Junis gavmildheder

 Der er tørt, også for tørt, men det kan jeg ikke gøre noget ved, så jeg nyder i stedet for gavmildhederne.

Tørvejr betyder, at jeg kan gå tur, når det passer mig og ikke i forhold til vejrudsigten. Solbrillerne er med, for med alderen er mine øjne blevet sarte og meget sensible for lyset. Jeg forsøger at komme ud at gå hver dag, det lykkes ikke altid, især ikke på arbejdsdagene. Der er jeg ofte for træt til at komme ud efter aftensmaden.

Haven er smukkest lige nu, hvor rododendronhækken blomstrer. Vi har ikke blomsterbed med masser af stauder og sommerblomster, så det er nu, at jeg skal sætte rododendrongrene i vaser og nyde det. Og det gør jeg.

Forrige weekend bar præg af sygdom og kost til sarte maver, så vi fik risengrød og dagen efter risklatter. Jeg elsker risklatter, ligesom jeg elsker pandekager. De gør mig glad.

Den weekend, vi lige er kommet ud af, bød på amatørteater i Aabybro. Datteren har af gode grunde ikke kunnet være med i år, men da vi har huset kulisser, mens de blev malet og repareret, og landmanden har hjulpet med at få dem ind til byen, så fik vi to billetter til fredag aften.  Det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg kunne nærmest synge med på alle sangene fra Folk og Røvere i Kardemommeby. De gjorde det godt både store og små, og jeg håber de lykkes med at finde sig et nyt sted at være og øve, så vi kan nyde mange flere teaterstykker fra dem.

Bogen blev læst flittigt hjemme i min barndom, både som højtlæsning og senere selvlæsning. Min mor lærte os alle sangene og vi må også have haft pladen med sangene, for jeg kunne genkende små replikker omkring sangene. Den gang var der ikke så meget børnefjernsyn som i dag, så vi samledes i stuen, når min mor satte sig ved klaveret, også selv om jeg var 12 år ældre end min yngste søster. Senere overtog vi selv musikken, da vi begyndte at spille guitar. Og vi har hygget os med fællessange mange gange. 

Lørdag aften var vi inviteret til svogers fødselsdag, hvor vi nød det gode vejr fra terrassen og udsigten fra den bliver jeg aldrig træt af. Ligesom jeg heller ikke bliver træt af min svigerfamilie, dem elsker jeg lige så højt som min egen familie. Solen gik ned bag Egholm. Øen som jeg endnu ikke har besøgt trods 42 år i det nordjyske. Det må vi have lavet om på.

Mine hverdagsfridage fyldes med aftaler, kontorarbejde, regnskab og alt forefaldende arbejde. Så det håb jeg havde om at komme i gang med oprydning på loft og i skuffer/skabe, da jeg gik ned i tid og fik to hverdagsfridage, det lever stadig, men der sker ikke så meget. Det er ok. Det sker nok en dag og lige nu øver jeg mig i at se på mig selv med kærlige øjne. Jeg føler mig hurtigt udmattet og får følelsen af åndenød, nu bliver jeg tjekket fysisk, og indtil videre er alt godt. Mine hypotese er, at det er psykisk udløst, vi har i vores lille familie været gennem tre hårde år med sygdom i og omkring vores familie. Jeg er typisk sådan en, der går ind i sygeplejerskerollen og drager omsorg, støtter og trøster, indhenter viden, forsøger at have styr på alt mellem himmel og jord, hvilket jeg jo ikke kan have og udmærket ved, men jeg prøver alligevel. Så lidt egenomsorg og kærlig overbærenhed for de mange timer, jeg slapper af i sofaen, er vist på sin plads.

Det du ikke ser

Juni er typisk der, hvor vi afvikler kursus for alle kolleger. I år falder det så også sammen med, at jeg skal afholde kursus for nyansatte og et nyt tiltag kursus for vores sommerferievikarer. Ovenikøbet afvikles fem kurser på to uger og når jeg kun arbejder 24 timer om ugen, ja så er nærmest alle min arbejdstimer brugt på kurser.

Jeg elsker disse kurser med alle kollegerne, for når vi drøfter sygepleje sammen, når eksemplerne dukker op, så viser de, at mine kolleger er fænomenal dygtige til at rumme hvert enkelt menneske, som bliver syg.

Jeg får det også at vide på alle de forløb, jeg efterhånden har haft med patienter, efter de er udskrevet fra os. Vores udgående team kan fortælle de samme historier. "De har så travlt, men de har tid til et smil og gør det godt"

Jeg håber du vil bruge 1 minut og 41 sekunder på denne lille norske film om sygeplejen, så kan vi jo se, om du er enige med mig i, at den viser på fornemste vis det du ikke ser, at sygeplejersker og social og sundhedsassistenter gør, hver eneste dag, hver eneste time, hver eneste minut, når de er hos patienten. Ikke så sært at vi er trætte efter en arbejdsdag.

Du ser måske, at vi smiler venligt til dig og din familie, vi hilser på jer. Vi ser jer. Men vi ser meget mere end du måske ved.

