er, når året rinder ud? Hvad vil jeg gerne fylde i mit liv? Der er flere spørgsmål end svar. Og det er helt i orden. Godt nytår til dig, og tak fordi du læser med her på trods af at blogsfæren er ved at være en gammel dinosaur, men vi holder ud og ved.

Sukkerchok og boglæsning

 Dagene går stille og rolige. I går kørte jeg datteren til podning, nu afventer vi så svar, før vi kan afisoleres. Ret beset må landmanden og jeg jo godt gå ud i verden, så længe datteren ikke har et positivt svar. Vi tror, det er en regelret halsbetændelse på bakteriel baggrund, for belægninger på mandlerne og halssmerterne er aftaget betydeligt efter start af penicillin. Så umiddelbart tænker jeg ikke, at det er Covid, for det er jo en virus, men man kan måske godt have begge dele på samme tid, så vi er forsigtige. Julehytten blev ryddet i går af landmanden og jeg, datteren holdt sig hjemme.

Der ses fjernsyn, soves, læses og spises slik/småkager/konfekt i store mængder. Jeg fik decideret et sukkerchok i går aftes, jeg kunne ikke sove, havde ondt i maven og var voldsom utilpas. Efter flere timers nattelæsning og masser af vand havde jeg det bedre og faldt i søvn. Så i dag er dømt fri for slik og konfekt. Lige nu har jeg slet ikke lyst til småkager, men derimod en lang gåtur. Udenfor er der dog blæsende, råt og vådt, så jeg skal lige tage mig sammen til den gåtur.

Sund aftensmad, rødbedetærte med gedeost

I nat læste jeg Jojo Moyes bog Ræk mig stjernerne: Den er anderledes skrevet end hendes andre bøger og den mindede mig om en af hendes første bøger Brudeskibet. Det er denne anmelder også inde på, hun skriver, at Brudeskibet var den første bog på dansk og at begge modsat de øvrige bøger fra Jojo Moyes er baseret på virkelige hændelser. Anmelderen skriver, at hun savner lidt mere substans og lidt mindre blafrende øjenvipper. Jeg var meget optaget af bogen og synes som anmelderen, at man drives til at læse videre. Bogen handler om en flok kvinder, som er del af et nationalt program for Kentucky for at fremme læsning. De bringer bibliotekets bøger ud til de fjerne bjergegne på hesteryg. Og der er mange, der er modstander af, at enhver nu kan begynde at læse og at det er kvinder, der rider ud i de øde og barske egne. Jeg synes den var rå, barsk og jeg tror på Alice. Den tegner et billede af, hvordan kvinder for under 100 år siden var afhængig af mændenes vilje for at kunne få lov til at agere på en anden måde end "man burde som kvinde" De "blafrende øjenvipper" findes måske i slutningen, men da jeg er stor tilhænger af slutninger med håbet hængende foran os, troen på at det nok skal blive godt, så godtager jeg slutningen. Jeg kan varmt anbefale bogen.

Jenny Colgan og Sue Moorcroft har begge været forfattere, som jeg har nydt at lære at kende. Heldigvis nåede jeg at låne et par bøger mere af Jenny Colgan, før bibliotekerne lukkede. Her hos os tilbyder de ikke et ridende bibliotek som i bogen eller samme service som hos min søster i Vestjylland. De kan stadig reservere bøger og så er der afhentning to gange om ugen i det lokale bibliotek, hvor bøgerne er pakket i pose. Min datter er også hoppet på Jenny Colgan bøgerne, så nu hvor jeg ikke kan aflevere bøgerne igen, har jeg mit eget lille bibliotek, hun kan låne hos.

Der er vist dømt søvnig, afslappende søndag. Gad vide om jeg kommer ud og gå. Vi får se. God tredje juledag til dig.

Glædelig jul - nattøj, hygge, sygdom og videonærvær

 I dag er det første dag i julen (the first day of Christmas), og vi hygger os. Opvasken fra i går står stadig på køkkenbordet, opvaskemaskinen har gjort sit arbejde ad flere omgange, nu mangler kun det, som der skal vaskes op i hånden.

