fredag, marts 09, 2007

UNG OG FYLDT OP MED DE RIGTIGE MENINGER

Sygeplejerske kunne jeg kalde mig, 24 år gammel, livet lå foran mig, vi vidste nok, hvad der var bedst.
For at være noget som sygeplejerske arbejdede man på sygehus og som fuldtidsansat. Hjemmesygeplejersker var nogle, der var gået i stå, nogen der satte familie før arbejde, og det gjorde vi ikke! Familien måtte indrette sig efter os og ikke omvendt.
Deltidsansatte så vi ned på, de var usolidariske med os andre, de kunne ikke følge med i udviklingen, de var også tæt på at gå i stå.
Hjemmegående var en fortabt race, de var helt og aldeles uden for terapeutisk rækkevidde, så det var da det værste at høre om en sygeplejerske, at hun havde valgt den mulighed.

Nu sidder jeg så her 26 år efter og tænker til dels foranlediget af min datters kommentar til det her indlæg.
Jeg blev hjemmesygeplejerske, var det i 5 måneder, fandt ud af at også unge sygeplejersker blev tiltrukket af det job, at der var udvikling, engagement og trang til et arbejde, hvor man var mere sig selv, man var på egen hånd. Det var en spændende tid, en tid hvor min drøm om at blive sundhedsplejerske blev opgivet, fordi jeg indså, at jeg trivedes bedst i samarbejde med en masse kolleger, og jeg følte mig meget alene derude i min bil på vejen.
Så blev jeg deltidsansat, i lang tid havde jeg observeret kolleger med børn og fuldtidsjob, så hvordan de kæmpede med en dårlig samvittighed og en træthed, syntes aldrig de slog til i forhold til deres egne børn (jeg var på det tidspunkt på en børneafdeling bl.a. for kræftramte børn) Så da jeg selv fik barn, valgte jeg at arbejde deltids som aftenvagt, det betød så, jeg måtte skifte afdeling.
Jeg mistede lysten til sygeplejen, ikke pga. af deltidsstillingen men pga. af jobbet, og slutresultatet blev, at jeg forlod sygeplejefaget. Jeg var nu medarbejdende ægtefælle men i alle andres øjne inklusive mine børn var jeg hjemmegående.

Jeg kan godt forstå mine børn oplevede det sådan, jeg var der jo altid, vi tilrettelagde kartoffelsorteringen sådan, at når børnene kom hjem fra dagpleje og børnehave, så var jeg inde. Var de syge eller havde lyst til at være hjemme, så gik vi ud for at sortere, bad Scott, vores gamle hønsehund om at blive inde og passe på børnene, døren lod vi stå åben.
Op ad formiddagen kom så et par små størrelser ud i sorterhuset i nattøj og gummistøvler. Mens de andre stablede kartoffelsække, gik jeg ind og sørgede for morgenmad til børnene. Senere kom de ud i kedeldragter og gummistøvler. Så blev der liv i sorterhuset, de vidste godt, at de pæne kartofler skulle de lade ligge, de krumme, skurvede, revnede kartofler skulle pilles fra, men lige netop de kartofler kunne jo ligne en and, et spøgelse ja hvad som helst. Så to ænder sang smukke sange (datteren) , to andre ænder kæmpede drabelige kampe(sønnen). Pludselig gik de syngende ænder ind i kampen, og der fløj kartofler rundt i sorterhuset, så blev den leg stoppet, og palleløfteren med en palle blev stillet an, så kunne de bruge kræfter på at trække hinanden rundt i kartoffelhuset. Skulle vi køre med truck, blev de sat op i en 500 kg kartoffelkasse med et tæppe, dukker, turtler og lidt saft og kiks, så hyggede de sig der.
Da de kom i skole kunne de ikke holde fri på samme måde, men de har begge fået lov til at være hjemme for at passe den anden, som var syg, for skulle vi sortere kartofler det meste af dagen, og et højfebrilt barn lå inde i sofaen, så havde vi det bedst med, at den anden kunne hente os. Senere kom jo mobilen, så var vi kontaktbar på den måde ;-)