Sygeplejersker og social - og sundhedsassistenter sørger ikke blot for mad, medicin og at du kommer på toilettet eller i bad. Vi er en del af et tværfagligt team, som vurderer, observerer og handler på det, vi ser. Vi træner med dig, når du ikke kan gå, ikke kan spise, ikke kan drikke, ikke kan klare selv at blive vasket. Vi opdager, når noget ikke er som det er, er det forværring eller træthed, der gør, at du ikke kan det du kunne for lidt siden?

Måske ved du det ikke, men det at kunne løfte sit bækken og skubbe fra med benene i sengen er med til at forberede og styrke din krop, så den kan holde sig oprejst i siddende position. For kan du ikke sidde uden støtte, er det svært at spise selv, svært at vaske sig selv og nærmest umuligt selv at forflytte sig over i en stol for slet ikke at tale om at gå. Så det træner vi plus alt muligt andet. 

Alle disse delmål skal vi blive bedre til at dele med dig og dine pårørende, for hvert et delmål, der nås, er et skridt den rigtige vej. Det kan være svært at se, når det eneste man tænker på, er at kunne komme til at gå. Og det skal vi hjælpe dig med. Ikke blot med træning men også med samtaler, så du bliver klogere på din situation.

 

En dejlig pinse med samvær og fysisk aktivitet

 Der er så meget i mit hoved, der gerne vil ned på papiret og egentlig ville jeg gerne gøre det i kronologisk orden. Sådan er livet ikke, sådan er min hjerne ikke og derfor kommer det heller ikke til at ske.

Vi havde den skønneste pinse, vi var færdige med at lægge kartofler og de var blevet hyppet, lige som foragrene var sået med korn. Jeg måtte lige tjekke ordet forager og stavemåden, en ager er en mark, der er dyrket (gammeldags ord) og forager er den forreste del, og det gælder uanset hvilken ende af marken du ser på (så forager er både den forreste og den bagerste del) Nogle steder lægger de også kartofler i forageren, det gør vi ikke, kornet gør foragrene mere robuste, når der skal tages kartofler op. Traktorerne kører mange gange hen over foragrene.

og de flagede for min søster :-)

Pinsen blev skudt i gang med, at jeg deltog i min ældste lillesøsters 40 års jubilæum på Gødstrup Hospital. Det var ikke blot 40 år som ansat i region Midtjylland, men også 40 år på neurologisk afdeling som lægesekretær. Det blev en dejlig dag, min mellemste lillesøster kom også og selvfølgelig også min søsters mand og datter sammen med datterens kæreste. Der kom mange fra afdelingen og der blev holdt taler af de to sidste ledere, min søster har haft. Og min søster fik Dronningens fortjenstmedalje. Helt velfortjent.

Min søster holdt også tale og gjorde status over den forandring jobbet som lægesekretær har gennemgået sammen med resten af sundhedsvæsenet. Fra dengang hvor hun som lægesekretærelev kedede sig, fordi der ikke var noget at skrive. Åbenbart så kedeligt at hun havde skrevet et digt om det manglende arbejde :-) Til nu, hvor hun som alle os andre knokler løs og alligevel aldrig når helt i mål. men hun elsker sit arbejde, så jeg er spændt på om hun fortsætter, til hun bliver pensionist om 2½ år. Og hun er spændt på hvad jeg vælger. Jeg har jo kun 1 år til pensionistalderen er en realitet. Tænk en gang.

Efter receptionen fik jeg en rundtur på det nye sygehus. Det så dejligt ud, om end jeg endnu en gang bekræftes i, at arkitekter ikke altid tænker på dem, der skal arbejde på et sygehus. Vi sluttede af i det smukke kirkerum. som indbød til stille væren.

Vi havde egentlig planlagt en tur til Egholm pinsesøndag med spisning og gåtur, men sådan gik det ikke. For to dage forinden inviterede to af landmandens søstre resten af flokken på vandretur lørdag eftermiddag. Alle skulle hver især medbringe kaffe og brød, som man nød undervejs og aftensmad til bagefter. Som det ofte sker med spontane invitationer, så endte det med at være 6 ud af 9 søskende med ægtefæller, der deltog i turen. Vores datter tog også med og en kusine til datteren dukkede op til aftensmaden sammen med hendes børn.

Da alle var samlet, optog vi en video med fødselsdagssang til sønnen, og svigerinderne havde dækket et smukt velkomstbord med flag til ære for vores søn.

Der var det skønneste vejr, turen gik godt, men den var strabadserende og pulsen kom godt op undervejs. Vi fik snakket, jeg brugte flittigt min app Google Lens, så mine svigerinder kunne få stadfæstet de forskellige blomster i skov og mark. Snakken gik endnu lystigere, da vi spiste aftensmad.

Det blev dog køligt, og vi havde ikke haft nok varmt tøj med, så da vi kom hjem, tændte landmanden op i brændeovnen og vi tog alle tre tykke trøjer på og lagde os med tæpper over i sofaerne.