Juleaftensdag forløb stille og roligt. I og med at julegudstjenesten blev valgt fra, og at vi kun skulle være os tre (landmand, datter og fruen) var der ingen deadline. Det betød at jeg faktisk gik i nattøj frem til lige før aftensmåltidet. Mens landmanden passede sovsen, flæskestegen og kartoflerne, smuttede jeg i bad og pyntede mig til juleaften. Bagefter sørgede jeg for de brune kartofler, og så var vi klar.

Det blev en hyggelig aften med tid til masser af snak, også med søn og svigerdatter i Norge. Vi hilste på den norske svigerfamilie og kunne blot konstatere, at vi forstår hinanden meget bedre, når vi står ansigt til ansigt. Juletræet blev det smukkeste juletræ nogensinde. Sådan ender vi med at sige hvert år. Datteren måtte pynte det alene, nu hvor sønnen manglede.

datteren stod også for borddækning

Vi fik vores første julegave, før vi skulle gå rundt om træet. Datteren havde lavet vores egen julesanghæfte med smukke illustrationer. Så i år kunne vi bruge sanghæftet til at synge min julesang, den jeg altid valgte, da jeg var barn og ung: Velkommen igen Guds engle små. Den er bare aldrig repræsenteret i julesanghæfterne, så vi plejer at deles om de tre salmebøger, vi har i huset.

Sønnen havde skrevet de smukkeste ord til os, som ledsagede gaverne. Han forstår at udtrykke sig på skrift. Det kommer mere til sin ret, nu hvor vi ikke har ham omkring os. Vores svigerdatter havde skrevet det mest sjove kort til ham, som om det var fra os. Hun havde fanget os alle spot on. Hele aftenen igennem fik vi små videoklip eller hilsner fra Leksvika.

Som altid får jeg risalamande til morgenmad 1. juledag

Her til morgen vågnede datteren op med ondt i halsen og med hævede mandler med belægninger og muligvis lidt feber. Så røg den julekomsammen, vi skulle have haft med mine jyske søstre på søndag. Nu venter vi på svar på podning og holder os isoleret. Der er dog hentet penicillin efter samråd med vagtlæge og sammen med panodil har det fået datteren til at have det bedre.

Hundene har været fotomodeller, både i går og i dag, så de kunne være med til at ønske alle en glædelig jul. Julebrevet til familierne blev sendt i går eftermiddag, længe leve mailsystemet, når posten nu er blevet så langsom.

Også i dag har vi haft en lang snak med sønnen, det er skønt at kunne holde kontakten ved lige på denne måde. Min ene niece måtte fejre jul sammen med sine bofæller i København, da hun fik corona og ikke nåede at blive smittefri længe nok til, at hun kunne tage hjem til Jylland lillejuleaften. Hun var også med på videoen hos sine forældre og søskendes jul.

Landmanden og jeg nåede en god gåtur i det smukke solskinsvejr med frost på vandpytterne. Nu tror jeg, at jeg vil tage mig sammen og få den opvask væk, så vi kan holde restegilde i aften. God 1. juledag.

Helt bagud af dansen

Nu må jeg vist hellere få brudt den skriveblokade. Der er gået over en uge siden sidste indlæg, og jeg får læst hos andre, men ikke kommenteret. En god starter er altid at kigge mine mobilbilleder igennem.

Jeg har været vikar for datteren i hendes julehytte, jeg hyggede mig med te og computer/mobil. Det var en af de stille hverdage, så jeg havde tid til at nyde parken og min datters julepynt. Skulle du blive fristet af pynten, så kan det bestilles på hendes instagramprofil.

Den sidste uge var også ugen, hvor jeg igen blev plasmatappet. Efter at have været i karantæne et helt år pga. et mindre indgreb, så nyder jeg, at jeg nu må tappes hver 11. dag. Jeg gættede rigtigt på min blodprocent og vandt et lille stykke chokolade.