Jeg kender flere hjemmegående kvinder, desværre ingen mænd, og alle som en er kvinder, der ikke er gået i stå, men til trods for det, så er mit svar på spørgsmålet: hvad har du dog lavet i de 11 år, du ikke var sygeplejerske: jeg arbejdede sammen med min mand i landbruget. Der er stadig en snert af fordommen fra min ungdom, og det irriterer mig, men jeg var altså heller ikke hjemmegående ;-)

7 kommentarer:

  1. Skægt som ordet "hjemmegående" kan få nakkehårene til at rejse sig på enhver. Der er ligesom ikke status i det mere, selvom det netop må vidne om et ekstra (økonomisk) overskud, at den ene kan gå derhjemme og yde omsorg for hele familien.

    Derfor taler jeg også med stolthed i stemmen om de næsten 3 år (inkl. barsel) jeg gik hjemme. Jeg ved, at jeg har givet mine børn en god basis.

    Herhjemme snakker vi om, at vi kender ingen, hvor MANDEN har nedsat tid. Det er KVINDEN, hvis nogen. Ej heller har vi hørt om nogen, der SOM OS, begge kun har 30 timer/ugen...

    Vi oplever mange misundelige suk, men ingen, der vil slippe drømmen om stort hus/stor bil/andre goder for mere tid med børnene og hinanden.

    SvarSlet
  2. Det må være dejligt begge at have 30 timer,mrsbaloui, og du har ret i at vi er i et forbrugsræs, som får os til at vægte arbejde højere end de nære værdier.
    Har lige hørt om en almindelig familie, som bygger hus, og som har investeret i køkkenbordsplade til 80.00. der skal godt nok arbejdes noget for at holde lånene på plads.

    SvarSlet
  3. der skulle stå 80.000 kr ;-)

    SvarSlet
  4. Jeg har været hjemme med begge mine unger til de var knap 1½ år. Mens de gik i børnehaven og de første par skoleår arbejdede jeg kun ganske kort tid fuld tid. De sidste 9 år har jeg arbejdet hjemme og jeg vil ikke bytte. Føler at jeg har fået en masse og givet en masse til familien og især ungerne. Kollegaer kan jeg indimellem savne, men har fået opbygget en "kollega-gruppe" på netten af andre plejemødre og det er guld værd. Men hjemmegående vil jeg også nødig kaldes - jeg arbejder jo.... *S*

    SvarSlet
  5. det er lige det der er min pointe Jane, det ord har en ikke-arbejdende klang ;-) Men jeg beundrer folk, som arbejder alene, det er godt, at du har et udvekslingsforum, for der må godt nok være mange svære situationer ind imellem. Læste en artikel i et dameblad for nylig om en plejefamilie, den, syntes jeg, var rigtig god.

    SvarSlet
  6. Jeg har selv været hjemmegående - og kæmpet med titlen og folks syn på den hjemmegående kvinde.
    Hvordan man angiveligt skulle gå i stå, ikke kunne tale andet om børn eller blive dum.
    Det er så trættende at skulle lægge ører til.

    Jeg kender en mand, der har været hjemmegående - i 70'erne.
    Og selvom min mand ikke er hjemmegående, så arbejder han hjemmefra og det har givet ham mulighed for at spise lidt med pigerne, når de kommer hjem fra skolen eller gå dem i møde, når de skulle hjem fra skole.
    Faktisk var pigerne og ønsket om at se dem mere grunden til at valgte at blive selvstændig og arbejde hjemme.

    SvarSlet
  7. Og muligheden for at være mere sammen med sine børn i hverdagen er jo en gave. Du har i et indlæg sanakket om fritidshjem, vores gik heller ikke på fritteren, men vores datter ville så gerne ha gjort det, og i dag ærger det mig, at vi ikke lod hende prøve, for efter et stykke tid havde det nok ikke været så tiltrækkende mere.

    SvarSlet