Søndagen var kroppene ganske enkelt slidte, så vi tog den med ro med god tid til morgenmad. Resten af dagen stod på afslapning, boglæsning, fjernsynskiggeri og små lure. Datteren og jeg drog dog op til Blokhus Klitplantage og nød kaffen/teen ved Gateway Blokhus. Det blæste for meget på stranden, men vi nød også det skønne vejr på pladsen, hvor mange folk benyttede sig af bordene, bålstederne og legepladserne til at holde familiekomsammen. Hjemme igen kom jeg dog ud og gå 5 km.

Mandag tog datteren og jeg til Øland skov og gik godt 5 km i den skønne majskov. Vi mødte en ældre herre med sin rollator. Han havde tre ruter, som han valgte mellem afhængigt af vejret, kørte ud, stillede sin bil og tog så turen med rollatoren. Den er en genial opfindelse, der kan være drikkevarer og mobiltelefon i kurven og den kan agere stol, når man har brug for hvil undervejs, hvilket han havde. Hver gang jeg møder en, som er gangbesværet og som alligevel insisterer på daglige gåture, bliver jeg så imponeret. Og her døjer jeg med at få en daglig vane med at gå en god lang tur.

 Datteren kørte hjem, vi fik lavet kontorarbejdet som forberedelse til næste uge, og jeg fik også forberedt ugens sygeplejearbejde.

Den dejligste pinse.

Min smukke, dejlige dreng

 Hjertelig tillykke med de 36 år. Jeg smiler, når jeg tænker på dig. Mit liv ville have været så fattig uden dig. 

Når jeg ser dig sammen med din dejlige lille dreng, bliver jeg rørt, glad og taknemlig.

Når jeg ser dig sammen med din kæreste, bliver jeg rørt, glad og taknemlig.

Når jeg ser dig sammen med din far og din søster bliver jeg rørt, glad og taknemlig.

Rørt over at se og mærke kærligheden, kærligheden mellem dig og din søn, kærligheden mellem dig og din kæreste, kærligheden mellem dig og din familie.

Glad for at du er landet der, hvor du er lige nu. Jeg ved, at det er hårdt at være en småbarnsfamilie. Jeg ved, at det er hårdt at være i et andet land. Jeg ved, at det er hårdt, når sygdom rammer familien, at være langt fra hinanden. Men du gør det så godt. Du er en skøn far, en god kæreste, en dejlig bror og den bedste søn.

Taknemlig for at du har fået lov til at opleve det at være far. Taknemlig for at du har fået lov til at dele glade og barske stunder sammen med kvinden, du elsker. Taknemlig for at jeg har fået lov til at være din mor.

Da du var lille, sang du til mig, da jeg skældte dig ud " du skælder mig hele tiden ud, sku vi ikke være venner?" I dag skælder jeg ikke ud, jeg vil nemlig rigtig gerne være din ven og mor. Og jeg glæder mig til vi ses og vi kan fejre din fødselsdag sammen.

Min søn 18 måneder gammel

Ind i stilheden

 For 3. gang gik jeg ind i stilheden. For 3. gang kom jeg ud af stilheden klogere, genopladet og fyldt med taknemlighed over at få den mulighed.

Ja sådan skrev jeg og sådan fortalte jeg også de andre deltagere, men det er jo løgn. Jeg har været på retræte i 2010, 2012 og 2018.  Så det er min fjerde gang. Tænk at hukommelsen sådan har spillet mig et puds. Godt jeg har min blog :-)

Alle fire gange med den samme fantastiske præst, Charlotte. Jeg håber virkelig, at der ikke skal gå så lang tid igen, før end Charlotte arrangerer en ny retræte. Jeg har en vision om at kunne deltage hyppigere end nu.

For andre lyder det underligt, at jeg frivilligt tager på forlænget weekend (fra torsdag aften til søndag eftermiddag) med 9 andre deltagere, hvor vi ikke taler sammen. Vi gør en masse sammen og vi gør en masse for os selv. Men for mig var det godt, igen, igen. Jeg var så træt, mine tanker stod i kø, nu hvor jeg ikke talte. Her kunne jeg hvile, her kunne jeg skrive mine tanker ned, her kunne jeg læse, her kunne jeg strikke, her lå min mobil på sengebordet konstant sat til lydløs. Den kom med mig, når jeg gik tur alene i skoven. Her fungerede den som mit kamera og en livline, hvis jeg nu skulle fare vild eller falde og kom galt af sted. Det gjorde jeg ikke.

Det er svært at forklare den fantastiske oplevelse, det er at være sammen med andre i stilhed. Den forbundethed, der opstår med mennesker, man ikke kender på forhånd. Vi skal ikke bruge tid på at spørge ind til hinandens liv, vi skal blot være stille sammen. Og det at vi havde valgt en retræte med en kristen grundtone bandt os også sammen. 

Og hvilket fantastisk vejr vi havde, solcremen blev brugt, vi kunne sidde med døren åben ud til terrassen under måltiderne og terrassen blev også flittigt brugt til læsning og strikning.