Sidste weekend var alenetid for mig, landmanden var på jagt begge dage, og den ene dag så langt nede i landet, at han kørte derned aftenen før og overnattede. Som altid havde jeg store planer for, hvad jeg skulle nå og som altid kom jeg på bedre tanker. Det var jo friweekend, så min weekend blev tilbragt som i mine unge dage, hvor jeg læste konstant og nærmest ikke opdagede verden omkring mig. Men der blev tid til at lave søndagsmorgenmad til mig selv og lægge småkagedej den ene dag og bage den anden dag.

Jeg hyggede mig med de levende lys. Jeg har fået LED-lys, men de bringer bare ikke så megen glæde , varme og lys, som levende lys gør.

 

Selv om det ser ud af meget, så er småkagedåserne overhovedet ikke fyldte. Men pebernøddedåsen hjemmefra, og som dengang var helt fyldt op, skal i brug til mine pebernødder. Hver dag laver jeg en lille skål med pebernødder, ingefærsmåkager og brunkager/vanillekranse. Det er ren nydelse.

Landmanden tog helt initiativ selv til at få lysene op udenfor, og jeg nyder dem hver dag. Ligesom jeg nød, at jeg fik adventsstjernen/Hernnhuterstjernen op. Nu synger den på sidste vers, så jeg bliver vist nødt til at bestille en ny næste år. Og på deres hjemmeside kan jeg læse, at klassikeren, som jeg har, er over 160 år gammel.

Arbejdsdagene er fyldt op med mange tiltag. Der er mange patienter og mange er hårdt ramte. Det er hårdt, både for patienter, pårørende og ansatte med de mange begrænsninger pga corona. Min decembergåtur blev desværre aflyst pga nedlukningerne, men de små sjove og hyggelige indslag i hverdagen har vi stadig. I tirsdags skulle vi enten have røde øreringe eller noget julepynt/hårelastik på. Det skabte smil (som ingen kunne se pga mundbind) , også hos patienterne. En ung kollega, som havde en hårbøjle på med mange julekugler, som dinglede hver gang hun bevægede hovedet, havde startet med at forklare sin patient, hvorfor hun havde den på. Patienten som egentlig havde været meget vrissen og afvisende før, smilte over hele hovedet og syntes om det.

Torsdag satte jeg mig i bilen og kørte i to timer for til sidst at parkere bilen hos min ældste lillesøster i Vestjylland. Hun fyldte år og jeg trængte til at se hende og nyde, at vi kunne være sammen fysisk, men selvfølgelig med afstand og uden kram osv. osv. Jeg fik de mest lækre æbleskiver, som jeg længe har smagt. Opskriften var fra Valdemarsro, og nu har jeg købt kærnemælk og citron i håb om at få dem bagt. 

Vi nåede heldigvis også en gåtur, da regnen endelig stoppede. Og selvfølgelig skulle vi forbi kirkegården med en smuk lille gravdekoration, som blomsterhandleren fik megen ros for. Min niece kunne være blevet 31 år på mandag, men i stedet for er det 15½ år siden, at hun døde, og vi blev et skønt ungt menneske fattigere og mistede muligheden for at se hende blive voksen som med de andre børn i familien. Med børn, der dør, mister vi fremtiden. Med vores forældre, der dør, mister vi fortiden. Det synes jeg er vist sagt.

Som min mor sagde til mine forældres guldbryllup, to måneder efter min nieces død: Sorrig og glæde de vandre til hobe. Og det er jeg for evigt taknemlig for, at vi formår at rumme både sorger og glæder i min familie.

