Sygeplejerske kunne jeg kalde mig, 24 år gammel, livet lå foran mig, vi vidste nok, hvad der var bedst.
For at være noget som sygeplejerske arbejdede man på sygehus og som fuldtidsansat. Hjemmesygeplejersker var nogle, der var gået i stå, nogen der satte familie før arbejde, og det gjorde vi ikke! Familien måtte indrette sig efter os og ikke omvendt.
Deltidsansatte så vi ned på, de var usolidariske med os andre, de kunne ikke følge med i udviklingen, de var også tæt på at gå i stå.
Hjemmegående var en fortabt race, de var helt og aldeles uden for terapeutisk rækkevidde, så det var da det værste at høre om en sygeplejerske, at hun havde valgt den mulighed.
Nu sidder jeg så her 26 år efter og tænker til dels foranlediget af min datters kommentar til
det her indlæg.
Jeg blev
hjemmesygeplejerske, var det i 5 måneder, fandt ud af at også unge sygeplejersker blev tiltrukket af det job, at der var udvikling, engagement og trang til et arbejde, hvor man var mere sig selv, man var på egen hånd. Det var en spændende tid, en tid hvor min drøm om at blive sundhedsplejerske blev opgivet, fordi jeg indså, at jeg trivedes bedst i samarbejde med en masse kolleger, og jeg følte mig meget alene derude i min bil på vejen.
Så blev jeg
deltidsansat, i lang tid havde jeg observeret kolleger med børn og fuldtidsjob, så hvordan de kæmpede med en dårlig samvittighed og en træthed, syntes aldrig de slog til i forhold til deres egne børn (jeg var på det tidspunkt på en børneafdeling bl.a. for kræftramte børn) Så da jeg selv fik barn, valgte jeg at arbejde deltids som aftenvagt, det betød så, jeg måtte skifte afdeling.
Jeg mistede lysten til sygeplejen, ikke pga. af deltidsstillingen men pga. af jobbet, og slutresultatet blev, at jeg forlod sygeplejefaget. Jeg var nu
medarbejdende ægtefælle men i alle andres øjne inklusive mine børn var jeg
hjemmegående.
Jeg kan godt forstå mine børn oplevede det sådan, jeg var der jo altid, vi tilrettelagde kartoffelsorteringen sådan, at når børnene kom hjem fra dagpleje og børnehave, så var jeg inde. Var de syge eller havde lyst til at være hjemme, så gik vi ud for at sortere, bad Scott, vores gamle hønsehund om at blive inde og passe på børnene, døren lod vi stå åben.
Op ad formiddagen kom så et par små størrelser ud i sorterhuset i nattøj og gummistøvler. Mens de andre stablede kartoffelsække, gik jeg ind og sørgede for morgenmad til børnene. Senere kom de ud i kedeldragter og gummistøvler. Så blev der liv i sorterhuset, de vidste godt, at de pæne kartofler skulle de lade ligge, de krumme, skurvede, revnede kartofler skulle pilles fra, men lige netop de kartofler kunne jo ligne en and, et spøgelse ja hvad som helst. Så to ænder sang smukke sange (datteren) , to andre ænder kæmpede drabelige kampe(sønnen). Pludselig gik de syngende ænder ind i kampen, og der fløj kartofler rundt i sorterhuset, så blev den leg stoppet, og palleløfteren med en palle blev stillet an, så kunne de bruge kræfter på at trække hinanden rundt i kartoffelhuset. Skulle vi køre med truck, blev de sat op i en 500 kg kartoffelkasse med et tæppe, dukker, turtler og lidt saft og kiks, så hyggede de sig der.
Da de kom i skole kunne de ikke holde fri på samme måde, men de har begge fået lov til at være hjemme for at passe den anden, som var syg, for skulle vi sortere kartofler det meste af dagen, og et højfebrilt barn lå inde i sofaen, så havde vi det bedst med, at den anden kunne hente os. Senere kom jo mobilen, så var vi kontaktbar på den måde ;-)
Jeg kender flere hjemmegående kvinder, desværre ingen mænd, og alle som en er kvinder, der ikke er gået i stå, men til trods for det, så er mit svar på spørgsmålet: hvad har du dog lavet i de 11 år, du ikke var sygeplejerske: jeg arbejdede sammen med min mand i landbruget. Der er stadig en snert af fordommen fra min ungdom, og det irriterer mig, men jeg var altså heller ikke hjemmegående ;-)