Der findes forskellige former for retræte, hvor man gives mulighed for at trække sig tilbage fra hverdagens hektiske tempo. Som skrevet var dette en kristen retræte, de kan være bygget op på mange forskellige måder, men stilheden er et vigtigt element. Charlotte har bygget sine retræter op over et tema, denne gang Helligånden, og med faste holdepunkter gennem dagen, og det skaber ro og frihed til at fokusere på fordybelse.

Hver morgen vækkede Charlotte os med morgensang kl 8. Jeg havde været oppe i et stykke tid, jeg nåede dagens første vandretur i skoven inden kl 8 og et bad, så jeg kunne sidde på mit værelse i ro og mag og nyde hendes sang.

Kl 8.30 mødtes vi i andagtsrummet til bøn og sang. Det var en fast form med bønner med veksellæsning, tekstlæsning fra Biblen, sange fra salmebogen og Taizesange

Herefter var der god morgenmad lavet af den praktiske leder. Vores opgave bestod  på skift i at rydde af bordet og vaske op/sætte i opvaskemaskinen. Mens vi sad og spiste, blev der spillet dæmpet musik. Ingen tale, men en opmærksomhed på hinanden, om nogen manglede noget. Vi fik det lækreste mad under hele retræten. Susanne talte virkelig kærlighedssprog gennem sin mad, som hun havde sagt, inden vi gik ind i stilheden. Selv om vi begge er landmandskoner, er hun virkelig en rigtig landmandskone, sådan som jeg forstår det. Jeg er bare en wanna-be :-)

Første meditation kom herefter. Jeg må erkende, at mine tanker af og til fløj af sted, men det lod jeg dem gøre og undervejs kom stilheden også i mit indre. I år var der ingen guldsmed, men derimod en sommerfugl, som hjalp mig til at fokusere. 

Så gik jeg en tur, fandt en kristen bog i biblioteket eller strikkede.

Før frokosten mødtes vi igen til bøn og læsning og efter frokosten gik jeg ofte en længere tur. Naturen var så smuk, de lysende grønne bøgetræer, de små lysegrønne skud på grantræerne, de mørkegrønne ældgamle grantræer, mine sanser fik lov til at indtage det hele.

Den tredje af de fire bønner foregik før aftensmaden. Om aftenen var der igen meditation, herefter samledes de fleste i stuen, hvor der blev læst godnathistorie. Desværre døjede jeg meget med smerter, fordi vi sad meget ned, så jeg valgte den ene aften at ligge i min seng og læse i stedet. Ubevidst fik jeg valgt bøger, som gik lige ind i de tanker jeg havde og de temaer, teksterne på retræten handlede om. Så min notesbog blev flittigt brugt til at skrive gode ord og mine tanker ned.

Nattebønnen var 21.30 og for mit vedkommende var det så i seng med det samme derefter. Jeg sov trygt og godt og vågnede klar til en ny dag i stilhed.

Nu har jeg så været ud i stilheden i knap en uge, hverdagen tonser af sted, men når jeg tænker på opholdet, falder pulsen. Jeg øver mig i ikke at tage mobilen frem hver eneste gang, jeg ikke laver noget andet. Jeg øver mig i at være i nuet, at fastholde opmærksomheden på mennesker omkring mig i stedet for at tænke, hvor jeg skal være om lidt eller det jeg mangler at få lavet eller drømme mig væk til noget helt andet. Jeg øver mig.

Det er Kristi Himmelfartsdag, der var nybagte boller til formiddagsteen, så de to landmænd kunne mærke, at denne dag ikke bare er en almindelig arbejdsdag. Der sættes kartofler og vejret er skønt. Vi skulle egentlig have haft besøg fra Norge, men flyforbindelser og afslag på en fridag har gjort, at vi må savne den lille familie og se frem til, at vi kan finde en weekend, hvor vi kan køre til Norge. I går fik vi fine billeder fra 17. maj festlighederne, og S kunne stadig passe det smukke strikkede 17. maj sæt, som hans mormor strikkede til ham sidste år. De havde øvet sig i børnehaven med at gå optog. Det glæder jeg mig til at høre mere om.  

Små kærlige hilsner fra to af kvinderne, da de dækkede bord.

Haven venter insisterende på mig, jeg må finde en lydbog frem og huske på landmandens ord, da vi for 40 år siden flyttede ind på gården: du må lære at elske havearbejde. Det har jeg så ikke lært, men jeg har lært at arbejde, så over middag vil jeg kaste mig ud i det. Og nu er der bagt gulerodsmuffins til eftermiddagsmadpakken. God Kristi Himmelfartsdag til dig.

den tekst fremkaldte et smil, hver gang jeg gik forbi opslagstavlen i gangen

De små ting, der tæller

 Oprindelig kom overskriften til mig, fordi vores bolig så lidt anderledes ud en morgen, jeg stod op. Ikke de store ting, men hvis jeg var kommet hjem efter at have været væk i 24 timer, ville jeg have tænkt; hvad er der sket her? Der stod fyrfadslysestager midt på køkkenbordet og den seksarmede lysestage stod ude midt på gulvet i stuen. Hurricane-lysestagen med det store bloklys, som har stået i et af værelserne, stod nu på skænken.