I dag skinnede solen og det gjorde bare dagen endnu bedre. Sønnen havde inviteret os til konfektlavning over Messenger. Så klokken 11 var vi klar, computeren stod for enden af bordet, datteren var hjemme, marcipan, nougat og smuttede mandler lå klar. Vi ringede op til Trondheim, hvor svigerdatter og søn også var klar. Og så snakkede vi, mens vi lavede konfekt. Vi grinte lige så meget som sidste år, hvor vi fysisk var sammen. Og vi fik lavet mange forskellige ting, inklusive de lidt mere kreative udgaver, som fik deres egen navne. Det gjorde godt i min sjæl. Mor og søn er ikke så god til telefonsamtaler, vi er bedst, når vi fysisk er sammen. Her flød talen naturlig i de to timer, vi var sammen. 

Nu er konfekten pyntet med chokolade, datteren er for længe siden kørt op til sit arbejde i julehytten, og jeg vil slappe af med en god bog. Rigtig god weekend til dig.

Decembertirsdagsarbejdsdag

 Mørket er stadig over byen, da jeg parkerer bilen 6.40 ved sygehuset. Det store juletræ på toppen af sygehuset lyser smukt sammen med lysene fra de mange vinduer på sygehuset. Der er noget smukt, trygt og godt ved den udsigt, mens jeg tjekker, at håndbremsen er trukket og at mundbindet ligger i lommen.

Jeg tjekker ind af en sidedør og går ned i kælderen. Der er allerede en god trafik af gående med mundbind. Jeg funderer over, hvor hurtigt jeg har vænnet mig til, at sådan ser hospitalsverden ud. Ikke at jeg vænner mig til mundbindene, faktisk får jeg sværere ved at have dem på, jo længere tid der er gået. For slet ikke at tale om at tage dem af. De sidste to dage har jeg tabt det ene høreapparat utallige gange og det er et held, at jeg mærker det og at jeg finder det igen. Jeg gad godt have et høreapparat, hvor man kan have en app på mobilen, som kan finde det. Det har jeg aldrig haft brug for før nu.

Jeg tjekker ind i omklædningsafdelingen, min uniform ligger i mit skab. Jeg henter altid ny forsyning på vej fra vagterne, i stedet for at stå om morgenen i en lang kø sammen med alle de andre, der prioriterer at komme hurtigt ud af døren om eftermiddagen. 

Da jeg kommer ind i omklædningsrummet og runder hjørnet til min sektion, smiler jeg. Min drillenisse har pyntet mit skab så fint og julet. Og der midt i vores travlhed og morgentræthed udvides snakken mellem de forskellige personer fra hver sit afsnit fra godmorgen og ha en god dag til snakken om hvordan vi juler ekstra meget på mit afsnit i år. Ganske enkelt fordi det mest sociale afsnit med de flest skøre og skønne arrangementer udenfor arbejdstid ikke kan være social på den måde, og så må vi gøre noget andet.

Så i morgen skal vi synge morgenjulesalmer med mundbind på og med 1,5 meters afstand ude på vores lange gang. Håber at vi synger så pænt, at patienterne ikke får mareridt af det ;-) En af vores overlæger skal spille klaver dertil. Et klaver som min leder i morgen tidlig triller op fra dens faste plads til os.

Min datter har lavet det smukkeste opslag til min decembervandring for mine kolleger efter arbejdstid i næste uge. Jeg bliver glad og i julehumør af at se på den. Nu er jeg spændt på, hvor meget kakao jeg skal varme og have med op i skoven bag sygehuset.

Min dag var afsat til at få et stort hængeparti af vejen. Alle har en lille lommefolder i lommen, hvori der er de vigtigste instrukser og vejledninger i lommeformat. Min kollega har printet nye opdateringer ud, hun og jeg har tjekket dem alle, og så kom vi aldrig videre pga travlhed. I mellemtiden skulle to af vejledningerne opdateres, og efterhånden havde vi ikke styr på, om alle havde de sidste nye opdateringer i deres lomme. 

Inden jeg kom videre med det, skulle jeg have svaret på mails, aftale ting på plads med min leder og sende nye mails. Min computer havde været til reparation, så den hentede jeg hos IT-support. Desværre kunne kameraet i computeren ikke mere, så jeg skal have fundet en anden bærbar på afdelingen i morgen, for med mange møder på teams har jeg brug for et kamera, der virker. Jeg har prøvet at holde møder med folk uden at jeg kunne se dem. Jeg var helt træt i hovedet bagefter af at holde styr på de forskelliges stemmer.

Så skulle jeg afholde introduktionssamtale efter tre måneder med en kollega, og så blev jeg bedt om at gå til trombolyse. Det væltede ind med patienter, så på et tidspunkt havde vi fem patienter, som kom ind og ud af røntgen, fik målt værdier, blev informeret og til sidst flyttet over på afdelingen. Afdelingen var i forvejen udtamponeret med patienter. Men aftenvagter mødte ind før tid, der blev rekvireret to læger mere til at gå stuegang og få patienter vurderet til enten udskrivelse eller overflytning til videre rehabilitering. Lægeren måtte så undværes et andet sted, men her og nu var det nødvendigt at skabe plads på vores afdeling.

Da jeg kom tilbage fra trombolyse, var der allerede kolleger i gang med at tage mod de forskellige patienter. De fleste havde fået frokost, både patienter og personale, så jeg nåede min frokost inden jeg skulle have næste møde.

Da mødet sluttede, gik jeg i gang med det, jeg egentlig skulle have lavet meget af dagen. Da var klokken tæt på 15, så jeg valgte at blive, til jeg havde styr på det meste. Jeg gik 16.45. Nu ligger der 51 sæt lommekort klar til udlevering, og så skal jeg have printet ud til de sidste kolleger i morgen. Det bliver skønt at kunne sætte kryds ved det hængeparti.

Nede i omklædningsrummet var jeg alene, men jeg nød mit smukke juleskab endnu en gang. Den blå T-shirt og mine hvide bukser kom i returmaskinen og så gik jeg ud i mørket. På vej hjem købte jeg to sandwichs, for aftensmad var absolut ikke noget, jeg gad tænke på.

Hjemme fik landmanden en gave af mig; vores artikel. Så kunne han selv se, at hans kone nu står som forfatter til en engelsk artikel ;-)

God decemberaften til dig.

Jeg kunne tale i timevis

 om sygepleje. Og nogen gange gør jeg det også med mig selv. Der er der ingen, der ser trætte ud i blikket over, at jeg ikke kan slappe af og tænke på andet end sygepleje. 

Jeg kan godt tænke på andet end sygepleje, men jeg tror, at jeg lige til min dødsdag vil være optaget af den gode sygepleje. Den hvor der bliver skabt en forbindelse mellem sygeplejersken og patient/pårørende, og hvor sygeplejersken formår at yde sygepleje ud fra de behov, det enkelte menneske måtte have. 

Om det drejer sig om at sætte ord på det svære i en situation, hvor vi ikke kan gøre mere behandlingsmæssigt, men helt klart plejemæssigt. 

Eller om det er at få patienter/pårørende til at bruge hinanden til at se mulighederne for at håndtere et liv efter Stroke. 

Eller om det er at kunne se, at uroen skyldes, at man ikke kan sige, at man skal tisse og så hjælpe med at komme på toilettet og føle sig ren og soigneret bagefter. 

Eller om det er at anerkende midt i en en ophedet situation, at det er svært ikke at kunne tale. Og at sygeplejersken med disse få ord når ind til den meget urolige og agiterede patient, så de opnår øjenkontakt og sygeplejersken kan se, at ordene gav mening.

Eller ...

På hjemmefronten nyder jeg at slappe af med boglæsning. Jeg slugte Mindernes længsler, jeg læste Jenny Colgans Velkommen til Floras sommerkøkken på 24 timer, og jeg nød at læse som jeg gjorde da jeg var ung. Da lod jeg to og to være fem for at nå at læse en bog færdig. Det kan jeg tillade mig igen, nu hvor der kun er et landbrug og en sygeplejegerning, som jeg skal være til stede i og resten af tiden bestemmer jeg selv.