Der kunne være blevet brygget en spændende historie om hvem der mon havde været på besøg i vores hus uden at have taget noget. Den mere prosaiske historie var, at strømmen gik om aftenen lige i skumringstimen. Og jeg var alene hjemme, dog havde jeg to hunde i hundegårdene (fordi en er i løbetid og den anden føler sig draget), mens landmanden kørte på en traktor ude i marken. 

Først tjekkede jeg HFIrelæet, der var ikke noget galt, så fik landmanden en sms om at strømmen var gået i hele området og at de arbejdede på højtryk for at få strøm tilbage. Derfor fandt jeg alt de lysestager, jeg kunne finde, for jeg er ikke særlig sej til at være alene om aftenen i et mørkt hus.

Intet kunne distrahere mig fra tankerne, for min mobil var ved at løbe tør for batteri, så det måtte jeg spare på. Derfor ingen lydbog eller serier eller anden underholdning via mobil. Der var ikke lys nok til at læse bøger eller endsige starte på et strikketøj, så jeg sad der i min sofa og tænkte tanker.

Det varede nogle timer og så kunne jeg lade telefon op, brygge te, slukke lysene og da landmanden kom ind, gik jeg i seng. 

Det var helt tydeligt, hvor meget den mobil fylder i mit liv, og lige der tænkte jeg ikke på, at jeg jo havde en pandelampe, som kunne have lyst for mig og en bog.

Næste morgen var søndag og jeg lunede hjemmebagte boller fra fryseren, kogte æg lagt af vores høns og nød synet af morgenbordet. Jeg elsker morgenmad,  og især søndag morgen med tid til at nyde morgenmaden. Hvor er det skønt med de små ting, der skaber glæde. Solskinnet var afløst af gråvejr, men det gav mulighed for at tænde et lys, mens vi spiste.

Og for andre betyder de billeder ikke noget, men på hvert af billederne er der ting, der betyder noget for mig. Ikke fordi de er dyrebare rent pengemæssigt, men fordi de minder mig om de mennesker, der har givet mig dem, eller fordi jeg købte dem sammen med mennesker, der betyder noget for mig eller blev inspireret til at købe tingene af skønne mennesker.

Det er de små ting, der tæller, om det er fysiske ting eller ord, smil, handlinger. De gør mig glade. 

Sol og lys vinder frem

 Hele weekenden har vi fejret, at datteren nu er færdig med kemobehandlingen. Bivirkningerne denne gang besluttede sig åbenbart også for at fejre det, for de var slet ikke så slemme denne gang.

Søndag tog vi til stranden og nød at samle muslingeskaller til datterens kunstprojekt. Vi er begge blevet ret gode til at spotte den type muslingeskal, hun bruger. Vi var ikke de eneste, der tog til stranden den dag, faktisk var der mange både ved stranden og i Blokhus by. Iskioskerne havde åbent, men jeg har endnu til gode at få min første isvaffel. Det må der laves om på ret hurtigt.

Under især det sidste kemoforløb har min arbejdsindsats i sygeplejen været meget svingende, ikke fordi jeg ikke har lavet noget, men der har bare været meget mere end jeg kunne nå. Og jeg har ganske enkelt ikke haft energi til at inddrage hele fridage, som jeg før gjorde. Og da jeg også havde mange hjemmearbejdsdage af hensyn til min datter, var der mange ting, som jeg skulle have fulgt op på på afsnittet, når jeg endelig var der.

Vi skal nok nå det, men når jeg føler mig presset, begynder jeg at overtænke tingene, hvilket resulterede i to nætter med meget lidt søvn. Til ingen verdens nytte, for i dag gik det møde godt, det møde, jeg havde brugt tid på om natten at diskutere emner med mig selv, emner som potentielt kunne være noget, hvor mine meninger ikke ville blive hørt. Hvor er det dog dumt!

Når vi arbejder i samme retning, lykkes vi nok :-)

I dag fik jeg også lukket første led i en proces, der skal gøre livet lettere for mine kolleger. En kollega troede, det drejede sig om 6 timer om ugen, jeg tror det er mere, vi sparer på at ændre en proces. Men før vi kan sætte i gang, skal det godkendes og den godkendelse kom i hus i dag. Jeg dansede et par trin af glæde over, at nu kan vi komme videre. Det bliver så godt, når det sættes i gang. 

Alle har travlt og alle er presset. Og derfor var det svært bare at finde et tidspunkt, hvor vi kunne tale sammen. Vi havde opgivet over mails, der var alt for mange misforståelser og alt for megen skriven frem og tilbage. Mails forsvandt ofte i den store mængde, vedkommende skulle forholde sig til. Som en sagde, nogen bruger mail, som var det en sms, og hver gang skulle vedkommende trykke på mailen for at finde ud af, at det var ikke vigtigt. Ledere og specialeansvarlige læger bliver oversvømmet med mails, som alle mener, de burde forholde sig til nu og gerne med svar nu! Hvordan man synes det harmonerer med at kunne lede, at kunne være nærværende, at kunne være sparringspartner for medarbejdere/kolleger, at kunne sætte forskning i gang osv. er mig ubegribeligt. Døgnet har nu engang kun 24 timer og familien vil også gerne være sammen med deres mor/far/kæreste.