Jeg har taget en feriedag i dag for at nå at julebage og pynte til jul. I går var min ugentlige fridag, hvor datteren kom og julehyggede med mig. Vi flettede julehjerter. Dvs. jeg fik flettet et, som gjorde, at mine slidgigtfingre protesterede mod videre fletning. Til gengæld fik datteren flettet fire smukke julehjerter. Jeg lavede lækker aftensmad og vi sluttede af med hjemmelavet risalamande, mens vi så den Store Glutenfri bagedyst. Om eftermiddagen havde jeg prøvet en ny opskrift på de juleboller, som Hune bageren altid bager, og de boller blev en succes til eftermiddagsteen.

Der er blevet lavet regnskab både i dag og i går, og det drillede, ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men fordi jeg var nødt til at have fat i mange forskellige for at få styr på fakturaer. Energien er derfor ikke til vinduespudsning eller til at få julekasserne ned fra loftet. PYT jeg har to dage mere til at nå det, jeg gerne vil nå, og på mandag har jeg en hjemmearbejdsdag, som er tætpakket med opgaver, men jeg kan klare dem i nattøj, uldsko og termovest, mit yndlingsoutfit herhjemme om morgenen. Jeg glæder mig helt.

Mørket sænker sig udenfor, landmanden er ved at læsse en lastbil med kartofler, og inde i køkkenet er der flere juleboller, som vi skal have til eftermiddagsteen. Og henne i min hyggekrog ligger den næste bog i serien om skotske Flora på øen langt mod nord. Må I få en hyggelig fredag aften.

Hvad er der i vejen med nu?

 Jeg hulkede helt stille, men jeg hulkede og imens tænkte jeg over, hvornår jeg sidst havde hulket sådan over en bog. Du vil formentlig ikke hulke over bogen, eller måske ville du. Men da jeg skrev til min ældste lillesøster og sagde tak for den gode boganbefaling og skrev om hvordan den iboende angst blev sat fri med min hulken og jeg sluttede min sms med overskriften på dette indlæg, som er et citat fra bogen, svarede hun, tak fordi du også fik den følelse.

Vi har noget med i bagagen, vi har en personlig oplevelse og deraf også en iboende angst for at det vil ske for en af os. Vi har læst andre bøger om emnet, både fiktion og dokumentariske beskrivelser. Jeg har skrevet om mine oplevelser her på bloggen. Det at leve med begyndende demenssymptomer og det at leve som familie til en med begyndende demenssymptomer.

Denne bog er på sin vis en feel-good-bog, det foregår i England i en lille landsby. Vi møder alle de forskellige typer i landsbyen, de er beskrevet med et glimt i øjet. Vi møder de unge mennesker og deres problemer med kærligheden. Vi møder også kærligheden på tværs af generationer og kærligheden mellem et ægtepar sidst i 60erne. Kærligheden er det, der bliver det bærende, da Marigold, en af landsbyens samlende kræfter, begynder at glemme.

Det er en smuk bog at læse, det er en let bog at læse og det er en bog, der greb mig om hjertet. Og jeg ved, at min intense hulken til sidst handlede lige så meget om min iboende angst for at blive ramt og om hvis nu jeg blev den, der fik Alzheimers sygdom som vores far, om mine søskende, min mand og mine børn så ville gribe mig og støtte mig i glemslens tåge. Det ved jeg, at de vil, og måske netop det faktum og den viden forstærkede min gråd.

Der er til sidst en beskrivelse af Marigold, som ikke kan kende sin familie, men som sidder tryg  midt i blandt dem uden at vide, hvem de er. Der går det op for hendes mand, at hun heller ikke kan kende ham længere, og han indser, at det betyder ikke noget, at hun ikke ved, hvem han er, for han ved, hvem hun er, og den person ville hun altid være. Og den tilgang var lige nøjagtig det, der gav min far en følelse af at høre sammen med os. Vi kendte ham, og det viste vi ham og derigennem opstod et nu, der var smukt, kærligt og trygt. 

Jeg kan varmt anbefale Santa Montefiores bog Mindernes længsel