Men vi lykkedes med det i dag. Det føltes godt og med solbriller på næsen, god musik i ørerne og masser af te i min termokande gik turen hjem rigtig godt. Nu har jeg forlænget weekend med frisørbesøg, barselsbesøg, regnskabsføring og forhåbentlig også gode gåture.  Jeg glæder mig.

Der lyttes

 Når nu jeg ikke kan holde fokus på at læse, så kan jeg lytte. Lytte til bøger. Langt om længe tog jeg mig sammen til at købe abonnement på en service, hvor jeg kunne finde de alle bøger, jeg havde lyst til at læse, og nu lytter jeg. Det har virkelig reddet min nattesøvn og givet mig gode oplevelser midt i en tid med alt for mange tanker om familiens, sygeplejens og kollegers tilstand.

De første blomster fra haven

Hvor lydbog aldrig blev et hit tidligere, så er det måden, hvorpå jeg får slukket tankemylderet i hovedet, når jeg skal sove. Kunsten er at sætte lydbogen til at køre længe nok, så jeg bliver hyllet ind i stemmens tonefald og slipper grebet om fortællingen. Om morgenen eller hvornår jeg nu igen vil lytte, må jeg spole tilbage (det hedder det helt sikkert ikke mere, det er et levn fra kassettebåndoptagerne eller længere tilbage fra spolebåndoptagerens tid) for at genoptage lytningen.

Det er ikke de store romaner, dem man bør læse en gang i sit liv, men derimod bøger med fortællinger, som blot føles rare at være en del af for en stund. Desværre har jeg ikke skrevet om alle de bøger, jeg har lyttet til eller læst, som rummer det aspekt. Lige nu er jeg blevet færdig med en fantastisk smuk fortælling af Camilla Säfstrand; Sandhedens om Havets døtre. Vi følger to kvinder, Meja på 37 år og Inez på 70 år og hvordan deres møde og venskab udfordrer dem begge til at finde vejen frem, mens de forsoner sig med fortiden. Jeg har nydt sproget, nydt ordenes visuelle virkninger på mig. Igen er der noget med temaet rengøring, som jeg før har været optaget af. Det med at få ryddet op, sorteret, smidt ud og lukket ny frisk luft ind både konkret og metaforisk. Tidligere har jeg læst Vingården for Vilde drømme, Villa Havbrise og Klubben for lykkelige slutninger. Hvis du klikker på linket kan du finde Randis anmeldelser af bøgerne. Hendes bogblog er en guldgrube for mig og især nu hvor jeg ikke skal vente på at biblioteket skal få bøgerne hjem.

jeg betages gang på gang over "lego" blomsterne i min Hoyaplante

Datteren har læst Ringenes Herre trilogien undervejs i sit sygdomsforløb og jeg har fået lov til at være højtlæser, når det var svært selv at læse og tankerne ikke havde lært sig køkultur, men utålmodigt skubbede til hinanden og skabte ravage. Når jeg igen kan læse en hel bog, tror jeg at de skal prøves. Jeg har aldrig læst dem, men set alle filmene sammen med mine børn og min mand, da de udkom. Dagen før sidste kemokur blev datteren færdig med bøgerne, så der manglede en bog, da der var brug for højtlæsning i går.

I barndommens bogreoler står alle bøgerne om det lille hus på på prærien, nummer to blev valgt og i går aftes nåede vi at læse så meget, at vi er nødt til at finde tid til at læse resten af bogen sammen. Jeg nyder at læse højt igen og datteren nyder at kunne slappe af til lyden af min stemme og den gode fortælling fra barndommens univers. Vi nåede kun læse de første bøger sammen, da mine børn var til højtlæsning, men jeg læste alle bøgerne som barn/teenager og jeg genlæste dem, da jeg købte dem til mine børn. Jeg havde måske håbet, de var blevet optaget af den verden, men verden var blevet en anden, der var andre bøger, video og meget mere fjernsyn for børn og teenagere, end da jeg var barn/teenager.

Jeg håber snart at jeg kan se mit barnebarn igen, for der er masser af bøger, vi skal hygge os sammen med. Der er masser af sange, vi skal synge og mange melodier, vi skal danse til . Det er en gave med et barn, de lader os se verden på en anden måde. Og når bøger er gode, kan de lidt af det samme.

Nu er jeg færdig med min bog, så har du nogle gode forslag til en lydbog, jeg skal lytte til, så skriv endelig.

Håber din weekend er god ved dig.

Den smukkeste buket til datteren fra S og hans forældre.

 

Udsigten fra MIT vindue

 Det er ikke fordi jeg har fået ejerfornemmelse over et bestemt vindue, men det vi ser, afhænger af de øjne, der ser. 

Påsken synger på sidste vers, det har været en uge med det formål at få nogle af de ting, der fylder i min hjerne, slettet på den mentale to-do-liste

Sidste søndag nød jeg udsigten, mens jeg gik tur rundt om søen i Østre Anlæg. Datterens lejlighed ligger tæt på, og mens datteren hvilede sig, satte landmanden og jeg i gang i skridtene. Solen skinnede om kap med alle de mennesker, som havde fået samme ide som os. Hunde blev luftet, ænder og blishøns blev studeret, bænke blev udnyttet til snakke og hvile. 

Vi fandt området med træningsmaskiner og skulle selvfølgelig lige prøve nogle af dem, men vi var ikke klædt på til hård træning som to mænd, der var der sammen med os. De var dybt optaget af sjipning, løb og styrketræning. Det var også den perfekte dag til dette. Let køligt og alligevel fornemmelsen af varme fra solen. Bevægelse er godt for hjernen, og kroppen har det godt bagefter,

Senere nød vi eftermiddagste sammen med to af landmandens søster og deres mænd. Vi kom vidt omkring i vores snakke, blandt andet om det norske færgeselskab, som ikke vil have elbiler om bord grundet manglende sikkerhed i forhold til en evt. brand i disse biler. Det satte min nysgerrighed i gang, for hvordan er det med den sikkerhed. Jeg burde egentlig hedde mrs. Google, for fluks går jeg i gang med søgning. Dog holdt jeg mig i skindet, indtil jeg var hjemme igen på gården.

Jeg havde læst om at elbiler i brand skal nedsænkes i et kar med vand, og det er jo ikke til på en færge. Jeg kom vidt omkring i min søgen og fandt også, at et dansk projekt har afprøvet forskellige strategier og fundet frem til forskellige løsningsmodeller. Konklusionen var, at man kan godt håndtere en brand ombord ved at holde den nede, indtil man kommer i land, hvor brandmænd tager over og sikrer at bilen ikke bryder i brand igen.

Den mentale huskeliste betød arbejde med sygeplejen i nogle timer på begge mine hverdagsfridage på hver sin side af weekenden, hjemmearbejdsdag onsdag og en feriedag tirsdag til at gøre nogle af de ting, der også halter bagud herhjemme.

Onsdagens hjemmearbejdsdag bestod af arbejde foran computeren, hvilket kroppen, især bagdelens muskler, absolut ikke synes er en god ide, så jeg skiftede mellem øvelser på gulv, kontorplads med to skærme lig siddende position og sofa med bærbar computer lig liggende position. Det fik mig gennem dagen, jeg nåede ikke halvdelen af min liste, men jeg nåede det, der nagede mig allermest og som kunne give mig følelsen af manglende luft, svimmelhed og hurtig puls.

Hurtig puls som et godt tegn får jeg på pulsruten, som vi har været flittige til at gå i denne uge. Der har været de smukkeste solnedgange og jeg har nydt den friske forårsluft og udsynet.

Torsdag morgen stod jeg tidligt op, det var Skærtorsdag, det var tid til familiekomsammen på min side. Landmanden skulle arbejde, men datteren og jeg ville køre sammen ned til min mellemste lillesøster. Formiddagen gik med at bage boller og madtærter samt lave aftensmad til gemalen.

Stor var overraskelsen, da jeg første gang kiggede ud af vinduet, det sneede og ikke bare små fnug, men store snefnug og mange af dem. Der var hvidt over det hele. Sådan er april også. Inden vi kom ned til familien, stod det ned i tunge regnbyger på motorvejen og al sne var væk.

Som altid hyggede vi os. Solen kom hurtigt frem, så vi gik tur i Rebild Bakker inden aftensmaden og man snakker så godt, når man går. 

Fredag, lørdag og noget af søndag har stået i oprydningens tegn, landmanden skulle arbejde og jeg tænkte, at nu skulle det være. Kontorets reol truede med at smide mapper i hovedet på mig og stakke af papir lå rundt omkring, fordi der ikke var plads i mapperne. Heldigvis betyder kravet om opbevaring af dokumenter i fem år, at der var meget, der kunne makuleres. Jeg sorterede først og så godkendte landmanden, når han kom ind. Vi nåede ikke mange, men nok til at der ingen stakke er rundt omkring på kontoret og ingen mapper der ligger ovenpå andre. Alle dagene fulgte jeg en regel: når jeg havde fat i noget under den generelle oprydning i huset, tog jeg stilling til, om det overhovedet skulle være her mere. Lidt har også ret.

Datteren har været her til påskefrokost, vi har nydt dagen med god mad og en hjemmebagt påskekage af undertegnede. Der blev også blev tid til at snakke med den lille familie i Norge. Der er udendørsaktiviteterne skiløb og leg i sne. 

I morgen er det arbejdsdag på afsnittet. Jeg er spændt på hvordan det bliver, men jeg har gode kolleger, så vi skal nok klare det.

Håber du har fået sol på næsen.

Dråbefanger

Livsglæden er der, men indimellem føler jeg, den drukner i hverdagens hektiske aktivitet og jeg glemmer at stoppe op og skønne på de små dråber af livsglæde, der er i min hverdag. Da jeg tænkte på et blogindlæg, tænkte jeg, der sker jo intet her, som jeg kan fortælle om, udover at jeg føler mig som en, der hager sig fast i en anhængervogn, der slingrer fra side til side. Så nu har jeg sat en speciel kikkert for øjet. En kikkert, der kan fange de små dråber i al deres skønhed. 

En morgen, hvor jeg måtte stoppe op og tage et billede, før jeg gik til min bil for at køre på arbejde.

Aftenlyset! Jeg føler som om jeg sluger det i store mundfulde. Tænk at have lyse aftner efter aftensmaden. Solen har været savnet de dage, hvor det stod ned i stænger, men nu skinner den alt det den kan.

Øj, bil, dukduk (traktor), og masser af tegn, som betyder bus, farvel, sove osv. Jeg elsker vores stunder med S på facetime. Jeg elsker at se hans glade smil, når han ser sin faster dukke op, også selv om hun nu ingen hår har på hovedet. De to er bare de bedste venner. Jeg glæder mig til at vi får tid til at besøge ham og hans forældre igen. 

 "Hvad skal de dog gøre uden dig, du kan jo altid finde et svar" Min tidligere leders ord, da vi gik en skøn tur sammen. Jeg er fuld af fortrøstning, jeg har så mange dygtige kolleger, så de kommer til at klare sig fint uden mig, den dag jeg beslutter mig for at stoppe. Hver dag, når jeg er på arbejde, fyldes jeg af stolthed over mine seje kolleger. De insisterer på at holde den sygeplejefaglige fane højt trods manglende vilje og indsigt fra omverden til at ændre på vilkårene, så patient og pårørende får et bedre forløb.

"Hvor er du god, du er begyndt at tænke over, at det ikke altid er dig, der skal undersøge noget" sagt af en af mine skønne kolleger, som ved, at det øver jeg mig på, for ellers slår mine 24 timer om ugen ikke til. Lige nu sidder jeg ved siden af en opgørelse over de timer, jeg arbejder ekstra og de timer, jeg flekser, og de går absolut ikke lige op. Men hvor er jeg dog heldig, at jeg har fået muligheden for en funktion, hvor det i høj grad er mig, der bestemmer. Det har været guld værd i disse sidste syv måneder, hvor kemo og bivirkninger, møder og samtaler har fyldt vores hverdag og hvor vi ikke har kunnet sætte dagsordenen.

Gåturene med min landmand, som vi har genoptaget. Gåturene hjælper sammen med øvelser på mine smerter. Og set i det store perspektiv, så er de smerter vand ved siden af det, andre må leve med. Landmanden er rigtig god til at sætte et højt tempo, så min skridttæller viser, at jeg i den grad får pulsen op. Jeg kommer nemt til at slentre, fordi jeg tænker på alt muligt andet, som åbenbart får mig ned i gåtempo.

Aftensmad sammen med datteren og landmanden. Vi fejrede i går aftes, at nu kan datteren sidde sammen med os og spise efter tre dage på langs og ingen lyst til mad. OG at der nu kun er 1 kemokur tilbage, hvorefter den står på antistofbehandling hver 3. uge resten af dette år. Vi krydser fingre for, at den ikke giver så mange bivirkninger.

Snakkene med min skønne, kloge datter. Da jeg spurgte, om hun vidste, hvad neutrofilocytterne var på denne gang, svarede hun, det lyder som en figur fra en børnebog. Jep, en helt, som går til angreb, når kroppen bliver angrebet af bakterier. En helt som er slået til tælling, når man får kemo. En helt, som rejser sig igen og kæmper videre for at få fodfæste. Og jeg hjælper den i denne tid, fordi jeg giver datteren en indsprøjtning efter hver kemokur, som skal stimulere dannelsen af de hvide blodlegemer, som neutrofilocytten tilhører (den hedder også neutrofil leukocyt, det lyder bare så klinisk og kedeligt). Jeg har foreslået hende, at hun skriver og tegner en børnebog om neutrofilocytten sammen med sin bror. De to har altid haft fantasi, som går ud over mine evner.

da jeg kørte på arbejde tirsdags.

Det er søndag, indlægget blev startet fredag, men det er vist meget kendetegnende for min hverdag lige nu. Jeg når ikke altid det, jeg planlægger, men på et eller andet tidspunkt bliver jeg færdig. Inde i køkkenet er der livlig aktivitet, datteren og landmanden er i gang med et af hendes kunstværker. Landmanden kunne godt få sig en fremtid som rammemager, møbelmager og sparringspartner til en kreativ sjæl. Jeg nyder deres samarbejde, ligesom jeg nyder, når han og sønnen fordyber sig i praktisk og kreativt samarbejde. 

Må du få en dejlig dag med sol på næsen.